Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 8. august 1878

En appel til prædikanter

"Og Enok vandrede med Gud." Dette er sikkerhedens sti, for alle som bekender at følge Kristus, på men særlig måde for dem, som bekender at være vagtfolk på Zions mure. Jeg er dybt overbevist om at der må være større medynk hos dem, som underviser Guds sandhed. Dem som arbejder for sandheden i ord og lære bør nøje ransage sig selv for at rengøre og forbedre deres karakter. Mange studerer bøger for at udvikle sig i kundskab, medens de ikke bliver bekendt med dem selv. Kristus sagde, i bønnen, lige før hans forrådelse: ”Jeg helligører mig, så de også må blive helliggjort gennem sandheden.” Hvis prædikanten vil vise Kristus fuldkommen for dem han arbejder for, må han selv være fuldkommen. At blive fuldkommen ved Kristi fortjenester kræver megen meditation og alvorlig bøn.   ret

Jeg bedrøves over at høre at nogle prædikanter taler om Kristi liv og lære på en tarvelig måde, som om de fortæller om en stor verdensmands store livsbegivenheder. Når jeg hører dette hellige emne blive behandlet på en sådan måde, føler jeg en sorg som jeg ikke kan udtrykke; for jeg ved at selvom disse mænd er sandhedslærere, er de aldrig blevet bekendt med Kristus og lært af ham. Havde de et ophøjet syn på Jesus Kristus, ville de ikke udtrykke sig på det lave plan som de gør. De har ikke den højere tanke, giver dem et klart begreb om verdens Genløsers guddommelige karakter. De har en lille tro, en lille gudsfrygt, og nedgører hellighedens standart til niveau med deres egen snævre fatteevne. Dette får folk til at påskønne Kristi ophøjede karakter mindre.   ret

Det er ikke ualmindeligt at prædikanter, i deres prædikener, behandler Kristus som om han blot var et menneske ligesom dem selv. Som en regel disse?? tillægger sig selv, og som de må udføre. Selvom de af bekendelse er Kristi tjenere, har de ikke del i hans guddommelige natur; de er pakket ind i selvet, og ser ikke hellige ting.   ret

Kristi forkyndertjenere, som frembærer sandhedens budskab til mennesker, vil aldrig få nok i sig selv eller blive selvophøjede, hvis de har et korrekt syn på Kristi karakter og arbejde, menneskers frelsers ophavsmand. Den uværdighed, svaghed og ineffektivitet der er i deres egne anstrengelser, i modsætning til Guds evige søns anstrengelser, vil få dem ydmyge selvet og ikke have tillid til det, og vil få dem til sætte lid til Kristus efter styrke og effektivitet i deres arbejde. Lever man jævnligt i Kristus, med hans ophøjede karakter, og lever fuldt ud med tilstrækkelige fortjenester fra hans offer, styrkes længslen efter at være ligesom ham, og skaber hellig alvor i bøn, som gør længslen effektiv.   ret

Jeg ser at en stor reformation må finde sted i forkyndergerningen, før at det bliver til det, som Gud vil have det til. Prædikanter på talerstolen har ingen ret til at optræde som teater-skuespillere, og påtage sig egenskaber og udtryk der skal give en vis effekt. De er ikke på den hellige talerstol som skuespillere, men som undervisere i højtidelige sandheder. Der er også fanatiske prædikanter, som i deres forsøg på at prædike Kristus, stormer op, hujer, hopper op og ned og tramper på talerstolen foran sig, som om denne kropslige øvelse gavner noget. Sådanne tossestreger tillægger ikke de udtrykte sandheder nogen kraft, men tværtimod væmmes mænd og kvinder med den stille dømmekraft og ophøjede syn. Når mændene giver sig selv til forkyndergerningen, er det deres opgave at forlade al grovhed og støjende optræden, idet mindste væk fra talerstolen.   ret

Kejtede og besynderlige fagter kan ikke tolereres på livets almindelige vandringsvej; hvor meget mindre, skal de så kunne holdes ud i det helligste arbejde i evangelieforkyndelsen. Prædikanten bør opelske nåde, belevenhed og dannede manér. Han bør føre sig selv i en stille værdighed, der passer sig for hans høje kald. Højtidelighed, en vis gudfrygtig myndighed, blandet med sagtmodighed, bør karakterisere hans optræden, som en lærer af Guds sandhed. Prædikanter bør ikke praktisere anekdotefortællinger bag talerstolen, det forringer kraften og højtideligheden i den sandhed der bringes. Det er stærkt kritisabelt at fortælle anekdoter eller hændelser som skaber latter, eller en let tanke i tilhørernes sind. Sandhederne bør iklædes en kyskhed og renhed og i ophøjet sprog; og illustrationerne bør være af denne karakter.   ret

Den prædikant som har lært af Kristus vil altid være bevidst om at han er en Guds budbringer, hvervet af Ham til at gøre et arbejde både for tid og for evighed. Det bør ikke være nogen til del at påkalde sig selv, hans lærdom eller hans evner nogen opmærksomhed. Men hans fulde mål bør være at bringe syndere til anger og pege dem, både ved forskrift og eksempel, hen til Guds Lam der bærer hele verdens synd. Selvet bør skjules i Jesus. Sådanne mænd vil tale som dem, der er bevidst om kraften og autoriteten fra Gud, og er et talerør for Ham. Deres prædikener vil have en alvor og en glød, som vil lede syndere til at se deres tabte tilstand, og tage tilflugt i Kristus. Disse prædikanter vil have del i den sympati og kærlighed, der flyder fra Kristus, det store kildeudspring, og sjæle vil berøres af deres ord, fordomme vil smelte bort, og syndere vil omvendes.   ret

Var evangelieforkyndelsen det som den burde og skulle være, ville underviserne i Kristi sandhed arbejde i harmoni med englene; de ville være i samarbejde med deres store lærer. Der er for lidt bøn iblandt Kristi prædikanter; og for megen selvophøjelse. Der er for lidt gråd mellem forhallen og alteret, og råb: »Herre, spar dog dit folk! Overgiv ej din arv til skændsel!” Der holdes for mange langt overvejende doktrinære prædikener, uden en gnist af åndelig iver og kærlighed for Gud. Der er for mange gestikulationer og fortællinger af humoristiske anedokter bag talerstolen, og der siges for lidt om Jesu Kristi kærlighed og medfølelse. Det er ikke nok at forkynde til mennesker; vi må bede med dem og for dem; vi må ikke holde os selv på kold afstand fra dem, men komme i sympati, tæt til de sjæle vi ønsker at redde, besøge dem og tale med dem. Den prædikant som fører arbejdet uden for talerstolen på en proper måde, vil udrette ti gange mere end ham der indskrænker sit arbejde til talerstolen.   ret

Kristus er hele tiden i forbøn med himlen for de stakkels syndere på jorden; hvis prædikanter vil samarbejde med ham, må gøre det arbejde på jorden, som svarer til det deres Mester gør i himlen. Jesus åbnede Himlens porte for os, og vi må gå i forbøn for nådens trone, løfte hellige hænder op uden vrede og tvivl, og bære deres sag frem, som vi arbejder over for Gud. Vi kan se himlene åbne sig, og Guds forherligede Søn, vor frelses Ypperstepræst, gå i forbøn for syndere. Doktrinære prædikener bør være velsmagelig med Frelserens døende kærlighed for mennesker. Dette vil gøre den udtalte sandhed ti gange mere effektiv. Lad jeres eget hjerte fyldes med Guds ånd og Kristi kærlighed, og lad så jeres tilhørere føle at I værdsætter dybt deres farer, og at I bør endog ofre livet, om nødvendigt, for at vende jeres fødder fra fortabelsens sti til livets og fredens sti. Dem som glemmer selvet, og alene stoler på Gud for at frelse syndere, vil få den guddommelige billigelse, og frugten af deres arbejde vil tælle herligt under sjælehøsten.   ret

Prædikanttjenere bør hele tiden bøde, de bør vandre med Gud i ånd, ligesom gamle Enok gjorde. Det guddommelige lys skinner på deres ansigt, og vil i deres ord, oplyse de sandheder, de udtrykker, og de uendelige barmhjertighedsrigdomme, og Genløserens bundløse kærlighed, vil være temaet i deres hjerter. Den glød og alvor som karakteriserede Kristi arbejde bør også kunne ses i prædikanttjenernes møje. Deres hjerter bør underlægges og fyldes med Frelserens kærlighed, hvis de vil bryde fordomme og smelte deres kulde som lytter til deres ord. Det er sjældent at nyomvendte rejser sig i åndelighed over deres prædikanters niveau. Hvor vigtigt er det da ikke, at de lærere jævnligt bør sætte deres lid til Gud, og finde ud af hvor hans guddommelige kraft manifesterer sig i deres arbejde; så de er sagtmodige, åndeligt sindede, og hele tiden i samfund med himlen. Så vil dem der er blevet omvendt ved deres arbejde, få del i deres ånd, og kappes om deres nådegaver.   ret

Guddommelig kraft vil alene kunne nå og smelte synderens hjerte, og bringe ham, angerfuld, til Kristus. Hverken, Luther, Melancthon, Wesley, Whitefield, eller nogen anden stor reformer og lærer, kunne have fået en sådan adgang til hjerterne af sig selv, og udrette så store resultater som disse mænd gjorde. Men Gud kunne tale igennem dem. Mennesker mærkede påvirkningen af en overlegen kraft, og gav sig ufrivilligt efter for den. Sandhedens prædikanttjenere bør altid repræsentere Kristi liv og lære; så vil de få kraft over menneskernes hjerter.   ret

Jeg føler mig tvunget til at sige at prædikanterne har store mangler i deres arbejde, og i deres åndelige mål. Gud er parat til at give sin nåde over dem, alligevel fortsætter de dag for dag, og har en kold og norminel tro, præsenterer sandhedens teori, men uden den vitale styrke som kommer fra en forbindelse med Himlen, og som vil sende det forkyndte ord hjem i menneskenes hjerter. Måtte Gud vække prædikanter fra deres lunkne tilstand! Oh, om deres læber måtte berøres af et levende kul fra alteret, så de med hjertefølt bebrejdelse, advarsler og tårer, søger at vække fortabte sjæle til en fornemmelse af deres fare. Det er frygteligt at beskue den kødelige sikkerhed, som tager sjælene i besiddelse. Når sandhedens tjenere sover halt over deres gerninger, går sjæle tabt omkring dem i mørke og vildfarelse.   ret

Kristi forkyndertjenere: Søg med jeres egne sjæle glødende af kærlighed til Gud, og kærlighed til jeres medskabninger, at vække mennesker fra dødens sløvhed. Lad jeres hjerter og sind være gennemsyret med ånden i jeres arbejde. Lad jeres indstændige bønner og alvorlige advarsler, gennembore synderens ører. Lad jeres inderlige bønner og bebrejdelser smelte hans isnende hjerte, og få ham til at gå sønderbrudt til Frelseren. Der påhviler jer, som Kristi ambassadørere, hellige pligter: forkynde frelsens budskab til en fejlende verden. Kun få i forkyndertjenesten har den rette påskønnelse af deres tunge ansvar. De går ligeglade i gang med deres hellige arbejde, og det er som den blinde der leder den blinde. Kristi prædikanttjenere, Vil I vågne op over for jeres pligter over for Gud, og for jeres medmennesker? I tilhører ikke jer selv; I tilhører Gud; jeres Genløser betalte pinslens og blodets pris for jeres genløsning, og han gør nøje og hellige krav på jer, og kræver jeres fulde samarbejdsvilje med ham i frelsesarbejdet. Han har ret på alle jeres kræfter, jeres midler, og jeres tid, og han forlanger jeres evner i fuldt omfang, til jeres tjenesteydelser. Han vil bruge dem til sin ære, og for sjæles frelse. I vanærer ham hvis I ikke hele tiden vokser i nåden, og i kundskab til sandheden.   ret

Uanset hvilke lidelser og trængsler I afkræves at bære, bør I ikke lade den mindste knurren udgå fra jeres læber. I bør genspejle det som himlens majestæt udholdt langt mere for jeres skyld, end det overhovedet kan forlanges af jer at bære. Han har genløst jer med sin bundløse barmhjertighed, med sin blod, og pinsler og død. Når Mesteren kalder jer: ”Gå ud og arbejd i min vingård,” så lad ikke noget selvisk ønske, ingen verdslig ærgerrighed eller udsigter, holde jer fra øjeblikkelig, glædelig og ubetinget lydighed. Evangelietjenerens liv bør være en levende fremstilling af Kristi liv. Kristenheden som vises i liv og karakter, som udstråler i guddommelig elskelighed fra ansigtet og i enhver handling, er en kraft som vil tiltrække syndere til Frelseren, og fordrive tvivlen og mistillidens triste skygger. Det fordærv som eksisterer i forkyndergerningen har dannet tusinde hedningene. Når mennesker ser kristendomsbekendende læreres selviskhed og synd, er de tilbøjelige til at miste tillid til kristendommen selv.   ret

Gud kalder på prædikanter som accepterer hans sandhed, og i hans navn frembærer det højtideligste budskab der nogen sinde er givet til verden, at løfte bibelsandhedens standard, og eksemplificere dens forskrifter i deres daglige liv. En sådan handlemåde vil henrykke mange til tro, som har forskanset sig selv bag hedenskabets brystværn. Indflydelsen fra en sand kristen karakter, er ligesom sollysets glade stråler der borer sig frem til mørkestedernes fjerneste afkroge, som de ikke får lov at indtage. Det lys der strømmer fra den sande kristne prædikanttjeners eksempel, bør ikke være stødvis eller usikkert ligesom lynene fra en meteor, men det bør have de himmelske stjerners rolige og stadige udstrålning.   ret

Kristi prædikanttjener bør omkredses af en atmosfære af åndeligt lys, fordi han er forbundet med verdens lys, og vandrer med Kristus, som er verdens lys. Argumenter kan modbevises; overtalelse og inderlige bønner kan foragtes; de mest veltalende appeller, støttet af logikkens kulde, kan ignoreres. Med en levende karakter af retfærdighed, en daglig fromhed i alle livets henseender, en bekymring for synderen hvor det måtte være, sandhedens ånd brændende i hjertet, der udstråler fra ansigtet, og ånder fra læberne i alle ord, udgør en prædiken som er hård at modsætte sig eller sætte til side, og som får Satans fæstningsværker til at skælve. Prædikanttjenere som vandrer med Gud, er iklædt himlens fulde rustning, og sejren følger med deres anstrengelser.   ret

Prædikanttjenere som arbejder effektivt for sjæles frelse må både være bibelstuderende, og bønnens mænd. Det er en synd for dem, der prøver at undervise i ordet for andre, at selv forsømme studiet. Alle som føler værdi for sjæle, vil fly til sandhedens fæstning, hvor de får visdom, kundskab, styrke og guddommelig kraft, til at udføre Guds værker. De bør ikke hvile uden den hellige salvelse oven fra. For meget står på spil for dem, at det er forsvarligt at være ligeglad med deres åndelige vækst. Kristi tjenere, jeres kulde, jeres manglende bøn, iver og himmelske visdom, må svinge vægten med en sjæl, og sende den til fortabelse. I sandhedsbudbringere, I kan ikke tillade jer at være ligeglade i disse sidste dage! Vore fødder er på grænsen til den evige verden, og ethvert øjeblik i prøvetiden er mere dyrebar end guld.   ret

Kristi prædikanttjenere som Gud har gjort til forvaltere af hans lov, I har en upopulær sandhed. I må bære denne sandhed til verden. Der må gives advarsler til mennesker for at brede sig til denne store Guds dag. I må nå dem hvis hjerter er forhærdet af synd og verdenskærlighed. Stadige og inderlige bønner, og alvor for at gøre godt, vil bringe jer i samfund med Gud; jeres sind og hjerte vil opsuge en fornemmelse af evige ting, og den himmelske salvelse, som udspringer af forbindelse med Gud, vil udgydes over jer. Det vil give jeres vidnesbyrd kraft til at overbevise og omvende. Jeres lys vil ikke være usikkert, men jeres sti vil være oplyst med himmelsk klarhed. Gud er almægtig, og himlen er fuld af lys. I skal kun bruge de midler, som Gud har givet jer magt, for at få den himmelske velsignelse.   ret

Bed uden ophør. I er en smag af liv til liv, eller af død til død. I har en forfærdelig ansvarsbetynget stilling. Jeg beder jer indstændigt at genløse tiden. Kom meget nær til Gud i bøn og I vil være som et træ der plantes ved vandenes flod, hvis blade altid er grønne, og hvis frugt viser sig i rette stund. Kristi tjenere, I behøver guddommelig kraft, som Gud er villig til at give jer uden knaphed, når grundtegningen hviler på ham. Gå kun til Gud, og tag ham på hans ord, og lad jeres gerninger understøttes af levende tro på hans løfter. Gud forlanger ikke velformulerede bønner og logisk tænkemåde af jer; men kun et ydmygt og brødebetynget hjerte, klar og villig til at lære af ham. Den bedende prædikanttjener, som har levende tro, vil have de tilsvarende gerninger, og store resultater vil følge med hans arbejde, på trods af jordens og helvedes kombinerede forhindringer.
”Oprejs til et højt arbejde og hellig kærlighed,
  Og så skal du kende en engels lykke;
Skal velsigne jorden; medens verden der oppe,
  Det gode skal begynde, ved jer skal flyde ud
  Hos mange en udskydende strøm, og bredere vækst
Det frø som i disse få og flygtige timer
  Dine hænder sår bredt og ubekymret,
Skal dække din grav med uvisnelige blomster
Og give guddommelige frugter i himmelens udødelige kamre.”   ret