Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 10. juli 1879

Vore lejrmøder

Med disse årlige samlinger fulgte store omkostninger og møjsommeligt arbejde. De var særlig rettet til vore folk, som det bedste middel til at nå de fleste mennesker med. Og når der var visdom til at placere dem rigtigt, hvor dem der ikke er af vor tro kan få glæde af det lys sandheden giver, bør der udvises stor omhu for at mødernes formål ikke mistes af syne i ønsket for at give offentligheden et godt indtryk.   ret

Jeg ser en markant forandring til det værre ved vore lejrmøder. Raporter om møder gennem verdslige aviser, vil hvis de styres rigtigt, være middel til henlede folks opmærksom til vor tro, og vække en interesse for den; men hvis de ikke ledes på en måde der ophøjer Jesus og sandheden frem for at gøre de opreklameringer som har været gjort, så rives arbejdet bort, og den tid og energi der er nødvendig for at holde interesse til møderne er mere end tabt. Når videnskab, fromhed alvorlig helligelse og hellig iver vises af dem der bekender sandheden, og vore andagtsøvelser karakteriseres af Guds ånds nærhed, så vil de gøre det indtryk på de ydre verden, at der ikke vil ske noget.   ret

Vore lejrmøder svigter meget med det som de burde være, og vore folk får ikke det åndelige udbytte af dem som de kunne. Hjemmebyrder og verdslige tanker bør lægges til side. Hver enkelt bør være på på stedet den første mødedag, indstillet på at blive der til afsluttende gudstjeneste. Når en familie slår deres telt ned en dag eller to før afslutningsmødet, bliver andre tilbøjelige til at gøre det samme, og mødets interesse lider stor skade. En fuld uge er ikke for lang tid til at bruge udelukkende på Guds tjeneste, med sindet draget fra verdslige interesse og koncentreret til åndelige ting; men for at afkorte den ene uge til to eller tre dage er at berøve Gud tid som bør bruges på hans tjeneste. Nogle kommer ikke ind i mødernes ånd før de begynder at rejse hjem. Disse viser at de værdsætter timelige ting over åndelige, og de vil ikke få noget permanent godt udbytte.   ret

Hvordan må vor Herre se på dette folk som sådan er ligeglade og ryggesløse når hans tjenere arbejder alvorligt på at bringe dem frem til Bibelens forlangende, og vække en større alvor og hellige i dem, for Guds sag. Prædikenen om søndagen er mere specielt rettet til folk udenn for vor tro, hvor der dvæles ved beviserne for vor tro. Om mandagen genoptages arbejdet fra sabbaten for dem der søger Herren. Denne dag, hvor der løsrives fra møderne, er den vigtigste i serierne; og vore brødre taber meget for sig selv, og udøver en nedtrykkende indflydelse over mødet, ved at bruge denne dag til at pakke, og slå teltene ned, og forlade lejrpladsen. Dette er en fejl som næsten ødelægger det gode som blev erkendt ud fra møderne.   ret

Vi vil appellere til vore brødre og søstre om at forblive til det sidste når de kommer til lejrmøderne. Det er nedtrykkende for jeres prædikanter at se jeres tilbøjelighed til at sprede, som om I synder jer bort fra lejrgrunden. Vær på stedet den første dag, og føl et personligt ansvar for at arbejde i mødets interesse fra første dag til sidste.   ret

Som et folk falder vi bort fra Gud. Hans bekendendes børns hjerter fremmedgøres over for ham. Selvom de har et navn at efterleve, bliver sjælens sande vitale kraft åndelig død. Til disse siger Jesus: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!” Kristus siger ikke dage, men “dag” - “denne dag” Dette sidste møde kan netop være dagen for Kristi særlige hjemsøgelse, - en dag med sjældne privilegier og velsignelser de har så stærkt brug for.   ret

Da Kristus var på jorden, og deltog i en af jødernes højtider, på den sidste dag, af den store festdag, stod han og råbte: “Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!” Hans ømmeste øje så omkring skaren hvor alle var tilsyneladende glade og glædede sig; men han der læser hjertets hemmeligheder så at der var mange i festskaren der tørstede efter den fred, glæde og trøst som han alene kan give. De slukkede ikke deres tørst fra jordiske kilder, og hans stemme kunne af hele tempelskaren: “Jeg er kilden af levende vande. Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke.”   ret

Ved vore lejrmøder var Jesus til stede med sine nådige indbydelser, og hvis han var særlig nær på den sidste dag, og hans barmhjertighed og velsignelser kom mere tvingende ind hos os, hvor stort tab ville det ikke være for dem der ikke var der. På netop den dag hvor de burde være der, så skynder de til deres hjem; og derved ikke får drukket af de levende vande, deres sjæle bliver ikke genopfrisket.   ret

En familie besluttede at deres gård havde brug for dem; men hvis de havde lidt mere tro og tillid til deres himmelske far som sagde: “Søg først Guds rige, og hans retfærdighed, og alt andet skal gives jer i tilgift,” ville de være mere end villig til at overlade konsekvenserne til Gud. Men ret få er villige til at gøre et offer for deres timelige sager for at få evige rigdomme.   ret

Vi mærker de åndelige tab som vore folk lider idet de ikke tager del i deres privilegier og nærværende velsignelser. De bliver ikke mere alvorlige, helligede og fuldkomne i deres karakter. Deres tro er død, fordi den ikke understøttes af gerninger. Hver år er der større tendens til at tilpasse sig verden. Selvet og verden bliver en herskende kraft. Jeg siger det som jeg ved. Åndelig død kommer over os, fordi åndelig gudsfrygt udebliver. Jesus siger: “Jeg er verdens lys; han som følger mig skal ikke vandre i mørke, men skal få livets lys.” Det er én ting at bekende Kristus, og noget andet at følge ham.   ret

I fortiden befalede Gud sit folk, at de skulle samles tre gange om året, og fra hver by fra Dan til Be'ersjeba kom folket til disse årlige højtider. Den første ved, begyndelsen af sæsonen var for at bede om Guds velsignelse over deres familier, deres jord, deres fåre- og kvækgjorde. Den ved slutningen af høsten var den kronede højtidsforsamling, at bringe deres gaver til Gud. Glæde og jubel blev dér blandet med en hellig forsamlings højtideligheder.   ret

Gud anviste Moses at sige til Israels børn: "Løvhyttefesten skal du fejre i syv dage, når du har indsamlet udbyttet fra din tærskeplads og din perse." "Syv dage skal du holde højtid for Herren din Gud, på det sted Herren udvælger, thi Herren din Gud vil velsigne dig i alt, hvad du avler, og alt, hvad du arbejder med; derfor skal du kun være glad.   ret

Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for Herren din Guds åsyn, på det sted han udvælger,på de usyrede brøds fest, ugefesten og løvhyttefesten; og man må ikke stedes for Herrens åsyn med tomme hænder; 5.M.16,17. men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, Herren din Gud giver dig.”   ret

Der blev foretaget mange ofringer ved disse højtider; og dette væld af blod,d er blev udgydt i forbindelse med ofringer ved disse højtider; og dette væld af blod, der blev udgydt i forbindelse med taksigelses høst, var symbolsk for dem om den kendsgerning, at selv jordens gaver kun kunnekomme til dem gennem Golgatas kors. Ved at forsamle sig således og bringe deres tiende til skatkammeret, anerkendte de stedse, at Herren var giveren af alle deres velsignelser. Israels børn er vore eksempler, og når vi efterligner deres trofasthed og dydigheder, bør vi undgå de synder som bragte Guds mishag over dem.   ret

Vi har vore præstemøder hvert år, og alle som overhovedet kan deltage i dem bør føle det er en pligt at komme. Hvis de ikke udnytter disse muligheder for at få bedre kendskab til sandheden, og blive grundigere i deres arbejde på at udvikle kristen karakter, vil de drages til ansvar for lyset, og privilegier og de velsignelser som de kunne have haft. Deres sag er næsten lige så dårlig i Guds øjne som dem der deltager i møderne men ikke udnytter lyset og de velsignelser de har fået.   ret

Jeg beder vore brødre og søstre indstændigt om at få det meste ud af deres Gudsgivne anledninger. Da Kristus græd over Jerusalem, udbrød han: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.” Jerusalems synd var misbrug af de sidste velsignelser og privilegier, og nu beseglede hun sin dom, ved at forkaste nuværende nådegaver og advarsler. Vort folks savge tro i dag viser at der ikke er givet agt på sidste advarsler og irettesættelser, og hårdhjertethed, og ligegyldighed og vantro er resultatet.   ret

Den mest højtidelige og ærværdige periode det jødiske folk havde, var da Jesus var i deres midte. Det var den slægt som stod til ansvar for at at ikke tagege imod verdens lys. I mange år havde Gud anmodet sit folk indtrængende med nådegaver, med domme, og med de højtideligste advarsler og indstændige advarsler. Der var tilstået velsignelser og velsignelser blev fjernet, og alligevel har det folk, der bekender at længere fremme end andre folk i lys og sandhed ikke reageret på disse advarsler og alvorlige bønner fra Guds Ånd. Frelserens kærlighed er ikke blevet gengældt. Kristus ser sorgfuld på menighedens enkelte medlemmer, og udbryder: “Dog vil I ikke komme til mig for at få liv.” Prøvens stund nærmere sig hurtigt, Guds vredesbæger fyldes hurtigt. Vil dem som bekender at vente på deres Herres tilsynekomst fra himlen findes mangelfulde på den dag, eller vil de vækkes fra deres kødelige tryghed, angre deres ligegyldighed, og hjertehårdhed, og heri give nøje agt på deres dag på de ting som har med deres fred at gøre? Måtte den hurtigt nedgående nådesol i vest sætte prøvetiden, og domserklæringen udtales: ”Men nu er det skjult for dine øjne.”?   ret

Fra oliebjergets bjergkam, så Kristus over verden. Alle sjæle som var blevet ligeglad med de privilegier de fik i deres rækkevide, henvender sig personligt i denne appel. Kristus bøjer sig fra sin trone i dag, hans store kærlighedshjerte ynkes med dyb og øm medfølelse over dem som er ryggesløse, og forsømmer deres evige interesse. Mange bekendende kristne er nu kun anstødsstene – falske vejmærker. De viser ikke verden de gode gerninger der er i principperne for Kristi lære. De forsømmer studiet af bibelen, og skjult bøn, og er så vidt det angår deres indflydelse, blevet bedragere af deres hellige betroelse. Deres hjerter er gradvist forhærdet, de har et navn at efterleve, medens sjælens vitale kræfter er blevet åndelig lam. Vor Frelser taler om denne klasse: “Mange skal sige til mig på hin dag«: »Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?« Og da vil jeg sige dem rent ud: ”Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret”   ret

Er det ikke nok at bekende at tro på Kristus, og sige at vi er frelst ved Kristus, skønt vi ikke praktiserer de lektier han har givet. Alle sådanne kristne repræsenteres af mennesker som bygger sit hus på sandgrund; medens ordets hørere og gørere repræsenteres af den mand der byggede sit hus på klippen, og midt i uvejr, storme og floder forblev det ubevæget. Derved repræsenteres enhvers sjæls sande fundament ved dem som ikke kun hører sandheden men praktiserer den. Dem som hævder at være Guds børn og ikke gør hans vilje er hyklere.   ret

Han som i virkeligheden er en Jesu Kristi efterfølger, vil tilegne sig hans billede. Han vil komme i sympati med ham gennem fællesskab med hans lidelser. Prøvelsernes og modgangens storme vil nok brydes på ham, men han vakler ikke fra sit fundament, for hans sjæl er fastnaglet på den evige Klippe. Ligegyldighed over for åndelige ting vil bringe mere moralsk svækkelse, aktive medarbejdere i Guds sag vil være bønnens mænd, og vil få succes. Hver dag hvor de arbejder på at gøre Guds vilje vil de få større evner til at arbejdet effektivt på at hans herligheds fremme. Til disse vil han sige her og der: “Kom, I mine Faders velsignede, gå ind til din Herres glæde.”   ret