Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 18. august 1874

Kristi fristelse (Fortsat)

(Fortsat) Jesus nedlod sig ikke til at forklare for sin fjende hvordan han var Guds Søn, og på hvilken måde, som sådan, han skulle handle. På en forhånende måde, henviste Satan til den svaghed og det ugunstige udseende Kristus havde lige nu, i modsætning til hans egen styrke og herlighed. Han spottede Kristus for at han var en fattig repræsentant for engle, meget mere end deres ophøjede Befalingsmand, den anerkendte Konge i de kongelige sale. Hans nuværende udseende indikerede at han var svigtet af Gud og mennesker. Han sagde at hvis Kristus virkelig var Guds Søn, havde himlens Monark, magt der er lige med Gud, og han ville give ham bevis for at udføre miraklet, og ændre stenene lige foran hans fødder til brød, og stilne sin sult. Satan lovede at, hvis Kristus ville gøre dette, ville han straks opgive sit krav på overlegenhed, og at kampen mellem ham selv og Kristus være til ende for evigt.   ret

Kristus viste ingen interesse for Satans forhånende spot. Han blev ikke provokeret til at give beviser på hans magt. Han bar sagtmodigt sine forhånelser uden at gøre gengæld. De ord der blev talt fra Himlen ved hans dåb var meget dyrebare, og beviste for ham at hans Fader anerkendte de skridt han tog i frelsens plan, som menneskets stedfortræder og sikkerhed. Himlenes opåbning, og en himmelsk due kom ned, var forsikringen om at hans fader ville forene sin magt i himlen med sin søns magt på jorden, for at befri mennesker fra Satans kontrol, og at Gud accepterede Kristi arbejde med at kæde jorden til himlen, og begrænsede mennesker til den ubegrænsede.   ret

Disse tegn, som han fik fra sin Fader, var uudtrykkeligt dyrebare for Guds søn i alle hans hårde lidelser, og forfærdelige kamp med den største oprører. Imedens han udholdt Guds prøve i ørknen, og gennem hele hans forkyndergerning, havde han intet at gøre, med at overbevise Satan om sin egen kraft, og om at han er Verdens Frelser. Satan havde tilstrækkelige beviser om hans ophøjede stade. Hans uvillighed mod at tillægge Jesus den ære der passede ham, og vise underkastelse som en underordnet, modnedes til et oprør imod Gud, og lukkede ham ude af Himlen.   ret

Det var ikke en del af Kristi mission at udøve sin guddommelige kraft for sin egen gavn, eller lindre ham selv fra lidelser. Dette havde han frivilligt taget på sig selv. Han havde indvilliget i at påtage sig menneskenaturen, og han skulle lede de gener, og sygdomme og pinsler som menneskefamilien led. Han skulle ikke udføre mirakler på egen regning. Han kom for at frelse andre. Formålet med hans mission var at bringe velsignelser, og håb, og liv til forpinte og fortrykte. Han skulle bære den lidende menneskeheds byrder og sorger.   ret

Selvom Kristus led den stærkeste sultesmerte, modstod han fristelserne. Han tilbageviste Satan med Skriften, det samme han gav Moses i ørknen, for at gentage for det oprørske Israel, da deres kost blev afgrænset, og de skreg efter kødmad. ”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af ethvert ord der udgør af Guds mund.” I denne erklæring og også i hans eksempel, ville Kristus vise mennesker at sult efter timelig mad ikke var den største ulykke der kunne komme over ham. Satan indbildte vore første forældre at spise af frugten af livets træ som Gud havde forbudt dem, ville bringe dem meget godt, og ville sikre dem imod den, det stik modsatte af den sandhed som Gud havde erklæret for dem. ”Men af kundskabens træ mellem godt og ondt, skal du ikke spise af; for den dag du spiser deraf skal du visselig dø.” Hvis Adam havde været lydig, ville han aldrig have kendt til mangel, sorg ej heller død.   ret

Hvis menneskene som levede før syndfloden havde rettet sig efter Guds ord, ville de være blevet bevaret, og de ville ikke være omkommet i vandfloden. Hvis israelitterne havde været lydige mod guds ord, ville han på en særlig måde have velsignet dem. Men de faldt fordi de tilfredsstillede appetitten og sanseligheden. De ville ikke være lydige mod Guds ord. Ved at tilfredsstille en forvent appetit blev de ledt ud i mange og forfærdelige synder. Hvis de havde sat Guds bud først og ladet deres fysiske behov komme i anden række, og ydmygt godtaget Guds valg af mad for dem som det bedste, ville ingen af dem være omkommet i ørkenen. De kunne have slået sig ned i det frugtbare Kananes land som et helligt og sundt folk, og ingen i deres stammer ville være snublet.   ret

Verdens frelser blev gjort til synd for menneskene. Som menneskets stedfortræder kunne Kristus ikke benytte sig af sin magt som Guds Søn. Han stillede sig på lige fod med menneskene. Han måtte møde fristelserne som et menneske, på menneskenes vegne, og under særdeles vanskelige forhold give et eksempel på tro og fuldkommen tillid til sin Far i himmelen. Kristus vidste at hans Far ville give ham mad når det var rigtigt at gøre det. Selv om sulten ikke var til at holde ud i denne forfærdelige prøve, kunne han ikke for tidligt gøre prøven mindre hård ved at benytte sin guddommelige magt.   ret

For at hjælpe sig ud af angst og smerte har faldne mennesker ikke magt til at gøre mirakler når de kommer i vanskeligheder, eller for at kunne sejre over modstanderen. Det var Guds plan at sætte menneskene på prøve og give dem mulighed for at udvikle deres karakter ved ofte at lade dem komme i vanskelige situationer som satte deres tro og tillid på hans kærlighed og magt på prøve. Kristi liv var et fuldkomment eksempel. Ved sin undervisning og ved sit liv var han et fuldkomment eksempel. Ved sin undervisning og ved sit liv var han altid optaget af at lære menneskene at de var afhængige af Gud, at de måtte tro på ham og sætte deres lid til ham.   ret

Kristus vidste at Satan var en løgner fra begyndelsen, og det krævede stor selvbeherskelse at måtte lytte til forslagene fra den skamløse bedrager, uden straks at irettesætte ham for hans frække påstande. Satan håbede at kunne provokere Guds Søn til en ordstrid med ham, og han regnede med at han skulle få overtaget på den svage og lidende Kristus. Han ville fordreje Kristi ord og hævde at han selv havde overtaget, og han ville tilkalde alle sine faldne engle for at overmande ham.   ret

Verdens frelser gik ikke ind i nogen strid med Satan, som blev fjernet fra himmelen fordi han ikke længere var værdig til at være der. Han som forsøgte at sætte Guds engle op mod Den Højeste og mod hans Søn, englenes kære leder, og som magter at vinde deres sympati for sin sag, var i stand til en hvilken som helst form for bedrag. I fire tusinde år havde han modarbejdet Guds ledelse, og han havde ikke tabt nogen af sine evner eller magt til at friste og bedrage.   ret

Fordi faldne mennesker ikke af egen magt kunne vinde i kampen mod Satan, kom Kristus fra himmelen for at hjælpe dem med deres guddommelig-menneskelige styrke. Kristus vidste at Adam med sine større muligheder kunne have vundet striden med Satan i Edens have og modstået fristelsen. Han vidste også at siden syndefaldet i Edens var det ikke muligt for menneskene som var skilt fra Guds kærlighed og lys, i egen styrke at modstå Satans fristelser. For at give menneskene håb, og frelse dem fra fuldstændig ødelæggelse, fornedrede han sig og tog menneskelig natur på sig, sådan at han med sin guddommelig-menneskelige natur skulle kunne nå menneskene på det trin de stod. For Adams faldne sønner og døtre vandt han den styrke det ikke er muligt for dem at opnå selv, for at de i hans navn kan sejre i kampen mod Satans fristelser.   ret

Guds mægtige Søn som blev menneske, kom menneskene endnu nærmere ved at han blev deres stedfortræder. Han identificerede sig med menneskene i deres lidelse og ulykke. Han blev fristet i alt det som mennesket bliver fristet i, for at han skulle kunne hjælpe dem som bliver fristet. Kristus vandt kampen på synderes vegne.   ret

I nattens syner så Jakob himmel og jord forenet ved en stige som nåede helt op til Guds trone. Han så hvordan Guds engle, klædt i himmelsk herlighed, steg ned fra himmelen til jorden på denne stige, og op igen til himmelen. Den nederste ende af stigen hvilede på jorden, mens toppen nåede op til det højeste i himmelen, lige til Guds trone. Stråleglansen fra Guds trone skinnede ned på stigen og kastede et ubeskriveligt herligt lys ned på jorden.   ret

Denne stige repræsenterede Kristus som havde åbnet forbindelsen mellem jorden og himmelen. Da Kristus af medlidenhed for faldne mennesker fornedrede sig, steg han ned til selve bunden af menneskelig nød. Dette blev fremstillet for Jakob ved at den ene ende af stigen hvilede på jorden, mens toppen nåede op i himmelen som et billede på Kristi guddommelige magt som holder fast i den evige Gud og dermed binder det skrøbelige menneske til den almægtige Gud. Han er bindeleddet mellem jorden og himmelen. Ved Kristus blev forbindelsen åbnet mellem Gud og mennesker. Englene kan stige ned til jorden som kærlighedens budbringere til faldne mennesker og tjene dem som skal have hjælp til frelse. Ved Kristus alene kan de himmelske budbærere tjene menneskene.   ret

I Edens have havde Adam og Eva de bedste betingelser. Det var deres forret at kunne samtale med Gud og englene. De var ikke under syndens forbandelse, men var omgivet af Guds og englenes lys. Skaberen var deres lærer. Men de faldt for den snu fjendes fristelser. I fire tusinde år havde Satan bekæmpet Guds ledelse, og han havde vundet stor erfaring. Faldne mennesker havde ikke de muligheder Adam havde i Eden. De havde været skilt fra Gud i fire tusinde år. Evnen til at opfatte og modstå Satans fristelser var hele tiden aftaget, indtil Satan syntes at have fuld herredømme på jorden. Appetit og sanselighed, kærlighed til verden og formastelige synder var de store ondskabens grene, og på dem voksede der forbrydelser, vold og korruption af alle tænkelige slags.   ret

Satan klarede ikke at gennemføre sin plan om at besejre Jesus på appetittens område. På menneskenes vegne vandt Jesus her i ørkenen en sejer over appetitten, som for al fremtid gør det muligt for menneskene at sejre over appetitten på egen hånd. Satan ville ikke give op før han havde forsøgt alle udveje til at overvinde verdens frelser. Han vidste at for ham selv stod alt på spil. For at imponere Kristus med sin overlegne styrke, tog han ham med til Jerusalem og stillede ham på det yderste hjørne af tempel muren, og han fortsatte at plage ham med fristelser.   ret

”Igen forlangte han at Jesus, hvis han virkelig var Guds Søn, skulle bevise det ved at kaste sig ned fra den svimlende højde han havde ført ham op på. Han lokkede Jesus til at bevise sin tillid til Faderens omsorg ved at kaste sig ned fra templet. I Satans første fristelse på appetittens område havde han forsøgt at så tvivl om Guds kærlighed og omsorg for sin Søn, ved at henvise til hans sult og de omgivelser han befandt sig i, som bevis for at Gud ikke brød sig om ham. Men det lykkedes ikke for ham. Derfor forsøgte han at benytte sig af den tro og fuldkomne tillid Jesus havde vist Faderen, og opægge ham til formastelse. ”Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten” (Matt 4,6-7)."   ret

Formastelsens synd ligger nær op ad troen og tilliden til Gud. Satan regner med at han skal kunne benytte sig af den kendsgerning, at Kristus var blevet menneske, til at lokke ham til at overskride grænsen mellem tillid og formastelse. På dette punkt lider mange skibbrud. Satan forsøger at udspionere Kristus ved at smigre. Han sagde at han var enig med Kristus i, at han havde gjort det rigtige da han under de mest prøvende omstændigheder i ørkenen havde vist tro og tillid til Gud. Derefter opæggede han ham til at give endnu et bevis på sin tro på at han var Guds søn, ved at kaste sig ned fra templet. Han fremholdt, at hvis han virkelig var Guds Søn, havde han ikke noget at frygte, for Guds engle ville bevare ham. Satan viste at han forstod Skriften ved den måde han brugte den på.   ret

Verdens frelser beviste sin karakterfasthed og viste at han havde en fuldkommen tro på Faderens løfte om at bevare ham. Han ville ikke unødigt sætte Faderens trofasthed og kærlighed på prøve, selv om han var i fjendens hånd og befandt sig i en yderst vanskelig og farlig situation. Han ville ikke følge Satans forslag, at friste Gud ved formasteligt at sætte hans omsorg på prøve. Satan havde brugt et skriftsted som syntes at passe i dette tilfælde, og han håbede på at kunne gennemføre sin plan ved at anvende det på Frelseren ved denne specielle anledning.   ret

Kristus vidste at Gud ville have kunnet bevare ham, hvis han selv havde befalet ham at kaste sig ned fra templet. Men at gøre dette uden en direkte befaling fra Gud, og sætte Faderens omsorg og kærlighed på prøve fordi Satan lokkede ham til at gøre det, ville ikke være noget bevis på tro. Satan var fuldstændig opmærksom på, at hvis Kristus kunne lokkes til at kaste sig ned fra templet, uden at Faderen havde pålagt ham at gøre det, bare for at bevise at hans påstand om at være under Guds beskyttelse var rigtig, så ville han have vist svagheden ved sin menneskelige natur.   ret

Kristus sejrede i den anden fristelse. Han viste fuldkommen tillid til Faderen i den hårde konflikt der var med en mægtig fjende. I den sejer som her blev vundet, har Frelseren efterladt menneskene et fuldkomment eksempel, og han har vist dem at det eneste trygge er at have ubetinget tillid til Gud i alle prøver og vanskeligheder. Han afslog at sætte sin Fars kærlighed på prøve ved at udsætte sig for farer som ville have tvunget hans himmelske Far til at vise at han magtede at redde ham fra fare. Dette ville være at tvinge Gud til at give ham en personlig fordel, og da ville han ikke have givet sit folk et fuldkomment eksempel på tro og fast tillid til Gud.   ret

Satans mål med fristelsen var at få Kristus til at formaste sig og vise en menneskelig svaghed som ikke ville gøre ham til et fuldkomment eksempel for sit folk. Satan troede, at hvis Kristus ikke klarede at stå imod fristelsen, ville der ikke være noget håb for menneskene, og hans magt over dem ville blive fuldstændig.   ret