Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 7. august 1900

Judas var en af de tolv; men han havde ikke stræbt efter at overvinde sine naturlige karaktertræk i overensstemmelse med det lys, der konstant skinnede på ham. Han havde høje tanker om sin lederevne og betragtede sig selv som værende bedre end sine meddisciple i økonomistyrelse. Han søgte hele tiden at ophøje sig selv, og ved sin forretningsevne havde han vundet tilliden hos de elleve… Han var ivrig efter at komme alt, hvad han kunne få fat i, i pengepungen; og når noget, som han ikke betragtede som værende vigtigt, blev købt, så ville han sige: Hvorfor denne ødselhed? Hvorfor blev det, det kostede, ikke lagt i den pengepung, jeg bærer for de fattige?   ret

Kristus irettesatte Judas ved at bifalde den handling, som Judas så strengt havde fordømt. Dette burde have bragt ham til fornuft. Han burde være blevet ledt til at undersøge sine motiver og til at bekende, at hans dom over Marias handling havde været forkert. Men hans tidligere erfaring havde ikke været en erfaring af anger og bekendelse. Hans snævre, selviske ideer var ofte blevet irettesat af Kristus på en generel måde. I sin undervisning havde Kristus fremstillet faren ved selviskhed og pengebegærlighed. [Luk. 12, 15.] Men Judas havde ikke fået gavn af den belæring, der blev givet. Han tog ikke imod Kristi ord i sit hjerte ved at indgravere dem i sin karakter… De ord, som Kristus talte, da han irettesatte ham for at kritisere Marias handling, nagede i hans hjerte. Han blev ikke ydmyget af irettesættelsen, men provokeret. Han sagde til sig selv: “Jeg vil hævnes for denne irettesættelse.” Han havde til hensigt at få en stor sum penge ved at forråde Kristus. Han tog direkte fra måltidet til ypperstepræsterne og samtykkede i at udlevere Kristus til dem. Præsterne var meget glade, og “de udbetalte ham så tredive sølvpenge. Og fra den stund søgte han en lejlighed til at forråde ham.”   ret