Review and Herald d. 14. august 1888
I må ikke lukke jer inde i jer selv og være tilfredse, fordi I er blevet velsignet ved at lære sandheden at kende. Hvem bragte jer sandheden? Hvem viste jer lyset i Guds ord? Gud har ikke givet jer sit lys, for at I skal sætte det under en skæppe. Jeg har læst om en ekspedition, der blev sendt ud for at søge efter Sir John Franklin. Modige mænd forlod deres hjem og strejfede om ved søerne oppe nordpå, hvor de led savn, sult, kulde og nød. Og hvorfor gjorde de det? Blot for at opnå den ære at have fundet de opdagelses-rejsendes døde kroppe, eller om muligt at redde nogle af deltagerne fra den frygtelige død, som visselig ville ramme dem, hvis hjælpen ikke nåede frem i tide. Kunne de blot redde en mand fra at omkomme, ville de have regnet det lidelserne værd. Dette skete ved, at de ofrede al deres behagelighed og lykke. Tænk over det, og betænk så, hvor lidt vi er villige til at ofre for dyrebare sjæles frelse. Vi tvinges ikke bort fra vort hjem og ud på en lang og trættende rejse for at redde et menneske, som er ved at omkomme. Lige i vor nærhed, overalt omkring os, alle vegne er der sjæle at frelse, sjæle, som er ved at gå fortabt, mænd og kvinder, som er uden håb og uden Gud og dog bekymrer det os ikke, i virkeligheden siger vi med vore handlinger, om ikke med ord: "Skal jeg vogte min broder?" Disse mænd, som satte livet til under forsøget på at redde andre, bliver af verden lovprist som helte og martyrer. Vi, som har håb om evigt liv, hvordan burde vi ikke føle det, dersom vi undlader at bringe de små ofre, Gud kræver af os for at frelse vore medmennesker? ret
| afsn nr:3 | I mesterens tjeneste 113 |