Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 15. september 1885

Rejsenoter. Fra Californien til England

Den 13.juli, 1885, forlod jeg i selskab med min søn W. C. White og et selskab på ti Californien ud på min længe påtænkte rejse til Europa. Jeg har i månedsvis set frem til denne rejse, med alt andet end fornøjelse. At rejse over kontinentet i den varme sommer og i min svage sundhedstilstand, virker næsten formasteligt. Siden jeg deltog i stats-lejrmøderne i 1884, jeg har lidt store mentale træthed og fysisk svaghed. Jeg har i månedsvis kun kunne skrive meget lidt. Idet rejsetidspunktet nærmede sig, blev min tro hårdt prøvet. Jeg ønskede så meget at nogen erfarne, som jeg kunne stole på at få råd og opmuntring fra. Jeg var blevet modløs, og jeg længes efter menneskelig hjælp, nogen som har fast greb oppefra, og hvis tro kan stimulere min. Dag og nat stiger mine bønner op til himlen, at jeg måtte kende Guds vilje og blive helt underlagt den. Men min vej er endnu ikke klar; jeg fik ikke noget særligt bevis for at jeg var på pligtens sti eller om mine bønner var blevet hørt.   ret

På det tidspunkt besøgte min Søn W. C. W. Heraldsburg, og hans ord var fulde af mod og tro. Han bad mig se tilbage, da jeg under de mest afskrækkende forhold, havde handlet i tro, efter det bedste lys jeg fik, og Herren havde styrket og støttet. Det gjorde jeg så; og besluttede at handle efter Generalkonfernsens vurdering, og startede rejsen og stolede på Gud. Der blev sagt farvel til vennerne i Heraldsburg, vendte jeg tilbage med min søn til Oakland. Her blev jeg indbudt til at tale i kirken sabbatsformiddag. Jeg tovede; men disse ord kom kraftfuldt til mig: ”Min nåde er dig nok,” og jeg indvilgede. Så følte jeg at jeg måtte søge Gud alvorligt, jeg vidste at han kunne overgive det på en måde som jeg ikke kunne se. Med denne tillid, var min frygt borte, men ikke min svaghed. Jeg rejste til kirken og indtog talerstolen, troede at Herren ville hjælpe mig. Da jeg talte, følge jeg at de evige arme var omkring mig, gav mig fysisk styrke og mental klarhed til at sige ord med kraft. Guds kærlighed og velsignelse fyldte mit hjerte, og fra den time af begyndte jeg at samle styrke og mod. Den næste mandag tøvede jeg ikke med at stige på toget på vej til Michigan.   ret

Denne erfaring har jeg igen lært den lektie, som jeg har måtte lære mange gange, at jeg må læne mig helt op ad Gud, uanset mine problemer. Han vil aldrig forlade eller svigte dem som overgiver deres veje til ham. Vi må ikke bero os på menneskelig styrke eller visdom, men gøre ham til vor rådgiver og vejleder i alle ting.   ret

Selvom jeg bad i månedsvis for at Herren vil gøre min sti så tydelig at jeg ved at jeg ikke begår nogen fejltagelser, var jeg stadig nød til at sige at ”Gud lægger et slør over mine øjne.” Men da jeg havde indtaget plads i toget, kom forvisningen om at jeg handlede i overensstemmelse med Guds vilje. Mange venner var kommet til stationen for at se os rejse. Det var et sted med megen forvirring, og jeg kunne ikke klare noget af den slags i månedsvis. Men det gav mig ingen problemer nu. Den liflige fred som Gud alene kan give, blev tildelt mig, og jeg fandt hvile i Jesus, ligesom et træt barn.   ret

I Fresno, Cal., var vi overraskende heldige at få besøg af bror M. J. Church og hans søn, som kom i vogn-porten med en overflod af ferskener, druer og meloner. Druerne var udvalgte slags, og ferskenerne var store og gule, nogle af den målte ti tommer i omkreds. Denne forsyning kom i rette tid, og blev til velsignelse for os alle på vej til Michigan. Vi nød et behageligt men kort besøg med disse brødre, og så var i på vej igen.   ret

Vejret under den første del af vor rejse var enormt hårdt. Et sted stod termometeret på 125 grader i skyggen. (Farenheit) I Sydcalifornien og Arizona var vinden lige så varm som kom den fra en ovn. Det var hvad jeg havde frygtet; men til vor store overraskelse blev jeg ikke udmattet af varme. Som sædvenligt havde vi vore middagsmadpakker med os, og spiste to måltider hver dag regelmæssigt. Disse måtider bestod af frugter og brød, uden the eller stimulanser af nogen slags. Herrens velsignelse fortsatte med at hvile over mig, da vi rejste, og jeg fik det bedre for hver dag.   ret

Ved en særlig aftale med jenbaneselskabet fik vi udlovet en vogn til os selv fra Mojave. Dette fik vi på nær af tre høflige passagerer. Omstigningen på dette sted skete med meget små vanskeligheder. Den vogn vi skulle sidde i blev trukket op på siden af den i var i, og vort gods blev hurtigt og let overført. Vi blev passet godt, og var taknemmelig for muligheden for at vi kunne rejse et bedealter og få en religiøs godstjeneste om sabbaten. Fra tid til anden droppe nogle af togfolkene ind og lyttede. Min opmærksomhed blev henledt til en ung mand som så meget utilpas ud under gudstjenesten. På et tidspunkt så han ud til at græde, og ville igen vise megen fornøjelse. Han sagde derefter til en af vore, at det var den første bøn han havde hørt i fem år; men da han var hjemme i sin ungdom, bad hans forældre bønner dagligt.   ret

Jeg er overbevist om at vi mister meget ved at glemme Jesus når vi rejser med toget eller i skibe. De som er kristne vil bekende Kristus i deres omgang, i afholdenhed og i deres Kristus-lignende optræden. Vi vil fristes til at lade vore tanker og ord flyde i samme kanal, som de verdsliges flyder i. Men det må være på sinde at ”ved megen tale undgås ej brøde." Vi kan ikke når vi er på toget eller går ind på toiletterne være alene med Gud; men vi kan binde op om vore sinds lænder, og opløfte vore hjerter til Gud i tavs bøn for nåde til at tankerne fast ved ham, og han vil visselig høre os.   ret

Hvor vi havde en længere stop, udnyttede bror Lunt tiden til at gøre missionsarbejde nær stationen. På et sted fik han et abonnement på Review fra en mand, som var på Satantoriet i Battle Creek, og som kendte til argumenter for sabbaten. Han var maskinarbejder i et af jernbanens værksteder, og fik en god løn. ”Men,” sagde han, ”hvad gavn vil penge gøre mig, hvis de bruges på at bekoste min sjæl?” Han var ivrig efter at finde arbejde vor an kunne holde sabbat og få religiøst selskab, og mulighed for at gå til møder.   ret

Da vi nåede Kansas City, blev der reserveret en særlig vogn til vor gruppe. Skiftet fra det ene tog til det andet, skete let, og den næste dag nåede vi Chicago. Here we were met by Brn. A. R. Henry and W. C. Gage, som ledsagede os til Battle Creek. Vi kan visselig sige at rejsen over sletterne blev fuldført med lidt ubehag og træthed, som vi altid har erfaret de seksogtyve gange som vi har kørt over den vej. Herren velsignede os, og vi følte det som et privilegium at give ham al ære. I Battle Creek var jeg glad for at møde mange gamle venner, og fandt nogle få dages fred og ro i min søn Edsons hjem.   ret

Vi tilbragte sabbaten med menigheden der. Jeg talte her om formiddagen og om eftermiddagen deltog ved et vidnesbyrdmøde. Det var et dyrebart privilegium for at frembære mit vidnesbyrd, og lytte til brødre og søstres vidnesbyrd. Herren lod til at være meget nær, og hans tilstedeværelse er altid liv, sundhed og fred. Tanken kom frem om at ”vi aldrig skal mødes her igen, men vi skal mødes omkring den store hvide trone? Hvem i denne store forsamling vil mangle i Guds paradis, og som vil være blandt sejrherrerne, og syge jubelsange i den evige lyksaligheds hjem?   ret

Søndag aften talte jeg til mange af patienterne på sanatoriet. Jeg prøvede at fremføre de høje krav for dem, som Gud har til os hver især, og vigtigheden af at alle vore ønsker, vor appetit og lidenskab er under fornuftens kontrol. Den nye tilbygning på sanatoriet udgøre en stor og rummelig bygning, og den er allerede godt fyldt med patienter. Alt synes at være planlagt medhensyn til deres sundhed og behagelighed, som kommer der for at få hvile og behandling. Deres borde er dækket med en overflod af god, enkel og velnærende mad, og jeg følt blot at var nogen utilfreds med det, må de have en meget forvansket smag.   ret

Tirsdag aften var vi til et møde til sent ud på aften, prøve at fremvise for medarbejderne, det gode der kunne udrettes hvis de var knyttet til Gud. Herren vil at sanatoriet skal være et god middel til godt. Regulære religiøse møder skal afholdes der, også en grundig organiseret sabbatsskole. Alle indbydes til at tage del ved disse møder, og som følge deraf får mange sjæle kendskab til sandheden.   ret

Jeg føler at det her er min pligt at advare mine brødre imod at tage imod det som de måtte høre imod sanatoriet. Vi har været på stedet, og vi tror at de som gør en ledende del prøver at arbejde ud fra et kristent ståsted. De som beklager sig ved kun lidt om de bekymringer og forviklinger som den egentlige medarbejder bærer, og er ofte uvidende om det arbejde der gøres for deres velfærds skyld. Hvis de sure vil betale mere, og kværulere og knurre mindre, tror vi at de ikke kun vil forbedre deres åndelige tilstand, men også deres fysiske sundhed. Denne institution er et af Guds redskaber, og vi bør advare vore brødre at være forsigtige med hvad de siger, så deres indflydelse formindskes.   ret

Denne institution er et af Guds redskaber, og vi må advare vore brødre at passe på med at sige noget der formindsker dets indflydelse. Det er let at tage et overfladisk udsyn af sagerne, og give et nedsættende indtryk af arbejdet og medarbejderne. Derved udrettes der megen skade. ” Herre, hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte; ikke bagtaler med sin tunge, ikke volder sin næste ondt og ej bringer skam over ven.” Her fordømmes ikke kun ham som beklager siger, men de som tager denne skam op, og gemmer på den, og gentager den. Hvis der kommer efterretninger imod sanatoriet, så tag ikke imod dem, før I har bevis for at de er sande.   ret

Onsdag middag, den 29. juli, genoptog vi vor rejse mod øst. På venners anmodning, opholdt vi os nogle få timer i Rome, N.Y., hvor vik fik et udbytterigt besøg med brødrne Miles og Brown, og bror Whitney og familie. Det var en fornøjelse for os at se de tiltag der var gjort her for missionsarbejde. En lille men pæn og velindrettet bygning var rejst, og nedre etage blev brugt til missionsarbejde og læseværelse. Kælderetagen havde små trykkemaskiner, medens de øvre etager havde en skole. Det forventes ikke at denne skole vil kræve mange midler for dets drift, men de fornødne behov blev indfriet, at uddanne missionsarbejdere, og forberede børn til at komme ind på akademiet i South Lancaster. Alt blev gjort grundigt og pænt, og alligevel så jeg intet overflødigt. Brødrene i New York var vældig godt forberedt på at drive denne mission pænt, og vi var sikre på at ingen som har Guds sag i hjerte, føler at planer for at føre lyset til dem i mørke, gør det for meget ud af det eller for dyrt. De ting som angår vor evige interesse er af uendelig betydning, og bør ophøjes over alle verdslige interesser. Måtte visdommens Gud lede prædikanter og medarbejdere i denne vigtige mark, og måtte ethvert menighedsmedlem føle at arbejdet er hans, og gøre alt hvad han kan for at støtte det.   ret

Vi forlod Rome omkring klokken ti om aften, forventede at få en sovevogn, men fordi et tog ikke lavede forbindelse var vi nødt til at skifte tog to gange i løbet af natten. Vort næste holdested var i Worcester, Mass., hvor pastor Canright holdt lejrmøder. Vi nåede dette sted halv ni, og jeg kunne holde min aftale at tale denne aften. Jeg var træt, men Herren gav mig styrke til at tale til folk. Den næste dag var sabbat og omkring firs var til stede. Nogle af disse holdt sabbat for første gang. Søndag aften var teltet fyldt, og folk lyttede med den mest ærbødige interesse. Ganske mange på dette sted er helt befæstede i sandheden. Arbejdet bevæger sig langsom i de store byer, for der mødes stor modstand.   ret

Mandag den 3. aug. tog vi med den private transporter til South Lancaster. Denne tur på sytten miles var et ophold, da der blev brugt nogle få dage i søster Harris rolige hjem, selvom meget af min tid blev brugt på at fuldføre nogle vigtige skriverier som jeg var ivrig for at efterlade til mine brødre før vi sejlede. Torsdag besøgte jeg igen Worcester, holdt et møde med missionsarbejdere der, og vendte tilbage til Lancaster.   ret

En kort tur om morgnen den syvende, førte os til Boston. Damperen som vi havde billetter forlod ikke havnen før sabbats formiddag; men vi fik lov at gå ombord med vort bagage fredag aften. Da vi begyndte sabbaten med bøn, virkede Herren til at være meget nær, og hans fred og velsignelse kom i vore hjerter. Det var en fredfuld og rolig dag.   ret

Vejret på den første del af rejsen var behageligt, og vi tilbragte meget af tiden på dækket; men den fjerde dag var meget oprørt, og vi havde det bedst i vore køjer. Den sidste del af vejen fik vi megen tåge, som fik skibet til at sejle langsomt, og gjorde rejsen noget ensformig. Over hele oceanet var å urolig I flere dage at koøjerne blev holdt lukkede, jeg led mindre af søsyge, end jeg regnede med. Der var arrangerede rigtig god ventaliation.   ret

Jeg kan ikke sige nok godt om damperen Cephalonia, som var vort flydende hjem i henved elleve dage. Kaptajnen og hele personalet var venlige og gæstfrie. Maden var god, mere velsmagende end vi sædvaneligvis havde fået ombord på bade. Brødet, både hvidt og grahamsbrød var fremragende, og god servering frugter, grøntsager og nødder. Medens dem som nød kød kunne få det tilberedt i næsten enhver form. Skibet beævgede sig ikke så meget, så jeg kunne skrive over ethundrede sider vigtige ting under overfarten.   ret

Om aftenen den 13. kom vi til Liverpool. Her blev vi mødt af brødrene Drew, Wilcox, og O'Niel, og taget til bror Drews behagelige hjem. Efter at have takket Gud for at bevare os under rejsen, trak vi os tilbage for at hvile. Den næste morgen tog vi toget til Grimsby, sammen med bror Wilcox, hovedkvarteret for vort forlagsarbejde i England. Vi tog straks til missionshuset, eller kontoret for Present Truth. Her mødte vi vore gamle venner bror og søster Mason, fra Woodland, Cal., pastor Lane og frue, og søster Jennie Thayer. Sammen med disse kære amerikanske venner følte vi os godt hjemme, og forventede at blive nogle dage.   ret

Jeg så overrasket tilbage på min rejse og var taknemmelig over den styrke jeg havde fået. Siden vi forlod Californien, har jeg rejst over syv tusinde miles, skrevet over to hundrede sider, og talt tretten gange; og jeg var meget sundere nu end da jeg begyndte. Al pris til Herren. Det er ikke længere et spørgsmål for mig, om jeg er på pligtens sti. Europa er en umådelig stor missionsmark, og der er et stort arbejde at udrette. Gt. Grimsby, Eng.   ret