Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 29. juli 1873

Moses og Aron

På Hor bjerg døde Aron og blev begravet. Moses, Arons bror og Eleazar, hans søn, ledsagede ham på bjerget. Den smertelige pligt blev lagt på Moses at fjerne præsteklæderne fra hans bror Aron og lægge dem på Eleazar, for Gud havde sagt at han skulle følge efter Aron i præsteskabet. Moses og Eleazar var vidne til Arons død og Moses begravede ham på bjerget. Sceneriet på Horbjerget fører vore tanker tilbage på nogle af de mest bemærkelsesværdige begivenheder i Arons liv.   ret

Aron havde en elskværdig natur. Gud udvalgte denne til at stå sammen med Moses og tale for ham, en kort tid, for at være talerør for Moses. Gud kunne godt have valgt Aron som leder; men han som kender menneskehjerterne, som forstår menneskekarakteren, vidste at Aron var eftergivende og mangle moralsk mod til at stå som forsvarer for det rette under alle omstændigheder, uanset følgerne. Arons ønske om at have folkets gode vilje fik ham nogen gange til at begå store fejl. Han gav ofte efter for deres bønner og derved vanærede Gud. Den samme mangel på fasthed for det rigtige i hans familie førte til hans to sønners død. Aron var fremragende i fromhed og nytte, men han forsømte at optugte hans familie. Frem for at lære hans sønner den fornødne respekt og ærbødighed, lod han dem følge deres tilbøjeligheder. Han opdragede dem ikke i selvfornægtelse, men gav efter for deres ønsker. De var ikke opdraget til respektere og være ærbødig for forældremyndigheden. Faderen var den rette hersker i hans egen familie så længe han levede. Hans myndighed ophørte ikke, heller ikke efter at hans børn var vokset op og havde deres egne familier. Gud selv var nationens monark og af det folk krævede han lydighed og ære.   ret

Rigets orden og fremgang afhang af menighedens gode orden. Og menighedens fremgang, harmoni og orden er afhængig af familiernes gode orden og grundige disciplin. Gud straffer forældres utrofasthed, hvem han har givet opgaven at fastholde faderlig og moderlig styring, som ligger til grund for menighedsdisciplin og nationens vækst. Et uopdragent barn har ofte ødelagt menighedens harmoni og fred og ophidset en nation til at knurre og til oprør. På den højtideligste måde har Herren pålagt børn deres opgave at respektere og ære deres forældre kærligt. Og på den anden side forlanger han at forældre skal opdrage deres børn og med uophørlig flid oplære dem i hans lovs påbud og belære dem i kundskab til Gud og i gudsfrygt. Disse formaninger som Gud, med megen alvor, har pålagt jøderne, påhviler med samme vægt kristne forældre. Dem som forsømmer det lys og den belæring som Gud har givet i hans ord om at oplære børn og beherske deres hjem efter dem, vil have et frygteligt regnskab at aflægge. Arons forbryderiske forsømmelse med at påbyde respekt og ærefrygt over sine sønner resulterede i deres død.   ret

Gud udskilte Aron ved at vælge ham og hans mandlige efterkommere til præstegerning. Hans sønner tjente i det hellige embede. Nadab og Abihu havde ikke ærbødighed for Guds bud idet de tændte almindelig sammen med hellig røgelse på deres røgelses kar. Gud havde forbudt det og straffede med døden, at sende almindelig ild til ham sammen med røgelsen.   ret

Men her ses resultat af en løs disciplin. Da disse Arons-sønner ikke var blevet opdraget til at respektere og ære deres faders påbud, idet de vanrøgtede den faderlige myndighed, indså de ikke nødvendigheden af at følge Guds påbud helt tydeligt. De føjede sig for vinens lyst og under denne spændende stimulans, blev deres fornuft omtåget og de kunne ikke se forskellen mellem det hellige og almindelige. I modsætning til Guds klare anordning, vanærede de ham ved at ofre almindelig ild i stedet for hellig ild. Gud hjemsøgte dem med sin vrede; ild gik ud fra hans nærhed og ødelagde dem.   ret

Aron bar sine svære pinsler med tålmod og ydmyg underkastelse. Sorger og stærk pine pressede hans sjæl. Han var overbevist om hans pligtsforsømmelse. Han var præst for den højeste Gud, for at gøre soning for folkets synder. Han var præst for sit hjem, alligevel har han været tilbøjelig til at bære over med hans børns tåbeligheder. Han havde forsømt sin pligt at oplære dem til lydighed, selvfornægtelse og ærbødighed for forældres autoritet. Under følelsen af at han havde den forkerte overbærenhed, undlod han at forme deres karakter med stor ære og respekt for evige ting. Aron så ikke mere end hvad mange andre nutidens kristne forældre ser: At hans fejlplacerede kærlighed for hans børn og overbærenhed for det forkerte de gjorde, gjorde dem til genstand for Guds sikre mishag og for hans vrede der bryder ned over dem til deres fordærv. Aron forsømte at udvise dem om denne myndighed og imedens vækkedes Guds domme over dem. Aron skulle lære at hans venlige bebrejdelser, uden en fast faderlig tvang og hans ukloge mildhed mod sine sønner i det yderste var grusomt. Gud tog domsarbejdet i sine egne hænder og ødelagde Arons sønner.   ret

Da Gud kaldte på Moses til at komme op på bjerget, var det seks dage før han blev modtaget i skyet, i Guds direkte nærværelse. Toppen af bjerget var helt glødende af Guds herlighed. Og selvom Israels børn kunne se denne herlighed, var deres vantro alligevel så naturlig for dem at de begyndte at knurre med utilfredshed fordi Moses var væk. Selv om Guds herlighed tilkendegav hans hellige tilstedeværelse på bjerget og deres leder var i nær samtale med Gud, burde de have helliget sig selv ved nøje hjerteransagelse, ydmygelse og gudsfrygt. Gud havde ladet Aron og Hur tage Moses' plads. Under hans fravær skulle folket rådføre sig med disse Guds bestemte mænd.   ret

Her ses Arons mangelfuldhed som leder og hersker for Israel. Folket plagede ham for at gøre sig guder til at gå foran sig i Ægypten. Her var en anledning for Aron til at vise sin tro og uvaklende tillid til Gud og med fasthed og beslutsomhed imødegå folkets planer. Men hans naturlige ønske for at behage folket og give efter fik ham til at ofre Guds ære. Han bad dem om at bringe deres smykker til ham og af dem udførte han en guldkalv og sagde til folket: »Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!« Og for denne følelsesløse gud gjorde han et alter og proklamerede den efterfølgende dag en fest for Herren. Al tilbageholdenhed synes at være fjernet fra folket. De ofrede brændeofre til guldkalven og de blev grebet af en letsindighedsånd De hengav sig i skammelig optøjer og drukkenskab; de spiste, de drak og rejste sig op for at spille.   ret

Kun nogle få uger var gået siden de havde gjort en højtidelig pagt med Gud om at adlyde hans røst. De havde lyttet til Guds lovord, som blev udtalt på en ærefrygtindgydende måde fra Sinajs bjerg, midt i torden og lyn og jordskælv. De havde hørt erklæringen fra Guds egne læber: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!”   ret

Aron og også hans sønner havde været ophøjet ved at kaldes til bjerget for at være vidne til Guds herlighed. »Og skuede Israels Gud; under hans fødder var der ligesom safirfliser, som selve himmelen i stråleglans.« Gud havde udpeget Nadab og Abihu til det helligste arbejde, derfor ærede han dem på den mest underfulde måde. Han gav dem et syn på hans storslåede herlighed, så at de scener de skulle være vidne til på bjerget, ville forblive i deres hukommelse og bedre kvalificere dem til hans tjeneste og give ham den ophøjede ære og ærbødighed for folket, som ville give dem klarere begreber om hans karakter og vække sand lydighed og ærbødighed for hans krav på dem.   ret

Før Moses forlod sit folk på bjerget, læste han de pagts ord op for dem, som Gud havde udfærdiget sammen med dem og de svarede samstemmigt: »Vi vil gøre alt, hvad Herren har sagt og lyde ham!« Hvor stor må Arons synd ikke havde været, hvor ærgerlig i Guds øjne!   ret

Medens Moses modtog Guds lov på bjerget, fortalte Herren Moses om Israels oprørske synder og bad ham om at lade folket gå, så Gud kunne ødelægge det. Men Moses gik i forbøn hos Gud for folket. Selvom Moses var den ydmygeste mand der nogen sinde har levet, var de folkeinteresser, som Gud havde sat Moses til lede, dog på spil. Han mistede sin naturlige generthed og med enestående og vidunderlig frimodighed gik han i forbøn for Gud for Israel. Han ville ikke give sit samtykke til at Gud skulle ødelægge sit folk, selvom Gud havde lovet at han i deres ødelæggelse ville ophøje Moses og oprejse et bedre folk end Israel.   ret

Moses sejrede. Gud tilstod ham hans alvorlige bøn om ikke at udslette sit folk. Moses tog pagttavlerne, de ti bud og steg ned fra bjerget. Israels børns støjende, drikkegilde nåede hans ører længe før han kom til lejren. Da han så deres afgudsdyrkelse og da de på den mest markante måde havde brudt pagten, blev han overvældet af sorg og vrede over deres dyriske afgudsdyrkelse. Forvirring og skam tog greb i ham og han kastede da tavlerne ned og de blev sønderbrudt. Da de havde brudt deres pagt med Gud, tilkendegav Moses for dem, ved at bryde tavlerne, at Gud også havde brudt sin pagt med dem. De tavler som Guds lov var skrevet på var brudte.   ret

Aron forsøgte med sin elskværdige natur, så mild og behagelig, at vinde Moses, som der ikke var begået en særlig stor synd af folket og at han ikke skulle tage sig det så nært. Moses svarede i vrede: »Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt så stor en synd over det?« Aron svarede: »Vredes ikke, herre! Du ved selv, at folket ligger i det onde og de sagde til mig: lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten! Da sagde jeg til dem: de, der har guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da guldet og jeg kastede det i ilden og så kom denne tyrekalv ud deraf!« Aron ville have Moses til at tro at nogle underfulde mirakler havde omformet deres guldsmykker til en tyrekalvs form. Han fortalte ikke Moses at han, sammen med andre arbejdsfolk havde dannet dette billede.   ret

Aron havde ment at Moses havde været for ubøjelig over for folkets ønsker. Han mente at hvis Moses var mindre fast og til tider mindre beslutsom og hvis han havde gjort et kompromis med folket og tilfredsstillet deres ønsker, ville han have mindre trængsler og der ville være mere fred og harmoni i Israels lejr. Han prøvede derfor denne nye linie. Han brugte sit naturlige temperament ved at give efter for folkets ønsker, spare dem for misfornøjelser og sikre sig deres gode vilje og derved forebygge et oprør, hvilket han tænkte med sikkerhed ville komme hvis han ikke gav efter for deres ønsker. Men havde Aron stået uden vaklen for Gud; havde han mødt folkets ønske om at gøre sig guder til at gå foran sig til Ægypten med vrede og afsky som deres planer fortjente. Havde han stævnet dem for Sinajs rædsler, hvor Gud havde udtalt sin lov med en sådan herlighed Havde han mindet dem om deres højtidelige pagt med Gud om at adlyde alt hvad han pålægger dem; havde han fortalt dem at han ikke, på bekostning hans liv, ville føje sig for deres bønner, ville han have haft indflydelse på folket for at forbygge et frygteligt frafald. Men skønt hans indflydelse, under Moses fravær, var blev pålagt ham at blive brugt i den rette retning, skønt han skulle have stået fast og ubøjelig som Moses, for at forhindre folket i at udøve en syndens kurs, blev hans indflydelse anvendt på den forkerte side. Han var magtesløs og kunne ikke gøre sig gældende ved at forsvare Guds ære og holde hans hellige lov. Men på den forkerte side herskede en mægtig indflydelse. Han befalede og folket adlød.   ret

Da Aron tog det første skridt i en forkert retning, blev han omgivet af den ånd som tilskyndede folket og han tog ledelsen og befalede som en general og folket var særdeles lydigt. Her har Aron besluttet at billige de værste synder, fordi det var mindre vanskeligt end at stå som forsvarer for det rette. Skønt han drejede væk fra hans renhed og tilstod folket at synder synes han at være indgydt med en for ham ny beslutsomhed og alvor og nidkærhed. Hans frygtsomhed synes pludseligt at forsvinde. Med en iver som han aldrig har vist når han står som forsvarer til Guds ære imod det forkerte greb han arbejdsredskaberne for at udføre guldarbejdet til en kalv. Han gav ordre til at bygge et alter og med, forvisning om en bedre sag, forkyndte han folket at der i morgen vil være en fest for Herren. Basunerne tog ordene ud af Arons mund og gentage proklamationerne fra kompagni til kompagni i Israels hære.   ret

Arons klare forsikring i det forkerte gav ham større indflydelse hos folket end Moses kunne have haft da han ledte dem på rette kurs og undertrykte deres oprør. Hvilken frygtelig åndelig blindhed var kommet over Aron når han giver lys ud for at være mørke og mørke ud for at være lys! Hvilken indbildskhed er der ikke hos ham, når han forkynder Herrens fest for Herren medens et guldbillede (afguds)dyrkes! Her ses den magt Satan har over mennesker der ikke helt styres af Guds Ånd. Satan havde sat sit banner op i midten af Israel og det var ophøjet som Guds banner.   ret

»Her,« sagde Aron uden tøven eller skam, »Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!« Aron påvirkede Israels børn til at gå til større yderligheder af afgudsdyrkelse i stedet for at påvirke deres inderste. De var ikke længere bekymrede for at den brændende herlighed ligesom flammende ild på bjerget havde fortæret deres leder. De tænkte at de havde en general som var lige velegnet til dem og de var rede til at gøre alt hvad han foreslog. De ofrede til deres guld gud; de ofrede fredofre og gav sig selv af med vellyst, orgier og drukkenskab. De var sikker på at det ikke var fordi de fejlede at de havde så mange trængsler i ørknen; men når alt kommer til alt var vanskelighederne hos deres leder. Han var ikke det rigtige slags menneske. Han var for ubøjelig og holdt hele tiden deres synder frem for dem og advarede, irettesatte dem og behandlede dem efter Guds mishag. Nu var der kommet en ny orden på tingene og de var tilfredse med Aron og tilfredse med sig selv. De tænkte: Hvis Moses blot havde været lige så elskværdig og mild som Aron, hvilken fred og harmoni ville der så ikke have hersket i Israels lejr! De bekymrede sig ikke nu om Moses nogen sinde kom ned fra bjerget eller ikke.   ret

Da Moses så Israels afgudsdyrkelse og hans vrede var opvakt over deres skamfulde glemsomhed for Gud så han kastede stentavlerne ned og brød dem itu stod Aron ydmygt frem og bar Moses' kritik med prisværdighed og langmodighed. Folket blev fortryllet med Arons elskelighed og fik væmmelse ved Moses' raseri. Men Gud ser ikke som mennesker ser. Han fordømte ikke Moses' hede og vrede mod Israels lav målte frafald.   ret

Den egentlige leder tager så sit standpunkt for Gud. Han er kommet direkte fra Herrens nærhed, hvor han bad ham om at bortvende sin vrede fra hans vildfarne folk. Nu har han et andet arbejde at gøre, som Guds tjener, at forsvare hans ære for folket og lade dem se at synd er synd og retfærdighed er retfærdighed. Han har et arbejde at gøre med at opveje Arons forfærdelige indflydelse. »Så stillede [Moses] sig ved indgangen til lejren og sagde: »Hvem der er for Herren, han komme hid til mig!« Da samlede alle levitterne sig om ham og han sagde til dem: »Så siger Herren, Israels Gud: Bind alle sværd om lænd og gå frem og tilbage fra den ene indgang i lejren til den anden og slå ned både broder, ven og frænde!« Og levitterne gjorde, som Moses havde sagt og på den dag faldt der af folket hen ved 3000 Mand. Og Moses sagde: »Fra i dag af skal I være præster for Herren, thi ingen skånede søn eller broder, derfor skal velsignelse komme over eder i dag.«   ret

Her præciserer Moses ren indvielse som lydighed mod Gud, til at stå i forsvar for det rigtige og viser en villighed til at gennemføre Guds hensigt i de mest ubehagelige pligter, viser at Guds kraft er højere end venners krav eller de nærmeste slægtninges liv. Levis' sønner helligede sig selv til Gud for at fuldbyrde Guds dom mod forbrydelse og synd.   ret

Både Aron og Moses syndede ved ikke at give Gud ære og herlighed ved Meribas vande. De var begge trætte og opirrede af vedvarende beklagelser fra Israel og, (302) på et tidspunkt da Gud var for nådig til at vise hans herlighed for folket, til at blødgøre og underkue deres hjerte og lede dem til anger, påberåbte Moses og Aron sig magt til at åbne klippen for dem. »Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?« Her var en gylden anledning til at helliggøre Herren i deres midte, vise dem den langmodige Gud og hans ømme medynk for dem. De havde knurret imod Moses og Aron fordi de ikke kunne finde vand. Moses og Aron tog denne knurren som en stor prøvelse og vanære for dem selv og glemte at det var Gud som folket klagede over. Det var Gud som de syndede imod og vanærede, ikke dem som var udpeget af Gud til at gennemføre hans hensigter. De forhånede deres bedste Ven ved at tilskrive Moses og Aron deres ulykker; de knurrede over Guds forudseenhed.   ret

Disse gode lederes synd var stor. Deres liv kunne have været strålende i det mindste. De har været meget ophøjet og æret; alligevel undskylder Gud ikke synd mere hos dem i ophøjede stillinger end han gør hos dem i ydmyge stillinger. Mange bekendende kristne ser hen til mennesker som ikke irettesætter og fordømmer fejl, som medynkende mennesker og faktisk kristne, medens de mener at de som står frimodigt som forsvarer for det rigtige og ikke i deres retskaffenhed vil give efter for uhellige påvirkninger, mangler fromhed og en kristen ånd.   ret

Dem som står og forsvarer Guds ære og fastholder sandhedens renhed for enhver pris vil få mange prøvelser, som vor Frelser fik i fristelsens ørken. Medens dem som giver efter for fristelser, som ikke har mod til at fordømme fejl, men er tavs når deres indflydelse behøves til at forsvare det rigtige imod ethvert pres, kan undgå mange hjerte sorger og megen rådvildhed. De vil også miste en meget rig løn, selv om det ikke er deres egne sjæle. Dem som er i harmoni med Gud og som ved tro på ham får styrke til at modstå det forkerte og forsvare det rigtige, vil altid have svære kampe og må ofte stå næsten helt alene. Men dyrebare sejre vil blive deres når de gør sig afhængig af Gud. Deres moralske fornemmelse vil blive stærk og klar og deres moralske kræfter vil blive i stand til at modstå forkerte indflydelser. Deres renhed vil, lige som Moses, være af den reneste karakter.   ret

Arons milde og opgivende ånd og hans ønske for at behage folk, har forblindet hans øjne for deres synder og for deres forbrydelsers uhyrlighed så han billigede dem. Hans fremgangsmåde der påvirker til det forkerte og synd i Israel koster tre tusinde menneskers liv. I hvilken modsætning er dette ikke til Moses' fremgangsmåde. Efter at han havde bevidnet for folket at de ikke kan spøge med Gud uden at blive straffet; efter at han har vist dem Guds mishag på grund af deres synder, ved at give den frygtelige forordning at ihjelslå venner og slægtninge som fastholder sit frafald, efter doms arbejdet der bortvender Guds vrede, uanset deres forståelse for elskede venner og slægtninge som fortsat var hårdnakkede i deres oprør, var Moses beredt for en anden gerning. Han prøvede hvem der var Guds ven og hvem var folkets ven.   ret

»Næste dag sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd; men nu vil jeg stige op til Herren, måske kan jeg skaffe soning for eders synd!« Derpå gik Moses atter til Herren og sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd, de har lavet sig en Gud af guld. Om du dog ville tilgive dem deres synd! Hvis ikke, så udslet mig af den bog, du fører!« Herren svarede Moses: »Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min bog! Men gå nu og før folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min engel skal drage foran dig! Men til sin tid vil jeg straffe dem for deres synd!« Og Herren slog folket, fordi de havde lavet tyrekalven, den Aron lavede.”   ret

Moses gik i forbøn for Gud for det syndende Israels bedste. Han prøvede ikke at gøre deres synd mindre for Gud; han undskylde dem ikke for deres synd. Han indrømmede rent ud sagt at de havde syndet en stor synd og havde gjort dem guder af guld. Så mistede han sin generthed og Israels interesse er så nøje indvævet i hans liv at han kom med frimodighed til Gud og bad ham om at tilgive hans folk. Hvis deres synd, bad han, er så stor at Gud ikke kan tilgive dem og hvis deres navne må slettes af hans bog, om så Herren så også måtte udslette hans navn. Da Herren fornyede sit løfte for Moses, at hans engel skulle gå foran ham og lede folket til det forjættede land, vidste Moses at hans bøn var indfriet. Men Herren forsikrede Moses at hvis han blev provokeret til at hjemsøge folket for deres overtrædelser, ville han med sikkerhed også straffe dem for denne forfærdelige synd. Men hvis de fra nu af var lydige, ville han slette denne store synd ud af sin bog.
Ellen G. White   ret