Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 1. november 1881

Glæder i lidelser

Den 22 august, i fællesskab med mine døtre, Emma og Mary K. White, jeg forlod Battle Creek for at tage til Vesten, håbede på at få fordel af et bedre klima. Selvom jeg stadig led fra effekterne af et hårdt angreb af malariafeber, såvel som fra shocket af min mands død, jeg udholdt rejsen bedre end jeg havde forventet. Vi nåede Boulder, i Colorado, torsdag den 25 august. Den følgende søndag forlod vi det sted ved privat køretøj for at tage til vort hjem i bjergene.   ret

Den klare kølige luft her, og det rene vand, frisk fra levende kilder, syntes at love fornyet sundhed og styrke. Men højden var for stor, og efter bare en kort tid jeg var igen afkræftet. Der gik næsten en uge før min styrke langsomt begyndte at komme tilbage. Hjerte aktionen syntes retarderet, og det var vanskeligt at ånde. Dog, lidende som jeg gjorde fra pine og svaghed, jeg nød den fredfyldte ensomhed i bjergene. Den ophøjede stilhed der herskede synes at være i overensstemmelse med mine følelser.   ret

Fra vor hytte jeg kunne se ud på en skov af unge fyrretræer, så friske og duftende at luften var parfumeret med deres krydrede duft. I tidligere år, min mand og jeg gjorde denne skov til vor helligdom. Iblandt disse bjerge bøjede vi ofte vore knæ sammen i andagt og bønner. Alle vegne omkring mig var de steder som således havde været helliget; og som jeg stirrede på dem, jeg kunne genkalde mange tilfælde, i hvilken vi der modtog direkte og bemærkelsesværdige svar på vore bønner. Lys fra Himmelen skinnede på os, og vi fik mange gange tydelige retningslinjer af vor pligt. Nærværet af Kristus synes at være hos os, og hans stemme talte til vore hjerter, ”Fred være med jer.” Sammen med min mand har jeg stået på nogle knejsende højder, og set på bjergenes rejsning tinde over tinde, indtil vore sjæle var betaget med en følelse af Guds Majestæt og magt. Om aftenen vi glædede os over at se op til den blå Himmel belagt med glitrende stjerner; og medens vi således beskuede stråleglansen af det synlige Univers, vi anerkendte med ærbødig ærefrygt at alt var kunstværker af den Allerhøjeste. Vi glædede os over at skabningens Gud er Bibelens Gud, og at vi kan kræve dette uendelige Væsen som vor Fader. Vi talte om herlighederne af hans kraft og visdom, og beundrede den mageløse kærlighed som har gjort det muligt, gennem Jesus Kristus, for faldne mennesker at blive en søn og arving af Skaberen den Allerhøjeste i Universet.   ret

Vi synes at være Gud meget nær, når i det klare månelys vi bøjede os på den ensomme bjergside for at bede om den tiltrængte velsignelse ved hans hånd! Hvilken tro og tillid var ikke vores! Guds hensigter af kærlighed og barmhjertighed synes mere fuldt åbenbaret, og vi følte forsikringen at vore synder og fejltagelser var tilgivet. Ved sådanne anledninger har jeg set min mands ansigt oplyst med en stråleglans der synes reflekteret fra Guds trone, som han med en forvandlet stemme priste Herren for de rige velsignelser af hans nåde. Midt i jordens dunkelhed og mørke, kunne vi stadig alle vegne skelne glimtene af stråleglansen fra kilden til lyset. Gennem værkerne af skabningen vi samtalede med Ham der bebor evigheden. Som vi så på de tårnhøje klipper, de knejsende bjerge, vi udbrød, hvem er så stor en Gud som vor Gud?   ret

Omgivet, som vi ofte var, med vanskeligheder, bebyrdet med ansvarligheder, begrænsede, svage, fejlende dødelige, var vi til tider næsten rede til at give op i fortvivlelse. Men når vi så Guds kærlighed og omsorg for hans skabninger, som var åbenbaret både i naturens bog og på siderne af inspiration, vore hjerter var trøstet og styrket. Omringet med beviserne af Guds kraft, og overskygget ved hans nærvær, skal vi ikke værne mistillid eller vantro. Oh, hvor ofte har fred og håb, og selv glæde, kommet til os i vor erfaring midt iblandt disse bjergrige ensomheder!   ret

Jeg har igen været imellem bjergene, men alene. Ingen til at dele mine tanker og følelser med, som jeg engang mere så på disse store og ærefrygtindgydende sener! Alene, alene! Guds handlemåde synes hemmelighedsfuld, hans hensigter uforståelige; dog ved jeg at de må være retfærdige, og vise, og barmhjertige. Det er mit privilegium og min pligt at vente tålmodigt på ham, mit hjertes sprog må til alle tider være, ”Han gør alle ting vel.” Jeg havde ingen styrke til at klatre på bjergets trind. Hvis jeg ønskede at anerkende Guds barmhjertighed, jeg kunne ikke drage til skovene eller kløfterne. Hvis jeg skulle søge visdom fra oven, jeg må gøre mit rum til min helligdom. Men også her har jeg nydt sødt samfund med Gud, og har modtaget dyrebare tegn på hans blivende nærvær.   ret

I forbindelse med mit store tab, har jeg fået et nærmere syn på evigheden. Ligesom før, er jeg nu blevet bragt frem for den store hvide trone, og har set mit liv, som det vil være foran denne. Jeg kan ikke finde noget at prale af, ingen fortjenester som jeg kan bede om. ”Uværdig, uværdi for det mindste af Din gunst, oh min Gud,” er mit råb. Mit eneste håb er en korsfæstet og opstået Frelser. Jeg påberåber mig fortjenesterne af Kristi blod. Jesus vil gå til det yderste for at frelse alle, som sætter deres lid til ham.   ret

Det er sommetider vanskeligt for mig at bevare et glad ansigtsudtryk når mit hjerte er oprevet af smerte. Men jeg vil ikke tillade at min sorg skal kaste mørke over alle omkring mig. Lidelsen og smerten over en som er gået bort, er ofte gjort mere sorgfuld og pinefuld end den skulle være, fordi det er almindeligt at man overgiver sig til sorgen uden at lægge bånd på sig selv. Ved Jesu hjælp besluttede jeg mig til at sky dette onde, men min beslutning er blevet hårdt prøvet. Det var et tungt slag for mig da min mand døde, og det føltes særdeles hårdt, fordi det skete så pludseligt. Da jeg så at hans ansigt var dødsmærket, følte jeg mig fuldstændig hjælpeløs. Jeg længtes efter at kunne skrige min smerte ud. Men jeg vidste at det ikke kunne redde min kære mands liv. Jeg følte at det ville være ukristeligt at overgive mig til sorgen. Jeg søgte hjælp og trøst ovenfra, og jeg fik lov at opleve sandheden i Guds løfter. Herrens hånd holdt mig oppe. Det er synd at hengive sig til hæmningsløs sorg og klage. Ved Kristi nåde kan vi være fattede, ja, endog muntre under tunge prøvelser.2På fast grund 267   ret

Lad os lære en lektie om mod og sjælsstyrke fra den sidste samtale vi havde med Jesus og hans disciple. De skulle snart skilles. Vor frelser gik nu ind på den blodbestænkte sti som ville føre ham til Golgata. Aldrig har oplevelser været mere prøvende end dem han snart skulle gennemgå. Disciplene havde hørt Kristi ord som forudsagde hans lidelse og død. De var tynget af sorg, og de var splittede i deres sind på grund af tvivl og frygt. Alligevel hørtes der ingen høje skrig. Han overgav sig ikke til sorg. Disse sidste, alvorsfulde og skæbnesvangre timer tilbragte vor frelser med at tale trøstens og forsikringens ord til sine disciple, og så forenede de sig i at synge en lovsang.   ret

I stedet for at udtrykke bedrøvelse i deres hjerter, i den sorg som et mål for højtidelig klage, sang de, som det var sædvane ved den anledning den jublende pris som så rigelig er udtrykt i tro, og i taknemmelighed, og i ædel pris. ”Min styrke og lovsang er Herren, han blev mig til frelse. Jubel og sejrs råb lyder i de retfærdiges telte: Herrens højre øver vælde, Herrens højre er løftet, Herrens højre øver vælde!” Jeg skal ikke dø, men leve og forkynde Herrens gerninger.” Hvilken optakt til pinen i Getsemane, den mishandling og spot i doms hallen, og de forfærdelige sener på Golgata, disse sidste timer var brugt i sang og pris til den Allerhøjeste!   ret

Når Martin Luther modtog mismodige nyheder, ville han ofte sige, ” kom, lad os synge salme 46. den salme begynder med ordene, ”Gud er vor tilflugt og styrke en hjælp i angster, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger og bjergene styrter i havenes skød.” I stedet for sorg, gråd, og fortvivlelse, når vanskeligheder samler sig omkring os ligesom en flod og truer med at overvælde os, hvis vi ikke kun ville bede Gud om hjælp, men ville prise ham for så mange velsignelser i fortiden, - prise ham, at han er i stand til at hjælpe os, - så ville vor kurs være mere behagelig for ham, og vi ville se mere af hans frelse.   ret

Når vanskeligheder og prøvelser omgiver os, bør vi stole på Gud og tillidsfuldt vente hjælp fra ham som er mægtig til at frelse og udfri os. Hvis vi ønsker at få Guds velsignelse, må vi bede om det. At bede er en pligt og en nødvendighed, men forsømmer vi ikke at prise Gud? Bør vi ikke oftere takke ham som giver os alle vore velsignelser? Vi trænger til at opelske taknemmelighed. Vi bør ofte tænke over og fortælle om Guds barmhjertighed og prise og herliggøre hans hellige navn, selv når vi går gennem sorg og lidelse.   ret

Ved at nærme os kammeret hvor en ægtemand og fader netop havde draget hans sidste ånde, ville vi være fyldt med forbavselse over at høre, ikke stemmer af sorg, de melankolske toner af begravelsessange, men en sang af hellig pris, jublende og triumferende som påske lovsangen. Visselig, enken og de faderløse ville være dømt for at mangle hengivenhed for den afdøde. Dog hvordan kunne disse lidende efterladte. Der har mistet deres støtte og rådgiver, og der nu må læne sig mere fuldstændigt på Gud – hvordan kunne de mere sikkert styrke deres sjæle i farer og konflikt, end ved at tænke på hvad deres Himmelske Fader har gjort for dem, hvordan han har vist sig som en nærværende hjælp i trængsels tid?   ret

Herrens barmhjertighed og godhed er stor mod os. Han vil aldrig forlade eller svigte dem som stoler på ham. Hvis vi ville tænke mindre på vore prøvelser og tale mindre om dem, og mere om Guds nåde og godhed, ville vi erfare at vi blev løftet op over meget af vort tungsind og vore forviklinger. Mine brødre og søstre, I som føler at I er kommet ind på en mørk sti, og lige som fangerne i Babylon må hænge jeres harper på piletræerne, kan I gøre prøvelserne til glade sange. Du kan sige: Hvordan kan jeg synge, når fremtidsudsigterne for mig er så mørke og når min sjæl et tynget ned af sorg og smerteligt tab? Har jordiske sorger berøvet os den almægtige ven vi har i Jesus? Burde Guds vidunderlige kærlighed, idet han gav sin kære Søn, ikke være et emne for stadig fryd? Når vi bringer vore begæringer frem for nådens trone, så lad os ikke glemme at komme frem med taksigelsens hymne. »Den, der bringer takoffer, ærer mig.« (Sl 50,23). Så længe vor frelser lever, har vi grund til uophørlig taknemmelighed og pris.   ret