Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 6. september 1877

Noter fra arbejdsmarken

Torsdag d. 23. august, forlod vor lille gruppe, der bestod af ældre pastor Smith, min syge mand og mig selv, ledsaget af søster Ings, Battle Creek for at tage til lejrmødet i Groveland, Mass. Denne handling fra vor side kræver megen tro. At dømme af udseendet, så det ud som formastelse fra min mand og min side at forsøge rejsen. Jeg havde haft en hård forkølelse, og havde stadig lidt, da vi tog til Indiana lejrmødet, og var blevet behandlet på vort sanatorium, og led meget af tiden.   ret

Min mand havde arbejdet uafladeligt på at fremme Guds sags interesser i værkets forskellige afdelinger omkring Battle Creek. Hans venner var forbavset over det meget arbejde han havde udført. Sabbats morgen, 18. August, talte han i vort bedehus. Om eftermiddagen, var hans tankesind tæt og kritisk opspændt i fire sammenhængende timer, da han lyttede til oplæsningen af manuskriptet til Profetiens Ånd, bind. 3. Sagen var overmådelig interessant, beregnet til at opildne sjælen i dets dybder, med en relation til Kristi trængsler, korsfæstelse og opstandelse. Før var vi blev klar over det var han meget træt. Han begyndte at arbejde søndag klokken fem om morgnen, og fortsatte indtil tolv om natten. Det er på den tid at han udførte en stor mængde forretninger.   ret

Den næste morgen omkring halv syv blev han angrebet af svimmelhed, og blev truet af lammelse. Vi var svært bange for denne skæbnesvangre ulykke; men Herren var nådig, og han sparede os for trængsler. Ikke desto mindre blev hans angreb efterfulgt af fuldstændig mental lammelse, og nu virkede det faktisk umuligt at deltage i øststaternes lejrmøder, eller for mig at deltage i dem, og efterlade min mand i nedtrykt humør, og med svagt helbred.   ret

Om onsdagen fik vi en særlig bedestund at Guds velsignelse måtte hvile over ham, og genoprette ham til sundhed. Vi bad også om visdom så vi måtte kende vor pligt angående vor deltagelse af lejrmøder. Herren har styrket vor tro mange gange at gå ud og arbejde for ham under modløshed og svagheder, og sådanne gange havde han bevaret os og holdt oppe på forunderlig vis. Men vore venner gik i forbøn at vi måtte få hvile, og at det virkede uholdbart og ufornuftigt af os at begive os ud på en sådan rejse, og udsættes for træthed og udskyde lejrlivet. Vi, prøvede selv at tænke at Guds sag ville gå frem på samme måde som om vi var sat til side, og havde ikke del i at handle med det. Gud ville oprejse andre til at gøre hans arbejde.   ret

Ikke desto mindre kunne jeg ikke få hvile og frihed med tanken at udeblive fra arbejdsmarken. For mig var det som Satan bestræber sig på at hegne min vej op, og forhindre mig i at frembære mit vidnesbyrd, og fra at gøre det arbejde Gud har givet mig at gøre. Jeg var ved at beslutte at gå alene, og gøre min del, stole på Gud og give mig den nødvendige styrke, da vi fik et brev fra bror Haskhell, hvori han takkede Gud for at bror og søster White ville deltage i New England lejrmødet. Pastor Canright havde skrevet at han ikke kan være til stede, da han ikke kunne forlade sit arbejde i Danvers, og også at ingen i gruppen kunne undværes i teltet. Ældre Haskell startede sit brev med at alle forberedelser var gjort for det store møde i Groveland; og det var afgjort at afholde det, med Guds hjælp, også hvis han skulle gennemføre det alene, og at når han tidligere havde truffet den beslutning var dødens bitterhed ovre.   ret

Denne udtalelse om situationen gav mig en byrde, og jeg blev mere overbevist end nogen sinde at det var min pligt, selvom jeg var syg, at gå frem i tro på at arbejde, stole på at Gud gav mig styrke. Vi tog sagen igen til Herren i bøn. Vi vidste at han er en mægtig Helbreder der kunne genoprette både min mand og jeg selv til sundhed, hvis det var til hans ære at gøre dette. Det virkede vanskeligt at handle når man er træt, syg og modløs. Jeg følte til tider at Gud ville gøre rejsen til en velsignelse for os begge, hvis vi går det og stoler på ham. Tanken kom ofte op i mit sind: Hvor er din tro? Gud har lovet: ”Som dine dage skal din styrke være.”   ret

Jeg forsøgte at opmuntre min mand; han tænkte at hvis jeg kunne gennemgå trætheden, og arbejde på lejren, ville det være bedst mig for mig at gå; men han kunne klare tanken at ledsage mig, med hans svaghedstilstand, ikke arbejde, hans sind var omtåget med fortvivlelse, og han var selv genstand for sine brødres medynk. Han havde kun siddet meget lidt op siden hans pludselige angreb, og virkede ikke til at blive stærkere. Vi søgte Herren igen og igen, håbede at der ville være en rift i skyen, men ikke noget særligt lys kom.   ret

Omkring en time før vi gik ind i toget, fik min mand og jeg en særlig bedestund. Da besluttede vi at gå i tro uden bevis, og vove alt på Guds løfte. Idet vi tog plads i vognene mærkede vi at vi var på pligtens sti. Vi hvilede under rejsen, sov godt om natten. ret   ret

Omkring klo otte fredag aften nåede vi Boston. Der var ikke noget tog den aften der tog os ud til Groveland, men vi tog det første tog om morgnen. Da vi kom til lejrpladsen, og stod ud af vognen, øsregnede det bogstaveligt talt. Vi fandt at vore brødre vente på os på stationen, som var lige uden for lejren, og de beskyttede os med paraplyer indtil vi var sikkert i teltet. Pastor Haskell havde hele tiden arbejdet til det tidspunkt, og der blev rapporteret om fremragende møder. Der var 47 telte på pladsen, udover tre store telte, det ene for menighedsforsamlingen på 25 gange 40 meter.   ret

Møderne om sabbaten havde dyb interesse. Kirken blev genoplivet, og styrket, medens syndere og frafaldne blev vækket til en fornemmelse af deres fare.   ret

Søndag morgen var vejret stadig skyet, men før folk skulle samle sig skinne solen frem. Både og tog udgød deres levende fragt til pladsen, sådan som det skete sidste år. Pastor Smith talte om morgnen om øststaternes spørgsmål. Emnet var af særlig interesse, og folk lyttede med alvorlig opmærksomhed. Det lod til at være lige hvad ønskede at høre. Om eftermiddagen var det vanskeligt for mig at bane vej til talerstolen, gennem den stående forsamling. Da jeg nåede den, var et hav af hoveder foran mig. Det mamutstore telt var fuldt besat, sæderne havde komfortable rygge. Disse var fyldte, alligevel stod tusinde op omkring teltet, og dannede en levende mur på flere fods tykkelse.   ret

Mine lunger og struber gjorde meget undt hos mig, alligevel troede jeg at Gud ville hjælpe mig ved denne vigtige anledning. Min skriftlæsning var “For ham der vinder sejr,” osv. Åb. 3,21. Herren gav mig frihed til at tale til en stor forsamling om emnet kristen afholdenhed. Jeg arbejdede på at vise at afholdenheden måtte udleves i vore hjem; så vore børn må oplæres til at beherske levevanen fra vuggen, for at de skal være principfaste, korrekt i deres moral, og ikke kun modstå alle udsvævelsernes fristelser for sig selv, men udøve en kraftfuld indflydelse over andre, for det rigtige. I deres uvidenhed eller ligegyldighed giver forældrene deres børn de første lektioner i afholdenhed. De dækker bordet med fede retter, farlige krydderier og krydrede småtterier, og barnet får smag for de ting, der er skadelige for det, og som irriterer mavens følsomme slimhinder, ophidser blodet og styrker de kødet. Appetitten beder om noget stærkere, og tobak bruges for at stilne dette krav. Denne føjelighed forøger kun den naturlige længsel efter stimulanser, brændevinsdrikningen griber om sig, og drukkenskab følger efter. Dette er store hovedvej mod umådeholdenhed.   ret

Da jeg talte glemte jeg min træthed og smertelige strube og lunger, og jeg indså at jeg talte til et folk der ikke betragtede mine ord som tom tale. Prædikenen varede i over en time, med den allerbedste opmærksomhed helt igennem. Der var mange mere opmærksomme lyttere end vi havde ved lignende anledning samme sted sidste år, på grund af det store antal behagelige stole, som husede en tredjedel mere end sidste år. Da afslutningssangen blev afsunget, anmodede embedsmændene til afholdenhedsreformklubben i Haverhill mig, lige som sidste år at tale for deres forsamling næste aften. Med en aftale om at tale i Danvers var jeg nød til at afvise indbydelsen. Så ønskede de at jeg skulle tale en uge efter næste mandag, men da vi forventede at deltage i øststaternes lejrmøder, kunne vi ikke gå med til denne anmodning.   ret

Mandag formiddag havde vi en bedestund i vort telt for min mand. Vi lagde hans sag frem for den store læge. Det var en dyrebar stund; himlens fred hvilede over os. Disse ord kom uvægerligt til mig: “Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.” Vi mærkede alle Guds velsignelse hvilende på os. Så samledes vi i mammutteltet, og min mand, i sin svag, kunne mødes med os, og tale i en kort tid, dyrebare ord fra et blødgjort hjerter, glødende med en dyb fornemmelse af Guds barmhjertighed og godhed. Han talte fra begyndelsen af at sandhedstroende skal erkende deres mulighed for at modtage Guds forvisning og nåde i deres hjerter; at de store sandheder vi tror helliger livet, forædler karakteren, og har en frelsende indflydelse på verden. Folks tårefyldte øjne, og sympatiserende blik viste at deres hjerter blev berørt og blødgjort af hans bemærkninger.   ret

Så fulgte vi op på det arbejde vi efterlod den sabbat, og morgnen brugte vi på særligt arbejde for syndere og frafaldne, hvor 200 kom frem til bøn, spændte fra tiårs børn til gråhårede mænd og kvinder. Mere end en snes sjæle blandt dem sat deres fødder på livets vej for første gang. Om eftermiddagen blev otteogtredive personer døbt, ganske mange udskød dåben indtil de vendte til deres hjem.   ret

Danvers teltet
Mandag aften stod jeg på Danvers-teltets stand. En større forsamling var foran mig; jeg har aldrig stået over for et mere intelligent udseende folk; de var tydeligvis af den bedste samfundsklasse. Teltet var fyldt, og omkring 200 personer stod uden for teltdugen, kunne ikke finde plads inden for. Jeg gik op på standen meget træt og skælvende. Jeg havde store smerter i min strube og lunger, og i en ophedet tilstand; men jeg fandt trøst i bøn til Gud for hjælp i denne nødssituation. Jeg vidste at jeg ville få en vis grad af succes med mit arbejde, det ville være gennem Ham der er mægtigere end jeg. Idet jeg overgav mig selv til Gud, begyndte jeg at tale ud fra Kristi ord som svar på de lærte skriftkloges ord, som var det store bud i loven: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, og af hele dit sind,” etc. Matt. 22,37-39.   ret

Guds velsignelse hvilede på mig, og jeg glemte min smerte og svaghed. Over for var et folk som jeg ikke møder igen før Dommens dag; og ønsket for deres frelse ledte mig til at tale alvorligt, og i Gudsfrygt, så jeg bliver fri for deres blod. Mine bestræbelser blev ledsaget af stor frihed, som tog en time og ti minutter. Jesus var min hjælper og hans navn skal få al ære. Tilhørerne var meget opmærksomme, jeg fik fornøjelsen at tale til ganske mange, som havde grebet sandheden sent. Der er en voksende interesse i Danvers. Samfundet er i oprør, og mange modtog lyset, og blev ledt ud på hellighedens og lydighedens stier. Måtte det gode værk skride fremad, og synderne fortsætte med at overgive deres hjerter til Gud.   ret

Vi vendt tilbage til Groveland om tirsdagen for at finde lejerens opbrud, telte pakkes sammen, vore brødre tog afsked, og parat til at gå ombord på togene og tage tilbage til deres hjem. Dette var en af de bedste lejrmøder jeg har deltaget i. Før jeg forlod pladsen søgte ældre Canright, Haskell, min mand, søster Ings, og jeg selv, et afsidesliggende sted i en lund, og gik sammen i bøn for at sundhedens velsignelse og Guds nåde hvilede så mægtigt over min mand. Vi følte alle et dybt behov for min mands hjælp, når så mange indtrængende kald kom alle retninger fra om at holde prædikener. Denne bedestund var meget dyrebar; og den liflige fred og glæde som vi fik var vor forvisning om at Gud hørte vore bønner.   ret

Om eftermiddagen begav vi os til South Lancaster, for at hvile hjemme hos ældre. Haskell. Han tog os dertil med sin hestevogn, en lille tur over landet. Han tog denne rejsevej fordi han mente det vil gavne vort helbred. Vi hviler nu i ældre Haskells, gode og rolige hjem, nyder Guds fred, og glæder os over at vi er blevet så forunderligt støttet på vor rejse, og i vort arbejde.
Mrs. E. G. White.   ret