Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 7. oktober 1873

Laodikæamenigheden (konkluderet)

Folket på bjerget blev selv udmattet af rædsel og ærefrygt for den usynlige Gud. De kan ikke se på den klare og fortærende ild der blev sendt fra Himlen. De frygter at de vil fortæres i deres frafald og synder. De råber med en røst, som lyder udover bjergene, og som genlyder over sletterne under dem med frygtelig klarhed: »Herren, han er Gud; Herren, han er Gud.« Til sidst opvækkes Israel og bedrages ikke mere. De ser deres synd og hvor meget de har vanæret Gud. Deres vrede vækkes imod Baalsprofeterne. Med en forfærdelig rædsel, var Akab og baalspræsterne vidne til Jehovas kraft forunderlige udfoldelse. Atter høres Elias røst til folket med opjagende befalingsord: »Tag Baalsprofeterne; lad ingen af dem undslippe.« Og folket var parat til at adlyde Elias ord. De pågreb de falske profeter, som havde bedraget dem, og førte dem til Kisjonbækken og der ihjelslog Elias afgudepræsterne med sin egen hånd.   ret

Guds domme var blevet eksekveret over de falske præster; folket har bekendt deres synder, og har anerkendt deres fædres Gud; og er nu vidne til at Guds forbandelse trækkes bort, og han vil atter genopfriske jorden med dug og regn, forny sine velsignelser over sit folk.   ret

Elias talte til Akab: »Gå op og spis og drik, thi der høres susen af regn.« Da Akab tog op til festen, tog Elias fra det frygtelige offer op til Karmelbjergets top, for at bede. Hans arbejde med at ihjelslå de hedenske præster gjorde ham ikke uegnet til den alvorlige bønsudøvelse. Han havde udført Guds vilje efter at han, som Guds redskab, havde gjort hvad han kunne for at fjerne grunden til Israels frafald, og slå afgudepræsterne ihjel, kunne han ikke gøre mere. Han gik da i forbøn for det syndige frafaldne Israels skyld. I den mest smertelige position, bøjede han sig med ansigtet ned mellem sine knæ, og bad Gud alleralvorligst om at sende regn. Seks gange i træk sendte han sin tjener for at se om der var synlige tegn på at Gud hørte hans bøn. Han ville ikke blive utålmodig og troløs fordi Herren ikke straks gav tegn på at hans bøn blev hørt. Han fortsatte i alvorlig bøn, sendte sine tjenere syv gange, for at se om Gud havet givet et tegn. Hans tjener vendte tilbage seks gange fra hans udsigtspunkt mod havet, med den nedslående rapport at der ikke var tegn på skydanneler på de skingrende himle. Den syvende gang informerede han Elias at der kunne ses en lille sky, på størrelse med en mands hånd. Det var nok til at stille Elias tro. Han ventede ikke på at himlene skulle samle mørke, og gøre det visseligt. I den lille oprejsende sky, kunne hans tro høre lyden af overmådelig regn. Elias gerninger er i overensstemmelse med hans tro. Han sendte et budskab til Akab ved sin tjener: »Gå hen og sig til Akab: spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive opholdt af regnen!«   ret

Elias ydmyghed.
Her vover Elias noget på sin tro. Han ventede ikke på det synlige. »Et øjeblik efter var himmelen sort af stormskyer, og der faldt en voldsom regn. Akab steg til vogns og kørte til Jizre'el; men Herrens hånd kom over Elias, så han omgjordede sine lænder og løb foran Akab lige til Jizre'el.«   ret

Elias havde gennemgået stor spænding og meget arbejde den dag; men Herrens Ånd kom til ham fordi han havde været lydig, og gjort hans vilje at henrette afgudepræsterne. Nogle ville være hurtig til at sige: Hvilken hård og grusom mand må Elias have været! Og nogen som skal forsvare Guds ære for enhver pris, vil kritisere og fordømme sig selv fra en stor klasse. Regnen begyndte at falde. Det var nat, og den forblændende regn forhindrede Akab i at se hans vej. Med kraft fra Guds Ånd og kraft bandt Elias sin grove klædning omkring sig, og løb foran Akabs vogn, førte ham hen til byens indgang. Guds profet havde ydmyget Akab for sit folk. Han havde slået hans afgudepræster ihjel, og nu ønskede han at vise Israel at han anerkender Akab som sin konge. Som en særlig hyldesthandling førte han hans vogn, og kørte den op til byportens indgang.   ret

Her er en lektie til unge mennesker der bekender at være Guds tjenere, frembære hans budskab, som er ophøjet i deres egen vurdering. Der er intet bemærkelsesværdigt som de kan opspore i deres egen erfaring, sådan som Elias kunne, alligevel føler de at der udføres opgaver som virker mindreværdigt for dem. De vil ikke komme ned fra deres embedsværdighed og gøre den nødvendige tjeneste, frygte at de gør en tjeners arbejde. Alle disse bør lære af Elias eksempel. Hans ord lukkede for himlens rigdomme, dug og regn, fra jorden, tre år. Hans ord var alene nøglen der kunne lukke himlen op, og bringe regnskyl. Han blev æret af Gud som han sendte sine engle bønner i kongens og tusindvis israelitters nærhed, og som svar, lyner der ild ned fra himlen, og tænder ild på offeralteret. Hans hånd eksekverede Guds domme, ved at slå ottehundredeoghalvtreds baalpræster ihjel, og alligevel efter dette udtømmende slid på en dag, kunne han, som kunne få ild ned fra himlen, og bringe skyer og regn efter en dag i tydelig sejrer, var han villig til at udføre mindreværdig tjeneste, og løbe foran Akabs vogn i mørket, og vind og regn, for at tjene den regent han ikke var bange for at irettesætte i hans ansigt, på grund af hans forbrydelser og synder. Kongen kom ind ad portene. Elias pakkede sig selv ind i sin kappe og lagde sig på den bare jord.   ret

Efter at Elias havde udvist et så ufortrødent mod i kampen mellem liv og død, efter at han havde sejret over kongen, præsterne og folket, ville vi naturligt tro at han aldrig ville blive modløs, eller skræmt til ensomhed.   ret

Efter sin første fremtræden for Akab, og erklærede Guds domme over ham, på grund af hans og Israels frafald, viste Gud han fra Jesabels magt til et sted i sikkerhed i bjergene, ved Krits bæk. Han ærede Elias ved at sende mand til ham morgen og aften, ved en himmelsk engel. Idet bækken tørrede ud, sendte han ham hen til enken i Sarepta, og udførte et dagligt mirakel, for at holde enkens familie og Elias ved kost. Efter at han var blevet velsignet med beviser på en sådan kærlighed og omsorg fra Gud, vil vi tro at Elias aldrig havde mistillid til Gud. Men apostlen fortæller os at han var en mand med samme lidenskaber som vi, og underkastet fristelser ligesom vi er.   ret

Da Akab fortalte Jesabel om dagens forunderlige begivenheder, om Guds forunderlige tilkendegivelser på magt, viste han at Jehova, himlens og jordens skaber, var Gud, og at Elias havde slået baalprofeterne ihjel. Denne kvinde var forhærdet i synd, og hun blev rasende. Jesabel erklærede frækt, opsat og trodsig i sin afgudsdyrkelse over for Akab at Elias ikke skal leve.   ret

Den nat vækkede en budbringer den trætte profet, og gav ham Jesabels ord at hun i hedenske guders navn, under Israels nærværelse, gøre det med Elias, som han havde gjort mod Baals præster. Elias måtte imødekomme denne trussel og ed fra Jesabel, med en appel om beskyttelse til himlens Gud, som havde hvervet ham til at gøre det arbejde han havde gjort. Han burde have fortalt budbringeren at den Gud som han stolede på, ville være hans beskyttelsesmand imod Jesabels had og trusler. Men Elias tro og mod lod til at svigte ham. Han farer op af sin desorienterede slummer. Regnen udgydes fra himlene, og mørke på hver side. Han mister Gud af syne. Han flygter for sit liv som om blodhævneren var tæt bag ham. Han efterlader sin tjener bag sig, på vejen, og om morgnen, er han langt fra menneskers boliger, alene i en trøstesløs ørken.   ret

»Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Dér lod han sin tjener blive og vandrede selv en dagsrejse ud i ørkenen og satte sig under en gyvelbusk og ønskede sig døden, idet han sagde: »Nu er det nok, Herre; tag mit liv, thi jeg er ikke bedre end mine fædre!« Så lagde han sig til at sove under en gyvelbusk. Og se, en engel rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis!« Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans hoved havde hvilet, et ristet brød, og der stod en krukke vand; og han spiste og drak og lagde sig igen. Men Herrens engel kom atter og rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis, ellers bliver vejen dig for lang!« da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette måltid vandrede han i fyrretyve dage og fyrretyve nætter lige til Guds bjerg Horeb. Der gik han ind i en hule og overnattede. Da lød Herrens ord til ham: »Hvad er du her efter, Elias?«   ret

Elias burde have stolet på Gud, som advarede ham hvornår han skulle flygte, og der finde et tilflugtssted fra Jesabels had, sikker fra Akabs ihærdige søgen. Herren havde ikke advaret ham på dette tidspunkt til at flygte. Han havde ikke ventet på hvad Herren ville sige til ham. Han handlede overilet. Gud ville have beskyttet sin tjener, og ville have givet ham en anden tydelig sejr over Israel, ved at sende sine domme over Jesabel, om han havde ventet i tro og tålmod.   ret

Træt og udmattet, satte Elias sig ned for at hvile. Han var modløs, og følte det som knurren. Han sagde: »Nu er det nok, herre; tag mit liv, thi jeg er ikke bedre end mine fædre!« Han føler at livet ikke mere er ønskværdigt. Han forventer, efter at Guds krafts klare fremvisning over for Israel, at de vil være sande og trofaste mod Gud. Han forventede at Jesabel ikke længere ville have indflydelse over Akabs sind, og at der ville være en generel revolution i Israels rige. Da trudselsbudskabet, som var kommet fra Jesabel, blev overbragt til ham, glemte han at Gud er den samme almægtige og medynkende Gud som han var da han bad til ham om ild fra himlen, og den kom, og for regnen, og den kom. Gud tilstod enhver anmodning, alligevel er Elias flygtet bort, langt fra menneskers hjem, og ønsker aldrig at se mennesker igen.   ret

Hvordan så Gud på sin lidende tjener? Svigtede han ham fordi modløshed og fortvivlelse havde grebet ham? Oh! Nej. Elias var lammet af modløshed. Hele dagen havde han slidt uden mad. Da han førte Akabs vogn løb han foran den til byens port, var han ved godt mod. Han havde høje forhåbninger om Israel, så de som et folk ville vende tilbage til deres alliance med Gud, og blive genindsat under hans gunst. Men den reaktion som ofte følger troens ophøjelse, bemærkelsesværdigt og herlig fremgang, lagde Elias under pres. Han blev ophøjet fra Pisgas top, til at være ydmyget til den laveste dal i tro og følelser. Men Guds øjne er stadig på sin tjener. Han elsker ham ikke mindre når han føler sig hjertebrudt og svigtet af Gud og mennesker, end da der, som hans bønnesvar, lynede ild ned fra Himlen, og oplyste Karmel.   ret

Dem som ikke har båret tunge ansvar, som ikke har haft for vane at føle det meget dybt, kan ikke forstå Elias følelser, og være forberedt på at give ham den ømme sympati som han fortjener. Gud ved og kan læse hjertets smertelige pinsel under fristelse og hård kamp. Ligesom Elias sov under gyvelbusken, blev han vækket af en blød berøring og behagelig røst. Han farer straks op i rædsel, til at flygte, som om det er hans fjende på jagt efter hans liv, som faktisk havde fundet. Men det medynkende kærlige ansigt bøjede sig over ham, ser han ikke en fjendes ansigt, men en ven. En Guds engel er blevet sendt med mad fra himlen for at støtte Guds trofaste tjener. Hans stemme siger til Elias: »Rejs dig og spis.« Efter at Elias havde fået af den forfriskning der var tilberdt ham, sov han igen. Den anden gang tjener Guds engel det som Elias mangler: Han berører den udmattede og trætte mand, og med medynkende ømhed siger til ham: »Rejs dig og spis, fordi rejsen har været for meget til dig.« Elias blev styrket, og gennemførte sin færd til Horeb. Han var i en ørken. Han overnattede i en hule i ly for vilde dyr.   ret

Her mødes Gud med Elias gennem en af sine engle, og spørger ham: »Hvad er du her efter, Elias?« Jeg sendte dig til bækken Krit, jeg sendte dig til enken i Sarepta, jeg sendte dig til Samaria med et budskab til Akab, men hvem har sendt dig på denne lange tur ud i ørknen? Og hvilket ærende har du her? Elias begræd sin sjælsbitterhed til Herren. »Han svarede: »Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, hærskarers Gud, fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt, og dine profeter har de ihjelslået med sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet!« Da sagde han: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens åsyn!« Og se, Herren gik forbi, og et stort og stærkt vejr, der sønderrev bjerge og sprængte klipper, gik foran Herren, men Herren var ikke i vejret. Efter vejret kom der et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der ild, men Herren var ikke i ilden. Men efter ilden kom der en stille, sagte susen, og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen; og se, en røst lød til ham: »Hvad er du her efter Elias?« Han svarede: »Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, hærskarers Gud, fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt, og dine profeter har de ihjelslået med sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet!«   ret

Da viser Herren sig selv over for Elias, viser ham at man ved en stille tro og fast tillid til ham, vil Han altid være en nærværende hjælp i trængende stund.   ret

Guds tjener kan have frimodighed, idet han ved, at han har en medfølende himmelsk Fader, som læser sjælens motiver og forstår dens hensigter. De, som står på kampens frontlinie, som er styret af Guds Ånd til at udføre en særlig gerning for ham, vil ofte føle reaktionen, når presset fjernes, og fortvivlelse kan trykke dem hårdt og ryste den mest heltemodige tro og svække de mest trofaste sind. Gud forstår alle vore svagheder. Han kan have medlidenhed og kærlighed, når menneskers hjerter kan være så hårde som sten. At vente tålmodigt og stole på Gud, når alt ser mørkt ud, er den lektie, som hans tjenere må lære mere fuldt ud. Gud vil i sin retskaffenhed ikke svigte dem.
E. G. W.   ret