Review and Herald d. 31. oktober 1912
En kristens mod
“Hellige dem ved dit ord, dit ord er sandhed.” Hvert øjeblik i vor prøvetid er dyrebart; for det er vor tid til karakteropbyggelse. Vi bør være meget nøje opmærksomme på hvordan vor åndelige natur opelskes. Vi bør vogte vore hjerter, vogte vore tanker så sjælen ikke besudles. Vi bør søge at holde alle sindets evner i den allerbedste tilstand, så vi kan tjene Gud efter vore evner. Intet bør få lov at afbryde vort samfund med Gud. Hvis der næres på fordærvelige tanker, vil de føre til fordærvende handlinger. O, måtte renhedens engle vogte os, så der ikke kan findes en usædelig plet på os! Enhver medarbejder for Gud bør være ren i sine tanker. Han bør have de største temaer, de ædleste impulser, de reneste begreber, for han er en Guds søn. ret
Vi har et arbejde at gøre i denne verden, og vi må ikke lade os selv være selvoptagede, og derved glemme Guds og menneskehedens forlangender på os. Hvis vi søger Gud med alvor, vil han indprente os med sin Helligånd. Han ved hvad vi behøver, for han kender til alle vore svagheder, og han vil at vi skal arbejde bort fra selvet, så vi bliver venlig i tanke, ord og handling. Vi må ophøre med at tænke og tale om selvet, ophøre med at gøre vore behov og ønsker til det eneste mål i vore tanker. Gud vil have at vi opelsker himlens egenskaber. At være en kristen er at være Kristus lig. Hvis vi vil have succes med at vinde sjæle, må vi have en fuld taktsfølelse, som er født i venlighed, sympati og kærlighed. Der er nogle som har et ønske om at gøre godt mod andre, men det lykkes ikke på grund af deres mangelfulde metoder. De indrømmer ikke at de selv har brug for reformation, før de kan reformere andre. Dem som vil arbejde for andre, bør huske på at de arbejder for Kristi egne små, lemmerne på hans legeme. ret
Vi bør nøje overveje hvilket forhold vi har til Gud og til hinanden. Vi synder til stadig imod Gud, men hans barmhjertighed følger os stadig; i kærlighed bærer han over med vor trods, vor forsømmelse, vor utaknemmelighed, vor ulydighed. Han bliver aldrig utålmodig over for os. Vi forhåner hans barmhjertighed, sårer hans Helligånd, og vanærer ham for mennesker og engle, og alligevel svigter hans medlidenhed ikke. Tanken om Guds langmodighed mod os bør gøre os overbærende mod hinanden. Hvor tålmodigt bør vi ikke bære over med vore brødres fejl og vildfarelser, når vi husker hvor store vore egne fejl er i Guds øjne. Hvordan kan vi bede til vor himmelske fader: ”Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere,” hvis vi fordømmer, bliver fornærmede, nøjeregnende i hvordan andre behandles? Gud vil have at vi er mere venlige, mere elskelige og elskende, mindre kritiske og fordægtige. O om vi alle måtte have Kristi ånd, og vide hvordan vore brødre og naboer behandles! ret
Vi bør udvise stor taktfølelse når vi har med dem at gøre, som fejler. I kærlighedens og sagtmodighedens ånd bør vi forsøge at få ham tilbage til Kristi fold, men i stedet for at vise sympati mod den vildfarende, udvises der for ofte en kritisk ånd. Dem som ikke har begået den fejl, som de fordømmer hinanden med, så urokkelige på afstand, som om de var sikret fra at gøre en sådan bommert. Men lad ham der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder! Hvis dem der fordømmer hinanden elskede som Kristus har elsket en falden slægt af oprører, ville de med alle tænkelige midler forsøge at genoprette den fejlende. De vil ikke fryde sig ved at udstille hans sag, og gøre hans fejl synlig i det værst mulige lys, men de vil give nøje agt på skriftens formaning: ”Hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd.” Gør I dette, vil I uden tvivl få jeres fejlende bror ind i menighedsfællesskabet, uden at fremstille hans fejl i menigheden, eller gøre hans fejl kendt på nogen anden måde. (Fortsættes) ret
| afsn nr:1 | |
| afsn nr:2 | |
| afsn nr:3 | |
| afsn nr:4 | |