Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 27. juli 1897

Ved at forkaste det lys, der skinnede på dem, ved at nægte at undersøge beviset for at se, om budskaberne var fra himmelen, syndede farisæerne mod Helligånden. Kristus, verdens Genløser, var i verden. ”Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. I det var der liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinnede i mørket, og mørket begreb det ikke. . . . Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” Hans Ånds røst kom til dem og sagde: ”Denne er Guds Søn; tro på ham.” Men de vendte deres ansigter fra lyset og nægtede at lytte, idet de i stedet valgte at opøve deres vantro. Således blev det lys, som ville have været en duft af liv til liv for dem, hvis de havde taget imod det, en duft af død til død, død til åndelighed, da det blev forkastet. Farisæerne var selvbedragede. De forkastede Kristi lære, fordi han afslørede deres hjerters ondskab og irettesatte deres synder. De ville ikke komme til lyset af frygt for, at deres gerninger ville blive irettesat. De valgte mørke i stedet for lys. ”Dette er dommen,” sagde Kristus, ”at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset, thi deres gerninger var onde”.   ret

Ethvert bevis mere på Guds kraft at den ægyptiske monark blev modsat, gjorde ham stærkere mere trodsig mod Gud. Således fortsatte dette, begrænsede førte krig imod en almægtig Guds udtrykte vilje. Denne sag er en klar illustration på synd imod Helligånden. ”Hvad et menneske sår, det skal det også høste.” Herren trak gradvist Sin ånd tilbage. Han fjernede Sin betvingende kraft, Han gav kongen i hænderne på den værste af alle tyranner - selvet   ret

Jøderne fulgte deres kurs med at forkaste Kristus, indtil de i deres selvbedragne, vildledte tilstand troede, at de gjorde Gud en tjeneste ved at korsfæste Kristus. Således vil det være med alle, som modstår Guds Ånd bønfalden og blive ved med at gøre, hvad de ved er forkert. Når Ånden først modstøs, vil der være mindre vanskelighed i at modstå den en anden gang. Hvis vi opretholder det naturlige hjertes uafhængighed og afviser Guds irettesættelse, vil vi ligesom jøderne stædigt udføre vore egne formål og ideer til trods for det tydeligste bevis og være i fare for så stort bedrag, som kom over dem. I vor forblindelse kan vi gå så langt, som de gjorde, og dog smigre os selv med, at vi arbejder for Gud. De,s om fortsætter i denne kurs, vil høste, hvad de har sået. De fik et tilflugtssted stillet til rådighed, men de forkastede det. Guds plager vil falde og han vil ikek forhindre dem.   ret