Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 18. juli 1899

Sygdomme og dens årsager

Faderen viser sig ofte altfor kold og tvær mod Moderen. Dersom ikke alt går så behageligt, som han ønsker, lægger han Skylden på Hustruen og glemmer, at hun har Omsorger og huslige Bekymringer, som hviler tungt på hendes Hjerte. Mænd, som gjør dette, skader sig selv og gjør sig selv ulykkelige. Hustruen bliver mismodig. Håb og Glæde forsvinder. Hun udfører sit Arbejde på mekanisk Vis, da hun ved, at det må gjøres, og dette virker svækkende både på hendes fysiske og åndelige Kræfter. Børn, som fødes under sådanne Forhold, lider af en eller anden Svaghed, og Gud vil i en stor Grad holde Forældrene ansvarlige derfor; thi det var deres onde Vaner, der påførte Børnene Sygdom og Svaghed, medens de endnu var i Moderens Liv, og nu må de lide herunder hele deres Liv igjennem. Nogle lever blot en kort Tid under den tunge Byrde af Svagheder. Moderen vogter med Ængstelse sit Barn, som syner hen, og hendes Hjerte nedbøjes af Sorg, når hun tilsidst må lukke dets Øjne i Døden. Og altfor ofter tror man, det er Gud, som bringer denne Prøvelse og Sorg over Hjemmet, medens det i Virkeligheden var Forældrene selv, som ved deres Uforstand eller Ligegyldighed var Årsag i Barnets Død.   ret

Faderen bør komme ihu, at den Måde, på hvilken han behandler sin hustru, før hun bliver Moder, har stor Indflydelse på hendes Sindstilstand under Svangerskabets Tid og har meget at gjøre med den Karakter, Barnet udvikler efter dets Fødsel. Mangen Fader har været så optagen med at samle Rigdom, at højere og ædlere Formål sættes tilside, og nogle Mænd har vist altfor stor Forsømmelse med Moder og Børn, og altfor ofte er deres Lov bleven opofrede på Mammonsgudens Alter. Mange lider ikke straks Straffen for deres Overtrædelse og fatter ikke de endelige Følger af den Vej, de har betrådt. En hustrus Stilling er undertiden ikke bedre end en Slaves, og undertiden er hun ligeså skyldig som Manden i at bortsløse sine fysiske Kræfter for at kunne leve overdådigt og på Moden. Det er en Synd for sådanne Forældre at have Børn; thi disse Børn er ofter beheftede med legemlige, åndelige og moralske Svagheder og bærer Indtryk af deres Forældres egennyttige Karakter, og de vil være en Forbandelse for Verden på Grund af deres Ondskab.   ret

Det er Mænd og Kvinders Pligt at handle med Forstand med Hensyn til deres Arbejde. De bør ikke udtømme deres Kræfter, når det ikke behøves; thi derved vil de pådrage ikke alene sig selv Sygdom og Lidelse, men også bringe Ængstelse og Bekymring over dem, de elsker. Hvad er det, der er Årsag til så meget Arbejde? - Frådseri i Mad og Drikke samt Ønsket om at samle sig Rigdom. Dersom man holdt Appetiten i Ave og alene spiste sådan Føde, som er sund og god, vilde man derved spare så mange Udlæg, at man ikke behøvede at arbejde mere, end Kræfterne tillod, og således overtræde Sundhedens Love. Ønsket om at samle Ejendele er ikke Synd, dersom man ved Bestræbelserne herfor ikke glemmer Gud og overtræder den guddommelige Lovs seks sidste Bud, der angår Menneskenes indbyrdes pligter, samt sætter sig i en sådan Tilstand, at man ikke kan ære Gud i sit Legeme og sin Ånd, hvilke hører Gud til. Dersom man i sit Stræv for at samle sig Rigdom overstrænger sig og overtræder de Love, som ligger til Grund for vort legemlige Velbefindende, så kommmer man i en sådan Tilstand, at man ikke kan tjene Gud, som tilbørligt er, men istedet synder mod ham. De Ejendele, man på denne Måde samler sig, er dyrt betalte.   ret

Hårdt Arbejde og stor Bekymring gjør ofter Faderen nervøs, utålmodig og stræng. Han lægger ikke mærke til sin Hustrus trætte Udseende. Hun har med sine svagere Kræfter arbejdet ligeså hårdt som han med sin større Styrke. I sin Iver for at samle sig Penge tillader han sine Forretninger at optage så meget af hans Tid og opmærksomhed, at han i stor Grad glemmer sine Pligter mod sin Familie, og han måler ikke ret sin Hustrus Kræfter og Udholdenhed. Ofte udvider han sit Jordbrug og må leje flere Arbejdere, og dette forøger naturligvis Arbejdet i Huset. Hustruen indser for hver Dag, at hun gjør mere, end hendes Kræfter kan tåle, men hun tør ikke tage sig nogen Hvile, thi Arbejdet må udføres. Hun forbruger Kræfter, der burde spares for Fremtiden - lever på lånt Kapital, som ikke siden kan betales tilbage, da hun fremdeles behøver den. Og hvis hun ikke sætter Livet til, bliver hendes Konstitution dog så nedbrudt, at hun aldrig mere kan gjenvinde sin Styrke.   ret

Dersom Faderen lærte at få Forstand på de Love, der ligger til Grund for legemligt Velbefindende, kunde han bedre lære sine Pligter og sit Ansvar at kende. Han vilde da indse, at han næsten har gjort sig skyldig i Mord mod sine Børn, idet han har ladet Moderen under Svangerskabet besværes af så mange Bekymringer, at hun måtte arbejde mere, end hendes Kræfter tillod, for at skrabe sammen penge til en Betryggelse for Børnenes Fremtid. De giver Børnene Die under deres Sygelighed og lægger dem ofte ned i en fortidlig Grav, lidet anende, at det er deres egen Levemåde, der har medført dette Resultat. Hvor meget bedre vilde det ikke have været at bevare Moderen fra Overanstrængelse og Ængstelse, så at hun kunde give sine Børn en kraftig Legemsbygning og derved sætte dem istand til at kjæmpe sig frem gjennem Livets mange Besværligheder formedelst sin egen Kraft og Energi uden at behøve at stole på Forældrenes Rigdom! Den Erfaring, de kunde vinde på denne Måde, vilde være af større Værd for dem end Huse og Landejendomme forhvervede på Bekostning af Moderens og Børnenes Helbred.   ret

Det synes at være ganske naturligt for nogle Mænd at være tvære, egennyttige, strænge og overmodige. De har aldrig lært at beherske sig selv og lægge Bånd på deres urimelige Følelser, hvad Følgerne end måtte blive. Sådanne Mænd får sin Gjengjældelse deri, at deres Hustruer bliver sygelige og modfaldne, samt deri, at deres Børn arver deres ejendommelige og ubehagelige Karakter.   ret

Det er hver af Ægtefællernes Skyldighed at beflitte sig på ej at såre hverandres Følelser. De bør beherske både sine Ord og sine Handlinger, så de ikke viser sig hidsige og ufordragelige. De bør søge at bidrage til hverandres Lykke i såvel små som store Sager og vise sig venlige og høflige og gjøre hverandre små tjenester. Slige Småting bør ikke forsømmes; thi de er ligeså uundværlige for Mandens og Hustruens Lykke, som Føde er nødvendig til Vedligeholdelsen af det fysiske Liv. Manden bør forholde sig således mod Hustruen, at hun finder Hvile og Trøst i hans beskyttende kjærlighed. Venlige, glade og opmuntrende Ord fra ham, med hvem hun har sammenknyttet sit Livs Lykke, vil befindes at være af større Nytte end noget Lægemiddel. Og det Sollys, sådanne opmuntrende Ord vil udbrede i Hustruens og Moderens Hjerte, vil gjenspejle sig i Mandens Hjerte og Fylde det med Fred og Glæde.   ret

Manden ser ofte sin Hustru blive svag og udarbejdet gammel før Tiden, idet hun stræver Dag ud og Dag ind med at tilberede Mad for en forvendt Smag. Han tilfredstiller sin unaturlige Smag ved at spise af sådanne Retter, som det tager meget Tid og Omkostning til at tilberede, og som har den Virkning på dem, der nyder deraf, at de bliver nervøse og irritable. Hustruen er sjælden fri for Hovedpine, og Følgerne af at spise sådan Mad ses på Børnene. Der er stor Mangel på gjensidig Kærlighed og Overbærenhed både hos Forældre og Børn. Alle lider tilsammen; thi Helbreden er opofret på Appetitens Alter. Endog før Børnene kommer til Verden, er de behæftede med Svagheder, og vil siden udvikle en unaturlig Appetit. Den Fortrædelighed, Nervøsitet og Mismodighed, som vises hos Moderen, vil efterlade Spor i Børnenes Karakter.   ret