Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 8. oktober 1867

Spørgsmål og svar

Br. Smith: Jeg har modtaget følgende spørgsmål fra Wisconsin og Illinois konferense-besyrelsers hænder. Jeg vedlægger et svar til hver af dem, da begge spørgsmål og svar vil fremstå i det samme nummer af Review til gavn for brødre og søstre i Wis. og Ill. konferensen, og alle andre som ønsker at lære sagens kendsgerninger.   ret

Spørgsmål nummer et. Fik du dine syner om helsereformen før du besøgte helseinstituttet i Dansville, N. Y., eller før du havde læst værkerne om dette emne?   ret

”Svar - Det var i br. A. Hilliard's hus, i Otsego, Mich., 6. juni, 1863, at dette store emne om helsereformen blev åbnet for mig i et syn. Jeg besøgte ikke Dansville før august 1864, fjorten måneder efter jeg havde synet. Jeg læste ikke nogen værker om sundhed før jeg havde skrevet Åndelige gaver, bind III og IV, ”Appel til mødre”, og fik skiltret de fleste af mine seks artikler i de seks numre af ”Hvordan lever man”. Jeg vidste ikke at et sådant blad eksisterede som Livets love, udgivet i Dansville, N. Y. Jeg havde ikke hørt om de forskellige værker, skrevet af Dr. J. C. Jackson, og andre udgivelser i Dansville, på det tidspunkt jeg fik ovennævnte syn. Jeg vidste ikke at sådanne værker eksisterede før september, 1868, da min Mand I Boston, Mass., så dem annonceret i et tidsskrift kaldet ”Profetens stemme”, udgivet af Eld. J. V. Himes. Min mand ordnede værkerne fra Dansville og fik dem i Topsham Maine. Hans arbejde levnede ikke tid til at gennemlæse dem, og da jeg bestemte mig for at ikke læse dem, før jeg havde nedskrevet mine syner, og bøgerne forblev i deres pakker. Da jeg introducerede sundhedsemnet for venner da jeg arbejdede i Michigan, New England, og i staten New York, og talte imod stimulanser og kødspiser, og talte for vand, ren luft, og en rigtig kost, kom kommentaren ofte: ”Du taler meget tæt op ad læren i ”Livets love”, og andre udgivelser af Doktorene Trall, Jackson og andre. Har di læst det blad og de værker? ”Mit svar var at jeg ikke havde læst dem, og skulle heller ikke, før jeg havde skrevet mine syner helt ned, så det ikke kan siges at jeg havde fået mit lys om sundhedsemnet fra læger, og ikke fra Herren. Og efter at jeg havde skrevet mine seks artikler til ”Hvordan lever man”, søgte efter forskellige værker om hygiejne og blev overrasket over at finde dem i så stor harmoni med det Herren havde åbenbaret mig. Og for at vise denne harmoni, og fremlægge emnet for mine brødre og søstre som det var fremlagt af gode skrivere, besluttede jeg mig for at udgive ”Hvordan lever man,” hvori jeg hovedsagligt trak materiale fra de værker jeg henviser til."   ret

Spørgsmål nummer to. - Når søstre bærere deres klæder ni tommer fra gulvet, går de så ikke imod vidnesbyrd nr. 11, som siger at de burde nå omkring under toppen af en dames støvlegamache, som siger at de bør være en eller to tommer fri af gadens snavs, uden at trække dem op med hænderne?   ret

Svar - Den rigtige afstand fra klædernes bund til gulvet fik jeg ikke angivet i tommer. Jeg fik ej heller vist en dames gamachestøvler; men tre grupper af kvinder gik forbi mig, med deres klæder som følger med hensyn til længden:   ret

Den første havde en moderigtig længde, betyngede benene, gjorde skridtene besværlige, fejede gaden og samlede dets støv; Medens dårlige følgevirkninger som jeg har anført fuldt ud. Denne klasse modens slaver, viste sig som svage og trætte.   ret

”Klæderne hos den anden klasse som gik forbi mig, var i mange henseender som den burde være. Benene var vel beklædte. De var fri fra de byrder som den tyranniske mode havde lagt på den første klasse; men var gået til yderligheder med korte klæder til afsky og fordømme gode folk, og i høj grad ødelægge deres egen indflydelse. Dette er indflydelsen fra den ”amerikanske skik”, der undervises i og bæres af mange i ”vort hjem,” Dansville N. Y. Det når ikke ned til knæene. Jeg behøver ikke at sige at denne klædestil blev vist mig at være for kort."   ret

En tredje klasse gik forbi mig med glade ansigter, frie og smidige skridt. Deres klæder havde den længde jeg havde beskrevet som passende, anstændige og sunde. Det var under alle omstændigheder nogle få tommer fri fra gadens og fortorvets snavs, eftersom skridtene trak op og ned, o. s. v.   ret

As I have before Som jeg før har sagt, blev længden ikke givet mig i centimeter og jeg blev ikke vis en damestøvle. Her vil jeg gerne pointerer at selv om jeg er lige så afhængig af Herrens Ånd når jeg skal skrive det ned som jeg har set, som når jeg får synet, er det mine egne ord jeg bruger for at beskrive det. Den eneste undtagelse er når jeg gengiver det engelen sagde til mig, og da sætter jeg altid situationen i anførselstegn. Da jeg skrev om hvordan vi bør klæde os, stod det lige så tydeligt for mig i mit sind, som havde jeg set det i et syn, men det blev overladt til mig, på mit eget sprog og på den for mig bedste måde, at beskrive kjolens længde, hvilket jeg har gjort ved at pointerer at kjolens nederste kant skal være nær den øverste kant på en damestøvle, hvilket er nødvendigt for, som førnævnt, at undgå gaden snavs.   ret

Jeg tager klæder på, i en længde lige så tæt på det jeg har set og beskrevet, som jeg vurderer. Mine søstre i nordlige Michigan har også antaget det. Og når spørgsmålet om centimeter kommer frem for at sikre ensartethed i længden overalt, blev en regel bragt ind, og det viste sig at længden af vore klæder strakte sig fra tyve til femogtyve centimeter fra gulvet. Nogle af disse var lidt længere end det mønster jeg fik vist, medens andre var lidt kortere.   ret

Jeg har modtaget utallige fra alle dele af arbejdsmarken, der har spurgt om hvad er vist mig om længden af klæder. Når jeg har set reglen om gulvafstand på flere klæder, og været ganske tilfreds med de ni tommer, som var det nærmeste der er vist mig, har jeg angivet det antal tommer i 12, som den rette længde var en meget ønskværdig ensformighed. Hvis det kan siges at en damestøvle ikke er ni tommer høj, vil jeg sige at jeg bærer en otte tommer høj, og når jeg har gået sammen med mine søstre, hvor de ikke er dækket til, som de velklædte i synet, kunne de ikke se toppen af min bund.   ret

”Spørgsmål nummer tre. I vidnesbyrd, nr 11, siger du: ”Min begrundelse for at atter henlede jeres opmærksomhed til klædespørgsmålet er at ikke een ud af tyve af mine søstre, som bekender at tro vidnesbyrdene, har taget det første skridt hen mod klædereformen.” Hvor lang tid før du skrev nr. 11, har du båret reformklæder?"   ret

”Svar: Jeg tog reformklæder på i september 1865, da jeg besøgte Dansville sammen med min syge mand. Det var den samme længde som jeg bærer nu, og jeg fik tydeligt vist at det ikke var ”Den amerikanske skik.” Lige siden har jeg båret denne klædestil, undtagen ved møder, på byer og landsbyers tæt befærdede gader, og når fjerne slægtninge skal besøges. Siden da er jeg begyndt at skrive nr. 11, i januar, 1867, har jeg ikke båret andet end reformklæder. Begrundelsen for denne kurs har jeg som følger: -"   ret

1. Jeg tager reformklæder på til almindelig brug for mere end to år siden, fordi jeg har set at det var mest behageligt, sømmeligt og en sund stil, og vil i Guds forsyn, ligesom helsereformen bane vejen, til sidst antages af folk.   ret

2. Det var min pligt at undgå fordomme imod klæderne, som vil afskære mit vidnesbyrd hvis jeg bar dem, indtil jeg havde bragt sagen helt frem for folk, og tidspunktet kom, i begivenhedernes rette rækkefølge, hvor de kunne antages i almindelighed.   ret

3. Klædereformen var iblandt sundhedsreformens mindre ting, og burde aldrig være ansporet som en prøvende sandhed nødvendig for frelse. Det var Guds plan på rette tidspunkt, ved de rigtige situationer, at de rette personer skulle frembringe fordelene som en velsignelse, og anbefale ensformighed, og samstemmende handling.   ret

4. Spørgsmålet kommer for hurtigt. Forsvar for klæderne blev påtvunget os af dem der modsætter sig det, som samtidig bekender sig helt til og fuldt til mine vidnesbyrd. Da helseinstituttet i Battle Creek åbnede, og de kvindelige patienter antog den, som lægerne anviste, så kom modstanden, hovedsagligt brødre i Battle Creek. Lægerne havde i fuld tillid til mine vidnesbyrd anført at den klædestil, de anbefalede deres patienter, var den samme som jeg havde set vore folk antog. Så blev der efterspørgsel efter det i almindelighed, og en besynderlig blindhed og bitter modstand rejste sig hos nogle af dem der bekender at blandt vidnesbyrdenes faste venner. Den generelle efterspørgsel bredte sig over alt, og efterår og vinter 1866 kom der breve fra alle retninger med spørgsmål om hvad jeg havde set, spurgte om øjeblikkelig svar. Jeg besluttede derfor udgive nr. 11 hurtigt. Vi besøgte menigheden i Wright, Mich., d. 21. dec., 1866, og arbejdede hos dem i seks uger. Der skrev jeg vidnesbyrd nr. 11. De to første sabbater og nærmeste dage talte jeg til folk i lange mine klæder. Men da jeg havde lagt sagen helt frem for folk uden at vække fordomme, tog jeg min nuværende klædestil på, som utallige søstre i den menighed straks antog. Jeg har båret dette lige siden. I Greenville, Orleans, Orange, Windsor, Bushnell, Greenbush, Monterey, og i Ithaca, har jeg, når jeg taler om dette store sundhedsemne, nævnt klædereformen som ét af de mest vigtige emner, som udgør en større helhed. Jeg har ikke haft nogen ulykkelige konflikter med søstrene I disse menigheder. Jeg har frembragt betingelserne for denne nye og upopulære klædestil for dem, medens jeg har givet dem et eksempel. De har fået mit vidnesbyrd, og har fulgt mit eksempel fra princippet, og ikke som resultat at hvad der er tilskyndet til. Dem som i deres blinde modstand, bringer spørgsmålet for hurtigt frem, skaber forvirring og modstand, især i Battle Creek-menigheden, må afgøre sagen med Gud og deres brødre. I denne sag er jeg afklaret, har gjort det bedste jeg kunne i forsvar for sandheden, og arbejder for at redde folk fra forvirring om dette emne.   ret

Spørgsmål nummer fire: Er der ikke fare for at brødre og søstre går til yderligheder i sundhedsreformen?   ret

Svar: Dette kan forventes at ske i alle reformer. Bruges der tid til det emne vore forkynderne fastholde, og af Review, og de ukvalificerede, oprører appeller for store summer penge uden at give rette formaninger i denne sag, har givet mange det indtryk at sundhedsreformen kræver deres opmærksomhed frem for alt andet, og nogle som behøver at lære retfærdighedens første principper, har frenhævet dette i utide, og derved vækket afsky hos folk. Det er Guds plan at personer som egner sig til arbejde, bør klogeligt og alvorligt sætte sig for sundhedsreformen, og overlade til folk at afgøre sagen med Gud og deres egne sjæle. Det er deres pligt at lære folk at tro og adlyde på en kvalificeret måde, og alle andre bør være tavse og lære.   ret

Spørgsmål nummer fem: Er der ikke fare for at tilskynde sundhedsreformen til andre før de er forberedt til at tage imod?   ret

Svar:Jo det er der. Dette gælder især i klædespørgsmålet. Først da vi fik det tredje budskab havde Herren mange ting at sige til os, men den gang kunne vi ikke høre dem alle. Han har ledt os med sin venlige hånd og øm omhu, skridt for skridt, indtil vi har nået reformen i sundhed. Når unge disciple har lært at vi oplæres til denne intriduktions tiden for denne reform, så lad dette også være klogskab for dem.   ret

”Spørgsmål nummer seks: Du fik dit sidste syn i dec., 1865. Mange spørger: ”Hvis synerne er så vigtige for menigheden, hvorfor så lang tid før emnet om sundhedsreformen bringes ud?"   ret

Svar:Før jeg fik det sidste syn i Dec., 1865, havde jeg talt om sundhedstemaet fuldt ud. Mit sidste syn fortalte mest om enkeltsager. Jeg havde skrevet tusindvis sider siden tidspunktet for mit personlige vidnesbyrd, som de fleste af vore folk ikke ved noget om. Jeg har skrevet hundrede breve om at etablere et sundhedsinstitut, som endnu flere ikke ved af. Jeg har været presset af bekymringer, arbejde og sorg over sygdom i min egen familie. Alligevel har jeg gjort meget for at viderebringe temaet under de mest ugunstige omstændigheder. Det kan være at jeg har gjort dette, især på klædespørgsmålet, lige så hurtigt som Herren vil have mig til. Det kunne sikkert komme hurtigere ud, end nogle som stillede dette spørgsmål har været klar til at tage imod.   ret

Spørgsmål nummer syv: Skal vi forstå det du har talt for i dine vidnesbyrd om rekreation, at du anerkender så nyttesløse fornøjelser som skak,dam, back-gammon, wist, ta-fat og blindebuk?   ret

- Det er generelt noteret i denne konferense at du har interesseret dig for fornøjelser, som praktiseres på sundhedsinstitut i Battle Creek, at du spiller skak, og har et skakbræt med dig når du besøger brødre fra sted til sted.
Isaac Sanborn, H. C. Blanchard, konf. Best.   ret

Svar: Siden jeg bekendte mig som en Kristi efterfølger i en alder af tolv år, har jeg aldrig indvolveret mig i så simple lege og fornøjelser som ovennævnte. Jeg har heller aldrig på noget tidspunkt udøvet min indflydelse for dette. Jeg ved ikke hvordan man spiller skak, dam, back-gammon, ræven-og-gåsen, eller nogen andre ting af den slags. Jeg har talt for rekreation, men jeg har altid været i tvivl om de fornøjelser der indføres på Battle Creek-institutionen, og har fortalt mine indvendinger til læger og direktørere, og andre, i samtale med dem, og ved utallige breve.   ret

”På siderne 24-26 af Vidnesbyrd Nr. 12, Jeg har talt om ”Rekreation for kristne,” som følger:"   ret

”Jeg fik vist at sabbatsholdere, som et folk arbejder meget hårdt uden at de lader sig selv få forandring eller hvile. [Det er nødvendigt, at de, der har fysisk arbejde, får rekreation; og det er endnu mere nødvendigt for mennesker, hvis arbejde hovedsalig er åndligt. "   ret

”Jeg fik vist at det er ikke nødvendigt for vor frelse, ej heller for at ære Gud, at vi stadig lader sindet arbejde og anstrenge sig til det yderste, end ikke når det gælder religiøse sager. Det er fornøjelser, sådanne som dans, kortspil, skak, dam etc, som vi ikke billiger, fordi himlen fordømmer dem. Disse fornøjelser åbner døren til meget ondt. Tendensen i disse ting er ikke heldig, men har en ophidsende indflydelse, idet de for nogles vedkommende, skaber lidenskab for disse spil, som kan lede til hasard og vildt liv. Alle sådanne spil bør fordømmes af kristne og noget aldeles uskadeligt bør sættes i deres sted."   ret

”Jeg så, at vore fridage burde ikke anvendes efter verdens mønster og alligevel bør de ikke helt forbigås, thi det vil bringe utilfredshed til vore børn. På sådanne dage, når der er fare for, at vore børn vil blive udsat for dårlig indflydelse og blive fordærvet af verdens forlystelser og ophidselser, bør forældrene finde på noget, som kan indtage pladsen for disse mere farlige fornøjelser. Lad børnene få forståelse af, at I har deres vel og lykke for øje."   ret

”Flere familier, som bor i en by eller landsby, kan slå sig sammen og forlade deres beskæftigelse, som har tynget på dem både fysisk og åndeligt og foretage en tur ud i landet til bredden af en smuk sø eller til en yndig skov, hvor der er smukke omgivelser. De bør forsyne sig med enkel, sund føde, de allerbedste frugter og kornsorter og dække bord i skyggen af nogle træer eller under åben himmel. Køreturen, motionen og sceneriet vil forøge appetitten og de kan nyde tilværelsen herude i naturen på en sådan måde, at konger kunne misunde dem. "   ret

”Ved sådanne lejligheder bør forældre og børn frigøre sig fra alt arbejde, den daglige omsorg og de almindelige bekymringer. Forældre bør blive børn med deres børn og gøre alt så behageligt for dem som muligt. Hele dagen bør bruges til rekreation. Legemsøvelse i den frie natur, er af stor betydning for sundheden for dem, som er beskæftiget indendørs med stillesiddende arbejde. Alle, som kan det, bør betragte det som en pligt, at foretage sådanne udflugter. Man taber ikke noget, men vinder meget. De vil vende tilbage til deres beskæftigelse med nyt liv og med nyt mod til at tage fat på deres arbejde med iver og de er bedre i stand til at modstå sygdom.”   ret

Jeg vil her give nogle uddrag fra vidnesbyrd nr. 12, side 77-79, med hensyn til tome fornøjelser:   ret

”Dem som er til sundhedsinstitut, der nu er placeret i Battle Creek, bør føle at de er engageret i et vigtigt og højtideligt arbejde; og de må på ingen måde efterligne lægerne på Dansvilleinstitutionen i religiøse anliggender og fornøjelser. Alligevel så jeg at der er fare for at efterligne dem i mange ting, og miste dette store værks ophøjede karakter af syne. Og skulle dem, der er forbundet til denne virksomhed nedlade sig fra den nærværende sandheds ophøjede principper, og efterligne dem i teori og praksis som er ved institutionernes hoved hvor syge kun behandles for at genvinde sundheden, og skulle de ophøre med at se på deres arbejde fra et ophøjet religiøst ståsted, ville Guds særlige velsignelse ikke hvile mere på vore institutioner, end på dem hvor der undervises i fordærvede teorier, og de praktiseres.”   ret

”Jeg fik vist at Dr. Jacksons indstilling over for fornøjelser var forkert, og at hans syn på fysisk udfoldelse ikke var helt korrekt. De fornøjelser som han anbefaler forhindrer i mange tilfælde helbredelse, hvor een er hjulpet af dem. Og fysisk arbejde for den syge, fordømmes i høj grad af Dr. Jackson, som i mange tilfælde viser sig som den største skade, medens mentale øvelser som kortspil, skak og dam, belaster og trætter hjernen, og forhindrer genopretning. Let og behageligt fysisk arbejde vil optage tiden, forbedre cirkulation, lindre og genoprette hjernen, og vise sig at være en afgjort fordel for sundheden. Men tag alle sådanne beskæftigelser fra den syge, og han bliver hvileløs, og, med en sygelig indbildning, ser han sin sagen meget være end den virkelig er, hvilket tenderer til sindsyge."   ret

”For nogle år siden fik jeg fra tid til anden vist, at den syge skulle lære at det er forkert at indstille al fysisk arbejde for at blive rask igen. Gør man dette bliver viljen passiv, blodet cirkulerer trægt igennem organismen, og bliver mere urent. Hvor der er fare for at patienten tror at hans tilfælde er være end det i virkeligheden er, vil ladhed med sikkerhed føre til de mest ulykkelige resultater. Velafbalanceret arbejde giver den syge den tanke, at han ikke er helt unyttig i verden, at han i det mindste gør nogen nytte i verden. Dette vil gøre ham tilfreds, give ham mod, og tildele ham livskraft, som tomme, mentale fornøjelser aldrig kan gøre.”   ret

Jeg har besvaret disse spørgsmål så godt som omstændighederne tillader. Hvis andre brødre har lignende spørgsmål, skal jeg også besvare dem med glæde, når jeg kan finde tid.
Ellen G. White.   Pilot Grove, Iowa, 26. sept., 1867   ret