Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 5. oktober 1886

Konferensen i Sverige

Tirsdag aften d. 15. juni, i selskab med Str. McEnterfer og Str. Kristine Dahl, fra Kristiana, Norge, forlod jeg Basel, for at deltage i konferensen i Ørebro, Sverige, og almindelige møder i Kristiana og København. W. C. White tog til Leipzig sammen med ældre Whitney og Conradi, i forbindelse med forretninger for forlagsarbejdet i Basel, og det var blevet arrangeret at vi skulle slutte til ham i Hamborg. Men om mandagen, fik jeg et angreb af lungehindebetændelse, som sendte os retur under større hårdhed, for at få behandling. Ethvert åndedrag var smertefuldt. Det virkede umuligt for mig at rejse, især om natten. At tage en sovevogn, kun for en nat, ville medføre ekstraomkostninger på ti eller tolv dollars, og det kunne der ikke blive tale om. Alligevel var det nødvendigt for os at forlade Basel den nat, for at kunne nå Ørebro før sabbaten. Selvom udsigterne var imod os, besluttede vi os for at ikke lade os forhindre. Vi så frem i tro på Herren, og han gav mig hjælp. Selvom jeg ikke var helt fri for smerter, blev jeg lindret fra mine store lidelser. På vognene fik vi kupe for os selv, og havde sikret os nogen hvile.   ret

Vi nåede sikkert frem til Hamborg, hvor vi skulle møde min søn. Fra dette bragte tre timers rejse til Kiel ved midnatstide, til Østersøens indgang. Der blev vi fragtet med en lille damper til Danmarks kyster. Vi rejse med tog til København, og blev igen udskibet med en damper til Malmø, Sverige. Her tog vi den 17. om eftermiddagen vognene til Ørebro, som ligger nær midten af Sverige.   ret

Fra Hamborg tog str. Dahl direkte til Kristiania, og vi blev overladt til rejse selv, så godt vi kunne. Dem som var vandt til at rejse i De Forenede Stater, med een rejse fra Atlanterhavet til Stillehavet uden at skifte land eller sprog, og rejse næsten fire tusinde miles med tre eller fire skift og en smugle forsinkelse, bemærker knapt nok Europarejsens vanskeligheder, for dem som kender så lidt til andre sprog end engelsk, hvor vi hver dag kommer til et nyt land, med fremmede sprog, dets særlige skikke, dets toldhuse og hyppige skift. Ikke desto mindre fandt vi i Malmø venlig embedsmand som kunne tale engelsk, og som ydede os hjælp. Da vi tog toget til Ørebro, fik vi at vide at vi ikke skulle skifte vogne før midnat, og da vi havde en lukket kupe for os selv, besluttede vi os at bruge tiden til søvn. Alligevel blev vi vækket så pludseligt kl. 10. De svenske embedsmænd kom meget alvorlige til vor dør snakkede noget, som vi kun kunne tyde som "straxe," "straxe." Hvad der blev ønsket kunne vi ikke fatte, alligevel var det tydeligt at det hastede. Endelig lod de os forstå at vi straks skulle skifte tog, og søvnige samlede vi vore bagage op, og gik hvor de pegede hen.   ret

I Sverige er vi så meget nord på som Labrador og Hudson Bugten, og sommernætterne er meget lange. Den sidste nat på vor rejse kunne vi knapt nok kalde for nat. Solen gik ikke ned før efter kl. ni, og den lange skumring fortsatte til elleve. Ved kl 2 om morgen, var daggryet allerede ved komme over østhimlen, brede bælter af højrødt og guld reflekterede solens lys, som endnu ikke viste sig over horisonten. Klokken tre skinnede solen klart. Ved solopgang denne tidlige stund var et syn som vi aldrig før havde været vidne til.   ret

Vi nåede Ørebro fredag morgen, og var hurtigt i str. Jakobsons hjem, som beværtede os ved vort besøg sidste efterår. Her var vi glade for at møde ældre Olsen, og hans søn, der for nylig var fra Amerika, br og str Matteson, fra Stockholm i Sverige og ældre Oyen, fra Kristiania i Norge.   ret

Der var ikke så mange sabbatsholdere i Ørebro, men der var en lille gruppe som bestræbte sig på at adlyde sandheden. Da vi var her sidste efterår, blev møderne holdt på et meget ugunstigt sted for at få tilhørere udefra. Siden da havde vore folk lejet en ny hal, som var pæn og behagelig, og som har plads til tre hundrede personer. Dette er meget mere end der var brug for til deres sabbatsmøder, som blev besøgt af omkring en snes mennesker. Men under konferensen blev den ofte fyldt, og mange var nød til at gå igen, uden at kunne komme ind.   ret

Før konferensen var et møde for missionsarbejdere, som begyndte den 16. juni, og fortsatte en uge. Hvor der var en større deltagelse fra vore brødre, end vi havde forventet, både ved disse møder, og ved konferensen. Vi har ti menigheder i Sverige, og selv om de er spredt vidt omkring, var alle på nær en repræsenteret af de delegerede. I det hele taget var der mellem halvtreds og tres brødre og søstre til stede.   ret

Tiden blev godt udfyldt med møder af forskellig karakter, men yderst vigtig for dem som overvejer at give sig selv til arbejdet i enhver gren. Morgenmøderne, som blev afholdt halvsyv, var velbesøgt, og det var udbytterige stunder. Herrens Ånd blev manifesteret, og mange bevidnede at de havde fået større lys, og blev styrket og velsignet. Jeg talte seks gange til morgenmøderne, og fem gange ved andre anledning. Vi blev meget opmuntret af de vidnesbyrd der kom frem til disse møder, og se brødrene gribe ivrigt efter nye idéer, og glæde sig over lyset de fik.   ret

I Sverige er der kun udrettet lidt arbejde, og sandhedens klang har kun nået få ører, alligevel er det en god mark, og der bør anstrenges alvorligt og udholdende for at udbrede sandhedskundskaben. Der kommer kald ind, fra Norge, Danmark og Sverige efter at der må holdes møder i store byer, hvor nogle få allerede er blevet oprejst. Vi ser med bekymring på disse byer at vi ikke har flere missionærer at sende til dem. De få som har taget imod sandheden på forskellige steder efterlades næsten uden nogen hjælp, hvor de burde besøges ofte, og uddannes til at blive medarbejdere. Der er mange åbninger; men hvor er arbejderne?   ret

I Sverige er de fleste af vore brødre fattige, og sådan som de ser ud, virker det umuligt for dem at gøre sig meget for at støtte og udbrede arbejdet. Men i de første dage i Amerika var der lignende vanskeligheder at imødekomme. Først var der meget få som accepterede sandheden, og næsten alle af dem var fattige. Vi var nød til at praktisere streng sparsommelighed; vi pressede vore behov til så lidt som muligt, at vi kunne få en lille smugle af vor hårdtjente midler, til at udbrede værket med. Nogle gange var det som om at vi kom i stilstand, at udbredelsen af sandheden måtte stoppe. Men efter at vi havde gjort alt hvad vi evnede, råbte vi til Herren, og han hørte os. Nogle kom frem til at dække det nuværende presserende behov, og idet vi bevægede os videre, fik vi ny styrke til at komme længere frem.   ret

Det er ikke kun i tro, selvfornægtelse og udholdende anstrengelser at dette arbejde kan føres frem. Den fattigere klasse har grebet sandheden, og det lader til at blive forordnet sådan i Guds forudseenhed, at disse skal uddannes og disciplineres til at støtte al nervekraft og vække alle kræfter, til at gøre det, hvis de ville se det som det så ud, der ville være umuligt. Al mentale og finansielle kræfter fra dem som tror sandheden, må kaldes frem. Hvis de vandrer i tro, som vi var nød til at gøre i begyndelsen af værket, vil Gud virke sammen med deres bestræbelser. Når de har gjort alt hvad de kan gøre, og de har fået de erfaringer som Gud vil have at de skal have, at opløfte ansvarsbyrder, så vil han oprejse mænd til at lære sandheden, og også mænd med midler til at skubbe på arbejdet.   ret

I begyndelsen var arbejdet vanskeligt og langsomt. Nu er det tiden hvor alle bør hæve deres skuldre for at bære byrden og føre dem fremad. Vi må gå fremad, selvom det Røde Hav er foran os, og ufremkommelige bjerge er på begge sider. Gud har været med os og velsignet vore anstrengelser. Vi må arbejde i tro. "Himmeriget tages med storm, og de, der stormer det, river det til sig. Matt. 11,12. Vi skal bede, og tro at vore bønner bliver hørt, og så arbejde.   ret

Nu virker værket til at være lille; men der må være en begyndelse før det kan vokse. "Først strå, så aks, så fuld kærne i akset." Arbejdet kan starte i svaghed, og det kan vokse langsomt for en tid; hvis det dog påbegyndes på en sund, vil der være ske en stadig og solid vækst. Der bør sættes en høj standard for dem som for nylig er kommet til troen. De bør uddannes til at være omhyggelige i tale og forsigtig i optræden, bevidne at sandheden har udrettet noget for dem, og sprede lys ved deres eksempel over andre som er i mørke. Alle som accepterer sandheden skal være lys i verden, ikke kun i bekendelse, men i gode gerninger. Uanset hvad der gøres for at oprejse en menighed, bør de instrueres grundigt og trofast, som accepterer sandheden. Ingen del af arbejdet bør forsømmes, og de bør ikke overlades til sig selv når medarbejderne går ud på en ny mark, men bør stadig for omsorg og instruktion. Lad intet blive gjort på en ufuldstændig og sjusket måde. Uanset hvad der gøres, bør det gøres grundigt. De få som derved bringes ind til sandheden, vil med tiden udrette mere end hvis der var et større antal uudannede og uoplærte, som ikke erkender deres ansvar, og hvis særheder er indvævet i deres religiøse erfaring. Det vil være langt mere vanskeligt at gøre om på det der er gjort forkert, og sætte en anden form på arbejdet, end at tage arbejdet helt fra begyndelsen af.   ret

Dem som har taget imod sandheden kan være fattige, men de behøver ikke at forblive uvidne eller mangelfulde i karakter, for at give den samme form, i deres indflydelse mod andre. Når menigheden tager fuldt imod lyset, vil mørket sprede sig, og hvis de i karakterens hellighed holder fred med den åbenbarede sandhed, vil deres lys vokse sig klarere og klarere. Sandheden vil gøre sit forædlende arbejde, genoprette Guds moralbillede i mennesker, og mørke, forvirring og stridigheder, som er forbandelse i så mange menigheder, vil ophørere. Den kraft som Gud vil give Sin menighed vil, hvis de vil blot vil vandre lige så hurtigt i det lys der skinner på dem, vil knapt nok kunne forstås.   ret

Herren kommer snart, og advarselsbudskabet skal nå ud til alle folkeslag, tungemål og folk. Når Guds sag kalder på midler og medarbejdere, hvad gør så de, som lever under den nærværende sandheds fulde lys? Der er nogle som ikke nærer en byrde for sjæle. Skønt de hæver at tro at enden er nær, har begærlighed forblindet deres øjne over for manglerne i Guds sag. De midler som han har lagt i deres hænder, at blive brugt til hans ære, binder de i huse og jorde, medens den frelsende sandhed, som Gud har instrueret os at give til verden, hegnes op omkring og lukkes ind af armod. Gud kalder på enhver enkelt troende, til at gøre det yderste af hvad han evner, og så bede i tro til Gud, og gøre hvad mennesker ikke kan gøre.   ret

Min bror, du kan ikke være en kristen og gemme på begærlighed. Du kan ikke være en kristen og ikke være en missionær. Når du hører at der er tusinde og atter tusinde som er i vildfarelsens mørke, og overtro, uvidende om de ting som kommer over jorden, hvordan kan du så synes godt om sandheden og forblive rolig? Du kan føle at den smugle du kan gøre vil være så lidt for det der skal til, at du ikke vil gøre noget; men hvis enhver vil gøre hvad han kan, vil Gud velsigne anstrengelserne, og rigdommene vil ikke blive tømt ud. Hvis du gik tabt af kulde og sult, ville du da ikke kalde en af dine venner, som nægtede at prøve at afhjælpe dig? Tænk på de mange i de fremmede lande, som gå går tabt fordi de mangler livets brød af dyrebare frelsende sandheder for denne tid; og husk at Kristus identificerer sin interesse med disse trængende. "Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig."   ret

Under møderne i Ørebro, blev jeg tilskyndet af Herrens Ånd til at bringe hans lov, som den store retfærdighedsstandard, og advare vore folk imod den moderne og forfalskede helliggørelse, som har sin oprindelse i vilje-dyrkelse frem for underdanighed under Guds vilje. Denne vildfarelse oversvømmer verden ret hurtigt, og som guds vidner, skal vi kaldes til at bære et afgjort vidnesbyrd imod det. Det er en af de sidste dages mest rene bedrag, og vil vise sig som en fristelse imod alle som tror den nærværende sandhed. Dem som ikke har deres tro fast fæstnet på guds ord, vil vildledes. Og det sørgeligste af det hele er at det kun er ganske af de, som er bedraget af denne vildfarelse, vil finde vej til lyset igen.   ret

Bibelen er den standard som skal prøve alle der hævder at bekende helliggørelse. Jesus bad at Hans disciple måtte helliggøres gennem sandheden, og han Siger: Dit ord er sandhed;" medens salmisten erklærer: "Din lov er sandhed." Alle som Gud leder vil udvise en høj agtelse for skrifterne hvori Hans stemme kan høres. Bibelen vil være "gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning." "I skal kende dem på deres frugter." Vi behøver ingen andre beviser for at dømme menneskers helliggørelse, hvis de er bange for at de ikke adlyder hele Guds vilje, hvis de lytter ihærdigt til Hans stemme, stoler på Hans visdom, og gør Hans Ord mennesket til deres rådgiver, vil de, skønt de ikke praler at være over guddommen, være sikker på at de forsøger at opnå Kristen karakters fuldkommenhed. Men hvis de kræver hellighed, endog indgående så de ikke længere mener at ransage skrifterne, skal vi ikke tøve med at erklære deres helliggørelse for falsk. De lærer deres egen forståelse, i stedet for at tilpasse sig Guds vilje.   ret

I vor tid stiller Gud det samme krav som i Edens have, fuldkommen lydighed imod Hans bud. Hans lov forbliver det samme igennem alle tidsaldre. Retfærdighedens store standard i Det gamle Testamente er ikke blevet sænket i Det nye. Det er ikke evangeliets gerning at svække kravene i Guds hellige lov, men at løfte mennesket op, for det kan holde alle dens bud.   ret

Den tro på Kristus, som frelser sjælen er noget andet end det, mange hævder. "Tro, tro," råber de, "bare tro på Kristus og du vil blive frelst. Det er alt der behøves". Medens sand tro stoler på Kristus til Frelse, vil den (også) lede til fuldkommen lydighed mod guds bud. Tro vises ved gerninger. Og apostlen Johannes erklærer: "Den som siger: Jeg kender ham og ikke holder hans bud er en løgner"   ret

Det er usikkert at stole på følelser eller indtryk; dette er upålidelige vejledere. Guds lov er den eneste korrekte standard for hellighed. Det er ved denne lov at karakteren skal bedømmes. Hvis den der anmoder om frelse ville spørge: "Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv" ville den der lærer moderne helligelse, svare: "Tro blot så frelser Jesus dig." Men da Kristus blev stillet dette spørgsmål, sagde han: "Hvad står der skrevet i loven? Hvad læser du?" Og da ud spørgeren svarede: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, . . . og din næste som dig selv," sagde Jesus, "Du har svaret rigtigt: gør dette og du skal leve." Sand helligelse vil blive bevist ved et samvittighedsfuldt syn på alle Guds bud, ved at alle talenter udnyttes omhyggeligt, ved en velovervejet omvendelse, ved at åbenbare Kristi ydmyghed i alle handlinger.   ret

Der var flere personer til stede ved det møde, som holder sig til den populære teori om helliggørelse; og idet kravene for Guds lov blev lagt frem, kom den sande karakter af denne vildfarelse frem, en mand var så vred at han rejse sig straks op og forlod møde hallen. Jeg hørte derefter at han var kommet fra Stockholm for at deltage i mødet. Under en samtale med en af vore prædikanter, hævdede han at være syndfri, og sagde at han ikke behøvede Bibelen, for Herren fortalte ham direkte, hvad han skulle gøre; han var langt borte fra Bibellæren. Hvad kan der forventes af dem, som følger deres egne forestillinger frem for Guds ord, men at de vil være bedragede? De kaster den eneste detektor for vildfarelse bort, og hvad forhindrer den store bedrager i at tage dem til fange i hans vilje?   ret

Denne mand repræsenterer en klasse. En falsk helliggørelse leder direkte væk fra bibelen. Religion er reduceret til en fabel. Følelser og indtryk er gjort til et kriterium. Når de bekender at være syndfrie, og praler af deres retfærdighed, helliggørelsens modtagere lærer at mennesker er fri til at overtræde Guds lov, og at dem som adlyder dens forskrifter er faldet fra nåden. En præsentation af dens krav vækker deres modstand, og opildner til vrede og foragt. Således vises deres karakter, for "det kødelige sindelag er fjendskab imod Gud; for det er ikke underlagt Guds lov, og kan slet ikke være det."   ret

De sande Kristi efterfølger vil ikke påberåbe sig skrydende hellighed. Det er ved Guds lov at synderen overbevises. Han ser sin egen syndighed i modsætning til den fulde retfærdighed som han vil nye, og dette leder ham til ydmyghed og anger. Han bliver forsonet med Gud gennem Kristi blod, og idet han fortsætter med at vandre med Ham, vil han få en klarere fornemmelse af helligheden i Guds karakter og hvor vidtrækkende hans krav er. Han vil klarere kunne se sine egne mangler, og vil møde behovet for stadig anger, og troen på Kristi blod. Han som bærer en stadig fornemmelse af Kristi tilstedeværelse med sig, kan ikke føje selviskheden eller selvretfærdigheden. Ingen af profeterne eller apostlene har pralet af hellighed. Jo nærmere de kommer til karakterfuldkommenheden, des mindre værdig og retfærdig ser de sig selv. Men dem som har den mindste fornemmelse af Jesu fuldkommenhed, dem hvis øjne er mindst rettet mod ham, er dem som gør de største krav på fuldkommenhed.   ret