Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 16. oktober 1888

Kundskab til Kristus og selvet fører til ydmyghed

”I er verdens lys. . . . Lad jeres lys skinne for mennesker, som de kan se jeres gode gerninger, og ære jeres fader som er i himlen." "Vi er Guds medarbejdere: I er Guds husførelse, I er Guds bygning." Intet menneske lever for sig selv. Gud har kædet menneskeheden sådan sammen at enhver som følger Kristus, livets lys, vil have indflydelse for godt på andres liv. Hvis vi er blevet virkelige kristne, og har del i guddommelig natur, skal vi åbenbare det i vor karakter, ved at undfly den fordærv som er i verdens lyster, og sprede lys på deres sti ,som vi omgås.   ret

Undersåtterne for frelsende nåde bringes ind i fortroligt forhold med Kristus. Hvis de vil være grene af den levende vin, bære rige frugtklaser. Hvis I vokser i nåde, i kundskaben til Kristus, vil I være alvorlige, arbejdsomme og åndelige kristne, og I vil være lys bærere i menigheden. Han som har en levende forbindelse med Kristus vil ikke påvirkes af et uhelliget ønske om ærværdige steder iblandt hans brødre. Han vil ikke prale stolt: "Jeg er hellig; jeg er helliggjort." Fremfører man denne påstand, viser hans krav at være falskneri; for den ånd der udvises er i stik modsætning til udtalelsen."   ret

Når I gør fremskridt i jeres kristne liv, vil I bestandig vokse op til det mål af vækst, hvor I kan rumme Kristi fylde. I vil gennem jeres erfaringer bevise, hvor lang og hvor bred, hvor dyb og hvor høj Guds kærlighed er, den, som overgår al erkendelse. I vil føle jeres egen uværdighed. I vil ikke føle tilskyndelse til at hævde, at I er fuldkomne, men kun til at prise jeres Frelsers fuldkommenhed. Jo mere gennemgribende og rige jeres erfaringer er om Jesus, med jo mere ydmyghed vil I betragte jer selv. Jo lavere du ligger for korsets fødder, des klarere og mere ophøjet vil dit begreb være af din Genløser. At elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv er den sande helliggørelse. Omvendelse vil ifølge Bibelen føre til bestandig og blivende virksomhed, som vil være blottet for al egoisme, al selvforherligelse, og at pralende hævdelse af at være hellig. Hvis I virkelig er omvendt til Gud, vil I udøve en stærk og følelig påvirkning for sandheden. En forstandig viden om, hvad det vil sige at være kristen vil gøre jer til en velsignelse, hvor I end færdes. Om I så har én eller to eller fem talenter, så vil alt være viet til tjeneste for ham, som har overgivet dem i jeres varetægt, at du ikke må tage imod Guds nåde forgæves. Ifølge det lys og den kundskab vi har fået, skal vi være eksempler for andre. Vi skal have et greb på sandhed, og sandhedens Ophavsmand, så vi gøres til en kraft for godt i verden, og velsigne og ophøje dem omkring os.   ret

Lad dit lys skinne frem i gode gerninger. Kristus sagde: "I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker." Jeg er bange for at der er mange som er i denne stilstand. Alle har ikke det samme arbejde at gøre; forskellige omstændigheder, og talenter kvalificerer enkeltpersoner til forskelligt slags arbejde i Guds vingård. Der er nogle som udfylder mere ansvarsbetyngede stillinger end andre; men enhver har fået sit arbejde, og hvis han udfører sit arbejde flittigt og med iver, er han en trofast forvalter af Guds nåde.   ret

Det er ikke Guds hensigt, at jeres lys skal skinne på den måde, at hjertes gode ord og gerninger skal skaffe jer selv ros fra mennesker; men at Skaberen af alt godt skal blive herliggjort og lovprist. Da Jesus levede, gav han mennesker et forbillede i sine egenskaber. Hvor havde verden dog så lidt magt til at danne ham efter sit billede! Al dens indflydelse var forgæves. Han erklærer: "Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning." Hvis vi har denne helligelse til Guds arbejde, gør det med hans herlighed for øje, bør vi kunne se sammen med Kristus: "Jeg søger ikke min egen ære." Hans liv var fuld af gode gerninger, og det er vor pligt at leve som vort store eksempel levede. Vort liv må skjules med Kristus i Gud, og så vil lyset genspejles fra Jesus til os, og vi skal genspejle det på dem omkring os, ikke blot i tale og bekendelse, men i gode gerninger, og manifestere Kristi karakter. Den som genspejler Guds lys, vil værne om en elskelig natur. De vil være glade, villige, lydige mod alle Guds bud. De vil være sagtmodige og selvopofrende, og vil arbejde med hellig kærlighed for sjæles frelse. Med sådanne medarbejdere er der en uafhængig kærlighed og en tillid til sandheden, forenet med den visdom der forbilledliges for andre.   ret

Alle som er sande lys bærere vil genspejle lys på andres sti. Lad dem som har nævnt Kristi navn, forlade al syndighed. Hvis I retter jer efter Guds krav og bliver gennemtrængt af hans kærlighed og fyldes af hans rige fylde, vil både børn og unge disciple se hen til jer for at få et indtryk af, hvori sand gudsfrygt består, og således kan I måske blive midlet til at lede dem ind på lydighedens vej til Gud. Så vil I udøve en indflydelse, som vil kunne bestå for Guds prøve, og jeres gerning vil blive sammenlignet med guld, sølv og kostbare stene, thi den vil være af uforgængelig art. Mange, rigtig mange, vil være disponeret for at anse deres livsværk for at være en fiasko, bære karakter af træ, hø og stubbe, der skal fortæres af ild på Guds dag.   ret

Det er mange, der ser på jer for at kunne se, hvad gudsfrygt kan udrette i et menneske. Hvis I er tro i den gerning, Gud har givet jer, kan I gøre det rette indtryk og vil kunne lede sjæle ind på retfærdighedens vej. Hvis du rådgiver andre, så vær sikker på at du praktiserer din egen lære, illustrer dine egne instrukser med et harmonisk liv. En frimodig bekendelse af tro og lære efterfølges af et ubekymret trofast liv, er den eneste anstødssten for syndere, og fører til skepticisme og hedenskab. Lad os være besluttede på vor bekendelse til Kristus, og lad os være lige så besluttede på at leve et alvorligt, og følgerigtigt liv, som vil svare til vor bekendelse. Lad os gøre det tydeligt for alle omkring os, at vi afskyer det som er ondt, og vandrer værdigt for det kald som vi er kaldet til, "med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed, og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd." Kristenlivet er hele tiden i selvydmygelse. Vor vilje må tilpasses Kristi vilje, så vi må udvirke hans viljes gode behag. Når vi betragter Jesu liv og karakter, - beskuer hans selv fornægtelse og den armod han underlagde sig i møje, for at dem som havde forspildt den guddommelige natur kan blive Guds sønner og døtre, og blive Kristi medarvinger til en ufordærvelig og ubesmittet arv , og som ikke visner bort , - må vi have den dybeste overbevisning af vor egen personlige fordærvelse og uværdighed.   ret

Det år hvor kong Ussia døde, fik Esajas lov til at se det hellige i et syn, og i det allerhelligste i den himmelske helligdom. Forhængene i den inderste helligdom blev trukket til side, og en trone højt og opløftet, rakte helt op til himlene, blev åbenbaret for mit åsyn. En ubeskrivelig herlighed strømmede fra en fornem person på tronen, og Hans optog fyldte templet, idet Hans herlighed til sidst vil fylde jorden. Keruberne var på begge sider af nådestolen, som bevogtede rundt om den store konge, og de glødede af den herlighed som omgav dem fra Guds nærhed. Idet deres lovprisningssange genlød i dybe og alvorlige tilbedelsestoner, skælvede portens piller, som om det var et jordskælv. Disse hellige væsener sang lovprisning og Guds herlighed ud, med deres læber der ikke var besmittet af synd. Modsætningen mellem den svage lovprisning som han havde været vandt til at bedyre Skaberen med, og den brændende lovprisning af seraferne, forbavsede og ydmygede profeten. For en tid havde det været hans højeste privilegium at påskønne den pletfrie renhed i Jehovas ophøjede karakter. Medens han lyttede til englene sang, og de råbte, "Hellig, hellig, hellig, er Hærskares Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed," gik Herrens uendelige magt, og uovertrufne majestæt forbi mig i hans syn, og fik det indprentet i hans sjæl. I lyset af denne uforlignelige udstråling som gjorde alt tydeligt som han kunne bære i åbenbaringen af den guddommelige karakter, stod hans indre smudsighed frem for ham, med en slående klarhed. Alle hans ord virkede skammelige for ham.   ret

Da Guds tjener således fik lov til at beskue himlens Guds herlighed, idet han afsløres for menneskeheden, og indser renheden i ringe grad hos den Hellige af Israel, vil han gøre overraskende bekendelser om sjælsbesmittelse, frem for det stolte pral af hans hellighed. I dyb ydmyghed udbryder Esajas: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, . . . . og nu har mine øjne set kongen, Hærskares Herre!" Dette er ikke den frivillige ydmyghed og slaveagtige selvbebrejdelse, som så mange lader til at betragte som en dyd at vise. Denne svage latterliggørelse af ydmyghed, anspores af hjerter der er fulde af stolthed og selvværd. Der er mange som er mangelfulde på jord, som bør skuffes hvis denne kurs ikke fremkalder udtryk for pris og påskønnelse fra andre. Men profetens overbevisning var ægte. Som menneske, med sine svagheder og mangler, blev sat i modsætning til at udvikle guddommelig hellighed, lys og herlighed, følte han sig utilstrækkelig og uværdig i det hele taget. Hvordan kunne han gå og tale til folk om Jehovas hellige krav, som var høje og opløftede og hvis optog fyldte templet? Medes Esajas skævede og brødebetynget, på grund af hans synd under nærvær af denne uovertræffelige herlighed, sagde han: "Men en af seraferne fløj hen til mig; og han havde et glødende kul i hånden, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: "Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!" Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!"   ret

Vi kan altid opvækkes og bliver opbragt når vi hører et stakkels faldent menneske udbryde: "Jeg er hellig; jeg er syndfri!" Ikke een sjæl som Gud har givet dette forunderlige syn på hans storhed og majestæt, har sagt ord der ligner dette. Tværtimod har de følt at de har synket ned i den dybeste sjælsydmyghed, idet de har set Guds renhed, og sat sig i modsætning med deres egen urenhed i liv og karakter. En lysstråle fra Guds herlighed, et glimt af Kristi renhed, trænger ind i sjælen, gør alle besmittede pletter pinligt tydelige, og blotlægger den menneskelige karakters deformitet og karakter. Hvordan kan nogen, som kommer frem for Guds lovs hellige standard, som tydeliggøre onde motiver, og uhellige ønsker, ugudelige hjerter, urene læber, og som blotlægger livet, - give sig til at prale af hellighed? Hans illoyale handlinger at sætte Guds lov ud af kraft, fremvises for hans øjne, og hans ånd slås og for pines under ransagelse af Guds ånds indflydelse. Dette vil han meget gerne, idet han ser storheden, majestæten renheden og den pletfrie karakter hos Jesus Kristus.   ret

Når Kristi ånd rører hjertet med sin forunderlige opvækkende kraft, er der en fornemmelse af sjælens mangelfuldhed, som fører til brødebetyngelse i sindet, og ydmyger selvet, frem for det stolte pral som er kommet ind. Da Daniel så den herlighed og majestæt der omgav den himmelske budbringer, der blev sendt til ham, udbrød han, i det han beskrev dette forundre sceneri: "Så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige syn, blev der ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Den sjæl som der berøres sådan, vil aldrig pakke sig selv ind i selvretfærdighed, eller en fordringsfuld forklædning af hellighed; men vil hade dets selviskhed, afskyer dens egenkærlighed, og vil, gennem Kristi retfærdighed, søge efter det som er rent af hjertet som er i harmoni med Guds lov og Kristi karakter. Så vil han genspejle Kristi karakter, herlighedens håb. Det vil være det største mysterium at Jesus ville gøre så stort et offer for at genløse ham. Med ydmyg optræden og skælvende ben vil han udbryde: "Han elskede mig. Han gav sig selv for mig. Han blev fattig så jeg, gennem hans armod, kan blive rig. Sorgens menneske afviste mig ikke, men udgød sin uudsigelige, genløsende kærlighed, så mit hjerte kan blive ren; og han har bragt mig tilbage i loyalitet og lydighed mod alle hans bud. Hans nedladenhed, hans ydmygelse, hans korsfæstelse, er de krone mirakler, på forunderlig vis for frelses planen. Så den retfærdige dør for den uretfærdige, den rene for den urene, er udover alle tilkendegivelser af menneskelig kærlighed; og alt dette han har gjort for at gøre det muligt at give sin egen retfærdighed til mig, så jeg kan holde den lov jeg har overtrådt. På grund af dette beundrer jeg ham. Jeg vil fortælle om ham til alle syndere. Jeg vil råbe: "Se Guds Lam, som bærer alverdens synd bort!"   ret

Til spørgsmålet: "Hvem skal jeg sende, og hvem vil gå for os?" - Hvem vil svare, "Her er jeg, send mig"? Mennesker skal være redskaber i Guds hænder til at udføre hans erhvervelse - "Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for al skabningen." Apostlene begyndte i Jerusalem; for arbejdet skal altid begynde hjemmefra. Hvem vil gøre missionsarbejdet? Hvem vil udfolde sandhedens banner på mørke steder på jorden! Hvem bestræber sig på at have mangesidet karaktertræk, så de kan tilpasse sig selv til forskellige situationer? Gud ønsker mennesker, som er selvbeherskede og uselviske, mennesker som er sympatiske, - ikke for sig selv, men har Kristus - i medfølelse for dem som, går fortabt af manglende kundskab til verdens Frelser.   ret

Der er mange evangelieprædikanter som behøver at have levende kul fra alteret af berøre deres læber, og helliggøre deres tunger og hjerter, til deres sjæle er renses, forældes, og forfines, og helt overgivet til værket. Kristi ydmyghed, sagtmodighed og elskelighed må karakterisere deres liv. Deres energi må repræsenteres af en engel der flyver i himlens midte. Herren vil give de helligede medarbejdere en ny og større erhvervelse, og vil sige: "Gå ud til høstmarken. Se, jeg er med jer i arbejdet i menneskelig bestræbelse." Det levende kul er symbol på renhed. Det berører læberne, intet urent ord vil falde fra dem. Det levende kul symboliserer styrken i de anstrengelser Herrens tjenere udøver. Gud hader al kulde, al almindelighed, alle billige anstrengelser. Dem som arbejder acceptabelt for Hans sag, må være mennesker der beder ofte, og hvis gerninger udføres i Gud, og de vil aldrig have grund til at skamme sig over deres nedskrevne gerninger. De vil få en overdådig adgang til vor Herre Jesu Kristi rige, og de vil få deres løn - endog det evige liv.   ret