Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 30. august 1898

Ehver har fået prøvelser, ligesom Adam og Eva fik i Eden. Ligesom kundskabens træ blev sat midt i Edens have, på samme måde blev sabbatsbudet sat i midten af tibudsloven. Med hensyn til frugten på kundskabens tro, lød restriktionen: ”I skal ikke spise af den, . . . for ikke at dø" [1.Mos. 3,3]. Om sabbaten sagde Gud: I skal ikke besmitte den, men holde den hellig. . . . . Ligesom kundskabens træ var Adams prøve på lydighed, ligeså er det fjerde bud prøven på det Gud prøver som loyalitet på hele Hans folk. Adams erfaring skulle være en advarsel til os, så længe som tiden varer. Den advarer os mod at tage imod enhver forsikring fra menneskenes og englens mund, som vil forringe en tøddel eller komma fra Jehovas hellige lov   ret

Talens, kundskabens, medfølelsens og kærlighedens nådegaver giver andre kendskab til Kristus. Alle disse gaver skal stilles til rådighed for Gud. Herren har brug for dem. Han trænger til dem. Alle må deltage i at berede deres egne sjæle og andres sjæle til atter at vie deres talenter til tjeneste for Gud. Hver sjæl og hver evne skal yde noget til Gud. Alle må samarbejde med Gud for at frelse sjæle. De evner, du er i besiddelse af, har du fået af Gud, for at du skal blive en duelig medarbejder for Kristus. Der findes hjerter, som tørster efter medfølelse og som er ved at gå til grunde af mangel på den hjælp, Gud har pålagt dig at yde dem.   ret

bønner til Gud burde ikke udgå fra et hjerte, der er fuldt af selvisk higen og tragten. Gud tilskynder os til at vælge de gaver, det kan bidrage til hans ære. Han vil, at vi skal vælge det himmelske fremfor det jordiske. Han åbenbarer os mulighederne og fordelene ved at have samfund med Himmelen. Han opmuntrer os til vore højeste formål og giver os forvisning om vor rigeste skat. Når al jordisk ejendom er borte, vil den troende kunne fryde sig over sine himmelske rigdomme, den skat, som ikke kan gå tabt ved nogen jordisk ulykke.   ret

Sabbatten blev givet til hele menneskeslægten som minde om skaberværket. Da den store Jehova havde lagt Jordens grundvold, klædt hele verden i dens klædning af skønhed og skabt alle undere til lands og til havs, indstiftede han sabbatsdagen og helligede den. Mens morgenstjernerne jublede til hobe og alle gudssønner råbte af glæde, blev sabbatten sat til side som Guds mindesmærke. Gud helligede og velsignede dagen, på hvilken han havde hvilet efter hele sit underfulde skaberværk. Og denne sabbat, helliget af Gud, skulle holdes som en evig pagt. Den var et mindesmærke, der skulle stå ned gennem tiderne til afslutningen af Jordens historie.   ret

Gud førte hebræerne ud fra Ægyptens slaveri og bød dem holde sabbatten og den lov han gav i Eden. Hver uge udførte han et mirakel for at indprente i deres bevidsthed, at han ved verdens begyndelse havde indstiftet sabbatten. .....   ret

Nogle mener, at sabbatten kun blev givet til jøderne; men det har Gud aldrig sagt. Sabbatten blev givet til jøderne som helligt, betroet gods, men den kendsgerning, at Gud valgte Sinajs ørken og ikke Palæstina som stedet, hvor han ville kundgøre sin lov viser, at den var beregnet for alle mennesker. De ti bud er lige så gamle som skaberværket. Derfor gælder sabbatten ikke mere for jøderne, end den gælder for alle andre mennesker. I Guds øjne har alle mennesker pligt til at helligholde sabbatten. Det siges klart, at "Sabbatten er blevet til for menneskets skyld." Hvis nogen står i fare for at blive ført på vildspor på dette punkt, så lad dem hellere give agt på Guds Ord end på menneskers formodninger.   ret