Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 16. september 1884

En lektie om begærlighed

Da Jesus var ved at forlade et sted, kom en ung mand til ham med spørgsmålet: »Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Da svarede han ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun, én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spørger: »Hvilke bud?« Jesus svarede: »Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder, og: du skal elske din næste som dig selv.« Den unge mand siger til ham: »Det har jeg holdt alt sammen; hvad mangler jeg endnu?« Da sagde Jesus til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!« Men da den unge mand hørte det ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget gods. «   ret

Jesus citerede fem af de sidste seks bud, og også det store bud, som de sidste seks bygger på. Disse mente han at han havde holdt. Jesus nævnte ikke de første fire bud, som definerer for pligt mod Gud. Som svar på spørgsmålet: ”Hvad mangler jeg endnu?” sagde Jesus til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!«   ret

Her var hans mangel, Han elskede ikke Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Jesus berørte hans lidenskaber. Han sagde: “Sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”. Dette udpegede den unge mands afgud. Hans kærlighed til rigdomme stod højest; således var det umuligt for ham at elske Gud af hele sit hjerte, med hele sin sjæl, og af hele sit sind. Og denne største kærlighed for sine rigdomme lukker hans øjne for hans medmenneskers mangler. Han elskede ikke sin næste som sig selv; derfor holdt han ikke de sidste seks bud. Hans hjerte til sine rigdomme, var opslugt i hans jordiske besiddelser. Han elskede jordens ting højere end Gud, højere end himmelske rigdomme. Jesus prøvede ham for at se hvad han elskede højest, rigdomme eller evigt liv. Greb han ivrigt fat i den evige pris? Kæmpede han ivrigt efter at fjerne forhindringerne i vejen for at få en rigdom i himlen? Oh, nej; »han gik bedrøvet bort; thi han havde meget gods. «   ret

»Men Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg eder: det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer: en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.«   ret

Det er Guds plan at rigdomme skal bruges ordentligt, fordeles for at velsigne trængende, og for at fremme Guds sag. Hvis mennesker elsker deres rigdomme højere end de elsker deres medmennesker, højere end de elsker Gud eller sandhederne i hans ord, hvis deres hjerter er til deres rigdomme, kan de ikke få evigt liv. Nogle vil hellere opgive sandheden end elske og give til de fattige. Her forsøges sjæle, og ligesom den rige unge mand, går mange sorgfulde bort fordi de ikke også kan beholde deres rigdomme og skatte i himlen. Den kan ikke have begge dele, og de risikerer deres chance for evigt liv på grund af verdslig besiddelse.   ret

»En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.« »For Gud er alt muligt; « men han vil ikke lade rige mænd hamstre deres rigdomme, og alligevel indtage hans rige. Sandheden vil komme ind i hjertet ved Guds Ånd, vil fortrænge kærligheden til rigdomme. Jesu kærlighed og kærlighed til penge kan ikke bo i det samme hjerte. Guds kærlighed overgår videstmuligt kærlighed til penge, så han der har dem bryder med sine rugdomme, og bruger sin kærlighed til Gud i stedet for. Ved kærlighed ledes han da til at tjene den trængendes mangler og hjælpe med Guds sag. Det er hans højeste behag at forvalte sin Herres gods rigtigt. Alt hvad han har, regner han ikke som sit eget, og udfører sin pligt pålideligt som Guds forvalter. Så kan han holde begge lovens store bud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og af hele din sjæl, og af hele dit sind.” ”Du skal elske din næste som dig selv.”   ret

På den måde var det muligt for en rig mand at komme ind i Guds rige. ”Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mange fold igen og arve evigt liv.” Her er lønnen til dem der ofre for Gud. De får hundrede folk i dette liv, og skal arve evigt liv.   ret

”Men mange som er de skal være de sidste, og de sidste skal være de første.” Nogle som tager imod sandheden efterlever den ikke. De klynger sig til deres ejendomme, og er ikke villige til at bruge deres midler til at fremme Guds sag. De vil ikke skole på Guds løfter. Deres kærlighed til denne verden opsluger deres tro. Gud gør krav på en del af deres ejendomme, men det vil de ikke tage sig af. De tænker at de har arbejdet hårdt for at få dette som de har, og de kan ikke låne det til Herre, for de vil komme i nød. ”Oh I lidenttroende!” Gud sørgede for Elias i hungersnødens tid, vil ikke forbigå sine selvopofrende børn. Han som har talt hårene på deres hoved, vil sørge for dem, og i hungernødens dage vil de mættes. Når de onde går til af hunger og tørst, vil deres brød og vand være sikret. De som klynger sig til deres jordiske rigdomme, og ikke vil forvalte det rigtigt, som Gud ar lånt dem, vil miste de himmelske skat, evigt liv.   ret

Der var en periode hvor der kun var få som lyttede og greb sandheden, og de havde ikke så meget af denne verdens gods. Da var det nødvendigt for nogle at sælge deres huse og lande, og få noget billigere, medens deres midler blev lånt frit til Herren at udbrede sandheden, og ellers hjælpe til at fremme Guds sag. Disse selvopofrende folk klarede afsavn; men hvis de holder ud til enden, vil deres løn være stor.   ret

Gud har bevæget på mange menneskers hjerte. Den sandhed som nogle få ofrede så meget for har sejret, og skarer har grebet fat i den. De som har midler er i Guds forsyn, kommet til sandheden, efter som værket bliver større må sagens behov kunne dækkes. Nu forlanger Gud ikke de huse som hans folk behøver at bo i; men hvis de som har overflod ikke hører hans røst, afskærer sig fra verden, og ofrer for Guds skyld, vil han gå dem forbi, og vil kalde de som gerne vil gøre alt for Jesus, at endog sælge deres hjem, for at imødekomme sagens behov. Gud vil have frivillige ofringer. De som giver må værdsætte det som et privilegium at gøre dette.   ret

Nogle giver af deres overflod, alligevel føler de ingen mange. De praktiserer ikke Kristi selvfornægtelse. De giver liberalt og hjerteligt, men de har stadigt alt hvad hjertet kan ønske. Gud ser på dette. Han lægger nøje mærke til handlingen og motivet, og de vil ikke gå glip af deres løn. Men de som har mindre midler, må ikke undskylde sig selv, fordi de ikke kan gøre så meget som andre. Gør hvad I kan. Fornægt jer selv med de ting du kan være foruden, og ofre Guds sag. Læg to skærver i, ligesom den fattige enke. I vil faktisk give mere end alle de der giver af deres overflod; og I vil vide hvor lifligt det er at fornægte selvet, og give de trængende, og ofre for sandheden, og samle sig rigdomme i himlen.   ret

De unge, særlig de unge mænd, der bekender sig til sandheden, har dog en lektie i selvfornægtelse at lære. Hvis disse ofrede mere for sandheden, ville de sætte det højere. Det vil påvirke deres hjerter, og rense deres liv. De unge tager for ofte ikke en byrde for Guds sag, eller nærer noget ansvar for det. Er det fordi Gud har undskyldt dem? Oh, nej; de undskylder sig selv. De erkender ikke at de ikke ejer dem selv. Deres styrke, deres tid, er ikke deres egen. De er købt for en pris, og besidder de ikke selvfornægelsen og selvopofrelsens ånd, kan de aldrig få den evige arv.   ret

Den store lærer sagde: ”I kan ikke tjene Gud og mammon.” ”Vælg i dag hvem I vil tjene.”   ret