Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 6. august 1895

Guds bekendende folk havde adskilt sig fra Gud, og havde mistet deres visdom og fordrejet deres forståelse. De kunne ikke se på lang afstand; for de havde glemt at de var blevet renset fra deres gamle synder. De bevægede sig hvileløst og usikkert under mørke, og søgte at få erindringen om frihed, forvisning, og lykken i deres tidligere ejendom ud af deres tanker. De kastede sig ud i al slags formasteligheder og tåbelig vanvid, og satte sig selv i opposition mod Guds forsyn, og uddybede den skyld der allerede var kommet over dem. De lyttede til Satans anklager mod den guddommelige karakter, og fremstillede Gud som blottet for barmhjertighed og tilgivelse. Profeten skriver til dem og siger: "Ve det syndige folk, et folk der er læsset med skyld, en slægt af forbrydere, børn der volder fordærv; de har svigtet Herren, ladet hånt om Israels Hellige og vendt ham ryggen."   ret

Da Kristus kom ind i mørket, dækkede mørket jorden og tykt mørke over folket. Guds levende orakler blev hurtigt til et dødt brev. Guds rolige og lave røst kunne kun høres nogle gange af den mest helligede tilbeder; for den var blevet overdøvet og gjort tavs af mennesker dogmer, leveregler og traditioner. Præsternes lange og komplicerede forklaringer gjorde det som var enkelt og mest simpelt til noget mystisk, uklart og usikkert. Råbene fra rivaliserende sekter forvirrede forståelsen, og deres lære var langt borte fra den korrekte sandhedsteori . . . .   ret

Sandhed så ned fra himlen på menneskebørnene, men fandt sig ikke genspejlet; for mørke dækkede jorden, og tykt mørke folket. Hvis vildfarelsens mørke som skjulte Guds herlighed fra menneskenes øjesyn skulle spredes, sandhedens lys måtte skinne iblandt verdens moralske mørke. Det var dekreteret i Guds rådssamlinger at Guds enbårne søn måtte forlade Sin høje rang i himlen, og iklæde Sin guddommelighed med menneskelighed, og komme til verden. Ikke ydre glans fulgte i Hans spor, end den dydighed, barmhjertighed, godhed og sandhed; for Han skulle repræsentere verden for Guds karakters egenskaber; men verden, der ikke var vandt til at se sandheden, vendte sig fra lyset til vildfarelsens mørke; for vildfarelse var mere for deres forvanskede smag end sandhed va   ret

Jesus var den bedste lærer verden nogen sinde har kendt. Han fremstillede sandheden med klare, vægtige udtryk og de illustrationer han brugte, var af reneste og højeste kvalitet. Han blandede aldrig tarvelige symboler eller skikkelser ind i sin guddommelige undervisning, eller flirten med tilhørernes nysgerrighed eller underholdningstrang. Hellige sandheder trak han ikke ned på det vulgære plan. ..... Hans ord var de reneste og mest ophøjede. ..... Han slog ikke af på sandheden for at møde mennesket i dets faldne natur og sænkede ikke retfærdighedens standard for at tilpasse den dets fornedrelse; men han ydmygede sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors, for at kunne frelse den slægt, som blev fornedret ved overtrædelse. Det var ikke hans hensigt at afskaffe Guds lov ved sin død, men derimod at vise de hellige buds uforgængelighed. Det var hans hensigt at "løfte loven til højhed og ære", for at hver den, som ser på Golgatas kors med dets ophøjede offer skulle se det uimodsigelige bevis på lovens fuldkomne sandhed. .....   ret

Han reddede sandheden, den evige sandhed, fra vildfarelsens uædle selskab og bad den skimme frem i al sin klarhed og himmelske glans. Han ophøjede sandheden, for at den ligesom et lys skulle oplyse verdens moralske mørke. ..... Jesus gengav den forkastede sandhed sin kongelige værdighed og tildelte den sin sande betydning og ære. Kristus var selv sandheden og livet.   ret