Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 24. juli 1883

Samarbejde med prædikanter

For at udføre det store arbejde der er med at give verden den sidste advarsel, er der brug for alvorlige og målrettede bestræbelser. Som et folk har vi ikke altid bevæget os med den visdom og det forsyn der kræves for vor missions vigtighed. Vore ledende prædikanter arbejder for hårdt, og som resultat er de næsten altid udmattede. Nogle af vore ledende mænd dør før tiden, bogstaveligt udslidt, medens der er nogle dygtige mænd blandt os som faktisk ikke gør noget for sagen. Vore prædikanter bliver selv trætte af at gøre det som er overladt til andre, medens dem som kunne hjælpe dem, og som, hvis de blev instrueret rigtigt, ville være villig til at hjælpe dem, ruster op af passivitet.   ret

Guds sag har ikke få den fremgang som du burde have fået, af den grund at prædikanter og ledende mænd føler at de må gøre alt for sig selv. De har slidt og slæbt for at holde hjulet i gang, og nedtynget af ansvar og byrder i menighedsarbejdets forskellige afdelinger, i sabbatsskolen og i alle andre grene af værket. De tror at de må gøre alt dette, ellers gøres det ikke; og sandelig bliver det ikke gjort, fordi de ikke har taget andre med på råd og oplært dem i værket.   ret

Når jeg skriver om dette tema, henledes min opmærksomhed til de afsnit der rører ved dette punkt: -   ret

“Det er som om at nogle prædikanter tror at de skal tage ledelsen, styre og manipulere med alle afdelinger i kirkens arbejde. De må ordne detaljerne for alle virksomheder. Nu kan der være menigheder hvor pastoren må gøre alt dette ellers vil den slet ikke blive tilset; men i rigtig mange menigheder er der masser af lægtalenter til disse formål, og hvis præsten vil interessere sig for at skubbe elementet frem til fronten, vil han spare sig selv for megen ærgrelse og hårdt arbejde, og samtidig yde tjeneste til dem han motiverer for menighedens generelle arbejde.   ret

”I nogle henseender besidder pastoren en stilling der ligner formanden for et arbejdssjak eller kaptajn for skibsbesætning. De forventer at de mennesker de er sat over, gør det arbejde de har fået tiltænkt og gør det korrekt og straks, og hvis situationen påkræver det, skal de kun i nødstilfælde udføre det i detaljer.   ret

”Ejeren af en stor mølle finder sin tilsynsførende i et hjulhul, og gør nogle enkel repartioner, medens et halvt dusin arbejdsfolk står ved siden af, og bare ser på. Efter at ejeren har erfaret at der ikke er gjort noget forkert, kalder han formanden til kontoret, og rækker ham sin fyreseddel og fuld betaling. I overraskelse udbeder formanden om en forklaring. Den kom med disse ord: ’Jeg ansatte dig seks folk til at kunne arbejde. Jeg fandt de seks ledige og du gjorde kun ens arbejde, men dit arbejde kunne være gjort lige så godt af en af de seks. Jeg kan ikke betale løn for syv til dig for at lære de seks hvordan de skal stå stille.’   ret

”Denne episode kan bruges i mange situationer, men ikke i alle. Men mange præster kender ikke til hvordan, eller prøver ikke at få alle medlemmerne i kirken helt engageret i kirkearbejdets forskellige afdelinger. Hvis præster vil være mere opmærksom på at oprette og passe deres hjord aktivt i arbejdet, ville de kunne udrette meget mere godt, og få mere tid til at studere og til religiøse besøg, og også undgå mange gnidninger.”   ret

For vore ledende prædikanter, har vore lejrmøder været meget hårdt og udtrættende at gennemføre, udruster dem ikke til det vigtige arbejde som er nødvendigt at de kan være med til mødets afslutning. Idet de mødes og rådfører sig med hinanden, lægger de deres arbejdsplaner; at de kan gennemføres godt, behøver de en klar hjerne, sindsro og et herte fyldt med mod; men de mangler alle tre af disse for at være udrustede. De har begået alvorlige fejltagelser i det arbejde der påhviler dem, og har gjort meget som andre burde have gjort, og det kunne have været en velsignelse for dem, og givet dem en dyrebar erfaring i arbejdet for Jesus. Selvom alle ikke kan være prædikantforkyndere, kan alle og burde alle gøre en del af arbejdet.   ret

Der har været en fejl at aktivere det talent som kunne bruges til arbejde, men som mangler udvikling og blive dyrket. Vi har kun haft få prædikanter og nogle få mænd til at bære ansvar, kun fordi vi havde nogle få lærere. Vi har mistet meget fordi vi ikke havde de lærenemme, og som kan styre en oplæringsskole for uerfarne, og presse dem ud i tjenesten.   ret

Der er få virkelige medarbejdere i denne sag, alligevel dækker arbejdet meget af det; og det er ofte umuligt for medarbejderne at se efter det man er opmærksomme på, og de vil ikke kunne se at de må inddrage menighedens lægmedlemmer, og lære dem at arbejde, så de må holde på alt som er vundet, og fortsætte med at vokse. Arbejdsplanen har været sådan at folk føler at de kun kunne gore meget lidt selv; hvis noget skulle udrettes, må de have en prædikant.   ret

Ved vore lejrmøder, kunne der gøres ti gange mere end der normalt kan udrettes. Helt fra start af burde prædikanterne organiserer korps af medarbejdere, som de kan stole på udfører forskellige væsentlige pligter for mødets succes. Der kan være flere tils tede som har arbejdet på mindre steder, prøver deres egne evner, og lærer dem sandheden. Hvis disse mennesker virkelig ønsker at lære i Kristi skole, så de kan undervise andre i frelsens vej, er lejrmødet det sted hvor de kan lære meget, ikke ved at se på når andre arbejder, med ved at selv fordele arbejdet. Enhver bør have noget at gøre, nogle byrder at bære. Hvis der noget sted skulle være noget at gore, så er det ved disse store samlinger. Først bør de selv passe på, om deres egne hjerter er blødgjorte og underlagte af Kristi nåde, og så er de parate til at hjælpe andre. De bør sagtmodigt og kærligt arbejde for de modløse og frafaldne, indbyde dem til et tilbagetrukket sted, og bede sammen med og for dem. Der burde være mange små grupper der beder til Gud i intervaller mellem prædikener. Sådan gjorde man i 1844. Ved vore almindelige møder, vil små grupper spredes i enhver retning for at drage sig nær til Gud og søge hans velsignelse. De søger ikke forgæves. Herrens rige velsignelse kom over dem som svar på deres bønner. Det samme som gøres nu vil lede til samme resultater.   ret

Nogle af vore prædikanter har så lidt at gøre ved disse almindelig møder, at de selv er faldet bort fra Gud. Hvor anderledes ville deres erfaring ikke være, om de havde arbejdet alvorligt for andre! Der er et arbejde at udføre i familieteltene. Passende personer bør udpeges til at på beskeden og klog måde gå ind i religiøs samtale med de forskellige teltes beboere. Der hvor der er brug for hjælp bør det bringes frem for prædikanter, som beder forstår hvordan der skal rådes. Der er nok for alle at gore. Mange er blevet omvendte ved personlige anstrengelser, og en salig vækkelse vil kunne forventes, efter sådant arbejde.   ret

De ældre prædikanter bør være omhyggelige med at de ikke, ved forskrift eller eksempel, får de unge mennesker til at tro at medarbejdernes arbejde i marken består i at forkynde. Det store behov for at uddanne unge forkyndere, vil sætte dem i stand til arbejde i sagens forskellige grene, og lette dem som bliver trætte af overarbejde. Der er også lægmænd i menigheden, som har evner der kan bruges, og som bliver ansvarlig for en del af værket. Lad dem føle at der ikke skal så nogen ledige i Herrens vingård.   ret

De, der elsker Herren og hans sandhed, burde slutte sig sammen, to eller tre ad gangen, og søge ensomhed for at nedbede Guds velsignelse over prædikanten, der næppe selv kan få tid til at bede, fordi han bestandig er beskæftiget med at høre på så mange forespørgsler, sidde til bestyrelsesmøde, besvare,spørgsmål, give råd og skrive vigtige breve. De retfærdiges inderlige, stærke bønner bør stige op til Gud om, at det talte ord må blive et sandhedens budskab og nå ind til tilhørernes hjerter, og at sjæle derved må vindes for Kristus.   ret

Noget andet som bør have opmærksomhed, bade ved vore lejrmøder og andre steder, er sang. En prædikant bør ikke lade salmer blive sunget før han først har forvisset sig om at dem, som synger, kender den. Den rette person bør udpeges til at tage vare på disse øvelser, og det bør være hans opgave at tilse om sådanne hymner er udvalgt til at synges i en ånd og også med en forståelse. Sang er en del af Gudstilbedelsen, men på den forkludrende måde som det ofte fremføres på, er ikke til fordel for sandheden, og ikke til Guds ære. Der bør være system og orden i dette, såvel som i alle andre dele af Herrens værk. Organiser en gruppe af de bedste sangere, hvis stemmer kan lede forsamlingen, og lad da alle som vil, stemme i sammen med dem. Dem som synger bør anstrenge sig for at synge i harmoni; de bør sætte tid af til at øve sig, så de kan bruge dette talent til Guds ære.   ret

Men sang bør ikke bortlede tankerne fra andagtstimerne. Hvis en time forsømmes, så lad det være timen til sang. Det er en af denne tidsalders største fristelser at fore musik til ekstremer, og gore musikken til en større del end bøn. Her er mange sjæle blevet ruineret. Når Guds Ånd vækker samvittitheden og overbeviser om synd, antyder Satan en sangudøvelse eller en sangskole, som, om den føres på en let og spøgefuld måde, resulterer i bandlysning af alvoren, og udslukker al ønske om Guds Ånd. Således lukkes hjertedøren, som var ved at åbnes for Jesus, og baikaderes af stolthed og hårdnakkethed, og kan i mange tilfælde ikke åbnes igen.   ret

Ved de fristelser der følger med de mange sangudøvelser, vil mange som tidligere var virkelig omvendt til sandheden, forledes til at adskille sig selv fra Gud. De har valgt sang frem for bøn, gået i sangskoler frem for religiøse møder, indtil sandheden ikke længere udøver sin helliggørende kraft på deres sjæle. Sådan sang er en forhånelse imod Gud.   ret

Vi kan ikke gøre noget uden Kristi nåde. Vi må have hjælp ovenfra hvis vi skal modstå Satans mangfoldige fristelser, og undgå hans bedrag. Midt i det fremherskende mørke, må vi have lys fra Gud til at åbenbare vildfarelsens snare og tømme, ellers vil vi blive omsnæret. Vi bør udnytte anledningen til bøn, både i det skjulte og omkring familiealteret. Mange behøver at lære hvordan de beder, såvel som at synge. Når vi i ydmyghed fortæller Herren om vore mangler, gør Ånden selv mellemkomst for os; idet vor fornemmelse for behov får os til at blotlægge vore sjæle for den Almægtiges altseende øjne, i inderlige bønner går inden for forhænget, afkræver vor tro Guds løfter, og hjælper os til at svare på bøn.   ret

Bøn er både en pligt og et privilegium. Vi må have hjælp som Gud alene kan give, og den hjælp vil ikke komme uindbudt. Hvis vi er for selvretfærdige til at føle vort behov for hjælp fra Gud, skal vi ikke have hans hjælp, når vi behøver det mest. Hvis vi er for uafhængige og selvtilstrækkelige til at selv kaste vore dagligt ud i alvorlig bøn efter den korsfæstede og opstandne Frelsers fortjenester, så skal vi overlades til Satans fristelser.   ret

Vi har mistet med ved vore møder, på grund af vor egen ligegyldighed. Der er megen ørkesløs snak, men lidt alvorlig og oprigtig bøn. Sådanne bønner vil give styrke og nåde til at modstå mørkets kræfter. Gud ønsker at velsigne. Han er mere end villig til at give Helligånden til dem der beder ham, end forældre er til at give deres børn gode gaver. Men mange føler ikke deres behov. De erkender ikke at de ikke kan gøre noget uden Jesu hjælp. Derfor arbejder de hårdt, men ser kun lidt udrettet. Satan arbejder med al sin magt for at blokere vejen, og uden særlig hjælp fra Gud, vil sandhedens sag ikke komme fremad.   ret

Jeg er blevet vist at Guds engle står parat til at tildele nåde og kraft til dem som føler deres behov for guddommelig styrke. Men disse himmelske budbringere vil ikke give velsignelser medmindre de beder om det. De har ventet på at sjæle råber efter sult og tørst efter Guds velsignelser; ofte har de ventet på at Guds Ånd og kraft skal manifestere sig. Folk lader til være tilfredse med at ikke række højere ud; det er som om de ikke forventer Guds arbejdes fornyelse; men med sorg og skuffelse vender englene sig fra det forvirrede sceneri hvor telte fjernes, og folk er på vej hjemad til deres hjem, uden den velsignelse som Himlen er mere end villig til at give dem.   ret

Dem som vil modtage Herrens velsignelse, må selv berede vejen, ved syndsbekendelse, ved ydmygelse for Gud, med sand anger og tro på Kristi blods fortjenester. Lejrmødet bør være et sted hvor alle kristne kan komme i arbejdsrækkerne. Hvis de aldrig har arbejdet for at bringe sjæle til Jesus og sandheden, er det på tide at de begynder nu. Det forlanger Gud af dem, og hvis de ikke til sidst vil erklæres som upålidelige tjenere, må de involvere sig hjerteligt i dette arbejde.   ret