Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 6. november 1913

I Elias’ ånd og kraft

Igennem de lange århundreder der var gået siden Elias’ tid, har optegnelsen af hans livsgerning bragt inspiration og mod til dem som er blevet kaldet til at stå for det rigtig midt i frafaldet. Og for os, ”hvem verdens kommer over,” har det særlig betydning. Historien gentages. I dag har verden sine Akab’er og Jesabel’er. Den nuværende tidsalder er ligeså afguderisk som den tidsalder Elias levede i. Ingen ydre altre er syndige, der kan ikke være et billede at øjnene kan hvile på, alligevel følger tusindvis efter denne verdens guder, - efter rigdomme, berømmelse, fornøjelser og behagelige historier der lader mennesker følge deres uforbedrelige hjertes indskydelser. Store menneskeskarer har et forkert forkert begreb om Gud og hans egenskaber, og tjener ligeså meget en falsk gud som balsdyrkerne gjorde. Mange af dem, som endog hævder at være kristne, har allieret sig selv med indflydelse som altid er imod Gud og hans sandhed. Derved ledes de til at vende bort fra det guddommelige og ophøje det menneskelige.   ret

Den fremherskende ånd for vor tid er vantro og frafald, - en ånd med en erklæret oplysning på grund sandhedskundskaben, men i virkeligheden er den blindeste formastelighed. Menneskelige teorier ophøjes, og sætte hvor Gud og hans lov burde være. Satan frister mænd og kvinder til ulydighed, med løfte om at de finder frihed i ulydigheden, som vil gøre dem til guder. Der ses en modstandsånd imod Guds klare ord, mod afguderisk ophøjelse af menneskelig visdom over guddommeligåbenbaring. Mennesker har ladet deres sind blive så formørkede og forvirrede mellem lys og mørke, sandhed og vildfarelse. Så langt er de veget fra den rigtige vej at de fremholder nogle få såkaldte filosoffers meninger, til at være troværdige frem for bibelens sandheder. Bønnerne og løfterne i Guds ord, er trusler imod ulydighed og afguderi, - alle er kraftesløse for at smelte deres hjerter. En tro som Paulus, Peter og Johannes udøvede, betragtede dem som gamle, mystiske og uværdige for moderne tænkende mennesker.   ret

I begyndelsen gav Gud sin lov til menneskene som et middel til at få lykke og evigt liv. Satans eneste håb er at forpurre Guds fortsæt med at lede mænd og kvinder til ulydighed mod denne lov; og hans stadige fortsæt har været at fremstille dens lære forkert og forklejne betydningen. Hans mester-slag har været et forsøg på at ændre loven i sig selv, så at mennesker forledes til at overtræde dets forskrifter medens de bekender at adlyde dem.   ret

En skriver har ville forsøge at ændre Guds lov på en gammel drilagtig måde at dreje et vejskilt i en forkert retning, som står hvor to veje skiller. Denne forvirring og ulykke som dette har ført med sig var stor.   ret

Et vejskilt var sat af Gud for de rejsende igennem denne verden. En pil på dette vejskilt pegede mod villig lydighed til Skaberen, som vejen til lykke og liv, medens den anden pil viste mod ulydighed som stien til elendighed og død. Vejen til lykke var ligeså klart angivet som vejen til tilflugtsbyen under var den jødiske styring. Men på et ondt øjeblik i vort væddeløb, vendte den store fjende mod alt godt vejskiltet om, så at store skarer lige siden har gået den forkerte vej.   ret

Herren instruerede israelitterne gennem Moses: ”Du skal tale til israeliterne og sige: fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. I skal holde sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide døden, ja enhver, som udfører noget arbejde på den, det menneske skal udryddes af sin slægt. I seks dage må der arbejdes, men på den syvende dag skal I holde en fuldkommen hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører arbejde på sabbatsdagen, skal lide døden. Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt: Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.” 2.Mos.31,13-17.   ret

I disse ord definerer Herren klart lydigheden som vejen til Guds stad; men syndens menneske har ændret vejskiltet, og fået det til at pege i forkert retning. Han har sat en falsk sabbat op, og fået mænd og kvinder til at tro at ved at hvile på den, så adlød de Skaberens befaling.   ret

Gud har erklæret at den syvende dag er Herrens sabbat. Da ”himlene og jorden blev fulendt, og hele dens hær,” ophøjede han denne dag som et mindesmærke på hans skabelsesarbejde. Hvile på den syvende dag ”fra al det arbejde som han havde urettet,” ”Gud velsignede den syvende dag, og helligede den.”   ret

På tidspunktet for udvandringen af Ægypten, blev sabbats-institutionen bragt fremtrædende frem for Guds folk. Medens de stadig var i trældom, havde deres krævende herrer prøvet at tvinge dem til at arbejde på sabbaten, ved at øge arbejdsmægden hver uge. Igen og igen blev arbejdsbetingelserne gjort hårdere og mere krævende. Men israelitterne blev udfriet fra deres trældom, og købt til et sted hvor de kunne ugenert kunne overholde Jehovas forskrifter. Loven blev givet på Sinaj, og en kopi af den, på to stentavler, ”skrevet med Guds finger,” overdraget til Moses. Og efter næsten fyrre års vandring, blev israelitterne hele tiden mindet på Guds udpegede hviledag, ved at tilbageholde mannaen hver syvende dag, og den mirakuløse opbevaring af dobbel portion, der faldt på beredelsesdagen.   ret

Inden israelitterne drog ind i Det forjættede Land, formanede Moses dem til at tage “vare på hviledagen” og “holde den hellig.” 5 Mos. 5, 12. Det var Herrens hensigt, at Israel trofast skulle holde sabbatsbudet for til stadighed at blive mindet om deres ansvar over for ham som deres Skaber og Forløser. Så længe de holdt sabbatten i den rette ånd, ville afgudsdyrkelse være udelukket, men hvis denne forskrift blev tilsidesat og erklæret for ophævet, ville menneskene glemme Skaberen og dyrke andre guder.   ret

“Også mine sabbatter gav jeg dem,” sagde Gud, “for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem.” Men “de lod hånt om mine lovbud og vandrede ikke efter mine anordninger, men vanhelligede mine sabbatter; thi deres hjerte holdt sig til deres afgudsbilleder.” Ez. 20, 12. 16. Da han appellerede til dem om at komme tilbage til ham, henledte han på ny deres opmærksomhed på betydningen af at holde sabbatten hellig. “Jeg, Herren, er eders Gud!” sagde han. “Følg mine anordninger og tag vare på at holde mine lovbud; hold mine sabbatter hellige, så de bliver et tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, Herren, er eders Gud.” Vers 19. 20.   ret

I sin frygtelige anklage af Juda for dets fortsatte frafald erklærede Herren: I “vanhelliger min sabbatter.” Præsterne, sagde han, “lukker øjnene for mine sabbatter.”   ret

“Derfor udøser jeg min vrede over dem, med min harmes ild tilintetgør jeg dem; deres færd lader jeg komme over deres hoved.” Ez. 22, 8. 26. 31.   ret

Ved Jerusalems genopretning, på Nehemias dage, blev sabbatsbruddet mødt med hård ondskab: ” Har ikke vor Gud bragt al denne ulykke over os og over denne by, fordi eders fædre handlede således? Og I bringer endnu mere vrede over Israel ved at vanhellige sabbaten!” Neh. 13,18.   ret

Under i sin jordiske tjeneste fremhævede Kristus sabbattens bindende krav, i alle sine læresætninger, der viste forbehold for den institution han selv havde givet. På Kristi dage, var sabbaten blevet så forvansket at dens overholdelse snarere genspejlede det selviske og egenkærlige menneskes karakter, frem for Guds karakter. Kristus satte den falske lære til side, hvor dem der hævde at kende Gud havde fremstillet ham forkert. Selvom rabbinerne fulgte ham med nådesløs fjendtlighed, viste han endog aldrig at tilpasse sig deres krav, men gik direkte frem, for at holde sabbaten efter Guds lov.   ret

I umiskendeligt sprog bevidnede han sin agtelse for denne lov. ”Tro ikke, at jeg er kommen for at ned bryde loven eller profeterne;” sagde han, ”jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen. Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget.” Matt. 5,17-19. ( Konkluderes)   ret