Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 9. juli 1895

Prædikantens og folkets pligter

Gud har givet "enhver sit arbejde." Han har ikke lagt menighedens interesser helt over i prædikanttjenerens hænder. Det er ikke til gavn for prædikanten, ej heller til det enkelte menighedsmedlems gavn, at prædikanten udelukkende påtager sig at ansvaret for Herrens arv. Hvert medlem af menigheden har en rolle at udføre, for at legemet kan bevares i en sund tilstand. Vi er alle dele af det samme legeme, og hver del skal udføre sin rolle til gavn for alle de andre. Alle dele har ikke den samme funktion. Ligesom vort naturlig legemes lemmer styres af hjernen, således bør vi - som det åndelige legemes lemmer - underkaste os Kristi styrelse, menighedens levende hoved. Vi er som grene på et fælles vintræ, Kristus taler om os som grene, der er blevet podet på det sande vintræ. Hvis vi er sande troende, der lever i daglig, timelig forbindelse med Kristus, vil vi blive helliggjorte gennem sandheden, og vi vil gøre vor del i velsignet forening med de andre grene på det sande vintræ.   ret

Prædikanten og menighedsmedlemmerne skal gå sammen som een person i menighedens opbygning og velstand. Enhver som er en sand soldat i Herrens hær, vil være en alvorlig, oprigtig og virkningsfuld medarbejder, der arbejder for Guds riges fremme. Lad ingen formaste sig til at sige til en bror der går varsomt: ”I skal ikke udføre Herrens arbejde; overlad det til prædikanten.” Mange menighedsmedlemmer får ikke den erfaring som de burde have haft, fordi der har været en fremherskende holdning om at prædikanten skal gøre alt arbejdet og bære alle byrderne. Enten er alle byrderne faldet på prædikanten, eller også har han påtaget sig de pligter som menighedsmedlemmerne burde have udført. Prædikanterne have et tillidsforhold til menighedens embedsmænd og medlemmer og lære dem hvordan man arbejder for Mesteren. Således skal prædikanten ikke selv udføre alt arbejdet, og samtidig vil menigheden få større gavn, end hvis han anstrenger sig for at gøre al arbejdet, og befri menighedsmedlemmerne fra at gøre den del, som Herren har lagt til rette for dem.   ret

Ud over alle vore rækker forsømmes de enkeltes talenter. Nogle få personer er blevet valgt som åndelige byrdebærere, og andre medlemmers talenter forbliver uudviklede. Mange er blevet svagere siden de har forenet sig med menigheden, fordi de praktisk talt er blevet forbudt at bruge deres talenter. Byrden for menighedsarbejde burde fordeles blandt de enkelte medlemmer, så at enhver kan blive en forstandig Guds medarbejder. Der er i det hele taget for mange ubenyttede kræfter i menigheden. Der er nogle få som lægger planer og arbejder; men rigtig mange mennesker løfter ikke deres hænder af frygt for at blive afvist, af frygt for at andre vil betragte dem som fejlplaceret. Mange har villige hænder og hjerter, men de afskrækkes fra at lægge alle deres kræfter i arbejdet. De kritiseres hvis de prøver at gøre noget, og til sidst lader de deres talenter ligge passive af frygt for kritik, selvom de kunne opmuntres til at bruge dem, og værket ville skride frem, og missionærskaren vil tilføjes nye medarbejdere. Vi får visdom til at tilpasse os særlige situationer, kræfter til at handle i nødens stund, ved at bruge de talenter som Herren har givet os, og ved den erfaring vi får i personligt arbejde. Nogle få vælges til at besidde ansvarsbetyngede stillinger, og arbejdet deles op blandt brødrene. Mange flere burde have mulighed for at udvikle sig til virksomme medarbejdere for Herren, men bliver efterladt i skyggen. Mange af dem på de betroede steder, er inderst inde forsigtige, bange for at der gøres noget der ikke er helt i overensstemmelse med deres egne arbejdsmetoder. De forlanger at alle planer genspejler deres egen personlighed. De er bange for at stole på andres metoder. Og hvorfor skal man ikke kunne stole på dem?   ret

Fordi de ikke er blevet uddannede; fordi deres leder ikke har opøvet dem, sådan som soldater opøves. Snesevis af mænd burde være parate til at handle efter øjeblikkelig varsel, om en nødssituation opstår, som kræver deres hjælp. I stedet for dette, går folk til kirken, lytter til prædikenen, betaler deres tiende, og giver deres gaver, og gør næsten ikke mere. Og hvorfor? – Fordi prædikanterne ikke åbner deres planer for folk, anmoder om deres hjælp i form af råd, til at planlægge og deres hjælp til at udføre de planer som de har været med til at lægge.   ret

Der skal ikke være nogen skjulte selskaber i vore menigheder. ”I er alle brødre.” Prædikantens arbejde er ligeså godt lægmedlemmets arbejde. Hjerte bør være bundet til hjerte. Lad alle presse sig fremad, skulder ved skulder. Er den sande Kristi efterfølger ikke åben for hans lære? Og skal alle ikke have en mulighed for at lære Kristi metoder ved praktisk erfaring? Hvorfor ikke igangsætte dem, besøge den syge og hjælpe på andre måder, og derved holde menigheden funktionsdygtig? Derved vil alle være i tæt kontakt med prædikantens planer, så at han kan trække på dem hvert øjeblik, og de vil kunne arbejde forstandigt med ham. Alle bør være medarbejdere sammen med Gud, og så kan prædikanten mærke at han har hjælpere han kan stole på. Prædikanten kan forhaste denne ønskværdige afslutning ved at vise at han har tillid til medarbejderne, og lade dem komme i gang.   ret

Hvem skal kritisere manglerne i menighederne? Hvem skal kritiseres fordi villige hænder og nidkære hjertelige mennesker ikke er blevet uddannet til at arbejde på en ydmyg måde for Mesteren? Der er mange uudviklede talenter iblandt os. Mange enkeltpersoner kunne have arbejdet i byer og stæder, besøgt dør til dør, blive bekendt med familier, gået ind i deres sociale liv, spise ved deres borde, gå i samtale ved deres ildsted, udså dyrebare sandhedsfrø over hele rækken. Idet de bruger deres talenter, vil Kristus give dem visdom og mange troende vil glæde sig over sandhedskundskaben, som et resultat af deres arbejde. Tusindvis kan få en praktisk uddannelse når de er med i dette personlige arbejde.   ret

Hverken konferensens embedsmand eller prædikanten er kaldet af Gud til at føje Guds mægtige mistillid idet de bruger den enkelte person, som betragtes som et værdigt menighedsmedlem. Denne såkaldte forsigtighed, forsinker næsten alle grene af Herrens værk. Gud kan og vil bruge dem som ikke har en grundig uddannelse i menneskenes skoler. Betvivler man, om hans magt kan gøre dette, så er det vantro; det er at begrænse den Almægtiges kraft hos Hvem intet er umuligt. Oh for mindre af denne uhellige og mistroiske forsigtighed! Den efterlader så mange gode ubrugte kræfter i menigheden; den lukker vejen til, så at Helligånden ikke kan bruge mennesker; den holder dem passive, som er villige og ivrige efter at arbejde i Kristi linjer; den afholder mange fra at gå ind i arbejdet, som ellers ville blive virkningsfulde medarbejdere hos Gud, hvis de fik en rimelig chance. Dem som vil være medarbejdere, som finder det nødvendigt med helligede medarbejdere i menigheden og i verden, bør søge efter styrke på de skjulte bedesteder. De bør gå ud for at arbejde, og Gud vil velsigne dem, og gøre dem til en velsignelse for andre. Disse medlemmer vil være til styrke og stabilitet for menigheden. Det er mangel på åndelig øvelse som gør menighedsmedlemmerne så svage og virkningsløse; men jeg spørger igen: hvem skal kritisere over den tilstand som tingene er i nu?   ret

Gud har givet ”enhver sit arbejde.” Hvordan kan det så være at prædikanter og konferensembedsmænd ikke erkender dette faktum? Hvorfor påskønner de ikke den hjælp det enkelte menighedsmedlem kan give? Lad menighedsmedlemmerne være lysvågne. Lad dem gribe fat og hjælpe med at holde prædikanternes og medarbejdernes hænder oppe, fremskynde sagens interesser. Talenternes mål må ikke sammenlignes. Hvis et menneske udøver tro, og vandrer ydmygt med sin Gud, kan han have lille uddannelse, kan regnes for en svag mand, kan alligevel udfylde sin plads lige så godt som manden med den fineste uddannelse. Han som giver sig uforbeholdent til Helligåndens indflydelse er bedst kvalificeret til at gøre en god tjeneste for Mesteren. Gud vil inspirere mennesker, som ikke sidder i ansvarsbetyngede stillinger, til at arbejde for ham. Hvis prædikanter og mænd i myndighedsstillinger vil komme af vejen, og lade Helligånden bevæge lægbrødrenes sind, vil Gud lede dem, hvad de skal gøre for hans navns ære. Lad mennesker få frihed til at gennemføre det som Helligånden viser. Læg ikke snærende bånd på mennesker som Gud vil bruge. Hvis dem som nu sidder i ansvarsbetyngede stillinger, blev holdt ved et bestemt slags arbejde år efter år, ville deres talenter ikke udvikles, og de ville ikke være rustede til de stillinger de besidder; og alligevel anstrenger de sig ikke særligt for at prøve og udvikle deres talenter som er nye i troen.   ret

Kvinder som vil hellige noget af deres tid til Herrens tjeneste bør sættes til at besøge de syge, se efter de unge, og sørge for de fattiges behov. De bør sættes til side til dette arbejde med bøn og håndspålæggelse. I nogle tilfælde vil de få brug for råd hos menighedens embedsmænd eller prædikanten; men hvis de er helligede kvinder, der fastholder en levende forbindelse med Gud, vil de være en kraft for menighedens gode. Det er et andet middel til at styrke og opbygge menigheden. Vi behøver at forgrene os i vore arbejdsmetoder. Ikke en hånd bør være bundet, ikke en sjæl være modløs, ikke en røst bør tysses ned; lad hver enkeltperson arbejde, i det skjulte eller offentligt, for at fremhjælpe dette store værk. Læg byrder på menighedens mænd og kvinder, så de må vokse med deres arbejde (fornuftsøvelser), og derved blive effektive agenter i Herrens hånd for at oplyse dem der sidder i mørke.   ret

Der er en verden som skal advares. Lad ikke menneskene stå formasteligt i vejen, men lad hellere enhver træde af vejen, og lade Gud arbejde med sin Helligånd for at fuldføre genløsningen af hans indkøbte ejendom. Nogle af disse nye medarbejdere kan begå fejltagelser, men lad de ældre rådføre dem og instruere dem hvordan deres metoder rettes. De bør opmuntres til at overgive sig selv helt til Herren, og gøre arbejdet på en ydmyg måde. En sådan tjeneste er antagelig for Mesteren, og han vil supplere deres anstrengelser med hans Helligånds kraft, og mange sjæle vil blive omvendte.   ret

Lad enhver menighed vågne op af søvne; lad medlemmerne forene sig sammen i Jesu kærlighed og i forståelse for fortabte sjæle, og gå ud til deres naboer, udpege dem frelsens vej. Vor leder har al kraft i himlen og på jorden. Han vil bruge mennesker som redskaber til at fuldføre hans mål, hvem nogle af brødrene vil forkaste som uegnet til at gå ind i arbejde. Himmelske intelligensvæsener kombineres med menneskeredskaber til at gennemføre Herrens værk. Engle har fået anvist deres steder i forbindelse med menneskeagenterne på jorden. De vil arbejde gennem alle personer, som vil underlægge sig arbejdet efter himlens metode; derfor skal intet menneske sættes til side eller efterlades uden at have noget at gøre.   ret

Medlemmerne i vore store menigheder er ikke i den bedste situation når det gælder åndelig vækst eller udvikling af effektive arbejdsmetoder. De er tilbøjelige til at lade andre bære de byrder, som Herren vil at alle skal tage del i at bære. Måske er der et antal gode medarbejdere, og disse tager arbejdet energisk op så de der er svagere ikke ser hvor de kan tage fat, så sætter de sig passive ned. Det er en fejl at vore folk forsamler sig i stort antal. Det er ikke i harmoni med Guds planer. Det er hans vilje at den kundskab som vi får om sandheden bør viderebringes til andre; at det lys som skinner på os, burde spejles igen på deres stivej, der vandrer i mørke, så at vi kan lede andre til Guds Lam der bærer alverdens synd. Men på de steder hvor mange samles i en menighed, forsømmes dette arbejde rigtig meget, og spejles sandhedens lys ofte kun tilbage til menighedsmedlemmerne; verden efterlades i mørke, alarmen lyder ikke, advarselsbudskabet fra himlen gives ikke.   ret

Herren har givet ”enhver sit arbejde,” og han må have plads til at arbejde på. Hvis nogen ikke kender til metoderne og midlerne som værket gennemføres ved, har Herren tilvejebragt en Lærer. Jesus sagde: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.” I det hele taget tales der for lidt om alt det Gud har tilvejebragt til alle sjæle som tager imod Herren Jesus Kristus.   ret

Den evige Fader, den uforanderlige, gav sin enbårne Søn, revet ud af hans skød, Ham som har gjort sin persons billede udtrykkeligt, og sendt ham ned på jorden for at åbenbare hvor meget han elskede menneskeheden. Han er villig til at gøre mere, mere end ”vi beder om eller forstår”. En inspireret skriver stiller et spørgsmål som burde synke dybt ned i alle hjerter: ”Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?” Skal enhver troende i Herren Jesus Kristus ikke kunne sige: ”Eftersom Gud har gjort så meget for os, hvor meget skal vi så ikke, for Kristi skyld, vise vor kærlighed til ham i lydighed mod hans bud, og være hans ords gørere, ved at uforbeholdent hellige os selv til hans tjeneste?”   ret

Hvor er deres tro, som hævder at være Guds folk? Skal de også være med blandt dem når Kristus spurgte: ”Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Jesus døde for at genløse os fra syndens forbandelse og fra synden selv, og skal vi så blot give ham en svag halvpart af de kræfter han betalte så høj en pris for, at løskøbe os fra vor sjælefjendes hænder?   ret

”I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.” ”I ham bor hele guddomsfylden legemlig”, steg ned til vor verden, ydmygede sig selv ved at iklæde sin guddommelighed med menneskelighed, så han ved sin menneskelighed kan nå menneskeslægten. Når han omfavner menneskeslægten med sin menneskelige arm, griber han Guds trone med sin guddommelige arm, derved forenes menneskeheden med det guddommelige. Himlens majestæt, herlighedens Konge, steg ned på ydmyghedens sti skridt for skridt indtil han nåede de lavest mulige punkter menneskene kan erfare; og hvorfor? Da vil han kunne nå de allerlaveste hos menneskene, sunket i fornedrelsens dybeste dybder som de er, så han vil kunne ophøje dem til himlens højder. Han har lovet, ”Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.” Undernes store under! Mennesket, en skabning af jorden; støv, ophøjet til universets Konges trone! Forunderlige kærlighed! En ubegribelig kærlighed der ikke kan beskrives!   ret