Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 18. juli 1882

Den første profeti

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!   ret

I denne første profeti der står i Skriften findes en tilkendegivelse om genløsningen. Selvom det var en del af den dom der erklæres over slangen, den blev udtalt under vore første forældres påhør, og måtte således betragtes som et løfte. Medens den erklærer krig mellem Satan og mennesket, erklærer den at den store fjendes kraft vil brydes endelig.   ret

Adam og Eva stod som overtrædere over for Gud og ventede på den dom, som de havde pådraget sig ved overtrædelsen. Men før de hører om torn og tidsel, om sorg og smerte, som skulle blive deres lod, og om støvet, som de skulle vende tilbage til, lytter de til ord, som må have indgydt håb i dem. Skønt de måtte lide under deres fjendes magt, kunne de se fremad til endelig sejr.   ret

Gud siger: "Jeg sætter fjendskab ." Denne fjendskab har vi ikke af naturen, men den skabes på overnaturlig vis. Da mennesket syndede, blev det af naturen ondt, og det sympatiserede med Satan i stedet for at være i strid med ham. Det lykkes for den stolte oprører at forføre vore første forældre, ligesom han havde forført englene, regnede med at sikre sig deres troskab og samarbejde i alle sine anslag mod det himmelske styre . Der var ingen fjendskab mellem ham selv og de faldne engle. Uanset hvilken disharmoni der måtte være mellem dem, var alle forenet med stålbånd, i deres modstand imod Gud. Men da Satan hørte, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved, vidste han, at skønt det var lykkedes ham at fordærve menneskets natur, og påtog på sig selv, ville Gud dog på en eller anden gådefuld måde gengive mennesket dets tabte kraft og sætte det i stand til at modstå og overvinde sin sejrherre.   ret

Det er den nåde, som Kristus indplanter i sjælen, der skaber fjendskab mod Satan. Uden denne nåde ville mennesket vedblive at være Satans fange, en tjener, der altid var rede til at lyde hans befalinger. Det rigtige princip i sjælen skaber strid, hvor der før har været fred. Den kraft, som Kristus giver, sætter mennesket i stand til at modstå tyrannen og oprøreren. Når man ser et menneske afsky synden i stedet for at elske den, når det modstår og besejrer de lidenskaber, som har behersket mennesket, ser man virkningen af et princip, som er ovenfra. Helligånden må stadig tildeles mennesket, ellers har det ingen tilbøjelighed til at kæmpe mod mørkets magter.   ret

Fjendskabens ånd viste sig på slående måde da verden tog imod Kristus. Guds Søn kom til menneskene med et barmhjertighedsbudskab fra Faderen. Han kom ikke for at dømme verden – selvom de fortjente fordømmelse for oprøret var næsten universelt – men at verden kan få evigt liv gennem ham. Alligevel blev han foragtet og hadet af det folk han kom for at velsigne og frelse.   ret

Kristus viste ikke så megen verdslig rigdom, pomp eller pragt, så at Jøderne forledtes til at forkaste ham. De så at han besad kræfter som ville mere end kompensere for det der manglede udadtil. De undere som han udførte overgik langt de mirakler Moses udførte, deres store leder. Men Kristi renhed og hellighed fremkaldte den ugudeliges had imod ham. Hans selvfornægtende liv og syndfrie hellighed var en stadig irettesættelse mod et stolt og sanseligt folk.   ret

De kunne ikke tolerere de frygtløse irettesættelser hvori han afslørede hykleri og fordømte ondskab. Når han formanede dem til at bortlægge deres synder, vendte de sig fra ham med spot og forbandelser. De kunne ikke klare udstrålingen fra en syndfri karakter. Det åbenbarer deres egne mangler alt for klart. Som religiøse lærere, var de misundelige over hans indflydelse over folk, frygtede at de selv og deres lære blev overset.   ret

Det var dette som fremkaldte fjendskab imod menneskesønnen. Satan og onde engle forener sig med onde mennesker. Alle de frafaldne kræfter sværger sig sammen imod sandhedens sejrherre. Han blev slået hårdt af fristelser, ramt af pinsler, sønderrevet af pisk, gennemboret af søm, og krone med torne.   ret

Men i alt dette fik Satan ingen virkelig fordel. Han kunne kun hugge hælen, medens Kristus i sin ydmygelse og lidelse, knuste sin fjendes hoved. En pinsel som synden bragte med sig, blev udgydt i den syndfries skød; alligevel klarede Kristus syndige menneskers uoverensstemmelse mod ham selv, han betalte syndige menneskers gæld, og brød den trældom som han var blevet holdt i. Enhver pinende smerte, al hån, udvirket for slægtens befrielse.   ret

Kunne Satan tilskynde Kristus til at give efter for en eneste fristelse, kunne han have ledt ham ved en handling eller endog tanke til at plette sin fuldkomne renhed, ville mørkets fyrste have sejret over menneskenes sikkerhed, og ville have fået hele menneskeslægten for sig selv. Men så længe Satan kunne bringe nød, kan han ikke besmitte. Han kunne skabe pine, men ikke tilsmudsning. Han gør Kristi liv til et langt kamp- og trængselssceneri, alligevel mister han sit greb på menneskeheden ved hvert angreb.   ret

I fristelsens ørken, i Edens have, og på korset, slog vore Frelser våben med mørkets fyrste. Hans sår blev sejrstegnet for slægtens skyld. Da Kristus hang i pinsler på korset, da onde ånder glædede sig, og onde mænd overfusede, da blev hans hæl faktisk hugget af Satan. Men det der skete var at slangens hoved blev knust. ”Ved sin død gjorde Han ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen.” Dette afgjorde hovedoprørerens skæbne, og befæstede frelsesplanen. I døden vandt han sejr over dens magt, ved genopstandelsen, åbnede han gravenes porte for alle sine efterfølgere. I den sidste store strid, ser vi den opfyldte profeti: ”Hun skal knuse dit hoved; og du skal hugge hendes hæl.”   ret

Det samme fjendskab eksisterer mellem slangen og Kristi efterfølgere, ligesom mellem ham og deres mester. Han som er under Satans kontrol underlægger sig villigt det ondes domæne. Men hvor han tog imod Kristi nåde, vil han se syndens modbydelige karakter, og vil med styrke ovenfra, modstå slangen. I sin Mesters ånd, vil det omvendte menneske arbejde for Genløserens riges interesser. Med al den fornyede naturs magt, vil han søge at vinde sjæle fra syndens trældom til Kristi renhed og hellighed. Gør han det, vil han visselig vække Satans og hans efterfølgeres vrede. Han vil pådrage sig selv skam; og pådrage sig mange menneskers uvilje og modstand som har verdslige bekendtskaber, som latterliggør ham som snæversynet, fanatiker og streng.   ret

Modstanden mod religion har ikke været begrænset på noget tidspunkt eller i noget land. Had mod sandhedens rene principper, og skam og forfølgelse mod dens forsvarerer, vil eksistere lige så længe som synd og syndere har været. Kristi efterfølgere og Satans tjenere kan ikke komme i harmoni. Korsets forhånelse er ikke ophørt: “Alle som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus skal lide forfølgelse.” Ingen kan tjene Gud og være i forening med verden.   ret

Onde engle er på spor af enhver kristen, forstærker deres irritation og fortvivlelse, idet de ser byttet flygte ud af deres greb. Guds engle våger også med stor alvor over hver eneste kæmpende sjæl, og søger altid at indgyde håb for at kunne trøste og være til støtte. Med hvilken glæde kan de bære nyheder om sejr til himlen. Oh om det dække som lukker den evige for vore øjne måtte rulles tilbage! Kunne vi blot se glæden i de himmelske sale, om nyheden over at en synder har angret og vendt sig til Gud, kunne vi høre takkessalmer stige frem for tronen med engleharpers musik, så ville vi ikke være så udeltagende, så ligegyldige over for det arbejde Gud har overladt til os at udføre. Denne begivenhed får engle til at glæde sig over kunne brede bestyrtelse over Satans hære. Enhver sjæl som forbliver oprigtig over for Kristus er endnu et bevis og påmindelse om den første profeti. Satan kan hugge hælen, men den trofast troende skal knuse slangens hoved.   ret

Fra den retfærdige Abels fald under sin broders morderhånd, trækkes en række af martyrdømte profeter og hellige mænd, trofaste apostle og utallige millioner af disciple som ikke havde deres liv kær for døden, bevidner at Satans fjendskab ikke er formindsket med tidernes fejltrin. Idet enden drager nær, bliver han mere årvågen, og han fornyer sine kræfter på at udslette Guds udvalgte. Ofte vindes hans største sejre, ikke ved et åbenlyst frækt angreb, men med den bedrageriske strategi som det første.   ret

I dag får Satan magt over Guds folk ved hjælp af falske brødre, som med deres verdenshjerter udøver en indflydelse i kirken. Disse er de mest effektive medarbejdere som den store bedrager kan bruge. De søger hele tiden at formindske fjendskab mellem Kristi kirke og hans dødeligste fjende. De bidrager til den forbindende kæde der forener kirke og verden. Her ligger vor nuværende fare, - en fare som vi hele tiden må vogte os imod. Medens vi gør alt hvad vi kan for at frelse sjæle, ikke regner selvfornægtelse eller -opofrelse for meget for at udvirke dette mål, må vi samtidig fastholde vor alliance til Gud.   ret

Uden den højeste kærlighed til Gud, kan vi ikke forherlige ham. Dem som vandrer i mørke kan ikke skelne mellem de himmelske tings udmærkelse. Intet menneske kan tjene mammon, og samtidig opbygge genløserens rige. Uanset hvad der splitter vor kærlighed fra Gud eller ødelægger vor tillid til ham, så bliver de derved en afgud. Gud kalder hele hjertet Der må ikke tages forbehold. Vor frelser sagde: “Han der er ikke er med mig, er imod mig.” Vi kan ikke være sikre når vi ignorerer en af Guds ords formaninger, for at gå på kompromis med Kristi og sandhedens fjender.   ret

Profeterne og apostlene har klart fremlagt det folks ophøjede privilegier som Herren har sat til side til sig selv, og gennem hvem han vil bibringe verden: “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys,”   ret

Fastholder vi ikke denne position er der en grund til at vi har så lidt gudfrygtig kraft som et folk. Gud har gjort os til forvaltere af sin lov, og har betroet os med sandheder til alle andre folks fremskridt, som er på jorden; alligevel adlyder vi ikke formaningen at drage ud af verden og være udskilt. Vi kan på ingen måde danne en union med ugudelige uden at besmittes af deres uhellige skikke. ”Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.” Adskillelsen må være endelig, fuldstændig.   ret

Kristus er menighedens hoved. Medlemmerne i hans legeme må følge Overhovedets anvisninger, ligesom lemmerne på menneskekroppen adlyder sindets impulser.   ret

Han har altid forlangt at hans folk skal holde sig fri af uhellig indflydelse. I sin uendelige kærlighed har han tilvejebragt uransagelige rigdomme af sin nåde, så de vil kunne fastholde krigen imod syndens hære. Ved den nåde er de fuldstændigt lydige imod alle budene, og modtager opfyldelsen af alle løfter. Jeg taler forståeligt når jeg siger at det er umuligt for os, i disse dage med stolthed og verdenskærlighed, at indrømme hvad kirkens karakter og position burde være, om den var sand mod dens hellige kald.   ret

Idet den kristne drager nærmere til Gud, får han en klarere kendskab til den guddommelige karakter og forlangender; han når en højere grad af hellighed, og som resultat, bliver skillelinjen mellem ham og verden mere markant. Når Guds folk vil stå fast og frygtløst på deres højtidelige tros hellige grund, og ikke søge optagelse i verden, vil de glæde sig over Herrens tilstedeværelse, ligesom i de første år.   ret

Uanset hvor vi kommer hen, så ser vi de sørgelige beviser på at menneskehjerterne er fjendske over for Gud. Se hvilket moralsk mørke der omgiver verden, hvilken skepsis, hvilken ligegyldighed, hvilket dødeligt had, hvilke modbydelige lyster, hvilken ligegyldighed, hvilken direkte ateisme! Hvordan kan vi med succes modstå ondskabens tidevand? Forkyndelsen af ordet gør kun lidt indtryk hvis Guds kraft ikke sendes til vor hjælp, ellers vil vore anstrengelser være frugtesløse.   ret

Tusinde er så godt som uberørte af advarslerne i Guds ord, ligesom den der ligger i gravene. ”Har I øjne og ser ikke? Har I øren og hører ikke?” Jordens beboere farer videre på deres oprørske vej, som om de er ivrige efter trodse deres Skaber. Vi må gribe fat i Guds løfter i levende tro. Hans Ånd må tale gennem os, hvis vi skal kunne nå folks hjerter. Vi har ikke tid til at konferere med selvet, ikke tid til at være ryggesløse eller ligegyldige nu. Guds dag haster meget hurtigt; medens verden og de populære kirker sover, skal dem som har modtaget sandheden ikke give efter for søvnen.   ret

Satan stiller sine hære op til den sidste store kamp, ”for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd.” Hvis vi vil være sande over for Gud, kan vi ikke undgå konflikten. Men vi skal ikke være i tvivl over for dette problem. På den anden side af kampens røg og hede, beskuer vi ”dem som har fået sejren” og står på Zions Bjerg sammen med Lammet. Og stadig kommer vor Frelsers ord til os gennem tiderne: ”I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.”   ret