Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 16. september 1873

Laodikæamenigheden

Budskabet til Laodikæamenigheden vækker voldsomme anklager, og kan bruges på Guds folk i nutiden.   ret

»Og skriv til menighedens engel i Laodikæa: »Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund. Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget«, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.«   ret

Herren viser os her, at det budskab som skal bæres frem til hans folk af forkyndere, som han har kaldt til at advare folket, ikke er et fred-og-i-sikkerhed budskab. Det er ikke blot teoretisk, men praktisk i hver detalje. Guds folk fremstilles i laodikæamenighedens budskab i en kødelig forvisning. De har det mageligt, tror at de selv er i en ophøjet tilstand af åndelige evner.   ret

»Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget«, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.«   ret

Kan noget større bedrag komme over menneskesindet end det at man tror man er på rette vej, når man er på den gale vej?! Det sanddru vidne finder Guds folk i et sørgeligt bedrag, helt oprigtigt i dette bedrag. De ved ikke, at deres tilstand er beklagelig i Guds øjne. Mens de tiltalte smigrer sig selv med, at de befinder sig i en ophøjet åndelig tilstand, forstyrrer det sanddru vidne deres tryghed med den foruroligende udtalelse om deres sande tilstand af åndelig blindhed, fattigdom og elendighed. Vidnesbyrdet, så skarpt og alvorligt, kan ikke være en fejltagelse; for det er det sanddru vidne, der taler, og hans vidnesbyrd må være sandt.   ret

Det er vanskeligt for dem, der føler sig sikre i deres færdigheder, som tror, at de er rige i åndelig kundskab, at tage imod det budskab, der erklærer, at de er bedragne og har behov for enhver åndelig nåde. Det uhelliggjorte hjerte er svigefuldt frem for alt og dødeligt ondt.   ret

Gud leder sit folk, skridt for skridt. Det kristne liv er en stadig kamp, og en march. Der kan ikke hviles fra krigen. Det er ved stadige, uophørlige anstrengelser at vi fastholder sejren over Satans fristelser. Som et folk skal vi triumfere i sandhedens klarhed og styrke. Vi understøttes fuldt ud i vore standpunkter af en overmådelig mængde tydelige skriftlige vidnesbyrd. Men vi mangler rigtig meget bibelsk ydmyghed, tålmodighed, tro, kærlighed, selvfornægtelse, årvågenhed, og en opofrelsesånd. Vi behøver at opelske bibelsk hellighed. Synden hersker iblandt Guds folk. Laodikæamenighedens tydelige irettesættelsesbudskab modtages ikke. Mange klynger sig til deres tvivl og deres kære synder, medens de er så meget bedragede, at de taler og føler at de ikke har brug for noget. De tror at Guds Ånds vidnesbyrd i form irettesættelser er ubetimelig, eller at det ikke gælder dem. Disse har de største behov for Guds nåde og åndelig skarpsindighed, så de kan opdage deres mangel på åndelig kundskab. De mangler næsten alt der er nødvendig for at udvikle kristen karakter. De har ingen praktisk kundskab til bibelsandheden, som leder til beskedenhed i livet, og tilpasser deres vilje til Kristi vilje. De lever ikke i lydighed mod alle Guds forlangender.   ret

Det er ikke nok at blot bekende at man tror sandheden. Alle soldater af Kristi kors forpligter sig i virkeligheden til at gå i korstog imod sjælenes fjende, og fordømme fejl, og understøtte retfærdighed. Men budskabet fra Det Sanddru Vidne åbenbarer det faktum, at et frygteligt bedrag er over vore folk, og det er nødvendigt at komme til dem med advarsler, og bryde deres åndelige søvn, og vække dem til faste handlinger.   ret

Dette budskab fra det Sanddru Vidne har ikke udrettet Guds plan. Folk sover i deres synder. De fortsætter med at sige til sig selv: »Er rig og mangler intet.« Mange spørger, hvorfor gives alle disse irettesættelser? Hvorfor anklager vidnesbyrdene os hele tiden for tilbagefaldende og alvorlige synder? Vi elsker sandheden. Vi har fremgang. Vi behøver ikke disse advarsels- og irettesættelsesvidnesbyrd. Men lad disse knurrehoveder se deres hjerter, og sammenligne deres liv med bibelens praktiske lære; lade dem ydmyge deres sjæle for Gud, lad Guds nåde oplyse mørket, og vægtskålene vil svinge ud for deres øjne, og de vil fornemme deres sande åndelige armod og usselhed. De vil mærke nødvendigheden af at købe guld, som er ren tro og kærlighed; hvide klæder, som er en pletfri karakter, der er gjort ren i deres dyrebare Genløsers blod, og øjensalve, som er Guds nåde, og vil give dem en klart udsyn for åndelige ting, og opdage synd. Disse færdigheder er mere dyrebare end Ofirs guld.   ret

Jeg er ret sikker på grunden til at Guds folk er i den åndelige blindhed, som de er i nu, er fordi de ikke vil tage imod rettelser. Mange har foragtet de irettesættelser og advarsler de har fået. Det Sanddru Vidne fordømmer Guds folks lunkne tilstand, som giver Satan stor magt over dem i denne vente- og vågetid. Den som er selvisk, stolt og elsker synd angribes altid af tvivl. Satan har evner til at antyde tvivl og finde indvendinger mod det klare vidnesbyrd som Gud sender, og mange tror at det er en dyd og et tegn på forstand hos dem, når de ikke tror, betvivler og er spidsfindig. Dem som ønsker at tvivle vil få masser af plads. Gud har ikke til hensigt at fjerne al grund til vantro. Han giver bevis, som må undersøges nøje, med et ydmygt sind og en lærvillig ånd.   ret

Evigt liv er af uendelig værdi, og vil koste alt hvad vi har. Det er tydeligt at vi ikke påskønner evige ting ordentligt nok. Alt som er værd at have, endog i denne verden, må sikres med anstrengelser, og nogle gange med et smerteligt offer. Og dette blot for en forgængelig rigdom. Skal vi være mindre villig til at klare kampe og slid, og anstrenge allermest og gøre store ofre for denne uvurderlige skat, som overgår alt i værdi, og livets varighed som vil måle sig med den Uendelige? Kan himlen koste os for meget? Tro og kærlighed er gyldne rigdomme, elementer som mangler rigtig meget midt iblandt Guds folk.   ret

Troen på Kristi snarlige komme aftager. »Min Herre lader vente på sit komme« siges ikke kun i hjertet, men udtrykkes i ord, og mest afgjort i gerninger. Sløvhed i denne vågetid er at besegle sanserne hos Guds folk hvad angår tidernes tegn.   ret

Den overvældende forfærdelige syndighed kræver den største flid, og kræver det levende vidnesbyrd, at holde synd borte fra menigheden. Troen har aftaget i en forfærdelig grad. Tro kan blot vokse ved at blive brugt.   ret

Første gang den tredje engels budskab kom, havde dem, der havde involveret sig i Guds arbejde, noget at sætte på spil. De måtte gøre ofre. De startede dette arbejde i fattigdom, og led de største afsavn og bebrejdelser. De mødte en stor modstand, som drog dem til Gud i deres nød, og holdt deres tro i live. Vor nuværende plan med systematisk godgørenhed dækkede vore prædikanters underhold. Og der var ikke mangel og intet behov for trosudøvelse for underhold. Dem, som starter op nu, for at forkynde sandheden, har intet at sætte på spil. De løber ingen risiko, ingen særlige ofre at gøre. Sandhedssystemet gøres klar til deres hænder. Der laves publikationer til dem, der forsvarer de sandheder de forsvarer.   ret

Nogle unge mænd begynder uden en egentlig fornemmelse af arbejdets ophøjede karakter. De har ikke afsavn, og vanskeligheder og hårde kampe at imødekomme, som kræver trosudøvelse. De opelsker ikke en praktisk selvfornægtelse, og værner om en opofrelsesånd. Nogle bliver stolte og opløftede, og får ikke nogen virkelig byrde på sig. Det Sanddru Vidne taler til disse prædikanter: »Vær derfor nidkær, og omvend dig.« Nogle af disse prædikanter er så opløftede i stolthed, at de virkelig er en forhindring og en forbandelse for Guds dyrebare sag. De udøver ikke en indflydelse som er frelsende for andre. Der er brug for at disse mænd helt igennem, selv bliver omvendt til Gud, og helliges ved de sandheder som de overbringer til andre.   ret

Rigtig mange føler sig utålmodige og nidkære fordi de ofte foruroliges af advarsler og irettesættelser som holder deres synder frem for dem. Det Sanddru Vidne siger: »Jeg kender dine gerninger.« Motiver, hensigter, vantro, antydninger og skinsyge kan skjules for mennesker, men ikke for Kristus. Det Sanddru Vidne kommer som en rådgiver; »Råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig. Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på Hans trone. «   ret

Dem som giver agt på advarselsvidnesbyrdet, og ivrigt går i gang med at skille sig af med deres synder, for at få de nødvendige nådegaver, vil være den opåbnende dør for deres hjerter, så den dyrebare Frelser kan komme ind og bo hos dem. Denne klasse vil altid finde en fuldkommen harmoni med Guds Ånds vidnesbyrd.   ret

Prædikanter, som forkynder den nærværende sandhed, bør ikke forsømme Laodikæamenighedens alvorlige budskab. Vidnesbyrdet fra Det Sanddru Vidne er ikke et nemt budskab. Herren siger ikke til dem: Du har næsten ret, du har frembåret revselser og irettesættelser som du aldrig har fortjent, du har mistet modet unødigt, på grund af voldsomhed, du er ikke skyldig for de fejl og synder som du er blevet irettesat for.   ret

Det Sanddru Vidne erklærer at når du tror, at du er i en virkelig god fremgang, så behøver du alt. Det er ikke nok at prædikanter kommer med teoretiske emner. De behøver at studere de praktiske som Kristus gav sine disciple, og tilegne sig dem til deres egne sjæle, og til folk. Fordi Kristus frembærer dette dadlende vidnesbyrd, skal vi da tro at han er blottet for øm kærlighed til sit folk? Oh, nej! Han som døde for at genløse faldne mennesker fra døden, elsker med en guddommelig kærlighed. Han irettesætter dem han elsker. »Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg.« Men mange vil ikke tage imod det budskab Himlen i barmhjertighed sender dem. De kan ikke klare at få fortalt deres fejl, og om deres pligtforsømmelse, om deres selviskhed, deres stolthed og verdenskærlighed.   ret

Herrens tjener bør frembære et klart vidnesbyrd. De bør råbe højt og ikke spare det, og vise folket deres overtrædelser, og Israels hus deres synder. Men der er en klasse som ikke vil tage imod irettesættelsesbudskabet, og de vil hæve deres hænder og afskærme dem, som Gud vil dadle og rette. De vil altid sympatisere med dem, som Gud vil have til at føle sand armod over for.   ret

Herrens ord, der tales igennem sine tjenere, tager mange imod med tvivl og angst. Og mange vil bøje deres lydighed mod de advarsler og irettesættelser der gives, og vente indtil usikkerhedens skygge er fjernet fra deres sind. Den vantro som kræver fuldkommen kundskab vil aldrig vige for det bevis, Gud har fundet rigtigt at give. Gud forlanger tro af sit folk, som hviler på en bevisbyrde, ikke fuldkommen kundskab. Jesu Kristi efterfølgere, dem som accepterer det lys Gud sender dem, må adlyde Guds stemme der taler til dem, skønt der er mange andre stemmer der råber ud imod den. Det kræver skarpsindighed at skelne Guds stemme.   ret

Dem som ikke vil handle når Herren kalder på den, venter på et mere sikkert bevis, og bedre anledninger, vil vandre i mørke, for lyset vil trækkes bort. De beviser der gives den ene dag, vil aldrig gentages, hvis de forkastes.   ret

Fristede sjæle hvis hjerter altid har været i krig med den nøjagtige syndsirettesættelse, vil råbe: Sig glatte ting til os. Hvordan vil disse gøre brug af Det Sanddru Vidnes budskab til Laodikæamenigheden? Her må der ikke være noget bedrag. Dette budskab må frembæres til en lunken menighed af Guds tjenere. Dette budskab må opvække Guds folk fra deres vished og farlige bedrag om deres virkelige forhold til Gud. Hvis der tages imod dette vidnesbyrd, vil det vække til handling, og føre til selvfornedrelse, og bekende deres synder. Det Sanddru Vidne siger: »Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm.« Og atter: »Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!« Da kommer løftet: »Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og bolde nadver med ham, og han med mig.« »Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.«   ret

Disse advarsler og synder, som er kommet over Guds folk i deres elendighedstilstand, blindhed og armod må kunne ses, og de rejser sig til nidkær anger, og bortlægger de synder som har bragt dem i en så ynkværdig blindhedstilstand og forfærdeligt bedrag. Det klare vidnesbyrd må leve i menigheden. Og dette alene vil svare til Laodikæamenighedens budskab. Fejl må irettesættes, synder må kaldes for synder, og uretfærdigheden må imødekommes straks og afgjort, og må bortlægges fra os som et folk.   ret

De, som Gud har udvalgt til en vigtig gerning, er altid blevet modtaget med mistillid og mistro. Da Elias fordum blev sendt med et budskab fra Gud til folket, gav de ikke agt på advarslen. De anså Elias for at være unødig streng. De mente, at han måtte have mistet forstanden, eftersom han kunne fordømme dem, Guds begunstigede folk, som syndere og erklære, at deres overtrædelser var så store, at de ville bringe Guds straffedomme over dem.   ret

Satan og hans hær er altid blevet stillet op imod dem, som frembærer advarselsbudskabet og irettesætter synder. De vanhellige vil forene sig med sjælenes fjende for at gøre Guds trofaste tjeneres arbejde så hårdt som muligt. Idet Elias, en af Guds store og mægtige profeter, flygtede for sit liv fra den rasende Jesabels vrede, var han en flygtning, træt og rejsetræt, og han ønskede hellere at dø end at leve. Hans bitre skuffelse over Israels troløshed knuste hans ånd, og han følte, at han ikke længere kunne have tillid til mennesker. Den dag Job kom i pinsler og mørke, siger han disse ord: »Forbandet den dag jeg blev født.«   ret

Da Akab herskede over Israel, forlod folket Gud og fordærvede deres veje for ham under hans forvanskede styre. »Akab, Omris søn, blev konge over Israel i kong Asa af Judas otteogtredivte regeringsår, og Akab, Omris søn, herskede toogtyve år over Israel i Samaria. Akab, Omris søn, gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, i højere grad end alle hans forgængere. Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams, Nebats søns, synder, ægtede han oven i købet Jesabel, en datter af Zidoniemes konge Etba'al, og gik hen og dyrkede Ba'al og tilbad ham. Han rejste Ba'al et alter i ba'alstemplet, som han lod bygge i Samaria. Og Akab lavede Asjerastøtten og gjorde endnu flere ting, hvorved han krænkede Herren, Israels Gud, værre end de konger, der havde hersket før ham i Israel.«   ret

Akab havde en svag moral. Han havde ikke en høj fornemmelse af hellige ting. Han var selvisk og principløs. Hans havde forenet sig i et ægteskab med en kvinde af en besluttet karakter, og tydeligt temperament, brugte tid på afgudsdyrkelse, og gjorde dem begge til Satans særlige agenter der ledte Guds folk til afgudsdyrkelse og et forfærdeligt frafald. Jesabels bestemthed formede Akabs karakter. Hans selviske natur var ude af stand til at påskønne Guds nådegaver til sit folk, hans forpligtelse over for Gud, som Israels vogter og leder. Gudsfrygt blev der dagligt mindre af i Israel. De blasfemiske tegn på deres blinde afgudsdyrkelse skulle ses iblandt Guds Israel. Der var ingen som turde udstille deres liv, ved at åbenlys stå frem som modstand mod den fremherskende afgudsdyrkelse. Baals altre, og Baals præster som ofrede til solen, månen og stjernerne var iøjnefaldende over alt. De havde helligede templer og trælunde, hvori der var sat værker gjort af menneskehænder, til tilbedelse. De gaver som Gud gav til dette folk fremkaldte ingen taknemmelighed til Giveren. For al himlens gavmildhed, de rislende bække, og strømme af levende vand, den nænsomme dug, og regndråberne der fornyer jorden, og får deres marker til at give i stor mængde; dette blev tilskrevet deres guder.   ret

Elias trofaste sjæl var bedrøvet. Hans harme blev vækket, og han var nidkær for Guds herlighed. Han så at Israel dumpede ned i et forfærdeligt frafald. Han blev overvældet af forbavselse og sorg over folkets frafald, da han fik de store ting i tanke, som Gud havde udført for dem. Men alt dette glemte det meste af folket. Han gik frem for Gud, og med sin sjæl, presset i pinslen, bad om at han måtte frelse sit folk hvis det kunne ske ved domme. Han bad Gud indtrængende om at tilbageholde dug og regn fra hans utaknemmelige folk, himlens rigdomme, så det frafaldne Israel kunne se forgæves til deres afguder af guld, træ og sten, solen, månen og stjernerne, og se deres Gud, der vander jorden og beriger den, og får den til at frembringe rigeligt. Gud fortalte Elias at han havde hørt hans bøn. Han ville tilbageholde dug og regn fra sit folk, indtil de vendte angerfulde tilbage til ham.   ret

Gud havde især passet på at hans folk ikke blander sig med de afgudsdyrkende folk omkring dem, så deres hjerter ikke bedrages af deres tiltrækkende lunde, helligdomme, templer og altre alt som blev arrangeret på den dyreste og tiltrækkende måde, og forvansker sanserne, så at Gud ville være fortrængt af deres sind.   ret

Jeriko var en by som blev helliget til den mest overdrevne afgudsdyrkelse. Indbyggerne var meget velstående. Alle de rigdomme som Gud havde givet dem tilskrev de som gaver fra deres guder. Guld og sølv var i overflod. Ligesom folk før vandfloden, var de korrupte og blasfemiske. De hånede og udæskede himlens Gud med deres onde gerninger. Guds domme blev vakt imod Jeriko. Det var en fæstning. Men hærføreren for Herrens hær kom selv fra himlen for at lede Himlens hære ind i angrebet på byen. Guds engle lagde hånd på de massive mure og fik dem ned på jorden. Gud havde sagt at Jerikos by, skulle forbandes, og at alle ville gå tabt undtagen Rahab og hendes hus. De skulle reddes på grund af den velvillighed som Rahab udviste over for Herrens budbringere. Herrens ord til folket var: »Men I skal tage eder vel i vare for det bandlyste, så I ikke attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer bandet over Israels lejr og styrter den i ulykke.« »På den tid tog Josua folket i ed, idet han sagde: »Forbandet være den mand for Herrens åsyn, som indlader sig på at opbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge grunden og hans yngste at sætte dens portfløje ind.« Jos. 6,18.26.   ret

Gud var meget nøjeregnende når det gælder Jeriko, for at folk ikke skulle fortrylles af de ting som indbyggerne havde dyrket, og deres hjerter var blevet adsplittet fra ham. Han passer på sit folk med de tydeligste bud. Uanset de alvorlige pålæg fra Gud, ved Josuas mund, vovede Akan at overtræde. Hans ærgerrighed ledte ham til at tage de rigdomme som Gud havde forbudt ham at røre ved, fordi hans forbandelse var over dem. Og på grund af dette menneskes synd, var Guds Israel lige så svag som vand over for deres fjender.   ret

Josua og Israels ældste var i store trængsler. De lå foran Guds ark på den mest ynkværdige ydmyghed, fordi Herren var vred på sit folk. Josua og Israels ældste bad og græd for Gud. Herren talte til Josua: »Da sagde Herren til Josua: »Stå op! Hvorfor ligger du på dit ansigt? Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min pagt, som jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres oppakning. Derfor kan israelitterne ikke holde stand over for deres fjender, men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til band! Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte.«
E. G. W. - (fortsættes )   ret

næste artikel   ret