Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 11. september 1883

Den levende vin

Under vort første besøg i Californien, først på foråret, bemærkede vi at husmændene på alle bakkeskråninger havde travlt med at nogle vigtige planer. Da vi så nærmere efter hvad de havde gang i, fandt vi kun en lille stub, næsten ikke til at se og tilsyneladende livløs. Til vor overraskelse erfarede vi at den mark vi stod foran os var en vingård, og at disse ubetydelige planter vi vindruestokke. Man kan knapt forestille sig noget så ikke lovende, som blev vist her.   ret

I september besøgte vi vingården igen, og hvilken forandring! Vinterstubbene havde korte udsprungne grene, smukke i deres friskhed, og ladet med rige klaser af lilla frugter. Da vi sammenlignede med de tidligere golde og tilsyneladende livløse grene for os, kunne vi kun tænke på profetens ord om Kristus: ”Han skød op som en kvist for hans åsyn, som et rodskud af udtørret jord, uden skønhed og pragt til at drage vort blik, uden ydre, så vi syntes om ham, ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke.” Det var sådan at det jødiske folk så på Jesus.   ret

Den guddommelige vingårdsejer plantede en prægtig vin på Palæstinas bakker. Men Israels mænd foragtede denne rod af himmelsk oprindelse. I raseri kastede den over deres vingårdsmur; de knuste den, trampede den under deres harmfulde fødder, og håbede at de havde ødelagt den for altid. Vingårdsejeren fjernede den afbrudte vin, og skjulte den for deres øjne. Han plantede den igen, men på en sådan måde at stammen ikke længere kunne ses. Grenene hang over muren, og podningen kunne forenes med den, men stilken i sig selv blev sat uden for menneskers magt at de kunne nå den eller gøre den skade.   ret

Guds Søn kom til denne verden, mørk med syndens, sorgens og dødens skygger, med tilgivelsens, fredens og evige livs lys. ”Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.” Men verden hadede Kristus fordi hans fuldkomne renhed var i så stor modsætning til deres egen ondskab. De forkastede og korsfæstede livets Herre. Gud oprejste ham fra fra døde, og skjulte ham fra dødelige menneskers øjne; men han er stadig menneskehedens Frelser. Han er stadig vinstokken, det åndelige livs kilde og opretholder. Måtte nåde, styrke og frelse stadig udgå fra hans fylde. Selvom Vinen i sig selv er usynlig, er dens grene synlige. Så længe Kristus er fjerne for menneskers øjne, manifesteres hans liv og magt i hans efterfølgere.   ret

Måtte podningerne stadig være forenet med Vinen. Som den fortrængte gren, uden blade og tilsyneladende livløs, indpodes i den levende grundstamme, viber for fiber, og vene for vene, drikker vinens liv og styrke til sig indtil den bryder, blomstrer og bærer frugt, måtte endog syndere forbinde sig, i anger og tro, til Kristus, og få del i guddommelig natur, og frembringe det hellige livs frugt i ord og handlinger.   ret

Jesus ”har livet i sig selv,” og dette liv giver han for at give det frit til sjæle som er døde i lovovertrædelse og synder. Ja, han deler sin renhed, ære og ophøjelse med dem. ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det.” Den slappe gren, bliver indpodet i den levende vin, bliver en del af vinen. Den lever så længe den er forenet med vinen. Sådan lever den kristne af sin forening med Kristus. Det syndige og menneskelige er kædet sammen med det hellige og guddommelige.   ret

Den troende sjæl forbliver i Kristus, og bliver ét med ham. Når personer er tæt forbundet i dette livs forhold, bliver deres smag det samme, de kommer til at elske de samme ting. Dem som forbliver Kristus vil elske de ting som han elsker. De vil knapt nok værne om og adlyde hans bud, for han har selv gjort dette til et vilkår for at kunne dele hans kærlighed: ”Hvis I elsker mine bud, skal I forblive i min kærlighed.”   ret

Sjælens union med Kristus er et spørgsmål om afhængighed. Den der er dårligere stillet stoler på visdom og styrke fra den almægtige. ”Uden mig,” siger Jesus, ”Kan I intet gøre.” Kristus er vor visdom, retfærdighed og helliggørelse. ”Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig.”   ret

”Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.” Vingrenen der får næring for moderstammen, blomstrer og sætter mange frugter. Dens rige og velduftende klaser bevidner sin forening med den levende vin. Således vil den kristne som bliver i Jesus, frembringe megen frugt. Ångens dyrebare nådegaver vil manifesteres i karakter og liv, som vinens myldrende klaser: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. Ingen af disse frugter vil mangle i deres liv, hvis sjæl Kristi Ånd bor i.   ret

Hvor der er en enhed med Kristus, er der kærlighed. Uanset hvilke frugter vi måtte bære, hvis kærligheden mangler, så gavner de intet. Kærlighed til Gud og vor næste er essensen i religion. Ingen kan elske Kristus og ikke elske hans børn. Når vi er forenet med Kristus, er hans tankesind overført til os. Renhed og kærlighed skinner frem i karakteren; sagtmodighed og sandhed kontrollerer livet. Ansigtsudtrykket vil ændres. Med Kristus blivende i sjælen udøves en forvandlende kraft, og de ydre aspekter bærer vidne om fred og glæde, som regerer inden i.   ret

Enhver frugtbar gren beskæres. ”Hver, som bærer frugt, den renser ham, for at den skal bære mere frugt.” Der er stadig tendens til at sætte mere løv end frugter. Den styrke og næring som går til det overordentlige løv, tages fra druerne. Derfor beskærer vingårdsmanden den unødige vækst, så frugten kan blive rigere og mere overdådig. Sådan behandler den Himmelske Vingårdsmand sin vingård. Under fremgang vender Jesu efterfølgere ofte deres tanker og energi til at tilfredsstille sig selv, og sikre sig jordiske rigdomme, nyde verdens magelighed, fornøjelse og luksus, medens de kun frembærer små frugter til Guds ære. Så kommer Vingårdsmanden, for at fremhjælpe grenenes frugtbarhed, kommer med skuffelsernes, tabes eller tabenes beskærekniv, og afskærer den forhindrende vækst.   ret

En pæn herre som var meget nedtrykt over nogle dårlige afgrøder, gik en aften i en have, da han så et granatæble-træ næsten skåret helt til stammen. Da han undrede sig meget, spurgte han gartneren om årsagen til det, og fik et svar der forklarede tilfredsstillende sårene i hans eget blødende hjerte: - ”Sire, dette træ plejer at skyde så stærkt at det ikke bar andet end blade. Jeg var derfor nød til at skære det på denne måde, og når det næsten blev skåret helt til ende, så begyndte det at bære masser af frugter.”   ret

Vore sorger kommer ikke uden grund. I alle vore pinsler, har Gud et formål, der er til vort bedste. Ethvert slag som ødelægger en afgud, ethvert tiltag der svækker vort greb på jordiske ting, og fæstner vor hengivenhed mere fast til Gud, er en velsignelse. Beskæringen kan være smertefuld for en tid, men efterpå vil det yde retfærdighedens fredfyldte frugter. Vi bør tage imod alt der opildner samvittigheden, med tak, tage imod alt der ophøjer tankerne og forædler livet. Der er grene som skal afskæres for at brændes; lad os takke Gud at vi, gennem en smertelig beskæring, kan bibeholde en forbindelse med den levende Vin; for hvis vi lider sammen med Kristus, skal vi også regere sammen med ham.   ret

Dyrebare er de privilegier der stemmer med ham, der forbliver i Kristus. Vor Frelser sagde: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det.” Kristi sindelag bor i sine trofaste efterfølgere; deres ønsker er i samklang med hans vilje; deres bønner forfattes af hans Ånd. De opnår svar på deres bønner; for de beder om disse velsignelser, som han glæder sig over at give.   ret

Der er tusinder af bønner, der dagligt sendes op til Gud, som ikke bliver besvaret. Der er bønner uden tro. “Den, der kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.” Heb. 11, 6. Der er egenkærlige bønner, der kommer fra et hjerte, der holder fast på afguder. “Hvis nogen tænker på ondt i sit hjerte, vil Herren ikke høre ham.” Der er pirrelige og irritable bønner, som er fyldt af knurren over livets byrder og bekymringer, i stedet for ydmygt at søge nåde til at gøre dem lettere. De, som beder sådanne bønner, er ikke i Kristus. De har ikke overgivet deres vilje til Guds vilje. De retter sig ikke efter løftets betingelse, og det bliver ikke opfyldt for dem.   ret

De som forbliver i Jesus har den forvisning at Gud vil høre dem, fordi de elsker at gore hans vilje. De sender ingen formel, ordrig bøn, men kommer til Gud I alvorlig ydmyg tillid, som et barn kommer til en øm fader, og udgyder beretningen om deres sorg, frygt og synd og bringer deres ønsker i Jesu navn. Forlader de hans nærvær i glad forvisning om tilgivende kærlighed og understøttende nåde.   ret

Den podning som forener vinstokken og tager del i dets liv, bliver blomstrende og frugtbar; men hvad hvis den ikke danner en sådan forening? Det er en visnet gren; selvom den er forenet med vinen i det ydre, deler den ikke dens liv; den kan ikke bringe frugter. Denne livløse podekvist er et alt for rigtigt billede på en stor klasse bekendende kristne. Selvom de er forenet med Kristus i det ydre, har de ingen levende forbindelse med ham; de deler ikke hans liv, eller frembringer frugter til hans ære. De er visnede grene, der får nænsom næring for en tid, men forbliver uforandret, vil de tages bort til sidst.   ret

Mine brødre og søstre, jeg beder jer indstændigt at tage jer i agt for denne højtidelige og alvorlige lektie om vinen og dets grene. Beslut jer for om I vil være frugtbærende medlemmer på den levende Vin. Podekvisten kan kun blomstrer når den modtager liv og styrke fra moderstammen. Benyt jer af enhver mulighed for at forbinde jer selv tættere til Kristus. Det er ved at tro på ham, elske ham, efterligne ham og være helt afhængige af ham, at I bliver ét med ham; og hans liv og karakter vil åbenbares for verden, gennem jer.   ret

Det er ved at åbne jeres hjerte for Kristi ord, at I får del i guddommelig natur. Når du kaster din hjælpeløse sjæl på ham, tror på hans ord: ”Han der kommer til mig, vil jeg ikke udstøde,” så begynder foreningen. Jeres tro kan være svag, men klyng jer til Frelserens løfte. I ham er lys, håb og liv. Når hans ord er modtaget i sjælen, vil det få livsvigtig kraft til at arbejde Kristi gerninger; og alt der gøres i kærlighed, vil binde jeres styrkes kilde fastere. ”Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, sommer ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.”   ret

Lad Kristi ord blive i jer, og til sidst vil I kunne sige, sammen med ham der erklærede sig som den største synder af alle: ”Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”   ret