Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 13. juli 1886

Den syndige egoisme

Den enkle sandhed vil altid få os til at have medfølelse med andre i deres ulykke. Der er nogle, som trænger til vor medfølelse og kærlighed. At lægge disse karaktertræk for dagen er en del af den livsgerning, Kristus har givet os alle at udføre.   ret

I manges hjerte findes der et egoistisk element, der hænger ved dem som spedalskhed. De har rådført sig med deres egne ønsker, fornøjelser og bekvemme lighed så længe, at de ikke føler, andre har noget krav på dem. Deres tanker, planer og anstrengelser gælder dem selv. De lever for deres egen skyld og udvikler ikke en uegennyttig kærlighed til mennesker, som, hvis den kom til udtryk, ville vokse og styrkes, indtil det ville blive en fryd for dem at leve til gavn for andre. Denne egoisme må opdages og overvindes; for den er en frygtelig synd i Guds øjne. De er nødt til at vise en ganske særlig interesse for menneskeheden; og ved at gøre dette, vil de bringe deres sjæle i nærmere forbindelse med Kristus og blive besjælet af hans Ånd, så de vil holde sig så fast til ham, at intet vil kunne skille dem fra hans kærlighed.   ret

Gud vil ikke fritage os fra at tage korset op og vise selvfornægtelse ved med uselviske motiver at gøre godt mod andre. Hvis vi vil påtage os det besvær at vise den selvfornægtelse, der kræves af kristne, kan vi ved Guds nåde blive kvalificerede til at vinde sjæle for Kristus. Gud har stillet krav til mange af os, som vi aldrig har reageret på. Overalt omkring os er der nogle, som hungrer efter sympati og kærlighed. Men mange af os er næsten blottede for den ydmyge kærlighed, der naturligt munder ud i medlidenhed og sympati med den fattige, den lidende og den trængende. Menneskets ansigt er et sjælens spejl, der læses af andre og har en betydelig indflydelse på dem i god eller dårlig retning. Gud kalder ikke nogen af os til at holde øje med vore brødre og angre deres synder. Han har givet os et arbejde at udføre og kalder os til at udføre det med beslutsomhed i Herrens frygt med blikket alene rettet mod hans ære.   ret

Enhver skal stå Gud til regnskab for sig selv og ikke for andre, for om han er tro eller ej. Det vil ikke undskylde eller opveje en eneste af vore synder, at vi kan se fejl hos andre bekendende kristne og fordømmer deres handlemåde. Vi bør ikke gøre andre til målestok for os eller undskylde noget i vor handlemåde med, at andre har handlet forkert. Gud har givet os en samvittighed. Betydningsfulde principper er blevet nedlagt i hans ord, og de er tilstrækkelige til at vejlede os i vor kristne vandring og almindelige opførsel. De, som aldrig har følt vægten af den pligt, menneskene har fået overdraget over for deres medmennesker, har aldrig fulgt Guds lovs principper.   ret

Og se, en lovkyndig stod op og stillede fælde for ham, idet han spurgte: 'Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?' Da sagde han til ham: 'Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du?' Han svarede og sagde: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.' Han sagde til ham: 'Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve.' Men han ville retfærdiggøre sig og spurgte Jesus: 'Hvem er så min næste?' Jesus svarede og sagde: 'En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt i hænderne på røvere. De tog hans klæder fra ham og slog ham fordærvet; så gik de bort og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis drog en præst ned ad den samme vej, og han så ham, men gik lige forbi. Ligeledes kom en levit til stedet; også han så ham, men gik lige forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen i nærheden af ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt. Han gik hen til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin på dem, løftede ham op på sit, eget ridedyr og førte ham til et herberge og sørgede for ham. Og den næste dag tog han to denarer frem og gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, skal jeg betale dig, når jeg kommer tilbage igen. Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?' Han svarede: 'Den, som øvede barmhjertighed imod ham.' Da sagde Jesus til ham: 'Gå du hen og gør ligeså!   ret

Her fremstiller vor Frelser på den enkleste måde betingelserne for at arve evigt liv. Den sårede og udplyndrede mand repræsenterer dem, der er genstand for vor interesse, medlidenhed og kærlighed. Hvis vi tilsidesætter de trængendes og ulykkeliges sag, som I uanset hvad det måtte være, kommer til vor kundskab, har vi ingen forsikring om evigt liv; for vi opfylder ikke Guds krav til os. Vi er ikke fulde, medlidenhed og medynk mod menneskene, når de ikke er vore venner og frænder. Alle, der handler således, bliver fundet skyldige i at have overtrådt det andet store bud, som de sidste seks bud viser hen til. Den, der overtræder på et punkt, er blevet skyldig i alle. De, der ikke åbner deres hjerter ved menneskers nød og lidelse, vil ikke lukke deres hjerter op for de krav, Gud har fremsat i de første fire af de ti bud. Afguder lægger beslag på hjertet og følelserne, og Gud bliver ikke æret og får ikke lov til at være enerådende.   ret

Nogle er meget nøjeregnende på visse punkter, og forsømmer alligevel ting, der har større vægt - ret, barmhjertighed og kærlighed til Gud. Selvom verdens skikke ikke er nogen målestok for os, gør verdens sympatiske medlidenhed og godgørenhed mod de ulykkelig stillede i mange tilfælde Jesu Kristi bekendende efterfølgere til skamme. Mange viser ligegyldighed mod dem, som Gud har anbragt midt iblandt dem i den hensigt at sætte dem på prøve og se, hvad der er i deres hjerter. Gud ser. Han lægger mærke til enhver egoistisk handling og den ligegyldighed, der vises de hårdt ramte, enkerne og de faderløse, og han skriver ud for deres navne: "Skyldige. Mangelfulde Lovovertrædere." Vi vil blive gengældt efter vore gerninger. En hvilken som helst pligtforsømmelse over for de trængende og de hårdt ramte er en pligtforsømmelse over for Kristus i skikkelse af hans hellige.   ret

Når enhvers sag på ny prøves for Guds åsyn, bliver der aldrig spurgt' "Hvad bekendte de sig til?" men der. imod: "Hvad har de gjort? Har de været ordets gøre? Har de levet for sig selv? eller har de øvet sig i godgørenhed, i venlige handlinger, i at vise kærlighed og sat andre før sig selv og for. nægtet sig selv for at kunne velsigne andre?" Hvis optegnelserne viser, at deres liv har været således, og at deres karakter har været præget af betænksomhed, selvfornægtelse og godgørenhed, vil Kristus give dem den salige forsikring og velsignelse: "Vel gjort!' "Kom hid, min Fader velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt." Kristus er blevet bedrøvet og såret ved vor påfaldende egenkærlighed og vor lige gyldighed overfor andres ulykke og trang.   ret

Mange gange kan vore anstrengelser for andre blive ignoreret og tilsyneladende være spildte. Men dette bør vi ikke gøre til en undskyldning for at blive trætte af at gøre det gode. Hvor ofte har Jesus ikke søgt efter frugt på de planter, han passer, og ikke fundet andet end blade! Vi kan blive skuffede over resultaterne af vore bedste bestræbelser; men dette bør ikke få os til at blive ligegyldige over for andres ulykke, så vi intet gør. ,,'Forband,' sagde Herrens engel, forband Meroz og dem, der bor deri l fordi de ikke kom Herren til hjælp - kom Herren til hjælp som helte!" Hvor ofte er Kristus. Ikke blevet skuffet over dem, der bekender sig til at være hans børn! Han har givet dem tydelige beviser på sin kærlighed. Han blev fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige. Han døde for os, for at vi ikke skulle fortabes, men have evigt liv. Hvad nu hvis Kristus havde nægtet at bære vore overtrædelser, fordi så mange forkastede ham og så få satte pris på hans kærlighed og de evige velsignelser, han kom for at bringe dem? Vi er nødt til at opfordre til tålmodige, omhyggelige bestræbelser. Nu er der brug for mod og ikke lad opgivelse og klynkende mumlen. Vi er i denne verden for at udføre et arbejde for Mesteren og ikke for at pleje vore tilbøjeligheder og fornøjelser og tjene og forherlige os selv. Hvorfor skulle vi da blive modløse og uvirksomme, fordi vi ikke straks ser de resultater, vi ønsker?   ret

Det er vor opgave at slide i Herrens vingård, ikke blot for os selv, men til bedste for andre. Vor indflydelse er en velsignelse eller en forbandelse for andre. Vi er her for at danne en fuldkommen karakter for Himmelen. Vi har andet at gøre end at gå i rette med Guds forsyn og knurre imod det og få skrevet bitre ting imod os. Vor modstander vil ikke. lade os i fred. Hvis vi virkelig er Guds børn, vil vi blive plaget og smerteligt ramt; og vi har ikke nødig ar vente, at Satan eller de, der er under påvirkning af ham, vil behandle os godt. Men engle, der er vældige i kraft, vil være med os i striden, hvis vi blot vil være tro. Kristus overvandt Satan på vore vegne i fristelsens ørken. Han er mægtigere end Satan og vil inden længe knuse ham under vore fødder.   ret

Vor åndelige styrke og vore åndelige velsignelser vil stå i forhold til det arbejde i kærlighed og de gode gerninger, vi udfører. Apostelens formaning lyder: "Bær hverandres byrder; således opfyldet I Kristi lov." Det kræver gode gerninger, selvfornægtelse, selvopofrelse og helligelse til bedste for andre at holde Guds bud - ikke at vore gode gerninger alene kan frelse os, men at vi med sikkerhed ikke kan blive frelst uden gode gerninger. Når vi har gjort alt, hvad vi er i stand til at gøre, skal vi sige: "Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre, og vi er ikke værdige til den mindste gunstbevisning fra Gud." Kristus må være vor retfærdighed og vor glædes krone.   ret

Enhver, der ikke selv vil rejse sig og samarbejde med Kristus, vil gå for tabt. Mange skjuler sig under en kold, ufølsom, afvisende maske. Der er ikke meget liv og varme i deres forbindelse med andre. De lever for sig selv og ikke for Jesus Kristus. De er ligeglade med andres trang og tilstand og viser ingen deltagelse over for dem, der er mindre heldigt stillet, end de selv er. Overalt omkring os er der hungrende sjæle, der længes efter kærlighed, som kommer til udtryk i ord og gerning. En sympatisk venlighed og en dyb følelse af øm interesse for andre vil bringe velsignelser til vor sjæl, som vi endnu aldrig har oplevet det, og vil bringe os i nær forbindelse med vor Frelser, der kom til denne verden for at gøre godt, og hvis liv vi skal efterligne. Hvad gør vi for Kristus? "Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thi mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke formå det."   ret