Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 17. oktober 1882

Kristen godgørenhed

Guds velsignelse vil hvile på dem som har Kristi sag i hjertet. Frivillige ofre, ansporet af en kærlighed til den korsfæstede Genløser, vil føre velsignelserne tilbage til giveren; for Gud bemærker og husker alle godgørenhedshandlinger hans folk udfører. For at fremføre Guds værk for denne tid, må der hele tiden udvises tro på ham. I forretningsanliggender er mennesker villige til at sætte noget på spil, i håb om gevinst. Skal vi så være mindre villige til at investere vore midler i sandhedens sag, med udsigt til at sikre os evige rigdomme?   ret

Under det jødiske system blev folk pålagt at have en gavmildhed, både til støtte Guds sag og dække den trængendes behov. Ved høst og vinhøst, blev markens førstegrøde – korn, vin og olie, helliget som et offer til Herren. Indsamlingen og markernes afkroge var forbeholdt de fattige. Uldens førstegrøde når fårene blev klippet, udbyttet når hveden blev tærsket, skal ofres til Herren; og det blev pålagt at fattige, enker, forældreløse og enker skulle indbydes til festen. Ved hvert års afslutning blev alle pålagt at aflægge højtidelig ed efter hvad de havde gjort eller ej efter Guds befaling.   ret

Denne overenskomst gjorde Herren for at indprente sit folk med at han må stå først i alt. Ved denne godgørenhedsordning blev de mindet om deres nådige mester var den sande ejermand til deres marker, deres hjorte, og deres flokke, da Himlens Gud ville sende dem solskin og regn til deres så- og høsttid, og at alt som de besat var hans skaberværk. Alt var Herrens og han havde gjort dem til forvaltere af hans goder.   ret

Jødernes gavmild da tabernaklet blev konstrueret bevidnede om en godgørenhed som ikke har sit lige hos Guds folk på noget senere tidspunkt. Hebræerne var lige blevet befriet fra deres trældom i Ægypten, så strejfede de om i ørknen; alligevel var de knapt blevet befriet fra ægypterhærerne som forfulgte dem i deres hastige rejse, da Herrens ord kom til Moses: ”Sig til israeliterne, at de skal bringe mig en offerydelse; af enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min offerydelse.”   ret

Hans folk havde små ejendomme, og ingen smigrende udsigt til at få mere; men målet havde de for sig, at bygge tabernaklet for Gud. Herren havde talt, og de må adlyde hans røst. De tilbageholdt ikke noget. Alle gav med en villighånd, ikke en vis mængde af deres indkomst, men en stor del af deres egentlige besiddelser. De helligede det gladelig og hjerteligt til Herren. De ærede ham ved at gøre sådan. Var det ikke alt sammen hans? Havde han ikke givet dem alt det de ejede? Hvis han krævede det, var det så ikke deres pligt at give långiveren sit tilbage? Der var ikke brug for at tilskynde til noget. Folk bragte endog mere end hvad der var forlangt; og de fik at vide at de skulle holde op, for der var allerede mere end der kunne bevilges.   ret

Igen krævede opbyggelsen af templet midler, som blev imødekommet med hjerteligt svar. Folk gav ikke modvilligt; de glædede sig over udsigten til at en bygning kunne rejses til tilbedelse af Gud. De donerede mere end nok til formålet. David velsignede Herren overfor hele menighedsforsamlingen, og sagde: "Thi hvad er jeg, og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det." David takker også i sin bøn med disse ord: " Herre vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den, og dig tilhører det alt sammen."   ret

David forstod godt hvem alle hans gaver kom fra. Om at dem på den dag, som glædede sig over en frelsers kærlighed, ville indse at deres sølv og guld er Herrens, og skal bruges til at fremme hans ære, ikke holdes modvilligt tilbage for at berige og tilfredsstille sig selv. Han har en ubestridelig ret til at alt det som han har lånt sine skabninger. Alt som de besidder er hans.   ret

Der er høje og hellige formål med at afkræve midler, om investeres de således, vil det give giveren en mere ophøjet og vedvarende glæde end blev de brugt til personlig tilfredsstillelse eller selvisk indsamling til begærlighed for vinding. Når Gud kræver vore rigdomme, uanset hvilken mængde det måtte være, giver det villige svar en gave et helligt offer til ham, og samler en skat sammen i Himlen til giveren, som møl ikke kan æde, eller ild fortære, eller tyve bryde ind og stjæle. Investeringen er sikker. Pengene lægges i sække der ikke er hul i.   ret

Kan kristne, som praler af et bredere lys end hebræerne have, give mindre frit end de? Kan kristne der lever tæt på endens tid, være tilfredse med deres ofre, når de ikke er halvt så store som jødernes ofre var? Deres gavmildhed skulle gavne deres eget folk; Guds arbejde i disse sidste dage, breder sig til hele verden. Sandhedens budskab, skal gå ud til alle nationerne, tungemål og folk, dets publikationer trykkes i mange forskellige sprog, skal spredtes vidt omkring ligesom efterårsblade.   ret

Der står skrevet: "Da nu Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sind;" og ligeså, "Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede." Lad os spørge: Hvad vil vor Frelser gøre under vore forhold? hvad vil være hans bestræbelse for at frelse sjæle? Dette spørgsmål besvares ved Kristi eksempel. Han forlod sin kongelighed, lagde sin ære til side, ofrede sine rigdomme, og iklædte sin guddommelighed med menneskelighed, så han kan nå mennesker hvor de. Han nedlagde sit liv for syndere.   ret

Gavmildhedens ånd er Himlens ånd. Selviskhedens ånd er satans ånd. Kristi selvopofrende kærlighed åbenbares på korset. Han gav alt det han havde, og så gav han sig selv, så mennesker kan blive frelst. Kristi kors appellerer til godgørenhed til enhver efterfølger af den velsignede Frelser. Princippet der illustreres her er at give, give. Dette gennemførte en aktuel godgørenhed og gode gerninger er kristenlivets sande frugt. Den verdslige princip er at få og have, og derved forventer de at kunne sikre sig lykke; men det viser sig i alle dens afskygninger, at frugten er fortabelse og død.   ret

Det er Kristi efterfølgeres mission at føre sandheden til jordens befolkning, redde dem fra al deres skyld og ligegyldighed. Menneskene må have sandheden for at blive helliggjort gennem den; og vi er kanaler for Guds lys. Vore talenter, vore midler, vor kundskab, skal ikke kun være til vor egen nytte; de skal bringes til sjæles frelse, og ophøje menneske fra sit syndige liv, gennem Kristus, til den almægtige Gud.   ret

Vi burde være nidkære medarbejdere i denne sag, søge at lede syndere, anger og tro, til en guddommelig Genløser, for at indprente dem med en fornemmelse af Guds kærlighed til menneskene.” Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Hvilken uforlignelig kærlighed er dette! Et tema for den mest dybdegående mellemkomst! Guds forbavsende kærlighed over for en verden som ikke elsker ham! Tanken har en dæmpende kraft over sjælen, og fanger tankesindet under Guds vilje. Mennesker som er vilde efter at vinde penge, og er skuffede og ulykkelige i deres jagen i verden, behøver kendskab til denne sandhed, at stilne den hvileløse sult og tørst i deres sjæle.   ret

Der mangler missionærer for Gud, til at frembære lyset til dem der sidder i dødens skygge. Der er brug for erfarne hænder, i visdommens sagtmodighed og troens styrke, at løfte trætte sjæle til en medfølende Genløsers skød. Oh, selviskhed! hvilken forbandelse! Den forhindrer os i at gå ind i Guds tjeneste. Den forhindrer os fra at erkende de pligtkrav, som burde være i vore hjerter og gløde med brændende iver.   ret

Vi har et stort arbejde. Alligevel er der mange der bekender at tro disse hellige sandheder, som er lammede af Satans sofisterier, gør intet for Gud, men snarere forhindrer hans sag. Hvornår vil de handle som dem der venter på Herren? Hvornår vil de vise en iver efter deres tro? Mange tilbageholder selvisk deres midler, og dulmer deres samvittighed med at gøre nogle store ting for Guds sag efter deres død. De laver et testamente, donerer en stor sum til menigheden og dens forskellige interessegrene, og så sætter de sig til ro med en følelse at de har gjort alt hvad der er forlangt af dem. Hvori har de fornægtet selvet ved denne handling? De har tvært imod kun udvist selviskhed. Når de ikke længere har brug for deres penge, har de planlagt at give det til Gud. Men de vil tilbageholde det lige så længe som de kan, indtil de er tvunget til at opgive det ved en budbringer som ikke er til at komme uden om.   ret

Gud har gjort os alle til forvaltere, og har under ingen omstændigheder bemyndiget os til at forsømme for pligt eller overlade det til andre at gøre dette. Kaldet på midler til at fremme sandhedens sag har aldrig været så bydende som nu. Vore penge vil aldrig gøre mere godt end nu. For hver dag hvor vi venter med at bruge den rigtigt, har vi mindre tid til at gøre godt for sjæles frelse. Hvis vi overlader til andre at udrette det som Gud har overladt til os at gøre, fejler vi over for os selv og ham som gav os alt hvad vi har. Hvordan kan andre gøre vort godgørenhedsarbejde overhovedet bedre end vi selv kan gøre det? Gud vil have at enhver udfører sin egen vilje i disse sager, i løbet af hans liv.   ret

Modgang, ulykke eller rænkespil kan afskære tilsigtede godgørenhedshandlinger for altid, når han der ophobet en formue ikke længere er der til at passe på den. Det er sørgeligt at så mange forsømmer de gyldne anledninger til at gøre godt i nutiden, men venter med at give ud af deres forvaltning før de giver Herren de midler tilbage som han har lånt, og til anvendelse for hans ære.   ret

Et markant træk i Kristi lære er hyppighed og alvor som han irettesatte ærgerrighedens synd med og udpegede faren ved verdslig besiddelser og den overdrevne kærlighed til vinding. I den riges herskabshuse, I templet på gaderne, advarede han dem som spurgte efter frelse: "Se til, at I vogter jer for alskens havesyge." "I kan ikke både tjene Gud og mammon."   ret

Det er denne større helligelse for pengeinsamlng, at selviskheden avler sit ønske for vinding, som formindsker menighedens åndelighed, og fjerner Guds velvilje fra menigheden. Når hoved og hænder hele tiden er optaget af at planlægge og slid for at samle sig rigdomme, så glemmes kravene fra Gud og menneskheden.   ret

Hvad hvis Kristus havde efterladt sit arbejde, og blevet svag på grund af den utaknemmelighed og mishandling han måder på alle sider! Hvad hvis han aldrig havde nået det tispunkt hvor han sagde "Det er fuldbragt!" Hvad hvis han havde vendt tilbage til himlen, modløs over den måde han var modtaget på. Hvad hvis han aldrig havde gennemgået den sjælspinsel han gennemgik i Getsemane have, som fremtvang store bloddråber fra hans ansigt!   ret

Kristus var forbundet til sin arbejdsplan at udvirke genløsningen til slægten, ved en kærlighed som er uden sidestykke og en usvigelig helligelse til Faderens vilje. Han sled sig op for menneskenes skyld frem til sin lidelsesstund. Han tilbragte sit liv i armod og selvfornægtelse, for den fornedrede synder skyld. I en verden som var hans egen, havde han intet sted at lægge sit trætte hoved på. Vi høster frugterne af hans uendelige selvopofrelse; og alligevel mangler vore penge når arbejdet skal gøres, til at hjælpe Genløserens arbejde med at frelse sjæle, vi undgår pligterne og beder os undskyldt. En skammelig ladhed, ligegyldighed og ond selviskhed besegler vor fornemmelse for Guds forlangende.   ret

Oh, måtte Kristus Himlens Majestæt, herlighedens konge, bære det tunge kors, og bære tornekronen og drikke det bitre bæger, medens vi læner os mageligt tilbage, forherliger os selv, og glemmer de sjæle der døde for at genløses os med sit dyrebare blod? Nej; lad os give så længe vi har kraft. Lad so gøre det så længe vi har styrke. Lad os gøre det så længe vi har kræfter. Lad os arbejde medens det er dag. Lad os bruge vor tid og vore midler til Guds tjeneste, så vi kan få hans bifald, og modtage hans løn.   ret

Hvis Gud har velsignet os med velstand, skal vor tid og opmærsomhed så adspredes bort fra ham og gives til det som han har lånt os. Giveren er større end gaven. Han er blevet købt for en pris, vi tilhører ikke os selv. Har vi glemt den udendelige pris der er blevet betalt for vor genløsning? Er taknemmeligheden død i hjertet? Bringer Kristi kors ikke et selvisk liv i magelighed og egennydelse til samme?   ret