Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 21. juli 1851

Til restmenigheden spredt ud over landet.

Idet Gud har vist mig Advent folkets rejser til den hellige sted, og den rige belønning de får som venter på deres Herres genkomst fra brylluppet, vil det være min pligt at give en kort skildring af hvad Gud har åbenbaret for mig. De kære hellige har gennemgået mange trængsler. Men vore lette hengivenhed, som kun er for et øjeblik, udvirker en langt mere usædvanlig og evig herligheds i os – medens vi ikke ser på de synlige ting, for synlige ting er timelige, men på ting som ikke kan ses og er evige. Jeg har prøvet at få en god efterretning tilbage, og nogle få druer fra det himmelske Kanaan, hvor mange vil stene mig, ligesom menighedsforsamlingen bad om at få Kaleb og Josua stenet for deres efterretning. (4. Mos 14,10) Men jeg erklærer for jer, mine brødre og søstre i Herren, det er et godt land, og vi kan godt gå frem og tage det i besiddelse.   ret

Medens vi bad ved familiealteret, faldt Helligånden over mig, og det virkede som om jeg rejste mig højere og højere, langt over den mørke verden. Jeg vendte mig for at se advent folket i verden, men kunne ikke finde dem – da en stemme sagde til mig: ”Se igen, og se lidt højere op.” Idet jeg løfte mine øjne op og så en lige og snæver sti, som var sat højt over verden. På denne sti gik advent folket til byen, som var på den fjerneste ende af stien. De havde et klart lys sat op bag dem ved den første ende af stien, som en engel fortalte mig var midnats råbet. Dette lys skinnede langs hele stien, og lyste for deres fødder så de ikke snublede. Og hvis de holdt deres øjne fæstnede på Jesus, som var lige foran dem, ledte dem til Staden, så var de i sikkerhed. Men lige så snart nogle blev trætte, og sagde at der var lang vej igen til Byen, og de forventede at være kommet der lidt hurtige. Så ville Jesus opmuntre dem, ved at rejse sin herlige højre arm, og fra hans arm kom et herligt lys som bølgede over Advent folket, og de råbte Halleluja! Andre fornægtede overilet lyset bag dem, og sagde at det ikke var Gud der havde ledt dem så langt. Lyset bag dem gik ud og efterlod deres fødder i fuldstændigt mørke, og de snublede og mistede deres øjne fra mærket, og mistede Jesus af syne, og faldt bort fra stien, ned i mørke og den onde verden der nede. Snart hørte vi Guds stemme ligesom mange vande, som gav os dagen og timen for Jesu komme. De levende hellige, 144 000 i antal, kendte og forstod stemmen, medens de onde tænkte at det var torden og jordskælv. Da Gud talte, udgydte han Helligånden på os, og ansigterne begyndte at lyse op og skinne med Guds herlighed som Moses gjorde da han kom ned fra Sinajs bjerg.   ret

De 144 000 var alle beseglede og fuldstændig forenede. På deres pander stod skrevet: Gud, Ny Jerusalem og en herlig stjerne med Jesu nye navn. I vor lykkelige, hellige tilstand, var de onde rasende, og ville rykke voldsomt frem for at lægge hænderne på os for at kaste os i fængsel, medens vi ville række den hånd frem i Herrens navn, og de onde ville falde hjælpeløse til jorden. Da var det at Satans synagoge vidste at Gud har elsket os, som kunne vaske hinandens fødder, og hilse de hellige brødre med et helligt kys, og de tilbad ham på vore fødder. Snart var vore øjne draget til øst, efter en lille sort sky der så ud som det halve af en mands hånd, som vi alle vidste var tegnet på Menneskesønnen. Vi stirrede alle i højtidelig tavshed på skyen idet den drog nærmere, og blev lysere, herlig, og endnu mere herlig, indtil den var en stor hvid sky. Bunden så ud som ild, en regnbue var over den, omkring skyen var titusinde engle der sang den mest elskelige sang. Og på den sad Menneskesønnen, på hans hoved var kroner, og hans hår var hvidt og krøllet og lå ned på hans skuldre. Hans fødder havde udseende af ild, på hans højre hånd var et skarpt segl, i hans venstre hånd en sølvbasun. Hans øjne var som ild flammer, som ransagede hans børn igen og igen. Da blegnede alles ansigter, og dem som Gud havde forkastet blev ansigterne mørke. Da råbte vi alle: Hvem skal kunne stå? Er min klædning pletfri? Da ophørte englene med at synge, og der var en højtidelig tavshed, da Jesus talte. Dem som har rene hænder og rent hjerte skal kunne stå, min nåde er jer nok. Ved dette lyste vore ansigter op, og glæde fyldte alles hjerter. Og engle slog en højere tone an og sang igen, medens skyen drog endnu nærmere jorden. Da stødte Jesus i sølvbasunen, idet han steg ned af skyen, indhyllet i ild flammer. Han så stift på gravene hvor de hellige sov, og løfte sine øjne og hænder til himlen og råbte: Vågn op! Vågn op! I som sover i støvet og stå op. Da kom der et mægtigt jordskælv. Gravene åbnedes, og døde kom op iklædt udødelighed. De 144 000 råbte: Halleluja! idet de genkendte deres venner, som er blevet revet fra dem af døden, og i samme øjeblik vi var forandrede og samlet sammen med dem for at møde Herren i luften. Vi gik da alle sammen ind på skyen, og steg syv dage op til glar havet, da Jesus kom med kronerne og satte med sin egen højre hånd den på vore hoveder. Han gav os guldharper og sejrsplamegrene. Her på glarhavet stod de 144 000 i et fuldkomment kvadrat. Nogle af dem havde meget klar kroner, andre ikke så klare. Nogle kroner virkede tunge af stjerner, medens andre kun havde få. Alle var fuldstændig tilfredse med deres kroner. Og de var alle iklædt med en herlig hvid klædning fra deres skuldre til deres fødder. Engle helt omkring os idet vi marcherede over glarhavet til Byens port. Jesus rejste sin mægtige herlige arm, satte hånden på perleporten og svang den tilbage på dens glitrende hængsler, og sagde til os: I har vasket jeres klæder i mit blod, stået fast for min sandhed, gå ind. Vi marcherede alle ind og følte at vi havde en fuldkommen ret til byen. Her så vi livets træ og Guds trone Ud af tronen kom en ren vandflod, og på hver side af floden var livets træ. På den ene side af floden var en træstamme, og en træstamme på den anden side af floden, begge af rent gennemsigtigt guld.   ret

Først troede jeg så to træer. Jeg så igen og så de var gik sammen i toppen til et træ. – Sådan var det med livets træ, på hver side af livets flod. Dens grene bøjede sig til det sted hvor vi stod; og frugten var herlig, som så ud som guld blandet med sølv. Vi gik alle ind under træet, og satte os ned for at se på stedets herlighed, medens brødrene Fitch og Stockman, som havde forkyndt rigets evangelium, og hvem Gud havde lagt i graven for at frelse dem, komme op til os og spurgte os hvad vi havde været igennem medens de sov. Vi prøvede at genopfriske vore største prøvelser, men de var så små, sammenlignet med den overmådelige og evige vægt af herlighed som omgav os, at vi ikke kunne tale om det og vi råbte alle ”Halleluja, himlen er ringe nok, og vi rørte ved vore herlige harper og lod himlens ærkeengle ringe.   ret

Med Jesus ved vort hoved, steg vi alle ned fra byen ned på denne jord, på et stort og mægtigt bjerg, som ikke kunne bære Jesus, og det delte sig i småstykker, og der blev en mægtig slette. Da så vi op og så den Store By, med tolv fundamenter, tolv porte, tre på hver side og en engel ved hver port. Vi råbte alle: ”Byen, den Store By, den kommer, den kommer ned fra Gud ud af himlen,” og den kom og placerede sig på det sted hvor vi stod. Da begyndte vi at se på de herlige ting uden for Byen. Der så jeg de herligste huse, der havde udseende af sølv, understøttet af fire piller, besat med perler, de herligste at beskue, som skulle bebos af de hellige, og i dem var en guldhylde. Jeg så mange af de hellige gå ind i husene, og tage deres glitrende kroner af og lagde dem på hylden, og gik da ud på husenes marker, og gøre noget med jorden, ikke som vi arbejder med jorden her; nej, nej. Et herligt lys skinnede over hele deres hoveder, og de råbte hele tiden og sendte pris til Gud.   ret

Og jeg så en anden mark fuld af alle slags blomster, og idet jeg plukkede dem, råbte jeg ud: De vil aldrig visne. Dernæst så jeg en mark af højt græd, det herligste at se på, det var levende grønt, og genspejlede sølv og guld, og det bølgede sig prægtigt til Kong Jesu ære. Da gik vi ind på en mark fyldt med alle slags dyr – løven, lammet, leoparden og ulven, alle sammen i perfekt enighed. Vi passerede igennem midt i blandt dem, og de fulgte fredeligt efter. Da gik vi ind i en skov, ikke som mørke skove vi har her, nej, nej; men lyst, og herlighed overalt; træernes grene svajede op og ned, og vi råbte alle ud: ”Vi vil kunne bo sikkert i ødemarken og sove i skovene.” Vi gik igennem skovene, for vi var på vej til Zions bjerg. Idet vi var på vej, mødte vi en gruppe, som også stirrede på stedets herligheder. Jeg bemærkede en rød farve som kant på deres klæder, deres kroner funklede, deres klæder var helt hvide. Idet vi hilste på dem, spurgte jeg Jesus hvem de var. Han sagde at de var martyrer der var blevet slået ihjel for ham. Sammen med dem var en utallig skare af små personer, de havde også en rød kant på deres klæder. Zions bjerg var lige foran os, og på Bjerget var et herligt tempel, og omkring det var der syv andre bjerge hvorpå der vokse roser og liljer. Og jeg så de små personer klatre, eller de kunne vælge at bruge deres små vinger og flyve til toppen af bjergene , og plukke de aldrig visnende blomster. – Der var alle slags træer omkring templet, til at forskønne stedet: buksbom, fyr, ædelgran, oliventræer, myrter, granatæbler og figentræer bøjede sig ned af vægten for dens modne figner, der gjorde stedet overmådelig herligt. Og idet vi var ved at gå ind i det hellige tempel, opløftede Jesus sin elskelige stemme og sagde: Kun de 144 000 gå ind i dette sted, og vi råbte Halleluja.   ret

Templet stod på syv piller, alle af gennemsigtigt guld, besat med de herligste perler. De herlige ting jeg så der, kan jeg ikke beskrive. Oh, om jeg kunne tale Kanaans sprog, så kunne jeg fortælle en smule om herligheden i den bedre verden. Der så jeg stentavler hvorpå de 144 000s navne stod indgraveret med guldbogstaver. Efter at vi beskuede templets herlighed, gik vi ud, og Jesus forlod os, og tog til Byen. Snart hørte vi atter hans elskelig stemme sige: ”Kom, mit folk, I er kommet ud af den store trængsel, og gør min vilje, led for mig, kom ind til nadvermåltidet, for jeg vil binde op om mig selv, og varte dig op.” Vi råbte Halleluja, ære, og gik ind i Byen. Og jeg så et bord af rent sølv, det var mange miles i sin længde, alligevel kunne vore øjne ikke overskue det. Jeg så frugterne fra livets træ, manna, mandler, figner, granatæbler, druer, og mange andre slags frugter. Jeg spurgte Jesus om at lade mig spise af frugten . Han sagde: Ikke nu. Dem som spiser af dette lands frugt, kommer aldrig tilbage til jorden. Men om en lille stund, hvis du er trofast, skal du både spise af livets træs frugt, og drikke af kildeudspringets vand. Og han sagde: Du må tage tilbage til jorden igen, og berette andre om hvad jeg har åbenbaret for dig. Da bar en engel mig blidt ned til denne mørke verden. Nogle gange tror jeg at jeg ikke længere kan blive her, alle ting på jorden ser så sørgelige ud. Jeg føler mig meget ensom her, for jeg har set et bedre land. Oh, om jeg havde vinger ligesom en due, så ville jeg flyve bort og finde hvile.   ret

Herren gav mig følgende syn i 1847, medens jeg var i Topsham, Brødrene var forsamlet om sabbaten.   ret

Vi mærkede en usædvanlig bede ånd. Og idet vi bad, faldt Helligånden over os. Vi var meget lykkelige. Snart var jeg mistet over til jordiske ting, og fik et afsluttende syn om Guds herlighed. Jeg så en engel flyve hurtigt hen til mig. Han bar mig hurtigt fra jorden til den Hellige By. I Byen så jeg et tempel, som jeg gik ind i. Jeg kom igennem en dør før jeg kom til det første forhæng. Dette forhæng blev trukket til side, og jeg gik ind i det hellige. Her så jeg røgelsesalteret, lysestagen med syv lamper, og bordet hvorpå skuebrødene er. Efter at have set det Helliges herlighed, trak Jesus det andet forhæng til side, og jeg gik ind i det Allerhelligste.   ret

I det Helligste så jeg arken; og på toppen og på siderne af den var det reneste guld. I hver ende af arken var en smuk kerub, med deres vinger spredt ud for at dække over den. Deres ansigter var vendt mod hinanden, og de så nedad. Mellem englene var et røgelses kar af guld. Over arken, hvor englene stod, var en overmådelig klar herlighed, som så ud som en trone hvor Gud boede. Jesus stod ved arken. Og idet de helliges bønner kom op til Jesus, ville røgelsen fra røgelseskaret stige op, og han sendte de helliges bønner med en røgelsesrøgen til sin Fader. I arken, var en guldkrukke af manna, Arons stav der blomstrede, og stentavlerne som var foldet sammen som en bog. Jesus åbnede dem, og jeg så de ti bud skrevet på dem med Guds finger. På en af tavlerne var fire, og på den anden seks. Det fjerne på den første tavle skinnede klarere frem end de andre seks. Men det fjerde (sabbatsbuddet,) skinnede frem for dem alle; for sabbaten var sat til side for at holde den hellig i Guds hellige navn. Den hellige sabbat så herlig ud – en stråleglans af herlighed var helt omkring den. Jeg så at sabbaten ikke fastnaglet til korset. Hvis den var dette, var de andre ni bud det også; så kunne vi gå ud og bryde dem alle, såvel som at bryde det fjerde. Jeg så at Gud ikke havde forandret sabbaten, for han ændrer aldrig. Men paven havde ændret det fra den syvende dag til den sjette dag i ugen; for han skal forandre tider og love.   ret

Og jeg så at hvis Gud havde forandret sabbaten; fra den syvende til den første dag, ville han have ændret skriften i sabbatsbudet, skrevet på stentavler, som nu er i arken, i det allerhelligeste i himlens tempel; og det skal læses sådan: Den første dag er Herren din Guds sabbat. Men jeg så at det læser det samme som står skrevet på stentavler af Guds finger, og overbragt til Moses i Sinai: ”Men den syvende dag er Herren din Guds sabbat.” Jeg så at den hellige sabbat er, og vil være skillemuren mellem Guds sande Israel og ikke-troende; og at sabbaten er det store spørgsmål, der forener hjerterne hos Guds kære ventende hellige.   ret

Jeg så at Gud havde børn, som ikke ser og holder sabbaten. De havde ikke forkastet lyset for den. Og ved begyndelsen af trængsels tiden, blev de fyldt med Helligånden idet de gik ud og forkyndte sabbaten til fulde. Dette ophidsede kirken, og nominelle adventister, idet de ikke kunne modbevise sabbatssandheden. På dette tidspunkt så alle Guds udvalgte klart at vi havde sandheden, og de kom ud og udholdt forfølgelsen sammen med os. Og jeg så sværd, hungersnød, vederstyggeligheder og stor forvirring i landet. De onde tænkte at vi havde bragt domme ned på dem. De rejste sig op og rådførte sig, red over jorden efter os, tænkte at så ville det onde holde ende.   ret

Under trængsels tiden, flyer vi alle fra byer og landsbyer, men blev forfulgt af den onde, som gik ind i de helliges huse med sværdet. De hævede sværdet for at dræbe os, men det brød i stykker, og faldt magtesløs ned som et halmstrå. Da råbte vi alle dag og nat efter udfrielse, og råbet kom op til Gud. Solen stod op, og månen var der stadig. Strømmene ophørte med at flyde. Mørke skyer stod op, og stødte sammen mod hinanden. Men der var en klar fred med en stabil herlighed, hvorfra Guds røst lød som mange vande, som rystede himlene og jorden. Himmelhvælvingen åbnede og lukkede sig, var i bevægelse. Bjergene rystede sig som siv i vinden, og kastede klippestykker fra sig over alt. Havet kogte som en gryde, og kastede stene op på land. Og idet Gud forkyndte dagen og timen for Jesu komme, og overbragte den evige pagt for sit folk, sagde han en sætning, og derefter stilhed, medens ordene rullede over hele jorden. Israels Gud stod med deres øjne fæstnede opad, og lyttede til ordene, idet de kom fra Jehovas mund, og rullede over jorden som drøn af de højeste torden. Dette var frygteligt højtideligt. Ved afslutningen af hver sætning, råbte de hellige: Ære! Halleluja! Deres ansigter lyste op med Guds herlighed, og de skinnede med den herlighed som Moses’ ansigt havde da han kom ned fra Sinaj. De onde kunne ikke se på dem for herlighed. Og da den uophørlige velsignelse blev forkyndt over dem som havde æret Gud, ved at holde hans sabbat hellig, lød der et mægtigt sejrs råb over udyret, og dets billede.   ret

Da begyndte jubelåret, hvor landet skulle hvile. Jeg så den gudfrygtige slave rejse sig i triumf og sejr, og ryste de lænker af der bandt ham, medens hans onde mester var rådvild, og vidste ikke hvad han skulle gøre, for de onde kunne ikke forstå ordene fra Guds røst. Snart viste sig en stor hvid sky. Den har aldrig før været så smuk. På den sad Menneskesønnen. Til at begynde så vi ikke Jesus på skyen, men idet den drog nærmere jorden, kunne vi beskue hans smukke person. Da denne sky først vise sig, var den tegnet på Menneskesønnen i himlen. Guds Søns røst kaldte de sovende hellige frem, iklædt med en herlig udødelighed. De levende hellige blev forandret på et øjeblik, og blev taget op med dem i sky vognen. Overalt så det herligt ud idet den rullede opad. På hver side af vognen var der vinger, og under den var der hjul. Og idet vognen rullede opad, råbte hjulene Hellig, og idet vinger bevægede råbte de: Hellig, og de ledsagende hellige engle råbte: Ære, Halleluja. Og vognen rullede opad mod den Hellige By. Jesus åbnede portene til den gyldne By, og førte os ind. Her blev vi budt velkommen, for vi havde holdt ”Guds bud,” og havde en ”ret til livets træ.”   ret