Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 30. september 1873

Laodikæamenigheden (fortsat)

Kongen lyttede forbavset til budskabet, blandet med rædsel, som Elias, hvem han frygtede og hadede, kom for at give ham. Han havde længe søgt efter den profet, så han kunne udrydde ham, og han vidste at Elias ikke ville sætte sit liv på spil for at møde ham, ubevogtet, eller med en forfærdelig domsafsigelse. Han huskede på Jeroboams hvide arm, og han besluttede at det ikke var så sikkert at løfte sin hånd imod Guds budbringer. Og med frygt og bæven, og med et stort følge, skyndte han sig med imponerende hære at møde Elias. Og da han mødte den mand han så længe søgte efter, ansigt til ansigt, turde han ikke skade ham. Den så passionerede konge, fyldt med had imod Elias, virkede til at være magtesløs og ubemandet i hans nærhed. Idet han mødte profeten, kunne han ikke afholde sig at sige sit hjertes sprog: »Er det dig, du, som bringer ulykke over Israel!« Elias, der var opbragt og nidkær for Guds ære og herlighed, svarer Akabs anklage frimodigt: »Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din faders hus, fordi I har forladt Herren!«   ret

Som Guds budbringer havde profeten irettesat deres synder, og afsagt Guds domme på grund af deres ondskab. Elias, stod alene i samvittighedsfuld uskyld, fast i sin renhed, omgivet af et optog af bevæbnede mænd, viste ingen frygtsomhed, han viste heller ikke den mindste ærbødighed for kongen. Den mand som Gud havde talt med, som har en klar fornemmelse af hvordan Gud ser mennesket i sin syndige fordærvelse, har ingen undskyldning at give til Akab, eller hyldest at give til ham. Elias befalede som Guds budbringer, og Akab adlød straks befalingen, som om Elias var monarken og han er undersåt.   ret

Elias forlanger at hele Israel samles på Karmel, og også alle Baal-profeterne. Det imponerende alvor i profetens udseende giver indtrykket af at han står ved siden af Israels Gud. Israels tilstand i deres frafald krævede en fast optræden, hård tale, og påbyder myndighed. Gud forbereder det budskab der passer til tid og anledning. Nogle gange bringer Gud sin Ånd over sine budbringere der sender en alarm dag og nat, ligesom han gjorde med sin budbringer Johannes: »Bered I Herrens vej.« Da er der igen brug for handlingens mænd, som ikke vil afvige fra pligten, men hvis energi vil vække kravet: »Hvem vil være på Herrens side« Lad ham komme over til os. Gud vil få et egnet budskab til at imødekomme sit folk med under deres forskellige forhold. Hurtige budskaber sendes udover riget med budskabet fra Elias. Repræsentanter sendes fra stæder, landsbyer, byer og familier. Alle lader til at skynde sig for at besvare kaldet, som om et forunderligt mirakel var sket. På Elias’ befaling, samler Akab Baal-profeterne på Karmels bjerg. Israels frafaldne leders hjerte er imponeret, og han følger skælvende anvisningerne fra Guds barske profet.   ret

Forsamlingen skete på Karmels bjerg, et smukt sted, da duggen og regnen faldt på det, fik det til at blomstre. Men nu vansmægtede Karmels skønhed under Guds forbandelse. På Karmels bjerg, som var fortrinligt til træklynger og blomster, havde Baals profeter rejst deres altre til deres hedenske tilbedelse. Dette bjerg var fremtrædende, og havde udsyn til omgivne lande. Da Gud tydeligvis var blevet vanæret på Karmels bjerg af afgudstilbedelse, valgte Elias dette sted, som det mest fremtrædende til at vise Guds kraft, og forsvare hans ære. Det var under påsyn af en stor del af riget. Jesabels profeter, ottehundrede og halvtreds stykker, ligesom et regiment soldater forberedt til kamp, marcherede ud i en hær med instrumentalmusik, og imponerende udseende. Men der var skælven i deres hjerter idet de tænkte over at, ordene fra denne Jehovas profet, Israels land havde været blottet for dug og regn i tre år. De følte at en frygtelig krise var nær. De havde stolet på deres guder, men kunne ikke tilbagevise Elias ord, og bevise ham om falsk. Men deres guder var ligeglad med deres fanatiske råb, bønner og ofre.   ret

Tidlig om morgnen, stod Elias på Karmels bjerg, omgivet af det frafaldne Israel og Baals profeter. Han står uforfærdet, han, en ensom mand, i den overmådelige hær. Den mand, som hele riget har anklaget med hele veernes tyngde, står foran dem, uforfærdet, ubemærket af synlige hære og imponerende opvisning. Han står, iklædt sin grove klædning, med ærbødig alvor i sit ansigt, som at han var fuldt klar over hans hellige opgave, som Guds tjener, at effektuere hans befalinger. Elias fæstede sine øjne på bjergenes højeste kam, hvor der tidligere havde stået altre for Jehova, hvor bjergene var dækket af blomstrende træer og blomster. Guds skamplet var nu over det, og hele Israels ødelæggelse, var for det fulde øjesyn, over Jehovas nedbrudte altre, og der kunne Baals altre ses. Akab står ved Baalpræsternes hoved, og alle venter ivrigt, i frygtelig forventning på Elias ord.   ret

I det fulde sollys, omgivet af tusindvis krigsmænd, Baals profeter, og Israels monark, står den forsvarsløse mand Elias tilsyneladende alene, dog ikke alene. Himlens mægtigste hær omgav ham. Engle af overmådelig styrke var kommet fra Himlen for at beskytte denne trofaste og retfærdige profet.   ret

Med en streng og befalende røst råber Elias: »Hvor længe vil I blive ved at halte til begge sider? Er Herren Gud, så hold eder til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!« Men folket svarede ham ikke et ord.« Ikke en i den overmådelige forsamling turde sige et ord for Gud, og vise deres loyalitet mod Jehova.   ret

Hvilket forbløffende bedrag og frygtelig blindhed havde ikke ligesom en mørk sky omgivet Israel! Denne blindhed og dette frafald havde ikke pludseligt omsluttet dem; men det var kommet gradvist over dem, da de ikke havde givet agt på irettesættelses- og advarselsbudskabet, som Herren havde sendt dem på grund af deres stolthed og deres synder. I denne frygtelige krise, under overværelse af afgudspræsterne og den frafaldne konge, forbliver de neutrale. Hvis Gud afskyer én synd frem for en anden, som hans folk er skyldig i, så er der intet at foretage sig i nødstilfælde. Gud betragter ligegyldighed eller neutralitet i en religiøs krise som en alvorlig forbrydelse, som svarer til den allerværste form for fjendtlighed mod Gud.   ret

Falske lærere udstilles
Hele Israel er tavs. Atter høres Elias røst tale til dem: »Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, og Ba'als profeter er 450 mand; lad os nu få to unge tyre; så skal de vælge den ene tyr og hugge den i stykker og lægge den på brændet, men ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på brændet, men uden at tænde ild. Så skal I påkalde eders guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, der svarer med ild, han er Gud!« Alt folket sagde: »Det forslag er godt!« Derpå sagde Elias til Ba'als profefer: »Vælg eder den ene tyr og lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds navn, men I må ikke tænde ild!« Så tog de tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als navn fra morgen til middag, idet de råbte: »Hør os, Ba'al!« Men ikke en lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende omkring det alter, de havde opført.«   ret

Elias plan var til at forstå. Folket turde ikke undvige den, og de fik mod til at svare: »Det ord er godt.« Baalsprofeterne turde ikke være uenig eller undvige dette. Gud har styret denne prøvelse, og har gjort forvirring for afgudsdyrkernes ophavsmænd, og en tydelig sejr for hans navn. Baalspræsterne turde ikke gøre andet end acceptere betingelserne. Med rædsel og skyldfølelse i deres hjerter, men i det ydre frække og trodsige, rejste de deres alter, lagde træ og offeret på, og så begyndte deres besværgelser, deres besyngelser og hyldest, der var karakteristisk for hedensk tilbedelse. Deres skrigende råb genlød ud i skove og bjerge: »O Baal hør os.« Præsterne samler en hær ind omkring deres altre, og med hoppende og unaturlige gestikulationer, og vriden og skrig, stampen og rive sig i deres hår, og skære i sig selv, viser de tilsyneladende oprigtighed.   ret

Men da formiddagen var forbi, og middagen var kommet, og havde der endnu ikke havde været nogen bevægelse fra deres guder, i medynk for Baals præster, de vildførte afgudstilbedere. Ingen svar fra deres afsindige råb. Under bedraget finder præsterne hele tiden på at de kan tænde ild på altrene, og give Baal ære. Men Elias faste øjne overvågede enhver bevægelse. Otte hundrede stemmer blev hæse. Deres klæder er dækket med blod, og alligevel dæmpes deres afsindige øvelser ikke. Deres bønner blandes med forbandelser til deres solgud, så han ikke sender ild til deres alter. Elias står ved siden af, og overvåger med falkeblik, om noget bedrag skulle ske; for han vidste at hvis de kunne, ved bedrag, optænde deres alterild, ville han blive revet i stumper og stykker på stedet. Han ønskede at vise folket det tåbelige i deres tvivl, og deres halten mellem to anskuelser, skønt de har værkerne af Guds majestætiske kraft til deres fordel, og utallige beviser på hans uendelige barmhjertighed og elskelige venlighed over for dem. »Men da det var blevet middag, hånede Elias dem og sagde: »I må råbe højt, thi han er jo en gud! Han er vel faldet i tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i søvn og må først vågne!« da råbte de højt, og som de havde for skik, sårede de deres legemer med sværd og spyd, til blodet flød ned ad dem. Og da det var over middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod afgrødeofferets tid, men ikke en lyd hørtes, ingen svarede, og ingen agtede derpå.«   ret

Hvor gladelig ville Satan ikke, som faldt som lyn ned fra himlen, komme for at hjælpe dem, som han havde bedraget, og hvis sindelag han havde kontrolleret, og som var helt helliget til hans tjeneste. Han ville med glæde have sendt lyn og optændt deres ofre; men Jehova havde bundet Satan. Han havde begrænset hans magt, og alle hans bedrag kunne ikke give en eneste gnist til Satans altre. Aftnen drog nær. Baals profeter er trætte, sultne og forvirrede. Den ene foreslog den ene ting, og en anden, noget andet, indtil de stopper deres anstrengelser. Deres skrig og eder genlyder ikke længere over Karmels bjerg.. Med svaghed og fortvivlelse, trækker de sig tilbage fra konkurrencen.   ret

Folk havde været vidne til de afsindige præsters frygtelige tilkendegivelser. De havde været vidne til deres hoppen på alteret, som om de ville gribe de brændende stråler fra solen til at betjene deres altre. De var blevet træt af dæmoniske opvisninger, af hedensk afgudsdyrkelse; og de nærede et alvorligt og ivrigt ønske om at høre hvad Elias vil sige.   ret

Nu var det blevet Elias’ tur. »Da sagde Elias til alt folket: »Kom hen til mig!« Og da alt folket var kommet hen til ham, satte han Herrens nedbrudte alter i stand. Elias tog tolv sten, svarende til tallet på Jakobs sønners stammer, han, til hvem Herrens ord lød: »Israel skal være dit navn!« Og af disse sten byggede han et alter i Herrens navn og gravede rundt en rende om alteret, så stor at den kan indeholde to mål korn. Derpå lagde han brændet tilrette, huggede tyren i stykker og lagde den på brændet. Så sagde han: »Fyld fire krukker med vand og hæld det ud over brændofferet og brændet!« Og da de havde gjort det, sagde han: »Een gang til!« Og da de havde gjort det anden gang, sagde han: »Een gang til!« Og de gjorde det endnu en gang. Det drev af vand rundt om alteret, også renden fik han fyldt med vand. Men ved afgrødeofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: »Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i dag, at du er Gud i Israel og jeg din tjener, og at jeg har gjort alt dette på dit ord! Hør mig, Herre, hør mig, for at dette folk må kende, at du Herre er Gud, og at du atter drager deres hjerte til dig« Da fór Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden; endog vandet i renden slikkede den bort. Da alt folket så det, faldt de på deres ansigt og råbte: »Herren er Gud, Herren er Gud!«   ret

På tidspunktet for aftensofferet, genopbygges Guds alter som det frafaldne Israel har ladet Baals præster rive ned. Han kaldte ikke på nogen af folket, til at hjælpe sig med hans møjsommelige arbejde. Baalsalteret er velforberedt; men Elias vender sig til Guds nedbrudte alter, som er mere helligt og dyrebart for ham, i sine grimme ruiner end alle Baals storslåede altre.   ret

Elias respekterede Herrens pagt med sit folk, selv om de havde faldt fra. Roligt og højtideligt genopbyggede han det nedbrudte alter, med tolv stene, efter Israels tolv stammer. Baals skuffede præster var trætte efter deres nyttesløse og afsindige anstrengelser, sad eller lå udmattede på jorden, og ventede på at se hvad Elias ville gøre. De blev fyldt med frygt og had imod profeten, ved den prøve som havde udstillet deres svaghed og deres guders evneløshed.   ret

Israels folk stod tryllebundet, blege, urolige og næsten åndesløs i ærefrygt, da Elias kaldte på Jehova, himlens og jordens Skaber. Folket havde været vidne til Baalprofeternes fanatiske og ufornuftige raseri. Nu fik de lov til at bevidne Elias’ rolige og ærefygts indgydende optræden, som en modsætning. Han mindede folket om deres fordærv, som havde vækket Guds vrede imod dem, og kaldte dem således til at ydmyge deres hjerter, og vende sig til deres fædres Gud, så hans forbandelse fjernes fra dem. Akab og hans afgudspræster så forbavset til, med en blanding af rædsel. De ventede resultatet under en ivrig og højtidelig tavshed.   ret

Efter at offeret var blevet lagt på alteret, befalede han folk om at hælde vand over offeret, og alteret, og fylde rende omkring alteret. Elias bøjede sig i ærbødighed for den usynlige Gud, rakte sine hænder mod Himlen, og sender en stille og enkel bøn, uden de voldsomme gestikulationer eller kropvridninger. Ingen skrig genlød over Karmels høje. En højtidelig tavshed, som er i modsætning til Baals præster, hvilede over dem alle. I denne bøn, gør Elias ikke brug af overdrevne udtryk. Han beder til Jehova som om han var nær, er vidne til hele sceneriet, og hører hans oprigtige, brændende og dog enkle bøn. Baals præster havde skreget og frået, og hoppet, og bedt, meget længe – fra morgen indtil nær aften. Elias bøn var meget kort, alvorlig, ærbødig og oprigtig. Lige så snart hans bøn var blevet udtrykt, kom der ildflammer på en tydelig måde, ligesom et funklende lynglimt, ned fra himlen, og optændte offertræet, og fortærede offer, slikkede vandet op i renden, og fortærede endog altrets sten. Det store flammeskær er smerteligt for skarens øjne, og oplyser bjerget. De folk i Israels der ikke var samlet på bjerget, så med interesse på folkesamlingen på bjerget. Idet ilden kommer ned, er de vidne til det, og forbavses over synet. Den ligner ildsøjlen ved det Røde Hav, som adskilte Israels børn fra den ægyptiske hær om natten.   ret

næste artikel   ret