Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 6. oktober 1885

Rejsenoter. Den engelske mission

De første to uger efter at vi kom til Liverpool brugte vi på besøg blandt menigheder og uorganiserede grupper af sabbatsholdere i England. I Grimsby fandt vi et behageligt midlertidigt hjem, blandt gamle venner i missionen, eller kontoret for Present Truth Bygningen vi boede i var behageligt, veloplyst, og godt placeret. Al arbejdet med bladet foregår i denne bygning, undtagen trykkeriet, og de fleste medarbejdere bor her. Der er også et rummeligt lokale i huset, som bruges til møder, men som snart vil være for lille. Vi tror at den tid snart kommer hvor det er nødvendigt at købe en trykkerimaskine, som bladet trykkes med, også traktater og pjecer, så at lyset kan skinne ud i klare stråler til alle dele af riget.   ret

Fredag aften talte jeg i Afholds-Lokalet om afholdsemnet. Tanken om det nødvendige i at påbegynde undervisningsarbejdet i selvfornægtelse og afholdenhed i barndommen, den virkede ny for folk. Folk fik den største opmærksomhed, da jeg prøvede at indprente forældrene med deres ansvar over for Gud, og vigtigheden af at lægge grunden for deres børns faste principper, derved opbygge en barriere om dem, imod fremtidige fristelser.   ret

Sabbats formiddag, da en lille gruppe sabbatsholdere var samlet til tilbedelse, var lokalet fyldt, og måttes samles i forhallen. Jeg har altid følt det var meget højtideligt at tale til store forsamlinger, og har prøvet at sætte mig selv helt under Frelserens vejledning. Men jeg følte det mere højtideligt, om muligt, at stå for denne lille forsamling, som havde overvundet forhindringer, skam og tab, havde trådt ud af den store skare, som satte Guds lov ud af kraft, og vendte sig hen mod hans lovlydige vej. Om eftermiddagen blev der holdt et sabbatsskolemøde, og vidnesbyrdmøde. Jeg talte i tredive minutter til mødet, og andre fulgte efter. Idet jeg lyttede til de fremførte vidnesbyrd, kunne jeg kun tænke hvordan det ligner Kristi efterfølgeres erfaringer i England og Amerika. Men der er kun ”en Herre, en tro og en dåb.”   ret

Søndag formiddag fik vi et aet møde med brødre og søstre, og jeg talte i Town Hall. Det er det største tilhørslokale på stedet, og var overfyldt og mange var nødt til at stå. De som bedst kendte til lokalet, vurderede at der var tolvhundrede tilstede. Jeg har sjældent set mere intelligente og pænt udseende selskab. ”Unions afholds-lovprisnings koret”, kom frivilligt og sang. Dette kor, som bestod af cirka halvtreds stemmer, retfærdiggjorde den engelske kærlighed til musik ved at synge syv stykker, tre ved starten, to ved afslutningen og to ved velsignelsen. Alle vidste at jeg var fra Amerika, og jeg prøvede ikke at se engelsk ud, ved at efterligne engelske skikke. Jeg skammer mig ikke ved mit land, jeg er stadig afpasset mine enkle amerikanske optræden. Emnet den aften var Guds kærlighed, og da jeg ikke skulle reflekterede over det, før den store dag kom, hvor jeg igen skal møde hele denne forsamling, prøvede jeg bringe de dyrebare ting frem fra Gud, på en sådan måde, at deres tanker blev draget fra jorden til himlen. Men jeg kunne kun advare og formane, og fremholde Jesus som centrum for opmærksomhed, og en lyksalig himmel som evig løn til den der sejrer.   ret

Mandag besøgte vi Ulceby, hvor der var en lille gruppe sabbatsholdere, som var oprejst af bror Johns arbejde. Disse viste en dyb interesse, idet deres opmærksomhed blev henledt til vigtige i at ransage skrifterne, som forvisser om hvad sandhed er. At acceptere sandheden, indolverer altid et kors, men den eneste sikre kurs er at følge det lys Gud lader skinne, for at det ikke bliver mørke, hvis det forsømmes. En dame som var blevet overbevist om sandheden, men som stadig var i beslutsomhedens dal, besluttede sig for at adlyde Guds bud.   ret

Onsdag tog vi, under ledsagelse af bror Lane, til Risely, en lille by omkring fyrre miles fra London. Her holdt brødrene Lane og Durland et teltmøde i fire uger. I teltet sad der omkring tre hundrede, og om aftnen var det fyldt og en stor gruppe stod uden for. Mit hjerte blev særligt draget for dette folk, og jeg blev der gladelig længere sammen med det. Det blev sagt om tilhørerne at der ikke var så får ærværdige kvinder. Flere af disse var begyndt at holde sabbat. Mange af mændene var blevet overbevist om sandheden, men for dem var det ikke om de kunne holde sabbat, og få det livets bekvemmeligheder og luksus, men om de kunne få brød, blot brød til deres børn. Nogle samvittighedsfulde sjæle er begyndt at holde sabbat. Disses tro vil blive hårdt prøvet. Men vil Han ikke som sørger for ravnene, sørge meget mere for dem der elsker og frygter ham? Guds øjne er over hans samvittighedsfulde, trofaste børn i England, og han vil skabe vej for dem der holder alle hans bud.   ret

Torsdag tog vi toget til London. Her fik vi fornøjelsen at møde pastor W. M. Jones, som udgiver Sabbats memorial , og pastor for en S. D. Baptist-menighed i London, hvor han i mange år stod og forsvarede den bibelske sabbat. Vi påskønner hans venlighed at ledsage os til British Museum, og forklare os mange interessante ting. Det ville være hyggeligt og udbytterigt at brige masser af tid blandt disse interessante relikier, men vi var nødt til at rejse videre for at holde aftaler i Southampton.   ret

Det var i Southampton hvor pastor Loughborough boede det meste af tiden han var i England. Det er en gammel by, og med dets forstæder, her den en population på over et hundrede tusinde. Her så vi den gale romerske mur og borte med tårne ovenfor, som tidligere blev brugt som domssale. Selvom den blev bygget for over ni hundrede år siden, er muren mange steder ikke blevet dårligere med tiden. Da jeg var der talte jeg til menigheden fredag aften og to gange om sabbaten. Der blev truffet aftaler helt til søndag aften i en stor sal, men søndag morgen var jeg blevet syg med megen forkølelse. Jeg kunne kun sidde lidt op. I løbet af dagen tog vi af sted, og var næsten ved at besvime. Mine brødre så at det var umuligt for mig at tale medmindre Herren vil arbejde på en særlig måde. Jeg prøvede at bede om sagen, besluttede at gøre min del. Jeg stod op af sengen, tog hen til salen, og da jeg stod på fødderne, gav Herren mig styrke, som han gjorde mange gange i lignende situationer. Min hovedpine ophørte, min dårlige hals var væk, og jeg talte i mere end en time, i fuldstændig frihed. Herrens navn skal have al ære. Mandag kunne jeg vende tilbage til vor gruppe i London, hvor vi forblev i to dage, til vi tog til Schweiz.   ret

Selvom England er et lille territorium, er det en mægtig befolkning, og en stor missionsmark. Her kunne hundredvis finde plads til at arbejde, hvis de fik missionsånden. Men hvor, hvor er de mennesker der elsker sandheden og elsker dyrebare sjæle nok, så de giver sig uselvisk til dette arbejde? Hundredvis kunne skaffe sig rum til at arbejde, hvis de havde missionsånden. Der mangler mennesker som gerne vil forlade deres gårde, deres forretninger og deres familier, om nødvendigt, til at blive missionærere. Der var mennesker som blev oprørt af Kristi kærlighed og kærlighed for sjæle, har forladt hjemmets bekvemmeligheder og venners selskab, endog hustru og bør, for at tage til fremmede lande, blandt barbarere og hedenske afgudsdyrke, i håb om at så sandhedens frø. Mange af mistet deres liv i prøvelserne, men andre er stået op for at føre værket frem. Således er værket gået frem skridt for skridt, og sandhedens frø der er sået i sorg, har frembåret en overmådelig høst. Bibelkundskaben er blevet udbredt, og evangeliets banner er etableret i hedenske lande. Protestantiske martyrer har klaret alle vanskeligheder, så de kan få livets ord frem for mennesker som er holdt hen i uvidenhed og overtro.   ret

Frelsen fik vi som en stor selvfornægtende og uendelig pris af Guds Søn. Nogle har fulgt hans eksempel, og lader ikke gårde, eller behagelige hjem, eller endog de elskede stå i vejen for dem. De har følt alt for Kristus. Men jeg såres og forbavses over at der er så få som har den virkelige missionsånd i denne tid. Enden er så nær, advarselen om en snarlig kommende dom skal dog gives til alle nationer, tungemål og folk, men hvor er de mennesker som vil give noget og ethvert offer for at få sandheden ud til verden? Nogle som går ud som missionærere græmmes ved at forlade de ting de elsker så de kan forblive i en sorgfuld og nedtrykt tilstand, og det halve af deres nyttighed ødelægges. De kaldes ikke til at gå ud blandt hedningene eller barbarere, og savne mad eller klæde, ej heller fratages livets bekvemmeligheder; og alligevel ser de sig selv som martyrere. De er ikke frimodige soldater af Kristi kors. De giver ham ikke den villige tjeneste.   ret

Der er en overmådelig anledning, også i England, til at fremføre sandheden for folk. Det blev ment at der ikke kunne afholdes telt-møder her; men brødrene Lane og Durlands erfaring i denne tid, har vist at dette var det allerbedste middel at nå folk på, på mange af disse steder. Friluftsmøder er ganske almindelige. Hvis de føres efter gode principper, er de gode. Jesus placerede sig selv på store vejkryds, hvor hans røst kunne høres af tusinde. De dyrebare ord der faldt fra hans løber fandt bolig i mange hjerter, og fik dem til at søge og se om tingene var sådan. Det er mest vanskelig at nå de højere klasser i England. Der opbygges høje og faste barrierer mellem velhavende og medarbejdere. Rigdom er storhed og magt; fattigdom betyder lidt mindre end slaveri. Sandheden vil ofte finde sin vej til adelsmænd ved at først nå middelklassen og de fattigere klasser. Sådan var det i Paulus tid. Sandheden fandt vej til kejserens palads, gennem dem som var bundet, mænd og kvinder af høj rang blev Kristi disciple. Nogle som er tjenere og tjenestepiger arbejder hurtigt for at få sandheden, før dem som de arbejder for. Således vil sandheden nå de højeste så vel som de laveste gennem tjenere eller slægtninge.   ret

Arbejdet i England er dog stadig i sin begyndelse; men vi tror på at hvis medarbejderne gør Gud til deres visdom, og stoler på ham, vil vi se meget støre arbejde blive gjort, end sket tidligere. Der er brug for midler til at udbrede værket. Guldet og sølvet tilhører Gud; kvæget på et tusinde bakker og også hans. Han har betroet sine forvaltere mider, så at de kan bruges til at fremme hans sag. Hvis dem, der bekender sandheden vil være mere Gud, vil deres sanser ikke være så omtågede af denne verdens ting, at de ikke kan se det som sagen mangler i denne tid. Vi må bede i tro på at Gud vil bevæge mænd som har midler, og bruge dem til at udbrede hans arbejde på Jorden. Vi må også bede alvorligt for at Herren vil oprejse flere mænd med evner, som vil nære byrden for hans værk, og fremføre det. Gud vil acceptere hundredevis menneskers arbejde, hvis de vil give sig selv og deres midler til værket. Han vil drage de mænd til ansvar som har fået et stort lys, og dom opvækkes til at se vigtigheden af at engagere sig for deres medmenneskers frelse. Der er brug for en selvopofrende ånd og energi og fornægtelse for at indtage missionsmarken. Jeg hvad jeg taler om. Resolutte og ubøjelige mænd vil udrette meget. Dette har vi erfaret fra værkets begyndelse. Det begyndte så svag, men vi kan bevidne at der sker underværker ved resolut udholdenhed, tålmodigt slid, og fast tillid til Herren Israels Gud. Der er knapt grænser for hvad der kan se, hvis anstrengelserne styres af oplyst dømmekraft, og bakkes op af alvorlige anstrengelser. Apostlen formaner os til at se frem til lønnen. Liv, evigt liv, vil være den trofaste, sande medarbejders løn. Måtte Herren velsigne de få trofastes arbejde, som prøver at sprede sandheden i England, og måtte han hurtig oprejse flere medarbejdere og større faciliteter til at fremme værket med.   ret