Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 21. juli 1851

Erfaringer og syner.

21. juli, 1851.
Efter kære venners anmodning har jeg indvilget i at give en kort skildring af mine erfaringer og syner, i det håb at det vil opmuntre og styre Herrens ydmyge og tillidsfulde børn.   ret

I elleveårs-alderen blev jeg omvendt, og da jeg var tolv år gammel blev jeg døbt, og optaget i metodistmenigheden. I trettenårsalderen hørte jeg Bro. Miller bringer mig sin anden foredragsrække i Portland. Jeg følte da at jeg ikke var hellig, ikke parat til at se Jesus. Og da menighedsmedlemmerne og syndere fik en indbydelse til at komme frem til bøn, greb jeg den første anledning, for jeg vidste at jeg måtte gøres et stort arbejde for mig, for at danne mig til himlen. Min sjæl tørstede efter den fulde og frie frelse, men vidste ikke hvordan jeg skulle opnå den.   ret

I 1842 deltog jeg stadig i genkomst-adventmøderne i Portland, Me., og troede helt på at Herren kom. Jeg hungrede og tørste efter den fulde frelse, og en hel tilslutning til Guds vilje. Dag og nat kæmpede jeg for at opnå denne uvurderlige rigdom, som alle jordens rigdomme ikke kan købe. Idet jeg bøjede mig ned foran Gud, bad for denne velsignelse blev pligten at gå og bede til disse offentlige møder åbenbaret for mig. Jeg har aldrig bedt højrøstet til et møde, og drog tilbage fra dette, og var bange for om jeg skulle prøve at bede, så ville jeg være forbløffet. Hver gang jeg gik frem for Herren i skjult bøn kom denne uopfyldte pligt af sig selv, indtil jeg ophørte med at bede, og satte mig ned i melankoli, og til sidste i dyb fortvivelse.   ret

Jeg var i denne tilstand i tre uger, uden en lysstråle til at gennembore de tykke skyer omkring mig. Jeg havde da to drømme som gav mig svage lysstråler og håb. Efter dette åbnede jeg mine tanker for min helligede moder. Hun fortalte mig at jeg ikke var fortabt, og anviste mig at tage hen og besøge Bro. Stockman, som den gang talte til adventfolket i Portland. Jeg fik tillid til ham, for han var en helliget og elsket Kristi tjener. Hans ord påvirkede mig og lede mig til håb. Jeg vendte hjem, og igen gik frem for Herren, og lovede at jeg ville gøre og lide hvad som helst hvis jeg kunne få Jesu gunst. Den samme opgave blev vist mig. Og der var skulle være bedemøde den aften som jeg deltog i, og når andre knælte for at bede, bøjede jeg mig med dem i skælven, og efter at to eller tre havde bedt, åbnede jeg min mund i bøn før jeg var klar over det, og Guds løfter blev synlige for mg ligesom mange dyrebare perler der blot skulle modtages ved at bede efter dem. Idet jeg bad blev den sjælsbyrde og pinsel, jeg havde mærket så længe, løftet bort, og Guds velsignelse kom over mig ligesom den milde dug, og jeg gav herlighed til Gud for hvad jeg følte, men jeg længtes efter mere. Jeg var ikke tilfreds før jeg var fyldt med Guds fylde. Uudsigelig kærlighed for Jesus fyldte min sjæl. Bølge efter bølge af herlighed rullede over mig, indtil min krop blev stiv. Alt andet end Jesus og herligheden blev lukket ude af mig, og jeg vidste ikke noget at det der skete omkring mig.   ret

Jeg forblev i denne krops og sindstilstand i lang tid, og da jeg erkendte hvad der var omkring mig, synes alting forandret. Alting så herligt og nyt ud, som om Gud smilede og lovpriste. Jeg var da villig til at bekende mig til Jesus over alt. I seks måneder gik ikke en sky over mit sind. Min sjæl drog dagligt rige slurke af frelsen. Jeg tænkte at dem som elskede Jesus ville elske at han kom igen, så jeg tog til klasse-mødet og fortalte dem hvad Jesus har gjort for mig, og hvilken fylde jeg nød ved at tro at Herren kom. Klasse-lederen afbrød mig og sagde: ”Igennem metodismen!” men jeg kunne ikke give metodismen æren, da det var Kristus og håbet om hans snarlige komme som havde gjort mig fri.   ret

Næsten hele min faders familie troede på genkomsten, og frembar vidnesbyrd om denne herlige doktrin, syv af os blev smidt ud af metodistmenigheden på en gang. På dette tidspunkt var profetens ord overmådelig dyrebare for os.   ret

”Således siger jeres brødre, der hader jer, og som støder jer bort for mit navns skyld: Lad Herren vise sig i herlighed, så vi kan se jeres glæde.” Es. 66,5   ret

Fra denne tid, frem til december, 1844, var mine glæder, prøvelser og skuffelser ligesom mine kære advent venner omkring mig. På dette tidspunkt besøgte jeg en af vore adventsøstre, og om morgenen bøjede vi omkring familiealteret. Det var ikke en spændingsfyldt anledning, og der var kun fem af os til stede, alle kvinder. Under bønnen kom Guds kraft over mig som jeg aldrig havde følt det før, og jeg blev indhyllet i et syn om Guds herlighed, og synes at rejse sig højere og højere fra jorden, og fik vist noget af advent folkets rejser til den hellige stad, som vil kunne ses i synet herefter.   ret

Efter at jeg kom ud af synet så alt forandret ud, en tåge var spredt over alt som jeg beskuede. O, hvor mør virkede denne verden for mig. Jeg græd da jeg fandt mig selv her, og havde hjemve. Jeg havde set en bedre verden, og den havde ødelagt dette for mig. Jeg fortalte synet til vor lille gruppe i Portland, som da troede det er fra Gud. Det var en krafts fuld tid. Evighedens højtidelighed hvilede over os. En uge efter dette gav Herren mig et nyt syn, og viste mig de trængsler jeg måtte igennem, og at jeg måtte gå og berette det til andre hvad han har åbenbaret for mig, og at jeg skulle møde stor modstand, og lide ånds pine ved at gå. Men englen sagde: ”Guds nåde er dig nok: han vil holde dig oppe.”   ret

Efter at jeg kom ud af dette syn havde jeg overmådelige trængsler. Min helse var meget skrøbelig, og jeg var kun sytten år gammel. Jeg vidste at mange var faldet på grund ophøjelse, og jeg vidste at hvis jeg på en eller anden måde blev ophøjet ville Gud forlade mig, og jeg var visselig fortabt. Jeg gik til Herren i bøn og bad ham lægge byrden på en anden. Det var sådan for mig at jeg ikke kunne bære den. Jeg lå på mit ansigt i lang tid, og al det lys jeg kunne få var: ”Lad andre vide hvad jeg har åbenbaret for dig.”   ret

I mit næste syn bad jeg indtrængende af Herren, om jeg måtte gå og berette hvad han har vist mig, og holde mig borte fra ophøjelse. Da viste han mig at min bøn var besvaret, og hvis jeg skulle være i fare for ophøjelse ville hans hånd lægges på mig, og jeg ville pines med sygdomme. Englen sagde: Hvis du overbringer budskabet trofast, og holder ud til ende, skal du spise af frugten på livets træ, og drikke af vandet fra livets flod.   ret

Det blev hurtigt rapporteret til alle omkring at synderne var resultatet af hypnose, og mange adventister var parat til at tro, og rundsende beretningen. En læge, som var en berømt hypnotisør, fortalte mig at mine syner var hypnose, og at jeg var et nemt offer, og at han kunne hypnotisere mig og give mig et syn. Jeg fortalte ham at Herren havde vist mig i et syn at hypnose var fra djævelen, fra den bundløse grav, og at det snart ville gå derhen, for dem som fortsatte med at bruge dette. Jeg gav ham da lov til at hypnotisere mig hvis han kunne. Han prøvede i mere end halv time, greb til forskellige metoder, og gav da op. Ved tro på Gud var jeg i stand til at modstå hans indflydelse, så at det ikke påvirkede mig det mindste.   ret

Hvis jeg fik et syn ved et møde ville mange sige at det var opstemthed, og at nogen har hypnotiseret mig. Da ville jeg gå alene ud i skovene, hvor ingen andre end Gud kunne se og høre, og bede til ham, og han ville nogle gange give mig et syn der. Jeg glædede mig da, og fortalte dem at Gud havde åbenbaret sig for mig alene, hvor intet dødeligt menneske kunne påvirke mig. Men jeg fik af vide af nogle at jeg havde hypnotiseret mig selv. O, tænkte jeg, er det kommet dertil at dem som ærligt går til Gud alene har bedt om hans løfter, og påberåber sig hans frelse, skal anklages for at være under hypnosens modbydelige og sjæls-fældende indflydelse? Beder vi til vor venlige fader i himlen om ”brød,” og modtoger kun en ”sten,” eller en ”skorpion?” Disse ting sårede mig, og pressede min sjæl i en stær pine, lige ved at opgive håbet, medens mange vil have mig til at tro at der ikke var en Helligånd, og at alle de øvelser som Guds hellige mænd havde erfaret blot var hypnose, eller Satans bedrag.   ret

På dette tidspunkt var der fanatisme i Maine. Nogle afholdt sig helt fra at arbejde, og havde ikke selskab med nogen af dem, som ikke vil tage imod deres syn på dette punkt, og nogle andre ting som de fastholdte som religiøse pligter. Gud åbenbare disse vildfarelser for mig i et syn, og sendte mig til sine vildfarne børn for at forklare dem; men mange af dem forkastede budskabet helt, og anklagede mig for at tilpasse mig verden. Derudover anklagede formelle adventister mig for fanatisme, og at jeg var falsk, og blev af nogle ondt fremstillet som leder af fanatisme så jeg i virkeligheden arbejdede på destruktion. Flere gange blev det sat op som Herrens komme, og blev tilskyndet for brødrene. – Men Herren viste mig at det hele ville passere forbi, for trængsels tiden måtte komme forud for Kristi komme, og når det hver gang blev fastsat, og passerede forbi, ville det svække Guds folks tro. For dette blev jeg anklaget for at være en djævelens tjener, som sagde i sit hjerte: ”Min Herre lader sin ankomst vente på sig.”   ret

Alle disse ting tyngede tungt på min ånd, og i forvirringen blev jeg nogle gange fristet til at betvivle min egen erfaring. Og under familiebønner en morgen, begyndte Guds kraft at hvile over mig, og tankerne rev i mit sind at det var hypnose, og jeg modstod det. Jeg blev straks lammet i munden, og i nogle få måneder var alt omkring mig gået tabt. Jeg så da min synd at jeg betvivlede Guds kraft, og at jeg derved var blevet mundlam, og at min tunge ville løsnes om mindre end fireogtyve timer. Et kort blev holdt op foran mig, hvorpå kapitel og vers nummer for halvtreds skriftsteder står skrevet med guldbogstaver. Efter at jeg kom ud af synet, vinkede jeg efter en tavle, og skrev på den at jeg var stum, også for hvad jeg havde set, og at jeg ønskede den store bibel. Jeg tog bibelen og slog hurtigt alle skriftstederne op som jeg havde set på kortet. Jeg var ude af stand til at tale hele dagen. Tidlig næste morgen var min sjæl fyldt med glæde, og min tunge var løsnet til at udstøde høj lovprisning til Gud. Efter dette turde jeg ikke betvivle, eller et øjeblik modstå Guds kraft, uanset hvad andre tænkte om mig.   ret