Review and Herald d. 5. juli 1898
Herrens nadver og fodtvætningens forordning - nr. 6
Kristus udførte en tjenestehandling for sine disciple. Han tog et klæde, og bandt de tom sig. Han havde mange ting at sige til dem, men hvordan kunne de bære dette? Han så at en opstand mod at forbyde orden, greb dem. Der kom stridigheder ind blandt dem. For når de så et en af dem tvættede restens fødder, mente de at dette skulle bemærkes, - en tjenergerninger, de mente de altid måtte gøre, - og der var ingen der handlede, alligevel prøvede alle at se ubemærket ud, for en stund. Oh, hvor de følte det pinligt. De lod til at kun tænke på sig selv. Hvilken frygtelig selviskhed, og vælge at få det på deres egen måde! ret
Frelseren lod sagen ligge en stud, for at se om de ændrede hjerter. Og rejste den elskede sig, og lagde sine klæder til side, og tog et linnedklæde bandt det omkring sig selv, og hældte vand i baljen. Det var der at disciplene blev overraskede og skammede sig. Kristus kunne ikke give dem en større irettesættelse. Han ynkedes over sine disciple i sit hjerte. Han vidste efter sin død, at hele dette sceneri ville plage dem, og ville fortjene straf. Hans sjæl blev allerede presset under den hårde byrde, som ingen af dem kunne påtage sig. Men hans kærlighed forandrede sig slet ikke. Han vidste at timen var lige foran ham, hvor han skulle forlade denne verden, og gå til Faderen; alligevel elskede han sine egne, som var i verden, han elskede dem helt til sidst. Hans kærlighed var varig, den var guddommelig. Deres barnlige jalousi og lidenskaber var til skade for dem selv. ret
Kristi irettesatte ikke Judas med ord, - den stakkels syndige mand som lod sig gore til en mørkets kanal. Oh om han ville skamme sig, overbevises og lade sig udstøde af Satan! Men Judas gik ind på den forkerte vej. Jo større godhed, og ydmyghed og Kristi kærlighed til ham, des kraftigere blev fjendes antydninger om at dette ikke var Guds søn, men en der forgiver dette. Judas vidste bedre; men han stødte sin sjæl imod lyset. Han havde opgivet al håb om timelig forfremmelse, og nu forsøgte han at få alt ud af tankerne, som han havde hørt. Han var ofte dybt aftrykt under Helligåndens virke; men han kæmpede sig bort fra Jesus, og blev en forræder, en bedrager. ret
Disciplene kendte intet til Judas hensigter. Jesus alene kunne læse hans skjulte. Alligevel blotlagde Mesteren Ham ikke. Da Jesu dyrebare hænder vaskede de beskidte fødder, og tørrede dem med linnedklædet, gyste Judas’ hjerte og bankede for at han ikke skulle bekende. Han var de første som fik tvættet sine fødder. Den måde Kristus behandlede sine disciple på, særlig den stakkels bedragede Judas, kun var et udsnit af den måde han behandlede dem på. I udseende og optræden var Judas ikke den lave, slyngelagtige mand som man kunne tro. Af sine meddisciple blev han anset for en mand med store kapaciteter. Han så det hele i perspektiv, og hans kvalifikationer ville være dyrebare, hvis de var helliget til Guds tjeneste. Men så længe disciplene var flove, ydmyget og fået samvittighed, og deres var underlagte og sønderbrudte, mærkede de deres længsel gå til Jesus med en dyb og alvorlig tro, som virker i kærlighed og renser sjælen. Judas forkastede Jesus. ret
Da Peters tur kom, nægtede han helt at lade Kristus røre ved hans fødder. Han ville gladelig have taget Mesterens sted, og endog blive slave for hans skyld. Han udbrød: "Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder." Men Kristus sagde til ham, ligesom han sagde til Johannes, da han ikke vil døbe Jesus, "Lad det nu være sådan." Det som han ikke forstod på det tidspunkt, ville han bedre forstå senere. Han forvissede Peter: "Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Undtagen i dette tilfælde, betød denne tvætning renselse fra synd. Han sagde: "I er rene, dog ikke alle." Judas ville ikke renses ved anger, brødebetyngelse og bekendelse. Hans havde fået sin sidste chance. Jesus mærkede den skarpe sult i sit hjerte efter den sjæl. Hans sjæl fik en lignende byrde, som den da han græd over den fordømte by på Oliebjerget. I tårepinsel sagde han af hjerte: "Hvor kan jeg ofre dig?" "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne." Judas' havde forspildt sin sidste chance. ret
Da Kristus sagde til Peter, at hvis han ikke underlagde sig denne tjeneste, kunne han ikke få del med ham, overgav Peter sin stolthed og egenvilje. Sådan har det aldrig og vil det aldrig være. Han blev helt sønderbrudt ved tanken, og udbrød: "så ikke mine fødder alene, men også hænderne og hovedet." Jesus havde en dyb, fuld og betydningsfuld lektie: " Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle." Den rigtige version lyder, "Den som baddes behøver ikke at tvætte sine fødder." Denne lektie favnede mere end legemlig renselse. Judas fødder blev tvættet, men hans hjerte var tilsmudset af synd. ret
Denne lektie omfatter mere end legemlig renselse. Judas’ fødder blev vasket, men hans hjerte blev smudset til af synd. Da han bandt et linnedklæde op om sig, for at vaske disciplenes fødder, ville Jesus underlægge sig og rense dem fra deres fremmedgørelse, stridigheder, jalousi og stolthed. Ingen af dem var i en acceptabel tilstand over for Gud, med denne ulykkelige genstridighed. Det fornyede hjerte, der er renset for al besmittelse, er af langt større konsekvens end den ydre vasken med vand på deres snavsede fødder. Jesus kunne ikke give dem mere ønskværdige lektier, end at de blev ydmyget og hengivet rigtigt. Stridigheder skaber altid had, men Kristus vaskede det væk ved at tvætte disciplenes fødder. Følelserne forandrede sig; hjertelig enighed og kærlighed for hinanden eksisterede. De blev sagtmodige, lærvillige og elskelige, og ville give afkald på det højeste sted. De var forberedt på at tage del i nadveren med dyb og fuld kærlighedsvellugt, for deres Mester og for hinanden. ret
Skal vi lære lektien om Guds forunderlige visdom og kærlighed? Skal vi, med fodtvætningens forordning, blive blødgjort og underlagt, ligesom de første disciple blev? Peter kviede sig ved at hans beskidte fødder skulle berøres af sin Herres og Mesters hænder; men hvor ofte sætter vi ikke vore syndige besudlede sjæle i kontakt med Kristi hjerte, som ikke hader andet end synd. Oh, hvor vi sårer Kristi rene Helligånd med vore tilsmudsede synder! Vi er ikke forberedt på at værdsætte det hellige samfund med Kristus, og med hinanden, medmindre vi renses ved hans kraft. ret
Vi må nøje ransage vort liv og karakter, og få virkelig sønderknust sjælen, få fællesskab med Kristus og fællesskab med vore brødre. Da vil vi vise at vi kan påskønne Helligåndens arbejde på vore hjerter. Stolthedens og egenmægtighedens barrierer skal først nedbrydes; så vil Kristi kærlighed bo i vore hjerter. Så kan vi få del i nadveren med bevidsthed om syndstilgivelse; for alle der sidder ned ved nadvertjenesten, bør sidde ned med ydmyge og rene hjerter, og være renset for al urenhed. Så vil solskinnet fra Kristi retfærdighed fylde vort sinds og sjæltemplets kamre. Vi skal "se Guds lam, som bærer alverdens synd bort." ret
Denne ydmyge tjeneste skal gendanne mensket fra syndens vanskeligheder. Når vi tvætter hinandens fødder, må vi have I sinde, at vi er I Kristi sted. Gør vi det som Kristus har pålagt os at gøre, sætter vi os i tæt forhold til vor Herre, som var til stede ved den lejlighed. Der er én i vor midte som sagde: "Se, jeg er med jer alle dage, helt til verdens ende." Han er til stede for at indprente hjerterne. Hans liv som er Lyset ovenfra og Vejen der nede, vil lede enhver sjæl til hele sandheden, som vil komme til ham. Hele Hans liv udfolder Hans kærlighed, - en åbenbarelse af Guds karakter. Hans Fader er vor Fader. ret
Vi kan bedre tage del I denne indførte forordning, når vi lægger hans ord på sinde: "Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg eder: en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, om I gør det. Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse, den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig.« Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, mår det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tager imod, hvem jeg sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig." ret
afsn nr:1 | |
afsn nr:2 | |
afsn nr:3 | |
afsn nr:4 | |
afsn nr:5 | |
afsn nr:6 | |
afsn nr:7 | |
afsn nr:8 | |
afsn nr:9 | |
afsn nr:10 | |
afsn nr:11 | |