Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 4. august 1874

Kristi fristelse (fortsat)

Kristus var kommet til verden for at tilintetgøre Satan og løslade bundne fanger. Med sit eget sejrende liv skulle han modstå Satans fristelser og give menneskene et eksempel de kunne følge. Så snart Jesus kom ud i ørkenen for at blive fristet, blev hans ansigt forandret. Herligheden fra Guds trone, som blev genspejlet i hans ansigt da himmelen åbnede sig og Faderens stemme forkyndte at dette var hans Søn, den elskede, som han havde behag i, var nu borte. Verdens syndeskyld lå tungt på hans sjæl, og ansigtet bar præg af en sorg og sjælesmerte som mennesker aldrig havde kendt. Han følte hvordan en uimodståelig skam af lidenskab havde fået frit løb i verden og påført menneskene ubeskrivelige lidelser. Appetit og lidenskab var i stigende grad blevet tilfredsstillet fra generation til generation siden syndefaldet, og menneskene havde til slut så lidt moralsk kraft at de ikke længere kunne sejre uden hjælp. På menneskenes vegne skulle Kristus sejre over appetitten ved at bestå en forfærdelig prøve på dette område. Alene skulle han vandre på fristelsens vej, og ingen måtte hjælpe, trøste og støtte ham. Han skulle udkæmpe en kamp mod mørkets magter.   ret

Fordi menneskene ikke havde nogen mulighed for at stå imod Satans fristelser, påtog Jesus sig denne opgave. Han har byrden for menneskene og vandt på deres vegne over appetitten. På deres vegne måtte han vise en selvfornægtelse, udholdenhed og principfasthed som var større end den forfærdelige sult. Han måtte have magt over appetitten som var stærkere end sulten, ja, stærkere end døden selv.   ret

Da Kristus bestod prøven på appetittens område, var han ikke som Adam i det smukke Eden, med genskinnet fra Guds herlighed på alt som omgav ham. Men han befandt sig ude i en trøstesløs ørken, omgivet af vilde dyr. Alt omkring ham var nedslående, og virkede frastødende på menneskenaturen. I sådanne omgivelser fastede han i fyrre dage og fyrre nætter, og han spiste ikke noget i de dage, og da de var gået, led han sult. (Luk 4,2). Han var afmagret på grund af den lange faste, og han var meget sulten. Han var værre tilredt end nogen mand og så ikke ud som et menneske.   ret

Sådan begyndte Kristus et liv i kamp for at besejre den mægtige fjende. Han bestod netop den prøve Adam ikke magtede. Hvis han sejrede, kunne han bryde Satans magt og befri menneskene fra syndefaldets skam og vanære.   ret

Alt gik tabt da Adam gav efter for appetitten. Frelseren, som var både Gud og menneske, tog Adams plads og gennemførte en frygtelig faste på næsten seks uger. Længden af denne faste er det stærkeste bevis på hvor syndig en forventet appetit er, og hvilken magt den har over mennesket.   ret

Som menneske gik Kristus ned til det laveste, af menneskelig elendighed. Han gjorde sig til et med det svage og faldne menneske. Som Guds Søn holdt han fast i Guds hånd. Men han har ikke menneskenes syndeskyld for at give dem anledning til at fortsætte i overtrædelse, det som havde sat mennesket i gæld til loven, en gæld Kristus selv måtte betale med sit liv. Kristi prøver og lidelser skulle hjælpe menneskene til at forstå hvilken stor synd de begik når de overtrådte Guds lov, og hjælpe dem til omvendelse og lydighed, og ved lydighed at blive godtaget af Gud. Hans retfærdighed ville blive tilregnet menneskene, og det ville give dem en så moralsk værdi for Gud, at deres forsøg på at holde hans lov kunne godtages. Kristi opgave var ved sin menneskelige natur at forsone mennesket med Gud og ved sin guddommelige natur at forsone Gud med mennesket.   ret

Så snart Jesu lange faste i ørkenen begyndte, var Satan der med sine fristelser. Han var klædt i lys og udgav sig for at være en engel fra himmelen, sendt for at trøste ham og fri ham ud af hans lidelse. Han prøvede at få Jesus til at tro at Gud ikke krævede af ham at han virkelig skulle gå igennem den selvfornedrelse og de lidelser han ventede at møde. Han sagde at han var sendt fra himmelen med det budskab at Gud kun ønsker at prøve om han var villig til at udholde alt dette.   ret

Satan forklarede Jesus at han bare behøvede og begynde på den blodbestænkte sti, og at han ikke behøvede at gå den. Ligesom Abraham skulle han blive prøvet for at vise om han ville være fuldkommen lydig. Han sagde også at han var den engel som standsede Abrahams hånd, da kniven var løftet for at ofre Isak. Nu var han kommet for at redde Jesu liv. Det var ikke nødvendigt for ham at udholde denne nagende hunger og så dø af sult. Han skulle hjælpe ham med at gennemføre en del af frelses planen.   ret

Guds Søn afviste alle disse besnærende fristelser. Han holdt fast ved sit fortsæt om, at han både efter ånden og efter bogstavet ville gennemføre planen i mindste detalje sådan, som planen var blevet lagt for at frelse faldne mennesker. Men Satan havde flere fristelser for at fange Jesus og få magten over ham. Hvis det ikke lykkedes med en, ville han forsøge med en anden. Han troede at han kunne klare det, fordi Kristus havde nedværdiget sig og blevet menneske. Han bildte sig ind, at hans forklædning som en engel ikke kunne gennemskues. Han lod som om han tvivlede på at Jesus kunne være Guds Søn, så udmagret som han var og så uhyggeligt som dette sted var.   ret

Kristus viste at han som menneske ikke kunne måle sig med himmelens engle i udseende. Satan fremholdt stærkt, at hvis Jesus virkelig var Guds Søn, måtte han kunne bevise at han havde en så ophøjet status. Han fristede Jesus på appetittens område. Han havde besejret Adam på dette punkt, og han havde magt over hans efterkommere. Ved tilfredsstillelse af appetitten havde han fået dem til at provokere Gud ved deres synd, indtil deres forbrydelser blev så forfærdelige at Gud udslettede dem ved vandfloden.   ret

Det var en direkte følge af Satans fristelser at israelitterne havde givet appetitten frie tøjler, og dermed blev de ledet til at begå store synder, nogle som førte til at de blev ramt af Guds straffedomme og omkom i ørkenen. Han mente at han skulle kunne klare og besejre Kristus på det samme område. Han fortalte Kristus at en af de frelste engle var blevet forvist til verden, og at Kristi udseende tydede på at han ikke var Guds Søn, men at han var denne faldne engel, og at det var forklaringen på at han var udhungret og havde et så forfærdeligt udseende.   ret

Dernæst gjorde Satan ham opmærksom på sit eget tiltalende udseende, klædt som han var i lys og med stor magt. Han hævdede at han var et sendebud som kom direkte fra Guds trone, og påstod at han havde ret til at kræve beviser for at Jesus var Guds Søn. Om det var muligt, ville Satan gerne lade være med at tro på det som blev udtalt fra himmelen da Jesus blev døbt. Han var fast besluttet på at besejre Jesus og om muligt sikre sit eget herredømme og sit liv. Hans første fristelse gjaldt appetitten. På dette punkt havde han næsten hele verden under kontrol, og hans fristelser over for Jesus var tilpasset sted og omstændigheder. Det gjorde fristelsen på appetittens område næsten overvældende.   ret

Kristus kunne have gjort et mirakel til fordel for sig selv, men det ville ikke have været foreneligt med frelses planen. De mange store gerninger i Kristi liv viser at han havde magt til at gøre mirakler, til bedste for en lidende menneskehed. Ved et mirakel gav han fem tusinde mennesker mad ved hjælp af fem brød og to små fisk. Dette viser at han havde magt til at gøre undere, og at han kunne have stillet sin sult. Satan bildte sig ind, at han kunne få Jesus til at tvivle på ordene som kom fra himmelen da han blev døbt. Og hvis han kunne få ham til at tvivle på at han virkelig var Guds Søn, og tvivle på ordene Faderen havde talt, ville han vinde en stor sejer.   ret

Han fandt Kristus alene ude i ørkenen, uden mad og med store lidelser. Omgivelserne var triste og trøstesløse. Satan antydede overfor Kristus at Gud ikke ville lade sin Søn være uden mad og udsat for så frygtelige lidelser. Han håbede at han skulle få Kristus til at miste tilliden til sin Far som havde ladet ham komme i denne håbløse situation ude i ørkenen, hvor der aldrig havde været spor af mennesker. Satan håbede at kunne så varig tvivl om Faderens kærlighed, og at Jesus, som var så nedtrykt og plaget af den forfærdelige sult, ville gøre et mirakel til fordel for sig selv, og unddrage sig sin himmelske Fars ledelse. Dette var virkeligt en fristelse for Kristus. Men ikke et øjeblik lod han den få plads i sit sind. Han tvivlede ikke et sekund på Faderens kærlighed, selv om han syntes at være knuget ned af ubeskrivelig smerte og angst. Satans fristelser var listigt udtænkt, men de rokkede ikke Guds Søns retskaffenhed. Hans tillid til sin Far var uændret.   ret

afsn nr:1PFG 267
afsn nr:1PFG 267
afsn nr:1PFG 268
afsn nr:1PFG 268
afsn nr:1PFG 268 EGW bibelkommentaren bind 5 side 1079
afsn nr:1PFG 268
afsn nr:1PFG 269
afsn nr:1PFG 269 EGW bibelkommentaren bind 5 side 1081
afsn nr:1PFG 269
afsn nr:1PFG 270
afsn nr:1PFG 270
afsn nr:1PFG 270
afsn nr:1PFG 270
afsn nr:1PFG 271