Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 15. august 1893

Betragt Kristi fuldkommenhed, ikke menneskets ufuldkommenhed (konkluderet)

( konkluderet .)
Mange har forladt fremmede lande, og er kommet til Amerika for at få en erfaring og en uddannelse. Nogle har ikke vendt sig fra det formål de kom for, på grund af den tilsynelandende fuldkomne tro hos brødre. Deres tro er ikke blevet rystet fordi de fandt dem blandt disciplen som ikke var sande. De fandt brødre som var sande og oprigtige, Guds elskelighed, hvis ord var visdomlige ord, hvis hjerter var ydmyge, som vandrede lyset, ligesom Kristus er i lyset. Disse elever blev ikke vendt bort fra deres fortsæt eller mistede modet. De kom for at lære sandheden, som de skulle helliges igennem, og samlede vidtspændte og nødvendige kendsgerninger i sindets forrådshus, som var af livsvigtig betydning. De studerede doktrinerne, og fandt sandhedskæder der var dyrebare som juveler, der hang på guldtråde. Kristus, hans karakter og arbejde, er centeret og periferi for al sandhed, han er den kæde som lærdommenes juveler er kædet til. Hos ham findes det fuldstændige sandhedssystem.   ret

Eleverne må vandre i al ydmyghed, og lægge selvet under Guds disciplin. De må vandre i al ydmyghed, og sætte selvet under Guds disciplin. De må arbejde med Kristus, center for sandhed, og ved tro på ham vinde frelse for deres sjæle. Levende tro vil blive tydelig med en Kristus-lignende karakter, og i fuldkommen lydighed mod alle hans krav.   ret

Kristi visdom var uendelig og dog fandt han for godt at tage imod Judas, skønt han vidste, at hans karakter var ufuldkommen. Johannes var ikke fuldkommen og Peter fornægtede sin Herre; og dog var det disse mænd, der stiftede de første kristne menigheder. Jesus antog dem, for at de af ham kunne lære, hvad en fuldkommen kristen karakter er. Forretningsgangen hos enhver kristen er at studere Kristi karakter. De lektier som Jesus gav sine disciple harmoniserer ikke altid med deres ræsonnementer. Der var en umådelig modsætning mellem de sandheder som han lærer, som når op til himlen og omfattes af evighed, og de ting som beskrives i det almindelige, timelige og jordiske liv. Verdens genløser har altid søgt at føre sindet fra det jordiske til det himmelske. Kristus underviser hele tiden disciplene, og hans hellige lektier har en formende indflydelse på deres karaktertræk. Judas var den eneste, der ikke lod sig påvirke af det guddommelige lys. I sit ydre var han retfærdig, og han dyrkede han sin tendens til at anklage og fordømme andre. Han kom til Kristus i den samme ånd som den unge mand der havde mange ejendomme, og som spurgte: »Gode mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? ingen er god uden én, nemlig Gud. Du kender budene: Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; du må ikke røve; ær din fader og din moder.« Han sagde til ham: »Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min ungdom af.« Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: »En ting mangler du; gå bort, sælg alt det, du har, og giv det til de fattige, så skal du have en skat i Himmelen; og kom så og følg mig!« Med dette forlangende rørte Jesus pinen – pletten på hans hjerte - selviskhed og ergærrighed. ”Men han blev ilde til mode over det ord og gik bedrøvet bort; thi han havde meget gods.” Judas kom til Jesus i den samme selvretfærdighed; og hvis han havde spurgt: ”Hvad mangler jeg mere?” ville Jesus havde svaret: ”Hold budene.” Judas var selvisk, ergærrig, en tyv, og alligevel blev han regnet blandt disciplene. Han manglede karakter, og han praktiserede ikke Kristi ord. Han forhærdede sin sjæl, så den modstod sandhedens indflydelse og mens han kritiserede og fordømte andre, forsømte han sin egen sjæl og plejede og styrkede sine medfødte, onde karaktertræk, indtil han var så forhærdet, at han solgte sin Herre for tredive sølvpenge.   ret

O, lad os opmuntre vor sjæl til at se på Jesus! Fortæl alle hvor farlig det er at forsømme sin egen sjæls evige helbred, ved at se på andres syge sjæle, ved at tale til den utænkelige karakter der er i dem, der bekender sig til det Kristne navn. Sjælen kommer ikke til at ligne Kristus mere og mere ved at beskue det onde, men til at ligne det onde som den ser. Den samme kærlighed til selvet, den samme overbærenhed over for selvet, den samme hastværk af ånden, det samme irritation af temperamanget, den samme følsomhed og stolthed af meninger, den samme uvillighed til at modtage råd, den samme utilfredse, uafhængige dømmekraft, vil komme til udtryk hos dem der kritisere som i dem de kritiserer. De vil handle som om de ikke har Kristus som deres forbillede og eksempel. O, hvor meget behøver vi ikke være på vagt overfor Satans list!   ret

Apostlen skriver om Guds udvalgte folk, og siger: ”Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen. I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde.” Derefter følger en opremsning af de synder som sårer Guds Ånd; og apostlen siger atter: ”Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder! Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem. Derfor, mine elskede, fly afgudsdyrkelsen! Jeg taler til jer som til forstandige; døm selv om det, jeg siger.”   ret

Det er ikke ualmindeligt at se ufuldkommenhed hos dem, der arbejder inden for Guds værk. Tag ud på et sted hvor der er en stor kirke, hvor der står vigtige interesser på spil, ligesom i Battle Creek, og der kan vi se Satans dybe sammensværger; men dette bør ikke ledes os til at dvæle ved deres ufuldkommenheder, som giver efter for hans fristelser. Ville det ikke behage Gud mere; hvis vi så på, hvor mange sjæle der tjener Gud og forherliger og ærer ham med deres midler og evner? Ville det ikke være bedre at se på Guds mirakuløse kraft til at forvandle arme syndere, som er blevet fuld af moralsk besmittede, som blev forandrede så at de ligner Kristus i karakter, har del i guddommelig natur, undflyet fordærvet i verdens lyster?   ret

Vi er en del af menneskehedens store væv. Vi forvandles og kommer til at ligne det, vi dvæler ved. Hvor er det da vigtigt ud fra den betragtning at åbne vore hjerter for det, der er sandt og smukt og har godt ry. Lad Retfærdighedens Sol komme ind i dit hjerte. Giv ikke en eneste bitter rod grobund, så de kan spire op, og mange besmittes. De ugunstigste omstændigheder som har udviklet sig i Battle Creek eller andre steder skulle ikke gøre os forvirrede og nedslåede. Det er Herrens hensigt, at alt, hvad vi ser af menneskelig svaghed, skal få os til at se hen til ham, så vi ikke i noget tilfælde sætter vor lid til mennesker og stoler på denne verden. Lad os huske, at vor store ypperstepræst går i forbøn foran nådestolen på vegne af sit genløste folk. Han lever altid for at gå i forbøn for os. “Synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.” Jesu blod går i forbøn med kraft og virkningsfuldhed for dem, der er frafaldne, for dem, der er oprørske, for dem, der synder imod stort lys og kærlighed. Satan står ved vor højre side for at anklage os, og vor Talsmand står ved Guds højre side for at gå i forbøn for os. Han har aldrig tabt en sag, der er blevet ham betroet. Vi kan stole på vor Talsmand; for han bønfalder med sine egne fortjenester på vore vegne. Hør hans bøn før hans forræderi og retssag. Lyt til hans bøn for os; for han havde os i sinde. Han vil ikke glemme sin menighed i fristelsens verden. Han ser på sit prøvede og lidende folk og beder for dem. Lad ethvert ord blive indgraveret på sjælens tavler. Han siger: “ Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de nå være ét ligesom vi. . . . . Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. . . . . Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden,” så de må få del med mig i selvfornægtelse, selvopofrelse og i mine lidelser. Ja, Han beskuer Sit folk I denne verden, som er en plaget verden, og at hjemsøges og ødelægges af forbandelsen, og [Han] ved at de behøver alle guddommelige ressourcer for Hans forståelse og Hans kærlighed. For vor skyld har vor Forløber gået ind for forhænget, og alligevel har han med kærlighedens og sandhedens gyldne kæde, har Han kædet Sit folk i den tætteste sympati.   ret

Han går i forbøn for de mest beskedne, de mest fortrykte og lidende, for de mest prøvede og fristede mennesker. Med oprejste hænder beder han: ”Jeg har indgraveret jer på mine håndflader.” Gud elsker at høre svarerne på Sin Søns forbøn. Paulus skriver (Hebr. 4,14-16): ” Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast ved bekendelsen! Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”   ret

Se, oh se på den åbne dør som Gud har åbnet, og intet menneske kan lukke. Jesus Kristus har han ophøjet til en Fyrste og en Frelser, der giver Israel omvendelse og syndstilgivelse; og vil han så ikke give os alle disse kostelige nådegaver gratis? Det fulde løfte er vort; Gud vil ikke forfalske sit ord. Jesus siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer trøsteløse: jeg vil komme til jer.” Adskil ikke din sjæl fra Gud ved vantro og upålidelighed. Tro kun, vær kun ordets gører, og du må være i stand til at røre al udvikling for hans væremåde. Du er et med Kristus, ligesom han er et med Faderen. Om sine efterfølgere bad Jesus: ”Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse.” O hvilken bøn! Hvilken øm, uudtrykkelighed indeholdes i denne anmodende bøn! Vort levende Overhoved længes efter at få medlemmerne i hans legeme knyttet til sig. De havde fællesskab med ham i hans lidelser, og han vil ikke være tilfred med mindre at de har fællesskab med ham i hans herlighed. Dette hævder han som sin ret. Johannes skriver om Kristi majestæt i sin visdom på Patmos, og siger: ”Og jeg vendte mig om for at se, hvad det var for en røst, der talte med mig; og da jeg vendte mig, så jeg syv guldlysestager og midt imellem lysestagerne en, som lignede en menneskesøn, klædt i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt, som hvid uld, som sne, og hans øjne som flammende ild; og hans fødder lignede skinnende malm, når den gløder i ovnen; og hans røst var som mange vandes brusen; i sin højre hånd havde han syv stjerner, og af hans mund udgik et tveægget, skarpt sværd, og hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft. Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder; og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets nøgler.”   ret

O, hvorfor er menneskeagenter så hurtige til at give efter for fristelse? Hvorfor er de så tvivlrådige, så svage at praktisere Guds ord? Hvorfor er de næsten uden handling? Hvorfor er Jesu herlighed så tåget at se? Hvorfor erkendes hans dyrebarhed så lidt, hans kærlighed så ufuldkommen at erfare? Lad vor bøn være: ”Herre, vis mig din herlighed.” Hvis vi ser Genløserens tro på jorden, skal vi se den i dens fylde i himmelen der oppe.   ret