Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 27. september 1881

Guds lovs ophøjede position

"Tro ikke, at jeg er kommen for at ned bryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme."   ret

Hvilken modsætning er der mellem den Guddommelige lærers ord, og deres sprog som hævder at Kristus kom for at ophæve Faderens lov, og bortskaffe den med det Gamle Testamente! Vor Frelser, som kendte alle ting, forstod Satans list, og de snarer som han forsøger at lokke menneskebørnene I, og derefter drage denne udtrykkelige udtalelse i tvivl, og blind vantro for alle kommende tid.   ret

Den ceremonilov Gud gav gennem Moses, med dens ofre og forordninger, skulle binde hebræerne sit symbol til sit forbillede, i Kristi død, som Guds Lam der bærer alverdens synd. Så blev alle ofringerne og tjenesterne ophævet. Paulus og andre apostlene arbejdede på at vise dette, og modsagde resolut de jødiske lærere som erklærede at kristne skulle overholde ceremonilovene.   ret

Loven med de ti bud, som blev udtalt fra Sinajs bjerg, erklærede Kristus selv at han ikke kom for at udslette. Dette vidnesbyrd bør altid afgøre spørgsmålet. Guds lov er lige så uforanderlig som Jehovas trone. Det vil fastholde dens krav på hele menneskeheden til alle tider, uforandret af tid eller sted eller omstændigheder. Det rituelle system var i det hele taget af en helt anden karakter, tilføjet for at bevogte de ti forskrifter fra den Evindelige.   ret

Kristus erklærer, at han ikke kom for at nedbryde loven, men for at opfylde, - ”løfte loven til højhed og ære,” som Esajas, for hundrede af år tidligere, havde profeteret ville være Messias arbejde.   ret

“At opfylde loven.” Med sit eget liv giver han menneskebørnene et eksempel på fuldkommen lydighed mod den lov. I bjergprædiknen gør han alle forskrifterne klare og tydelige, for at feje alle fejlagtige traditioner bort, som jøderne havde bebyrdet dens hellige forordninger med, for at illustrere og gennemføre dens principper, og vise retfærdighedens længde, bredde, højde og dybdte i alle dens enkeltheder, som Guds lov forlangte.   ret

Farisæerne var misfornøjet med Kristi lære. Den praktiske gudsfrygt som han påbød fordømte dem. De ønskede at han skulle dvæle ved ceremonilovens ydre overholdelse, og fædrenes skikke og traditioner. Men Jesus lærer lovens åndelige natur og dens vidtrækkende krav. Kærlighed til Gud og til mennesker må dvæle i hjertet og kontrollere livet, - udspring for alle tanker og handlinger.   ret

Kristus erklærer: “Sandelig siger jeg jer,” – gør det så eftertrykkelig så mulig, - ”før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen.” Her lærer Kristus ikke kun at det har været og at det den gang var Guds lovs krav på mennesker, men at det skal være kravene så længe som himlene og jorden består.   ret

Der er fuldkommen harmoni mellem Guds lov og Jesu Kristi evangelium. ”Jeg og Min Fader er ét,” siger den Store Lærer. Kristi evangelium er nådens gode nyheder, eller gave, som mennesker kan hjælpes ved fra syndens fordømmelse og sættes i stand til at yde lydighed mod Guds lov. Evangeliet peger på moralkoden som en leveregel. Loven, med dens krav om ufravigelig lydighed, peger hele tiden synderen hen til evangeliet efter tilgivelse og fred.   ret

Den store apostel siger: ”Sætter vi da loven ud af kraft ved tro? Nej langt fra, vi stadfæster den.” (Rom 3,31). Og han erklærer igen at ”loven er hellig, og budene er hellige, retfærdige og gode.” (Rom. 7,12). Indskærpe Guds højeste kærlighed, og lige med kærlighed til vore medmennesker, det er absolut nødvendigt på samme måde som Guds herlighed og menneskers lykke.   ret

Efter faldet var det umuligt for mennesker med sin syndige natur at være lydige mod Guds lov, om Kristus ikke, ved at ofre sit eget liv, købt retten til at opløfte slægten hvor de endnu kunne arbejde i harmoni med dens forlangender.   ret

Der er nogle, der bekender sig til at være Kristi tjenere, som erklærer med den største sikkerhed, at intet menneske nogen siden har eller kan holde Guds lov. Men ifølge Skrifterne “påtog Kristus sig vor natur,” han “fandtes i fremtræden som et menneske.” Han var menneskets eksempel, menneskets repræsentant, og han siger om sig selv: “Jeg har holdt min Faders bud.” Den elskede discipel siger indtrængende, at enhver Kristi efterfølger “også selv er skyldig at vandre således, som han vandrede.” Alle som tilhører Kristus vil følge Kristi eksempel. Alle som retfærdiggører synderen i sin overtrædelse af Guds lov, tilhører den klasse som vor frelse sagde dette om: ”Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget.” De kan ikke have del med ham, som kom for at ophøje loven og gøre den ærværdig. De bedrager folk med deres sofisterier, - siger til synderen: ”Når det går dig vel,” når Gud har erklæret at ” den sjæl der synder [overtræder loven] skal dø.”   ret

Kristi ord er både utvetydige og vidtspændende. ”Enhver” – prædikanter eller lægmand, klog eller uvidende – ”skal bryde en af disse mindste bud” – med vilje eller formasteligt, ligesom Adam og Eva gjorde – er er med en dommen. Brydes en af budene gøres mennesket til en lovbryder. ”Den, der holder hele loven, men blot på et punkt snubler, er blevet skyldig i alle.” Ingen undskyldning kan hjælpe ham som strengt adlyder de ni forskrifter i Guds lov, men vover at bryde et, fordi det er til hans gavn eller bekvemmelighed at gøre dette. Gud kræver ubetinget lydighed mod alle hans krav.   ret

”Og lær mennesker at gøre dette.” Dette er et punkt der er værd at overveje. Kristus forudså at mennesker ikke blot vil bryde Guds bud selv, men ville i en særlig forstand lære andre at bryde dem. Enhver sabbatsbryder lærer andre ved sit eksempel at overtræde. Men Nogle er ikke tilfredse med dette. De forsvarede synden at bryde det fjerde bud, og forvanske Guds ord til overtræderens retfærdiggørelse. Disse personer skal ikke værdsættes i himlens regering, - skal ikke have del der. Men den største skyld hviler på ham der bekender at være vagtmand, og de vil modtage den hårdeste straf. De er i højeste forstand Kristi fjender, idet de påtager, over korrupte hjerter, himlens tjenerdragt der tjener djævelen deri. De tøver ikke med at tale ondt om loven, og endog få dem som ikke studere bibelen for sig selv, til at tro at Guds forbandelse er over dem hvis de overholder den. Alt hvad vi har at gøre, siger de, er at tro på Kristus, - komme til Kristus. Den kristne verdens mest fatale bedrag i denne slægt, er at de når foragter Guds lov tror de at de ophøjer Kristus. Hvilken position at komme i?! Derved sætter de Kristus op imod Kristus. Det var Kristus som udsagde loven fra Sinai. Det var Kristus som gav loven til Moses, indgraverede den på stentavler. Det var hans Faders lov; og Kristus siger. ”Jeg og min Fader er ét.” Farisæerne overholdt den moderne indstilling, og var i lige så stor vildfarelse. De forkastede Kristus, men ophøjede loven. Og det gør en lille forskel hvilket standpunkt vi indtager, så længe som vi er uvidende mod den sandfærdige, - at tro på Kristus kan ledsages af lydighed mod Guds lov.   ret

Nu hvor vi peger synderen hen til Jesus Kristus, som ham der kan borttage synd, må vi forklare ham hvad synd er, og vise ham nødvendigheden af at blive frelst fra sine synder, og ikke i dem. Han må mærke at han må ophøre med at overtræde Guds lov, som er at ophøre med at synde. Han må mærke at han må ophøre med at overtræde Guds lov, som er at ophøjer med at synde. Paulus stiller spørgsmålet efter Kristi død: ”Er loven synd? Nej, langtfra! Men jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: »Du må ikke begære.« Det vil sige at Paulus ophøjer moralloven. Når denne lov føres ud i hverdagslivet, findes den faktisk som Guds visdom. Den tjener til at opdage synd. Den afslører manglerne i moralkarakter, og i lyset af loven bliver synd overmådelig syndigt, afslører den sande karakter i al sin hæstlighed.   ret

Guds lov som kom fra Sinaj er en kopi af den Almægtige Guds tankesind og vilje. Den holdes ærbødig af hellige engle. Lydighed mod dens forlangender vil udvikle kristen karakter, og genopretter mennesket, gennem Kristus, til sin tilstand før faldet.   ret

De synder der forbydes i loven vil aldrig kunne finde sted i himlen. Det var Guds kærlighed til mennesker som tilskyndede ham til at udtrykke sin vilje i dekalogens ti forskrifter. Og når menneskets forståelse formørkes gennem synd, steg Gud ned fra Sinajs bjerg og udtalte sin lov med hørbar røst, og skrev den på stentavler. Derefter viste han sin kærlighed til mennesker ved at sende profeter og lærer til at erklære sin lov.   ret

Gud har givet mennesker en fuldkommen leveregel i Sin lov. Under lydighed skal menneske leve ved det, igennem Kristi fortjenester. Overtrædes den, har loven magt til at fordømme. Loven sender mennesket til Kristus, og Kristus peger dem tilbage til loven.   ret