Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 30. juli 1889

Oplevelse på vej fra Battle Creek til Williamsport.

Lang tid før lejrmødet i Williamsport havde jeg lovet brødrene i Pennsylvania, at jeg, om Herren gav mig kræfter, ville overvære deres lejrmøde. Under stats- meeting i Des Moines, Iowa, sidste efterår, gav Herren mig et budskab til folket, og deres hjerter blev oprørte til at besvare lyset. Ved at stå op, blev jeg indbudt til at deltage i lejrmødet i Iowa. Jeg fortalte folk at hvis jeg var på denne side af Rocky Mountains, og Herren styrede mig, ville jeg tage gladelig imod indbydelsen. Men annonceringen af lejrmøderne blev bekendtgjort i Review, og jeg så at møderne i Iowa og Pennsylvania var fastlagt samtidigt. Jeg var rådvild for hvad min opgave er, og bad om Herren ville lede mig. Efter at sagen er lagt frem for de tjenende brødre, i håb at der måtte gøres nogle ændringer, og uden at finde nogen mulig chance, besluttede jeg til sidst at deltage i mødet i Williamsport.   ret

Jeg kunne have sparet en lang og udmattende rejse, om jeg havde deltaget i Iowa-mødet i stedet for mødet i Williamsport; efter at have skrevet til de ansvarlige mennesker i Iowa, og ikke fået svar om tingenes tilstand der, lod min opgave klar, at tage til Pennsylvania, især siden breve fra brødre kom uge efter uge, og tilskyndede til at jeg ikke skulle skuffe deres forventninger. Williamsport mødet skulle finde sted næsten lige efter Kansas lejrmødet, hvor jeg har arbejdet i tre uger. Jeg behøvede at slappe af idet jeg vendte tilbage til Battle Creek, men det blev det ikke til; for nye byrder, af en vanskelig slags blev lagt på mig.   ret

Den 30. maj forlod vi Battle Creek på vejen til Williamsport. Vort tog var forsinket en og en halv time. På grund af den vedholdende regn måtte toget gå langsomt, så vi næste morgen fandt, at vi var tre timer forsinkede og ikke kunne rejse med det tog vi havde bestemt, til Elmira, N. Y. I Buffalo blev vi opholdt fem timer, og da vi endelig nåede til Elmira, fortalte man os, at det var umuligt at rejse til Williamsport, da broerne var bortskyllede og jernbanesporet aldeles ødelagt. Man fortalte os sluttelig, at det bedste, vi kunne gøre, var at forblive i Elmira, for det ville være mere bekvemt for os end noget andet sted. Vi gik derfor ud af toget i den tanke at forblive i Elmira. Vi var kun to damer, som rejste alene. Men efter nogle minutters eftertanke gik vi atter ind på toget og besluttede at gå så langt, som vi kunne. Vi håbede også, at beretningerne om jernbanens dårlige tilstand måtte være overdrevne. Halvanden mil fra Kanton standsede toget, da sporet var aldeles ødelagt, og drejede ind på et sidespor. Her blev vi stående hele dagen og sabbatten over, - og efter bestemmelsen skulle vi have været i Williamsport kl. fem fredag eftermiddag.   ret

Jeg måtte snart forlade sovevognen, da luften var meget trykkende. vi kunne nemlig ikke have vinduerne åbne på grund af den stærke regn, og vognen var fuld af mennesker, af hvilke nogle fordrev tiden med at spille kort og ryge tobak. Men vi fandt en ganske behagelig plads i passagervognen, hvor vi tilligemed en broder og hans familie, der var på rejsen til lejrmødet, kunne holde Herrens sabbat i ro. Selvom vi var ængstelige var vi ikke i stand til at lægge vore tanker over på Herren.   ret

Da vi ikke kunne komme længere, og kunne ikke besidde sovevognen, tænkte vi, at vi tre damer, kunne få lov til at gøre vort toilet i sove-vognens toilet, men da vi havde udtrykt vort ønske, sagde sovevognskonduktøren straks at det var imod reglerne, og kunne ikke tilstås. Denne mand virkede ikke til at have den mindste forståelse for vor vanskelige situation. Men vi er glade for at sige at dette er første gang at vi stødte på en sådan manglende beleven blandt vore mange rejser. Tidligere har vi altid mødt vogn-konduktører, som er parat til at hjælpe passagerer i ubehagelige omstændigheder. Konduktører har udvist taktfølelse, vist sig som gentlemen, og forsøgt at gøre det uundgåelige så behageligt så muligt. Dagkonduktøren var meget venlig og imødekommende, og hans høflige måde blev udvist i modsætning til sovevognskonduktørens helt ubehagelige optræden.   ret

Medens vi ventede på dette sted, passerede et ingeniørtog os, og snart var tyve mænd ivrigt i færd med at reparere banesporet. Om aftenen var sporet så vidt istandsat, at vi kunne gå videre til Kanton. Vi bevægede os meget forsigtigt fremad over den nybyggede vej, men erfarede snart at det var umuligt at komme længere end til Kanton med jernbanen, da oversvømmelsen havde bortskyllet alting foran sig.   ret

Det var umuligt for os at få underrettet vore venner om, hvor vi befandt os, eller i hvilken stilling vi var; for alle forbindelsesmidler med den øvrige verden var afskårne. Vi vidste, at de ville være urolige for os og havde derfor allerede i Buffalo telegraferet til Williamsport, at vi ville komme ved midnatstid; men vi var aldeles ikke sikre på, om telegrammet ville komme frem. Nu forsøgte vi igen at sende et telegram til Williamsport over New York, men fik det svar, at alle telegraflinier var afbrudt.   ret

Seksten mil fra Kanton var ti mennesker omkomne, og mellem Kanton og Williamsport var atten broer bortrevne. Mange huse og to store møller var blevet bortskyllede i dalen af den forfærdelige vandflod. I Kanton var man ivrigt i færd med at istandgøre vejen. En dæmning var revet bort, men blev erstattet ved en midlertidig bro, som toget kunne gå over. Men man sagde os, at det ville vare flere uger, før vejene kunne blive repareret lige til Williamsport. Broen i Kanton, som forbandt den ene del af byen med den anden, var ligeledes bortrevet, og hvad der før var en lille, rolig flod var nu en rasende strøm. En mand, som så, at en lade, der stod tæt ved strømmen, snart ville blive skyllet bort, vovede sig flere gange ind i den for at redde forskellige ejendele. Han blev advaret om faren, men vovede sig alligevel ind én gang for mange. Floden rev laden med sig, og manden druknede. Fem timer senere genfandt man hans livløse legeme. Medens vi ser på ruinens sceneri, lå han i sin ligkiste. Ak, hvor stærkt denne scene mindede om livets usikkerhed!   ret

Kyndige folk erklærede, at der ville hengå flere uger, før jernbaneanlægget kunne blive så vidt istandsat, at man kunne begynde at køre på det. Alle passagerne til Williamsport undtagen vort selskab bestemte sig til at vende tilbage til Elmira. Men vi besluttede ikke at vende om, før vi var overbeviste om, at vi havde gjort alt, hvad vi kunne for at komme frem. Senere hen erfarede vi, at vejen mellem Kanton og Elmira også var ufremkommelig, og at de passagerer, som havde begivet sig på tilbagevejen, måtte opholde sig på et sidespor indtil mandag.   ret

Vi lejede værelser på et hotel i Kanton og følte, at vi havde meget at være taknemmelige for. Vort liv var blevet sparet gennem mange farer. Efter sabbaten søgte vi at få hest og vogn, som kunne bringe os til Williamsport. Hotelejeren lovede at køre for os om mandagen, i fald vejene var fremkommelige. Williamsport ligger fyrre engelske mil fra Kanton. Men allerede søndag morgen sagde han til os, at det ville være den største dårskab at forsøge på at komme til Williamsport, før vejene var blevet istandgjorte. Det blev rapporteret at vejen mange steder var så udskyllet, at kun dybe render var tilbage, og andre steder var den fyldt op med murbrokker fra floden. Alle broerne, både små og store, var borte. Br. Rockwell fra Roaring Branch kom imidlertid med heste og vogn og hentede os til sit hjem, ti mil fra Kanton. I Roaring Branch har vi en lille menighed, og da brødrene og søstrene her var blevet forhindrede i at rejse til lejrmødet på grund af oversvømmelsen, ønskede de, at jeg skulle tale til dem tirsdag aften. Det var os under disse omstændigheder særdeles kært at møde sjæle med samme dyrebare tro som vi.   ret

Vejene var ikke så dårlige, som vi havde ventet; dog kunne vi overalt se mærker af den forfærdelige ødelæggelse. Ved Ralston var to store møller bort-revne tilligemed andre huse, og mange liv gået tabt. Skinnestykkerne var splittet ud af formen på en særlig måde.   ret

Vi mødte en ung mand, der var på vejen til Williamsport til fods, og han troede, at vi måske kunne komme til Williamsport, dersom vi rejste den vej, der gik langs bjergene; men vejen i dalen var aldeles ufremkommelig. Dette kunne synes at været et voveligt foretagende; men vi besluttede at forsøge, og tirsdag morgen begav vi os på vejen i en god vogn med to heste for og ledsagede af to brødre. Langs hele vejene var arbejdere i færd med at istandsætte vejen, udfylde fordybninger, bortrydde hindringer og bygge broer. Vejen var i en meget dårlig forfatning, men ikke absolut ufremkommelig, og vi besluttede at rejse så langt, vi kunne. Først når vi kom til en uoverstigelig hindring, ville vi vende tilbage til Roaring Branch, ikke før. Det har altid været mit princip at gå så langt, jeg kunne. Jeg har kørt over farlige veje i Colorado, men aldrig over nogen, der var værre end denne fra Kanton til Williamsport. Mit hjerte vente sig i bøn til Gud, at hans engle måtte gå foran os og bevare os fra ondt.   ret

Vi måtte flere gange sætte over floder, hvor broerne var borte, og andre vanskelige steder; men min sekretær og jeg selv fandt altid vej over en planke, og mændene ledede hestene forsigtigt nedover og opover de stejle bakker og skrænter. Vi fandt ud af at det sådan som hotelværten havde sagt: - på mange steder har der tidligere været en god vej hvor der kun var grøfter, medens der andre steder var fyldt med klippestykker, der ikke var jævnt fordelt, men i store bunker, som om de var fra vognlad langs vejen. Vi måtte i det hele gå flere mil på denne tur, og det syntes vidunderligt, at jeg kunne udholde rejsen, som jeg gjorde. Begge mine ankler brækkede for flere år siden, og siden den tid har jeg været svag til at gå. Lige før jeg rejste til Kansas, havde jeg forvredet en af mine ankler så slemt, at jeg i nogen tid måtte bruge krykke. Men på denne rejse følte jeg ingen svaghed eller smerte og kunne gå over de rå, glidende klipper.   ret

Et sted var vejen spærret foran os af et stort træ, som var faldet tværs over vejen, og ved forsøget på at køre over det brækkede vi vognakselen. Men vi havde været forsigtige nok til at tage redskaber og tove med for sådanne tilfælde, og ved hjælp af en tyk gren gjorde vi vognen i stand og kørte videre. Et andet stort træ, der blot delvis var faldet, spærrede vejen med sine tunge grene, hvilke vi måtte hugge af for at komme frem. Et tredje træ kunne vi hverken køre over eller hugge bort, men vi måtte lave en vej omring det. Ved veltilrettelagt kørsel, tog vi vore vej igennem skovene.   ret

Da vi var mange mil borte fra beboede steder, begyndte det at regne, lynet blinkede, og tordenen rullede; men vi kørte videre sytten mil ude at få et glimt af et beboet sted, og vi begyndte at nære alvorlig frygt for, at vi ville blive nødt til at overnatte ude i skoven, da det ville være forbundet med stor fare at forsøge på at køre i mørket. Men lige ved mørkets frembrud fik vi øje på den lille landsby Troat Run. Vi fandt den desværre fuld af tegn på ødelæggelse og ruin. Men vi fandt dog et tilflugtsted på et lille tysk hotel, hvis ejer sagde, at han nok kunne give os værelser og senge, men ingen mad, da de ingen havde. Men vi havde selv en god forsyning af fødemidler. Det var med nød og næppe, vi fik antændt en ild ved hjælp af nogle cigarkasser, men den var ikke stor nok til, at vi kunne få tørret vore våde klæder. Dog var vi glade over, at både vi selv og vore heste var kommet vel frem så langt.   ret

I Troat Run sagde man til os, at det var aldeles umuligt at køre videre. Vi kunne nok komme over floden i en båd, men hvordan skulle hestene og vognen komme over? Vi foreslog at bygge en flåde, hvorpå vi kunne tage vognen over og lade hestene svømme.   ret

Medens man gjorde disse forberedelser til at sætte os over, gik vi ud for at se på den hjemsøgte landsby. De, som aldrig havde været vidne til en sådan scene, kunne næppe tænke sig den. Stormfloden havde anrettet en frygtelig ødelæggelse. Huse, gærder, træer og genstande af alle mulige slags var kastet sammen til en eneste masse i dalen. Broer var bortrevne, veje bortskyllede, jernbanespor oprevne. Et hus blev udpeget for mig som en gang det smukkeste i byen; men nu var de rige, veldyrkede agre omkring det skjult af sand og oprevne træer. På det sted, hvor jeg stod, var sandlaget tre tommer tykt over det fremspirende korn. Den ødelæggelse, jeg her så, er det over min evne at beskrive.   ret

Efter tre timers forløb var flåden færdig og en båd skaffet til veje. Et tov blev bundet til flåden, hvorpå vognen var sat, og den blev halet over til den anden side af to mænd, som var roet over. Skælvende af frygt så vi den første hest svømme over; for undertiden syntes vandet at slå helt sammen over den. Da den skulle søge at stige op på bredden, kæmpede den så voldsomt med bølgerne, at den gled ud af det tov, som skulle lede den, og da bredden var meget stejl, ja næsten hvælvede sig over, fordi vandet havde skåret sig ind under, syntes det meget vanskeligt for den at få fodfæste. Det lykkedes den dog omsider at komme op. Den anden hest var større og roligere, og da en øvet rytter svømmede over med den, var det mindre vanskeligt for den at komme op. Da det ædle dyr steg op af vandet, kunne jeg ikke undlade at prise Gud højt, medens jeg græd som et barn. Vi blev nu roet over i en båd og snart sad vi atter i vognen på vejen til Williamsport.   ret

Alle disse tegn på hærgning og ødelæggelse rundt omkring os mindede os kraftig om de scener, som vil finde sted, når Kristus skal åbenbares. Hvor hurtigt tegnene på hans komme fuldbyrdes for vore øjne, men hvor få der er, som vil lade sig påminde om ødelæggelsen, som så hurtigt nærmer sig! Hvor få der er, som vil ydmyge deres sjæle, angre deres synder, tro på Kristus og blive frelst i det evige rige!   ret

Da jeg så mig om og så profetiernes opfyldelse, besluttede jeg at våge og bede mere end nogensinde og at lytte mere omhyggelig til Kristi røst. Jeg ønskede at forstå mere og mere af Guds evige sandheder, at gå fremad og opad og samle enhver lysstråle, Gud sender os, at jeg kan irettesætte, opmuntre og vække andre til tro, håb og kærlighed og blive et lys for alle, jeg arbejder for med tale eller pen. Hvor hurtigt vore dage svinder bort! Kristus siger til os: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!" Luk 19,42. "Vidste blot også du" - det er os, han tiltaler i disse ord. Han taler til sit folk, hvis sind er formørket, fordi de forkaster hans nåde. Medens de tror om sig selv, at de er rige og intet mangler, ved de ikke, at de er fattige og elendige, blinde og nøgne. Det er på tide, at Guds folk vågner! Det er på tide at komme til den himmelske købmand og købe af ham guld, lutret i ilden, og hvide klæder, at vi kan skjule vor nøgenheds skam - at erholde den himmelske øjensalve, at vi må se Guds forsyns styrelse og blive beredte til at modtage Kongernes Konge, når han kommer.   ret

Vi ankom til Williamsport onsdagen den 5. juni kl. 3 om eftermiddagen. Lejrmødet var begyndt den foregående dag. Jeg var meget udmattet både på sjæl og legeme som følge af vor besværlige og farefulde rejse; men dog taknemmelig for, at Herren havde holdt sin beskyttende hånd over os.   ret