Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 31. oktober 1878

Velgørenhed

"Ær med din velstand Herren med førstegrøden af al din avl; da fyldes dine lader med korn, dine perser svømmer over af most.” Ords 3,9.10   ret

”En strør om sig og gør dog fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.” Ords 11,24.25   ret

"Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.” Es 32,8   ret

"I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja alt folket gør det! Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskares Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål. Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde, og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskares Herre. Og alle folkene skal love eder, fordi I har et yndigt land, siger Hærskares Herre.” Mal 3,9-12   ret

Gud er uendelig kapabel til at opfylde sine løfter. Alle jordiske velsignelser kommer fra hans hånd. Herrens tilgange er uudtømmelige, og han bruger dem alle for at opnå sine hensigter. Trofaste forvaltere som bruger de ejendele som Gud har betroet dem til at føre sandheden ud og velsignelserne til den lidende menneskehed, vil at blive belønnet for at de har gjort det. Gud vil fylde deres hænder medens de giver videre til andre. Han fører sit værk videre på jorden gennem forvaltere som er betroet hans kapital. Der findes nogle som, selvom at de virkelig længes efter rigdom, skulle blive blottede for deres ejendomme. Gud har endvidere prøvet at låne dem penge. Det stod i deres magt at misbruge gaven eller anvende den til Guds ære. Om de har lagt til hobe eller sløset Herrens penge kommer Mesteren til sidst at sige til dem, ” Du kan ikke længere være forvalter.” De har varet testet og prøvet og blevet fundet utro når det gælder at anvende det som tilhørte en anden, som om det var deres eget. Gud kommer således ikke til at betro de evige rigdomme.   ret

De som forvalter Herrens ejendomme på en kompetent og uselvisk måde, og derved viser at deres interesse er det samme som den lidende menneskehed, vil få fremgang, for de spiller den rolle som Gud har bestemt at de skal, i hans eget velgørenhedssystem. De første store principper i moralloven er at kærligheden til Gud, er den største. Det andet er dette: ”Du skal elske din næste som dig selv. ”På disse to bud hviler hele loven og profeterne.” Matt 22,40   ret

Alle gode ting på denne jord blev givet til mennesker som ett udtryk for Guds kærlighed. Han gør mennesker til sine forvaltere og giver dem adgang til indflydelse og penge at bruge for at udføre hans værk på jorden. Vor himmelske faders plan er at slutte de dødelige menneser til sig selv. Som arbejdere kan de blive hans værktøj for at frelse sjæle. Han har antaget dem som har helliget sig selv til hans tjeneste for at prædike ordet til dem som ikke kender sandheden. Men dette er ikke det eneste som han gør for at fremme sit værk på jorden. Hvert menneske som bekender sig til at være oplyst af Guds Ånd i denne tid vil forventes at oplyse andre. ”Thi ingen af os lever for sig selv”, samtidigt som han elsker Gud med hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Enhver som har en pligt, som er tilpasset efter hans evner, når det gælder at udrette noget i det store værk. De som vandrer i sandhedens lys vil sprede lys til dem som er rundt omkring. De er levende vidner for Kristus. De kommer ikke til at ligne verden, som lever imoralsk mørke og elsker sig selv og denne verdens ting og søger efter jordiske rigdomme. De skal være ”et ejendomsfolk, som er fyldt af iver for at gøre gode gerninger.”   ret

Der vil kræves meget af selvfornægtelse og selvopofrelse for at efterligne forbilledet Kristus Jesus. For at blive ham lig må vi avle en generøs natur. De som ejer det meste af denne verdens gode viser ofte en selvisk gærrighed når det gælder at give til Guds værk. De mest gavmilde gaver kommer ofte fra fattige menneskers tegnebog, medens de som Gud har betroet en overflod, med formålet at opfylde værkets behov, mislykkes det at se hvor pengene behøves mest, og bryder sig ikke om råb fra de fattige som findes midt i blandt dem. Disse råb stiger op til himlen, og er et kraftfuldt vidnesbyrd til at fordømme disse utro forfalters uvise og selviske metode. De fattiges offer, som gives gennem selvfornægtelse for at hjælpe til at sprede den frelsende sandheds dyrebare lys, skal ikke bare være en velsmag for Gud, og være helt og holdent acceptabelt for ham, som en helliget gave, uden selve handlingen eller gaven fylder hos giveren, og forener ham mere fuldstændigt med denne verdens frelser. Han var rig, men for vor skyld blev han fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige. Det mindste beløb som gives med glæde af dem, som lever under knappe forhold, er lige så acceptabel for Gud, og til og med endnu mere værdifuldt for ham, end gaver fra de rige, som kan give sine tusindekronesædler og endnu ikke udøve nogen selvopofrelse og ikke kende til nogen mangel.   ret

Den fattige enke viste kærlighed, tro og velgørenhed samtidig, da hun bidrog med sine to små mynter, for hun gav alt hun havde, uden at sætte spørgsmålstegn eller betvivle om det gjaldt hendes usikre fremtid. Kristus viser hendes lille gave frem som den største gave af alle gaver som var blevet lagt i skattekisten den dag. De rige gav af deres overflod. De behøvede ikke at vise tro, for de havde tilstrækkeligt med penge tilbage for at tække alle deres behov. Det var ikke møntens værdi som Kristus så, uden motivets hengivne renhed som fremkaldte gaven. Den lille gave, med Guds velsignelse, kunne bidrage til at opnå vigtige resultater. Enkens skærv, som blev lagt i kassen sammen med tusindvis andre mønter, kunne virke mindre vigtig, og svinde bort for menneskers åsyn, men ikke for Guds øjne. Kilden til alle rigdomme, den store Velgører, skulle give dette oprigtige og ærlige offer den store vægt for det gode. Enkens skærv er blevet som en strøm, lille ved kilden med fortsætter at flyde gennem alle tider, til den er udvidet og uddybet, og flyder i tusindvis kanaler hvor de bidrager til sandhe-dens udbredelse og fylder de trængendes behov. Denne lille gaves indflydelse er virket og nået menneskeheden i alle tidsaldre og i hvert land på jorden. De små bække som flyder ud fra Herrens skatkamre fra de gavmilde og selvopofrende fattige, har dannet en levende kilde, og dens strømme fylder ud og opfrisker de trængende og resulterer i tusindvis sjæles frelse.   ret

Endnu en gang, den indvirkning som eksemplet med enkens skav giver på deres hjerter, som på selvisk måde gerne vil tilbageholde de midler Gud har betroet dem, kan ikke bedømmes rigtigt. Hendes gavmildhed, hendes tro og oprigtighed er en stadig irettesættelse til egenrådi-ge, selviske og tvivlende mennesker som har penge, som de kan bruge til at gøre godt i verden om de vil. De manes til gode gerninger af de fattige brødres uselviske gaver. Den lille velgø-renhedsgerning som enken udførte var blot et lille lys i begyndelsen, men det har stadigt brændt stærkere og stærkere, og spredt sine stråler længer og med mere intensivt lys, og vil fortsætte med at brænde kraftigere og stærkere, og nå ud til alle lande og klimabælter. De fat-tige, såvel som de rige, kan glæde sig over den velsignede goder, at vide at de er Guds forval-tere, og kan identificere sine egne interesser med Jesus Kristus, og med den lidende menne-skehed som er genløst med hans blod.   ret

Men Gud vil ikke at rige eller fattige for et øjeblik skal have den opfattelse at han er afhængig af dem, eller at deres gavmildhed på nogen måde skal tilgodese defekter i deres kristne karak-ter. Gavmildhed er blot en af den kristnes karaktertræk. Den inspirerde apostel siger: ”Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.” 1.Kor.13,3. Velgørenhed defineres således: ”Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke.” 1 Kor 13,4. Et træs karakter som bærer alle disse frugter kan let opda-ges. For ”på dens frugter skal i kende det.”. Som Jesu Kristi efterfølgere, må vi være lysvågne for at kunne se Satans bedragerier med himmelsk syn. Gud har givet os sit ord som et kort der viser os vejen til den evige stad. Med bibelen som vor vejviser, hjulpet af vor egen fornuft som holdes klart ved streng mådeholdenhed i vore vaner, kan vi opfylde vor pligt som Meste-rens tjenere, tjenere som har pligter at udføre og evige interesser at forsikre os om.   ret

Velgørenhed er et værdifuldt karaktertræk som må kultiveres og styrkes ved stadig træning. Gud er ikke afhængig af os. Han kan sige et ord, og alle bjerge forvandles til guld. ”Thi mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge; jeg kender alle bjergenes fugle, har rede på markens vrimmel. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde!” Disse ord idtales som tilrettevisning til Israel, hvis hjerter ikke retsindige for Gud. De øgede ders offer, som om de kunne gøre et kompromis med Gud, edens de skildte sig fra Ham gennem deres onde gerninger. Medens de gav fler offerdyr på alteret, avlede de ikke en ren og livende gudsfrygt i hjertet, som skulle gøre at de hele tiden kunne følge de to store principper i moralloven: kærlighed til Gud og kærlighed til mennesker.   ret

Gaver og ofre kan ikke købe frelse for nogen af os. Bibelenes religion er den udvikling af vor moralske natur som fører samtale med Gud, elsker det som Gud elsker og hader det som Gud hader. Gud skal ikke acceptere dine gaver hvis du holder dig selv tilbage. Han beder ikke blot om det som er hans eget, når det gælder de midler som han har betroet dig, uden om hans egendom i din krop, sjæl og ånd, som han har købt til den uendelige pris i Guds Søns blod.   ret

Gud kunne have gjort engle til ambassadører til sin sandhed. Han kunde have forkyndt loven fra Sinaj med sin egen røst. Men han valgte at invige mennesker i sin rådslagning, og binde ham til sig selv, for at gennem menneskenes afgørende indsats, skulle Kristi kors hemmeligheder forklares fuldstændigt med en klar røst. Menneskene har et arbejde at gøre. Og i dette arbejder kommer livet til at vise sig som en velsignelse. Livets virkelige værdi afgøres af karakteren på det arbejde som opgager menneskenes kræfter. Og de kræfter som englene har givet til mennesker, skulle de ikke være til nogen nytte om ikke noget nyt arbejde blev givet hende, hvor hun kunne anvende dem. Alle de rigdomme som blev betroet mennesker er blot en forbandelse hvis hun ikke bruger dem til at opfylde sine daglige behov og de behov som findes omkring hende, og for at forherlige sin skaber gennem at fremme hans værk på jorden. Formål som kræver praktisk velgørenhed må lægges frem for hendes, ellers kan hun ikke tage efter Det Store Forbilledes karakter. Menneskene skal ikke have nogle ga-ver at give om de ikke først blev givet til hende. Men vor himmelske Fader har gjort alle tilve-jebringelser, for at hun skal testes og prøves i alt, og gennem Kristi fortjeneste fuldkomme en retfærdig karakter.   ret

Gud har gjort mennesker til deres brødres vogtere, og vil holde de ansvarlige for denne store betroelse. Gud har taget menneskene i forbund med sig selv, og han har planlagt at mennesker skal arbejde i harmoni med Ham. Han har forsynet os med et system til velgørenhed, for at de mennesker som han har skabt i sit billede skal kunne blive selvopofrende til sin karakter, lige-som hans uendelige natur er kærlighed. Han har udvalgt mennesker til sine socialarbejdere for at dele ud af de velsignelser som han har givet dem. ”I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.” Gud har gjort alt som en venlig himmelsk Fader kan gøre for vort bedste. Han spørger menneskeligheden om han har fejlet på nogen måde, når det drejer sig om at kunne alt han kunde gøre for menneskehedens skyld. ”Og nu, Jerusalems borgere, Judas mænd, skift ret mellem mig og min vingård! Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort?”   ret

Gud har givet sin tillid til os at gøre os til forvaltere af økonomiske midler og hans rige nåde. Hvordan skal vi vise vor opskønnelse for hans omsorg og kærlighed og enestående nåde, om vi ikke gennem taknemmelighed gengælder vore talenter, i form af penge eller talenter, med trofast og integritet. Vi kan ikke rimelig berige Herren ved at give nogen gave direkte til ham, for han er den som har givet os alle vore rigdomme. Men han viser os hen til den fattige, lidende og fortrykte, og til sjæle som er bundne med fejltagelser og overtroiske bånd, og forsikrer os om at hvis vi gør godt mod disse, accepterer han den handling som om den var udført mod ham selv. Kristus identificerer sig selv med den lidende menneskehed. ”Alt hvad I har gjort imod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig.”   ret