Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 3. november 1885

Den schweiziske konferense og det europæiske råd

Den schweiziske konferense blev afholdt på dette sted den 10.-14. september, og blev efterfulgt af det europæiske rådsmøde, som fortsætte til den 28. Konfernsen bestod generelt af vore schweiziske brødre, og med repræsentanter fra Tyskland, Frankrig, Italien og Rumænien. Der var næsten to hundrede brødre og søstre samlet; og en mere intelligent og pænt udseende gruppe var sjældent set. Selvom de var samlet fra forskellige nationer, var vi bragt nær til Gud og til hinanden ved vore øjne fæstnet på det ene mål: Jesus Kristus. Vi var ét i tro, og ét i vore bestræbelser på at gøre Guds vilje. Evangeliets indflydelse er at forene Guds folk i et stort broderskab. Vi har kun et forbillede at følge, og det er i Kristus. Verdens skikke og nationalforskelle går tabt i synet af ham. Guds kærlighed, sjælens helliggørelse, nedbryder skillemuren mellem forskellige enkeltpersoners og landes skikke og praksis. Bibelsandhedens store principper fører alle i fuldkommen harmoni. De ti bud accepteres som en regel, et mål for karakter, forener alle i det kristne fællesskabs dyrebare bånd. Dette var Helligåndens arbejde da den steg ned over disciplene på pinsefestens dag.   ret

Idet jeg så over forsamlingen af dyrebare venner, så brændende og glade for sandheden, og så ivrige efter at gribe alt lys der kommer mere, blev mine refleksioner faktisk ret alvorlige. Jeg tænkte: Disse medlemmer er Kristi legeme, og vi er hinandens lemmer. Morgenstjernen har stået op i deres hjerter; retfærdighedens sols stråler har skinnet i deres sind. Lykkelig er det folk som er så højt privilegeret. ”Det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.” For mig var dette et dyrebart sted, en værdifuld forsamling. Som svar på alvorlig bøn, gav Herren sine tjenere frihed til at sige ord, som kom i rette tid, til hans ventende folk.   ret

Fra begyndelsen af voksede mødernes interesse. Forsamlingen blev delt i tre dele, dem der talte tysk, fransk og engelsk, hver gruppe havde forskellige del af salen. To tolke fulgte med taleren. Hvis prædiken eller vidnesbyrdet blev givet på engelsk, blev det oversat til fransk og tysk. Hvis det blev givet på fransk, blev det oversat til tysk og engelsk, og til fransk og engelsk hvis det blev givet på tysk. Fra begyndelsen var denne tale-metode temmelig forvirrende; men det gik hurtigt over, og det var langt mindre belastende for mig end den vanlige uafbrudte tale, og har givet mere tid til at meditere over hvad er blevet sagt.   ret

Sabbat og søndag var værdifulde stunder for de forsamlede. Herre velsignede særligt talen søndag eftermiddag. Alle som lyttede på med dyb interesse, og slutningen af prædiken kom der en indbydelse til alle som ønskede at være kristne, og alle som følte at de ikke havde en levende forbindelse til Gud, at komme frem, og vi kunne forene vore bønner med deres for syndstilgivelse, og for nåde til at modstå fristelse. Dette var en ny erfaring for mange af vore brødre i Europa, men de tøvede ikke. Det var som om hele forsamlingen rejste sig op, og den bedste måde var at de blev på deres pladser, og alle søgte Herren sammen. Her viste hele forsamlingen deres beslutning for at bortlægge synd, og gå aller alvorligst ransage dem for Gud. I alle grupper var der altid to klasser, de selvtilfredse og dem der afskyer sig selv. Den første klasse har evangeliet ingen ynde for, medmindre de kan analysere løsrevne dele, der smigrer deres forfængelighed. De elsker deres særlige træk for en knejsende moralitet, som de mener de har. Men mange af dem, som ser Jesus i hans karakterfuldkommenhed, ser deres egen ufuldkommenhed, i et sådant lys at de næsten fortvivles. Det var sådan det skete her; men Herren var til stede, så der kunne belæres og irettesættes, og trøstes og velsignes eftersom det var nødvendigt. Der blev sendt alvorlige bønner, ikke for en flygtig lykkefølelse, men for en sand fornemmelse af vor syndighed, og af vor håbløshed uden det forsonende offer. Jesu virkede aldrig så dyrebar som ved denne lejlighed. Der blev grædt udover forsamlingen. Dette løfte greb man: “Han som kommer til big, vil jeg aldrig støde bort.” Hvis forhænget kunne trækkes til side, ville vi kunne se Guds engle stå parate til at tjene disse ydmyge og angerfulde mennesker. Efter bøn, blev der frembåret hundredeogfemten vidnesbyrd. Mange af disse viste en virkelig, og ægte erfaring med Guds ting.   ret

Helligånden operer samme måde verden over. Modtages den i hjertet, ændres hele karakteren. ”Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” Gamle vaner og skikke og national stolthed og fordomme nedbrydes. ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.” Når disse ting bliver i sjælen, vil der være samstemmende tanke og handling.   ret

Jeg føler mig taknemmelig over muligheden for at tale til folk, som lader til at påskønne alt hvad jeg har sagt. For dem var det ikke som tom snak.   ret

Mandag eftermiddag talte jeg om nødvendigheden af at arbejde for enhed og at opøve kristen høflighed “og stræbe efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd.” Sandhedens virkning på hjertet er at rense det fra enhver besmittelse. Den vil ikke øge kærlighed til selvet, men vil lede modtageren til at ydmyge sit hjerte og ikke tilskrive noget til selvet, men alt til Gud. Han ophører med at værdsætte sig selv højere end sine brødre. Hans tidligere følsomhed overfor foragt, ligegyldighed eller hån forsvinder, og han er ikke så let at irritere; han bliver mild og ydmyg og er et eksempel på Kristi simpelhed, han, som havde et sagtmodig og ydmygt hjerte. Hans eget land og personlige venner er ikke længere grænselinjerne for hans kærlighed. Han elsker Jesus af hele sit hjerte, og alle dem, der prøver at være Guds børn, elsker han som sig selv. Der er en fuldstændig forandring i hans liv. Eftersom han tidligere levede for sig selv, lever han nu til Guds ære, og fremholder Kristi kors, som hans bønner, som alle besmykker.   ret

En dåb fulgte efter prædiknen. Femten gik frem til denne forordning. Det var første gang dåbsbassinet i denne mødesal blev brugt, og det håbes at mange andre måtte følge disse dyrebare sjæle. Gud give at ingen af disse nogen sinde måtte glemme deres dåbsløfter; men at de må huske apostlens ord: ”Når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus er, siddende ved Guds højre hånd. Tragt efter det, som er oventil, ikke efter det, som hører jorden til. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I åbenbares sammen med ham i herlighed.” Vi dem, som for nylig har taget Kristi kors, både her og i Amerika, fortsætte med at klatre ad vækstens stige? Vil de vokse i nåde og i sandhedskundskab? Vil de leve med den vækstplan, så Gud kan arbejde for dem med mangedoblingen, at give hans nåde og frelse? Det er op til enhver at besvare disse spørgsmål for sig selv.   ret

Ved slutningen af konferensen var mange af vore schweiziske brødre nødt til at tage hjem igen, men nogle blev til slutningen af rådsmødet, hvor det fortsatte en uge mere, end forventet. Der deltog medarbejdere fra England, Irland, Wales, Norge, Sverige, Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien og Rumænien. Udover disse regulære daglige forretningsmøder, blev der afholdt to bibellæsninger, en klasse for kolportørere og sælge, og en for dem der ønskede at lære engelsk. Der var også flere prædikantmøder, udover prædikener og regulære morgenmøder for fælles tilbedelse. Disse møder var interessante, og efter det universelle vidnesbyrd, meget udbytterige. Brødrenes vidnesbyrd var gode, og alles hjerter lod til at være ømfindige og ydmyge. Jeg følte mig tilskyndet af Guds Ånd under disse møder, at indprente alle med vigtigheden af at opelske kærlighed og enhed. Jeg prøvede at vise det farlige ved at opbygge særinteresser mellem nationaliterne. Vi er alle bundet sammen I et stort net af mennesker, og alt hvad vi skal gøre har en relation til andre. Der ligger et stort arbejde foran os, og vore hjerter må være åbne til at modtage Guds lys og kærlighed, så vi kan genpejle det til andre. Der er lys i sandheden og kraft i eksemplet, som vil nå de ligeglade og uomvendte mennesker. I apostlenes tid var Helligånden en virksom agent der nåede hjerter, og det vil den være nu hvis den levende tro blev udøvet nu, som den blev dengang. Der mangler meget af sand ydmyghed og alvorlig iver. Der er for meget halvhjertet religion. Mange er overfladiske. De bekender deres synder uden at erkende hvor hadefyld synd er i Guds øjne, og uden at angre med sønderbrudt hjerte. Det er at fralægge sig verden, men ikke svigte den. Sandhed, den hellige og helliggørende sandhed, forbliver ikke i hjertet.   ret

Alle tings ende er nær. Den tid vi har til at arbejde i er kort, og der er en verden som skal advares. Vi ser et behov for at der gøres et grundigere missionsarbejde. Kaldene er indtrængende for flere medarbejdere, men hvor er alle lysbærerne til verden? Gud har sendt sandheden til vore døre, men gør vi alt i vor magt for sende den ud til verdens mørke afkroge? Hvordan I som tror sandheden, og som gentager Herrens bøn: ”Komme dit rige, ske din vilje på jorden, som den sker i himlen,” sidde behagelige i jeres hjem uden at være med i fremførelse af sandhedsfakkelen til andre? Hvordan kan I opløfte jeres hænder for Gud og bede om hans velsignelse over jer selv og jeres familier, når I gør så lidt for at velsigne andre? De levende og døde skal dømmes efter gerningerne der gøres i legemet. Hvad gør I for at vise at I er verdens lys?   ret

Guds værk må gå fremad. Verden må advares; men hvor er de mænd og de midler dette skal fremføres ved? En bror i Italien, som gør hvad han kan for at sprede sandhedens lys, sagde: ”Jeg er bange for at jeg på droppe mit arbejde. Jeg har en hustru og fem børn at underholde, og jeg ser at der ikke er penge i kassen. Vi lever på den mest enkle måde.” Spørgsmålet er hvor meget han vil få at støtte til sig selv og familien. Han sagde at han mente et hundrede dollars om året ville dække hans behov. Han sagde at hans mund ofte savlede af duften på madlavning over ild. Og hvilken god ret mad var dette? Hugget hø og grovt kornmåltid. Kun få ved hvordan fattige lever i disse lande, og alligevel beklager de sig ikke. De vil gøre alt hvad de kan. Nu ønsker jeg at du, min amerikanske broder, sammenligner tallene med den alvorlige medarbejder, og begynder så med at spare. Skær ned på dine omkostninger. Udøv sparsommelighed, når du bygger og udstyrer husene, med at spise og klæde. Der skal frelses sjæle. ”Sælg, hvad I har, og giv almisse! Skaf jer punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i Himmlene.”   ret

Vi har her prøvet fremlægge det nødvendige i streng sparsommelighed for medarbejderne. Vi er kede af at alle vore missionsarbejdere hjemme, og derude ikke erkender pengenes værdi. Når sparsommelighedens lektie ikke læres først i livet, er det vanskeligt at indvæve det i nogens selvfornægtende, og selvopofrende del af religionen. Hvad der nu er brug for er ikke blot prædikanterne, men medarbejderene, de som vil give sig hjerteligt til Mesterens arbejde; som vil besøge fra hjem til hjem, og føre sandheden hjem til folks hjerter. Her er en umådelig mark som vore søstre kan indtage. Hvis de er helliget til Gud, kan kvinder gøre lige så meget godt, ved at åbne Skrifterne op for familierne, som prædikanterne kan.   ret

Hvis vi har sandheden, må værket udvides i disse lande. Nye marker må hele tiden åbnes op, og menigheden må udbrede sit arbejde, når disse marker indtages. Budskabet må gå ud, uanset de vanskelige tider. Vi må anstrenge os særlig meget i den retning nu, så længe engle holde de fire vinde tilbage. Arbejdstiden vil snart være ovre. Hvem vil ikke være med i dette afsluttende arbejde? Alle kan gøre noget. De som ikke kan give sig selv, kan give af deres midler, og alle kan bede for at Herren ikke kun vil oprejse medarbejdere, men at pengekassen der nu er tom, må forsynes med nødvendige fondsmidler til at udbrede værket. Bed brødre, bed alvorligt, så at nogles hjerter som gør meget lidt, og af andre som endnu ikke har gjort noget, måtte være åbne, så at de midler Gud har betroet dem, må bruges til hans ære. Sandheden må gå ud til alle nationer, tungemål og folk, og det hurtigt. - Basel, Schweiz   ret