Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 22. oktober 1895

Satans ondskabsfuldhed mod Kristus og hans folk

Idet han taler om Satan, siger vor Herre: "Han står ikke i sandheden." Engang var han en skærmende kerub med herlig skønhed og hellighed. Han stod næst efter Kristus i rang og karakter. Det er fra Satan, at selvophøjelsen stammer. Han blev skinsyg på Kristus og kom med falske anklager imod ham og skød derefter skylden på Faderen. Han misundte Kristus og Faderen deres stilling, og han vendte sig bort fra sin troskab mod Himmelens leder og mistede sin høje og hellige stilling. Selv om englene kendte Gud og Jesus Kristus, og selvom de var lykkelige i den herlige tjeneste, de udførte for Himmelens Konge, bedrog den onde alligevel mange af dem ved sin uærlige fremstilling af Kristus og Faderen, vandt sig deres støtte og knyttede dem til sig i oprøret. Satan og hans sympatisører erklærede sig åbenlyst for at være Guds modstandere og grundlagde deres eget djævelske rige og hejste oprørsfanen mod Himlens Gud. Alle ondskabens magter og myndigheder sluttede op om arbejdet med at omstyrte Guds herredømme.   ret

Satan fik mennesket til at falde, og siden da har han arbejdet på at udslette Guds billede i mennesket og at præge sit eget billede ind i menneskenes hjerter. Da han har begået den største brøde, gør han selv krav på overherredømmet og tager sin kongelige magt i anvendelse over for sine undersåtter. Han kan ikke støde Gud fra tronen, men ved hjælp af afgudssystemet anbringer han sin egen trone mellem Himmelen og jorden, mellem Gud og det tilbedende menneske. Han spærrer vejen for enhver lysstråle, der kommer fra Gud til mennesket, og tilegner sig den tilbedelse, der tilkommer Gud.   ret

Satan har med bedragerisk kraft udformet og indført en mangfoldighed af vildfarelser for at tilsløre sandheden. Vildfarelse kan ikke stå alene og ville hurtigt uddø, hvis den ikke fæstnede sig som en parasit på sandhedens træ. Vildfarelsen henter liv fra Guds sandhed. Menneskets overleveringer slutter sig som svævende mikrober til Guds sandhed, så mennesker regner dem for en del af sandheden. Gennem falske læresætninger vinder Satan fodfæste og tager menneskenes tanker til fange og får dem til at holde fast ved teorier, som ikke har noget grundlag i sandheden. Mennesker underviser dristigt med menneskebud, som om det var læresætninger; og efterhånden som over. leveringerne fortsætter fra slægt til slægt, får de magt over menneskesindet. Men tiden gør ikke vildfarelse til sandhed, lige så lidt som dens tyngende vægt får sandhedens træ til at blive en parasit. Sandhedens træ bærer sin egen uforfalskede frugt, der viser dens virkelige oprindelse og natur. Vildfarelsens parasit bærer også sin egen frugt, der gør det klart, at dens karakter er forskellig fra planten af himmelsk oprindelse.   ret

Det er ved hjælp af falske teorier og overleveringer, at Satan får magt over menneskesindet. Vi kan se, i hvilken grad han udøver sin magt, ved den falskhed, der er i verden. Selv de kir. ker, som bekender sig til at være kristne, har vendt sig bort fra Jehovas lov og har opstillet en falsk norm. Satan har haft en finger med i spillet i alt dette; for ved at lede mennesker til falske normer, misdanner han deres karakter og får dem til at anerkende ham som den højeste. Han modarbejder Guds hellige lov og benægter Guds ret til at dømme. Det er ved hans trone, at alle onde gerninger har deres udspring og finder støtte.   ret

Satan har anklaget Gud for at være uretfærdig og har på forskellige tidspunkter sat alle sine overnaturlige kræfter i bevægelse for at afskære menneskene fra erkendelsen af Gud og lede deres opmærksomhed bort fra Guds tempel og for at grundlægge sit eget rige på jorden. Ved forskellige lejligheder er det næsten lykkedes for ham at udbrede afgudsdyrkelsen over hele jorden. Fortidens historie viser, at han har stræbt efter at vinde herredømmet over jorden, og at hans kamp om overherredømmet næsten syntes at have været en fuldstændig succes. Han har virket på en sådan måde, at Himmelens fyrste næsten syntes at være tabt af syne. Det har set ud, som om afgudsdyrkernes sammensværgelse havde fået eneherredømmet, og som om Satan virkelig var blevet denne verdens gud. Men Guds enbårne Søn så på sceneriet og betragtede menneskenes lidelser og elendighed. Medlidende iagttog han, hvorledes hans tjenere blev forblindede af fjendens bedrag og blev ofre for djævelsk grusomhed. Han så, hvorledes Satan ophøjede mennesker blot med den hensigt at styrte dem, og hvorledes han smigrede dem for at kunne få dem i sine garn og ødelægge dem. Han betragtede de planer, som Satan arbejder efter for at udslette ethvert spor af lighed med Gud fra menneskenes sjæl, og hvorledes han ledte dem til at være umådeholdende for at ødelægge de moralske kræfter, som Gud gav dem som den bedste og mest værdifulde gave. Han så, hvorledes tænkeevnen blev ødelagt ved appetittens tilfredsstillelse, og at Guds tempel lå i ruiner. Han så med medynk på mennesker, det blev demoraliserede, ruinerede, myrdede eller forliste, fordi de valgte en hersker, det lænkede dem til sin vogn som fanger; og dog var disse slaver så forvirrede og så forførte og bedragne, at de i fortiden var tilfredse med deres slaveri, mens de i den mørke og triste procession gik frem mod den evige ødelæggelse - til en død uden håb om liv og mod en nat, der ikke efterfølges af nogen morgen. Han så mennesker besatte af djævle og så Satans engle forene sig med mennesker og så menneskelegemer blive nedværdiget til bolig for dæmoner. Mennesket, der blev skabt som bolig for Gud, blev dragernes bolig. Menneskets sanser, organer, nerver og tilbøjeligheder blev af overnaturlige væsener drevet til at give efter for det mest skændige og modbydelige begær. Dæmonerne havde sat deres præg på menneskenes ansigtsudtryk, og deres minespil var et spejlbillede af de legioner af onde ånder, de var besat af. Det var dette sceneri, verdens Frelser betragtede. Hvilket grufuldt syn at betragte for den uendelige renheds øjne! Hvor kan han få sit billede at se? Men ”således elskede Gud," den evige Gud, alligevel "verden, at han gav sin enbårne Søn (for en sådan verden!), for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."   ret

Kristus blev af Gud sendt til denne verden, for at han skulle påtage sig vor menneskelige natur. Den hemmelighedsfulde forening mellem den menneskelige og den guddommelige natur skulle indgås. Kristus skulle blive menneske, for at han i så stor udstrækning som muligt kunne åbenbare mysterierne i frelsens videnskab. Men frelsesplanen overstiger langt det menneskelige sinds fatteevne. Guds store nedladenhed er et mysterium, vi ikke kan trænge til bunds i. Planens storhed kan ikke fattes fuldt ud, og den uendelige visdom kunne heller ikke lægge en plan, der ville overgå den. Den kunne kun lykkes ved at iføre guddommeligheden menneskelighed ved at Kristus blev menneske og led under den vrede, synden havde fremkaldt på grund af overtrædelsen af Guds lov. Ved hjælp af denne plan kan den store og frygtelige Gud være retfærdig og alligevel retfærdiggøre alle, det tror på Jesus, og som modtager ham som deres personlige Frelser. Det er Himmelens videnskab at frelse menneskene fra den evige fortabelse, frelsens videnskab, og den lykkes gennem legemliggørelsen af Guds Søn og gennem hans sejr over synden og døden. Enhver jordisk intelligens forbløffes, når den søger at fatte denne plan.   ret

Før verden blev skabt, fandt den uendelige visdom udvej for den frygtelige mulighed, at mennesket skulle vise sig troløst. Skønt mennesket overtrådte Guds lov, blev loven alligevel ikke slækket på selv det mindste punkt. Den står ligesom hans evige trone fast i al evighed. Der kunne ikke findes noget håb for mennesket i en forandring af Guds lov, men således elskede Gud verden, at han i Kristus gav sig selv til verden for at bære straffen for menneskets overtrædelse. Gud led med sin Søn, som kun Gud kan lide, for at verden kunne blive forligt med ham.   ret