Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 17. september 1895

Har I olie i jeres kander og lamper?

Skønt fem af disse jomfruer er fremstillet som kloge og fem som uforstandige, havde de alle lamper. De var alle blevet overbevist om, at de måtte forberede sig på brudgommens komme, og alle havde fået kendskab til sandheden. Der var ingen synlig forskel mellem de kloge og de uforstandige, før råbet lød: ’Se, brudgommen er der, gå ham i møde!’ men da vist tingene sande tilstand sig. De kloge havde truffet forholdsregler og taget olie med sig i deres kander, således at deres lamper, der var ved at brænde ud, kunne blive fyldt op med olie; men de uforstandige havde ikke regnet med denne kritiske situation og rettede nu en alvorlig, bekymret anmodning til de kloge. ”Og de uforstandige sagde til de kloge: ’Giv os af jeres olie, thi vore lamper er ved at gå ud.’” De havde forsømt at forberede sig til at møde brudgommen og vendte sig nu mod dem, der havde sørget for olie til sig selv. ”Men de kloge svarede og sagde: ’Nej, der ville ikke blive nok både til os og til jer. Gå hellere hen til købmændene og køb til jer selv.’”   ret

Når man læser denne lignelse, kan man ikke undgå at få medlidenhed med de uforstandige jomfruer og spørge: ”Hvorfor delte de kloge ikke deres olie med dem?” Men når vi anvender lignelsen åndeligt, kan vi se grunden. Det er ikke muligt for dem, som har fået tro og nåde, til at dele deres forråd med dem, som ikke har. Det er ikke muligt for dem, som har gjort et grundigt arbejde i hjertet, at overføre værdien heraf til dem, som kun har gjort et overfladisk arbejde. Lignelsen hensigt er at påpege faren ved et overfladisk arbejde. Mange bekender sig til at være kristne, og i nogen tid mærkes deres halvhjertethed ikke. Forskellen mellem dem og de mennesker, som har ægte gudsfrygt, træder ikke synligt frem. Denne lignelse maner til alvorlig eftertanke. Idet vi betragter den, bør vi spørge os selv: Handler vi efter Kristi ord? Bygger vi på klippen? Gør vi vor kaldelse og udvælgelse urokkelig i vor prøvetid? Vi bør ikke berolige vor samvittighed i forventning om Himmelen, når vi ikke bærer de karaktertræk, der er betegnende for kristenlivet. Paulus siger: ”Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve! Mærker I ikke på jer selv, at Jesus Kristus er i jer? Eller står I ikke prøve.”   ret

De ti jomfruer syntes alle at være rede til brudgommens komme, og dog bragte prøven den kendsgerning for dagen, at de fem ikke var rede. De, som har sand gudsfrygt, agter og ærer Guds lov. Ved Kristi nåde aflægger de i deres liv vidnesbyrd om lovens principper og vil ikke bryde et eneste af Guds bud med vilje. De forestår disse ord: ”At adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt.” De overgiver sig til Kristus, som leder mennesker til at angre deres synder, tilgiver den angrende sjæl og iklæder ham sin egen retfærdighed. Den omvendte sjæl hader synden; han hangiver sig ikke til selviskhed, egenkærlighed og indbildskhed eller fortsætter med dag efter dag at hæve at være en kristen og alligevel vanære Kristus ved at lade karakteren give et forkert billede af ham. De, som begår denne fejl og går videre fulde af selvretfærdighed, har i virkeligheden ikke taget det første skridt mod Himmelen. Det første skridt er overbevisning om synd, det andet er angrer og lydighed. Den sande gudfrygtighed ophøjer ikke sig selv.   ret

De uforstandige jomfruer repræsenterer ikke dem, som er hykleriske. De havde agtelse for sandheden, de var forkæmpere for sandheden, og det var deres hensigt at gå ud for at møde brudgommen. De var knyttet til dem, der tror på sandheden, og fulgtes med dem, og havde lamper, som repræsenterede et kendskab til sandheden. Da der var en vækkelse i menigheden, blev deres følelse grebet; men de forsømte at komme olie på deres kander, fordi de ikke bragte gudfrygtighedens principper ind i deres daglige liv og karakter. De faldt ikke på klippen Kristus Jesus og tillod ikke at deres gamle natur blev brudt itu. Denne gruppe fremstilles også som stengrundens tilhørere. Kristus sagde:   ret

”Se, en sædemand gik ud for at så. Og som han såede, faldt noget på vejen; og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord.” Jesus forklarer disse stengrundstilhører og siger: ”Sæden, som blev sået på stengrund, det er ham, der hører ordet og straks tager imod det med glæde. Men han lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid, og når der kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager han straks anstød.”   ret

Mange modtager beredvilligt sandheden, men de undlader at tilegne sig sandheden, og dens indflydelse bliver ikke varig. De er ligesom de uforstandige jomfruer, som ikke havde olie i deres kander og lamper. Olie er et symbol på Helligånden, som bringes ind i sjælen ved tro på Kristus Jesus. De, som alvorligt ransager skrifterne under megen bøn, som med fast tro sætter deres lid til Gud, som adlyder hans bud, vil være blandt dem, som repræsenteres af de kloge jomfruer. Guds ords lære består ikke i ja og nej, men i ja og amen. Evangeliets krav er vidtrækkende. Apostlen siger: ”Alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham.” ”Enten i nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!” Praktisk gudfrygtighed vil ikke kunne opnås ved at give Bibelens store sandheder en plads i hjertets ydre forgårde. Bibelens religion om bringes ind i livets store og små anliggender. Den må fremskaffe de stærke motiver og principper, som skal regulere den kristnes karakter og handlemåde.   ret

Menneskets natur er moralsk fordærvet og bliver med rette dømt til døden af en hellig Gud. Men der er draget omsorg for, at den angrende synder ved tro på forsoningen gennem Guds enbårne Søn kan modtage syndstilgivelse, blive retfærdiggjort og opstaget i den himmelske familie som arving til Guds rige. Karakterens forvandling sker ved Helligåndens arbejde med det menneskelige redskab, hvor den nye natur bliver indpodet i overensstemmelse med dets eget ønske og samtykke. Guds billede bliver genoprettet i sjælen, og dag for dag bliver han styrket og fornyet ved nåden og sat i stand til mere og mere fuldkomment at genspejle Kristi karakter i retfærdighed og sand hellighed.   ret

Olien, som de, der er fremstillet som uforstandige jomfruer, i så høj grad behøver, er ikke noget, der skal påføres udvendig. Det er nødvendigt, at de bringer sandheden ind i sjælens helligdom, for at den skan rense, forædle og helliggøre. Det er ikke teori de behøver; det er Bibelens hellige lære, som ikke består af usikre, usammenhængende læresætninger, men levende sandheder, der medfører evige interesser, som samler sig i Kristus. I ham findes den guddommelige sandheds fuldkomne system. Sjælens frelse ved tro på Kristus er sandhedens søjle og grundvold. De, som viser sand tro på Kristus, åbenbarer den ved karakterens hellighed og lydighed mod Guds lov. De erkender, at sandheden, som den er i Jesus, når Himmelen og omfatter evigheden. De forstår, at den kristnes karakter bør svare til Kristi karakter og være fuld af nåde og sandhed. Til dem er nådens olie givet, som opretholder et lys, der aldrig svigter. Helligånden i den troendes hjerte gør ham fuldkommen i Kristus. Det er ikke et afgørende bevis på, at et menneske er en kristen, at det giver udtryk for stærk sindsbevægelse under ophidsende omstændigheder. Den, som ligner Kristus, har et beslutsomt, udholdende element, der stikker dybt i hans sjæl. Han har alligevel en følelse af sin egen svaghed og bliver ikke bedraget og vildledt af Djævelen til at have tillid til sig selv. Han har kendskab til Guds ord og ved, at han kun er sikker, når han lægger sin hånd i Jesu hånd og holder fast.   ret

Karakteren åbenbares under en krise. Da den alvorlige stemme ved midnat forkyndte: ”Se, brudgommen er der, gå ham i måde!” vågnede de sovende jomfruer af deres slummer, og man kunne se, hvem der havde forberedt sig på begivenheden. Begge parter blev overrumplet; men den ene var beredt på den uventede begivenhed, og den anden blev fundet uforberedt. Karakteren åbenbares ved et tilfælde. De kritiske situationer bringer karakterens sande natur for dagen. En pludselig og uforudset ulykke, dødsfald eller krise, uventet sygdom eller smerte, noget, der stiller mennesket ansigt til ansigt med døden, bringer karakterens sande natur for dagen. Da vil det vise sig, om der er nogen virkelig tro på Guds ords løfter eller ej. Det vil vise sig, om sjælen holdes oppe af nåde eller ej, og om der er olie i kanden og lampen.   ret

Prøvende tider kommer til alle. Hvordan optræder vi, når Gud undersøger og prøver os? Går vore lamper ud? Eller holder vi dem stadig brændende? Er vi forberedt på alle eventualiteter ved vor forbindelse med ham, som er fuld af nåde og sandhed? De fem kloge jomfruer kunne ikke overføre deres karakter til de fem uforstandige. Vi må danne vor karakter som enkeltpersoner. Den kan ikke overføres til en anden, selv om ejermanden var villig til at bringe offeret. Vi kan gøre meget for hinanden, medens det stadig er nådens tid. Vi kan give en fremstilling af Kristi karakter. Vi kan trofast advare de fejlende. Vi kan tilrettevise og irettesætte med al langmodighed og belæring, idet vi hjemfører den hellige skrifts lære til hjertet. Vi kan vise inderlig medfølelse. Vi kan bede med og for hinanden. Ved at leve et forsigtigt liv og vedligeholde en hellig livsførelse, kan vi give et eksempel på, hvordan en kristen bør være; men intet menneske kan give en anden sine karaktertræk. Lad os på behørig vis overveje den kendsgerning, at vi vil blive frelst, ikke i flok, men som enkeltpersoner. Vi vil blive dømt i overensstemmelse med den karakter, vi har dannet. Det er farligt at undlade at berede sjælen for evigheden og at vente med at slutte fred med Gud, til man ligger på dødslejet. Det er ved livets daglige handlinger og ved den ånd, vi åbenbarer, at vi bestemmer vor evige skæbne. Den, som er trofast i det små er også trofast i det store. Hvis vi har gjort Kristus til vort forbillede, hvis vi har vandret og virket efter det eksempel, som han gav os i sit eget liv, vil vi være i stand til at klare de alvorlige overraskelser, vi vil komme ud for, og sige af hjertet: ”Ske ikke min vilje, men din.”   ret

Det er i prøvetiden, den tid, vi lever i, vi roligt bør overveje vilkårene for frelsen og leve i overensstemmelse med de betingelser, der er nedlagt i Guds ord. Vi bør time for time, dag for dag, under omhyggelig disciplin uddanne os til at øve os i at udføre enhver pligt. Vi bør blive kendt med Gud og med Jesus Kristus, som han har sendt. Under enhver prøve er det vort privilegium at støtte os til ham, som har sagt: ”Lad ham ty til mit værn, for at han kan slutte fred med mig; og han skal slutte fred med mig.” (Eng. Bibelovers.) Herren siger, at han er villig til at give os Helligånden, end forældre er til at give deres børn brød. Lad os derfor have nådens olie i vore kander og lamper, for at vi ikke skal findes mellem dem, der er fremstillet som uforstandige jomfruer, der ikke var forberedte til at gå ud og møde brudgommen.”   ret