Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 27. august 1861

Slaveri og krigen.

Gud straffer denne nation for høj slaverikriminalitet. Han har nationens skæbne i sin hænder. Han vil straffe sydstaterne for slaveri synd, og Nord staterne for at bære så længe over med deres bedrageriske og listige indflydelse.   ret

Hele himlen ser med harme, mennesker, Guds arbejdsfolk, reduceret til degenrationens laveste dybder, og sat på niveau med dyr af deres medmennesker. Og bekendende efterfølgere af den kære frelser, som altid fik bevæget sin medfølelse, når han var vidne til menneskers ve, som engagerede sig i denne enorme og frygtelige synd, og omgang med slaver og menneskesjæle. Engle har skrevet det hele ned. Det står skrevet i en bog. Tårerne fra gudfrygtige bundne mænd og kvinder, af fædre, mødre og børn, brødre og søstre er alle opflasket i himlen. Pinsler, menneskers pinsler, føres fra sted til sted, og købes og sælges. Gud vil kun tilbageholde sin vrede lidt tid endnu. Hans vrede brænder imod denne nation, og især mod religiøse organer, som har santioneret og engaeret sig selv i denne forfærdelige forretning. En sådan uretfærdighed, en sådan modstand, med sådanne lidelser kan mange efterfølgere af den sagtmodige og ydmyge Jesus være vidne til hjerteløs ligegyldighed. Og mange af dem kan påføre sig selv hadefuld tilfredshed, alt dette er ubeskrivelige pinsler for dem selv, og alligevel tør de dyrke Gud. Det er en alvorlig hån og Satan jubler over det, og bebrejder Jesus og Hans engle med en sådan selvmodsigende, siger han med helvedes sejr: Sådan er Kristi efterfølgere!   ret

Disse bekendende kristne læser martyernes lidelser, tårer løber ned af deres kinder. De undres over om mennesker nogen sinde kan være så forhærdede at der udvises en så umenneskelig grusomhed mod deres medmennesker, medens de samtidig holder deres medmennesker i slaveri. Og dette er ikke det hele. De bryder naturens bånd der fra dag til dag knuger deres medmennesker. De kan påføre den mest umenneskelige totur med ubarmhjertig grusomhed, som lige så godt kan sammenlignes med den grusomhed papisterne og hedningene udøvede over Kristi efterfølgere. Det vil være tåleligere for hedningene og papisterne under eksekveringen af Guds doms dag end for sådanne mennesker. Råbene og lidelserne fra de fortrykte har nået himlen, og englene står forbavset ved hårdhjertede, usigelige, forpinte mennesker i sin Skabers billede på grund af sine medmennesker. Disses navne står skrevet i blodet, tegnet over med striber og svømmer i forpinte og brændende lidelsestårer. Guds vrede vil ikke ophøre før han har fået lysets land til at drikke drag af Hans vredes bæger.   ret

Ved Roosevelt-konferensen, da brødre og søstre var samlet på den dag der er sat til side til ydmygelse, faste og bøn, sabbaten d. 3. august, hvilede Herrens Ånd over os, og jeg blev taget bort i et syn, og vist syndens slaveri.   ret

Slaveri har længe været en forbandelse for denne nation. Den overfladiske slavelov, var til for at presse alle ædle og generøse sympatifølelser ud af mennesker, som måtte komme op i hjertet for den fortrykte og lidende slave. Dette går direkte imod Kristi lære. Nu er Guds harme imod Nord staterne, da de i lang tid har tilladt slavemagten. Nord staternes synd for slaveri mod mennesker er stor. De har bestyrket sydstaterne i deres synd, og stadfæstet slaveriets omfang, og gjort en betydelig del for at bringe nationen ind i sine nuværende kvaler.   ret

Jeg fik vist at mange ikke erkender omfanget af omfanget af de onder der kommer over os. De har bildt sig selv ind at de nationale vanskeligheder snart vil stilne af, og forvirring og krig ender; men alle vil erkende at der er mere i sagen end man havde regnet med. Mange har ventet på at Nord staterne vil vinke med en vognstang, og stridighederne ophører.   ret

Jeg blev vist tilbage til det gamle Israel, der var i ægypternes trældom. Herren arbejdede ved Moses og Aron for at udfri Israels børn. Der blev udført mirakler for Farao for at overbevise ham, at de var særlig udsendte af Gud, og påbyde ham at lade Israel. Men Faraos hjerte var forhærdet imod Guds budbringere, og han bortforklarede de mirakler de udførte. Så fik ægypterne lov at mærke Guds domme. De blev hjemsøgt af plager. Medens de led under virkningen af de forskellige plager, indvilgede Farao i at lade israelitterne gå. Men lige så snart årsagen til deres lidelser var borte, var hans hjerte forhærdet. Hans mægtige mænd og rådgivere styrkede sig selv imod Gud og vovede at bortforklare plagerne med naturlige årsager. Den enkelte hjemsøgelse fra Gud var hårdere end den foregående, alligevel ville de ikke lade Israels børn gå, før Herrens engel ihjelslog ægypternes førstefødte. Fra kongen på tronen, ned til den ydmygeste og laveste, var der gråd og knurren. Så begyndte Farao at lade Israel gå. Efter at ægypterne havde begravet deres døde, gav Farao Israel lov til gå. Hans rådgivere og mægtige prøvede at veje op for deres smertelige tab. De ville ikke indrømme at hjemsøgelsen eller dommen var fra Gud, og de forfulgte Israels børn. Da Israelitterne så den ægyptiske hær følge efter, nogle på heste og nogle i vogne, og udstyret til krig, havde deres hjerter svigtet dem. Det Røde hav var foran, og ægypterhæren var bagved. De kunne ikke se nogen udvej at flygte ad. Et sejrsråb lød fra ægypterhæren, for at få Israel helt i deres magt. Israelitterne var stærkt forfærdede. Herren befalede Moses, at påbyde Israels børn at gå fremad, og løfte staven og række sin hånd over havet og dele det. Det gjorde han, og se, havet delte sig og Israels børn gik tørskoede over. Farao havde længe stået imod Gud, og forhærdet sit hjerte imod hans mægtige, forunderlige gerninger, så han i blindhed for ud på den sti havde beredt for sit folk på mirakuløs vis. Moses var igen blevet befalet at række sin hånd ud over havet: ”Og havet vendte tilbage til sin styrke,” og vandene dækkede ægypterhæren og de druknede.   ret

Dette sceneri blev vist for mig, som illustration på slaveriets selviske kærlighed, de desperate forbehold som Sydstaterne vil have for at bevare institutionen, og de frygtelige længder de vil gå ud i, før de opgiver. Slaveriets frygtelige system har reduceret og fornedret mennesker til dyrs niveau, og de fleste slave-mestre betragter dem som sådan. Deres samvittighed er blevet udtørret og forhærdet, ligesom Faraos var; og hvis de tvinges til at frigive deres slaver, er deres principper uændrede, og om muligt vil de få slaverne til at mærke deres undertrykkende kraft. For mig ser det nu umuligt ud at få afskaffet slaveriet. Gud alene kan vriste slaven fra hans desperate og ubarmhjertige undertrykker. Al den mishandling og grusomhed der udøves imod slaven er lige så foranderlig for slavesystemet opretholdere, hvad enten de kommer fra Sydstaterne eller Nordstaterne. Nordstaterne og sydstaterne blev præsenteret for mig. Nordstaterne har været bedragede med hensyn Sydstaterne. De er bedre forberedt for krig end det har været fremstillet. De fleste af deres mænd er ganske dygtige i hærtjeneste, nogle af dem har erfaring med kamp, andre erfaring fra almindelig sportsdyrkelse. I dette henseende har de nordstaternes respekt, men generelt har de ikke kraft til at holde ud, og det mod som nordstats-mændene har.   ret

Jeg havde et syn om det sidste ulykkelige slag i Manassas, Va. Det var en oprivende, gysende og pinefuld scene. Sydstatshæren havde alt på deres side, og var forberedt på en frygtelig kamp. Nordstatshæren gik frem i sejr, betvivlede ikke at de vil andet end sejre. Mange var dumdristige, og marcherede frimodigt frem, som sejren allerede var deres. Idet de nærmede sig slagmarken, var mange næsten sultne og trætte, og mangle forfriskninger. De forventede ikke så voldsom modstand. De for ind i slaget, og kæmpede bravt og desperat. Der var døde og døende på begge sider. Både Nordstaterne og Sydstaterne led hårdt. Sydstaternes mænd mærkede slaget, og ville have trukket sig en smugle tilbage. Nordstaternes mænd for frem, på trods af at deres undergang var meget stor. Netop der steg en engel ned og vinkede sin hånd bagud. Straks blev der forvirring i deres rækker. For nordstatsfolkene så det ud som om at deres hære trak sig tilbage, skønt det ikke var det der skete; og en hovedkulds tilbagetrækning gik i gang. Det virkede forunderligt for mig. Så blev det forklaret, at Gud havde denne nation i sin egen hånd, og ville ikke vinde flere sejre, end han havde forordnet, og ikke flere tab til nordstatsmændene end han i sin visdom fandt for godt, og straffe nordstatsmændene for deres synd. Og i dette slag havde nordstatshæren ført slaget lidt længere frem, i deres sult og udmattede tilstand, et langt større slag og udslettelse ventede dem, som ville have givet stor sejr for Sydstaterne. Gud ville ikke tillade dette, og sendte en engel til at sætte sig i mellem. Det pludselige tilbagefald for nordstatstropperne, var et mysterium for alle. De vidste ikke at Guds hånd var i denne sag.   ret

Udslettelsen af sydstatshæren var så stor at de ikke havde noget at prale af. Synet af døde, døende og sårede gav dem kun lidt mod for sejr. Denne ødelæggelse, der skete medens de havde den største fordel, og Nordstaterne den største ulempe, gjorde dem meget fortvivlede. De vidste at hvis Nordstaterne havde en lige så stor chance om de, så ville sejren være sikker for Nordstaterne. Deres eneste håb er indtage positioner, der er svære at nærme sig, og så har de formidable opstillinger sprede udslettelse over alt.   ret

Sydstaterne har styrket sig selv meget siden deres første oprør begyndte. Hvis de rette forhåndsregler er blevet taget af Nordstaterne, ville dette oprør være hurtigt knust. Men det som var lille først, og har vokset i styrke og antal indtil det er det mægtigste oprør. Andre nationer holder øje med denne nation, for hvilket jeg ikke er informeret om, og gør store forberedelser for noget skal ske.   ret

Den største bekymring er nu blandt vore nationale mænd. De er helt rådvilde. Mænd for slaveriet og forrædere er i deres midte, og så længe de bekender sig for at være for Unionen, har de en indflydelse på beslutningerne, nogle af dem endog til fordel for Sydstaterne.   ret

Jeg fik vist jordens beboere i den største forvirring. Der var krig, blodsudgydelse, mangler, afsavn, hungersnød og pest, og som disse ting var foruden, begyndte Guds folk at stille sig sammen, og kaste deres små vanskeligheder til side. Selvværdighed kontrollerede dem ikke længere. Dyb ydmyg tog dens sted. Lidelse, rådvildhed og afsavn, fik fornuften til genvinde sin trone, og lidenskabelige og ufornuftige mænd blev sunde, og handle med konduite og visdom.   ret

Min opmærksomhed blev da kaldt væk fra dette sceneri. Det virkede som om at der var en lille stund med fred. Jordens indbyggere blev igen præsenteret for mig, og alt var i den yderste forvirring i gen. Strid, krig og blodsudgydelse, med hungersnød og pest, hærgede over alt. Andre nationer var involveret i denne forvirring og krig. Krig var årsag til hungersnød. Mangel og blodsudgydelse var årsag til pest. Og så vil menneskers hjerter svigte dem af frygt, ”og gru for det, som kommer over jorderige.”   ret

Den ikke-troende verden vil snart have noget at tænke på, udover deres klæder og udseende; og idet deres sind rives væk fra disse ting, på grund af kvaler og forviklinger, har de intet at vende sig til. De er ikke håbets fanger, og vender sig derfor ikke til ”Fæstningen”. Deres hjerter vil svigte dem af græmmelse og frygt. De har ikke gjort Gud til deres tilflugt, og han vil da ikke være deres grundvold, men vil le af deres ulykke, og håne når deres frygt kommer. De har foragte og trådt på Guds ords sandheder. De har føjet sig i overdådige klæder, og har brugt deres liv på munterhed og vellyst. De har sået til vinden, de må høste hvirvelvinden.   ret

I den sorgens og fortvivelsens stund nationerne har, vil der stadig være mange som ikke har givet sig selv helt til verdens fordærvende indflydelser og Satans tjeneste, som vil ydmyge sig selv for Gud, og vende sig til ham med hele deres hjerte og finde anerkendelse og tilgivelse.
Ellen G. White.   ret