Review and Herald d. 7. november 1912
En kristens ånd [Konkluderet]
Der er for mange blandt dem der bekender at være Kristi efterfølgere, som underskylder deres egne mangler, ved fremhæve andres fejl. Den kristnes højeste bevis på ædelhed er selvkontrol. Vi bør efterligne Jesu eksempel, for da han blev forhånet, hånede han ikke igen, men overlod sig til Ham der dømmer retfærdigt. Vor Genløser mødte hån og spot med en ubeklagende tavshed. Al den grusomme hån fra den morderiske skare, som jublede i hans ydmyghed og prøvelse i domssalen, kunne ikke få et bitterhedens eller irritationens blik eller ord ud af ham. Han var himlens majestæt, og på hans rene bryst var der ikke plads for hævngærrighed, men kun medynk og kærlighed. Der er et tidspunkt hvor tavshed er guld. Vi bør altid efterligne Jesus liv; for vi skal være ligesom ham. Han elsker os uanset vore mangler og ufuldkommenhed. Lad os ikke tro at en af Kristi nådegaver skildres uden en lektie til os i sin skildring. Ren kærlighed tænker ikke ondt. Når vi hele tiden forestiller os at vi ikke er påskønnet, og passer på ringeagt, gør vi os selv og andre stor skade. Vi må glemme selvet når vi elsker andre. ret
Hvis du tror at din bror har såret dig, så gå til ham i venlighed og kærlighed, og du vil komme til en forståelse og til forsoning. Når du behandler den der fejler, bør du altid have det i sinde at du har med Kristus at gøre i skikkelse af hans hellige. Tag til din bror, som du mener fejler, og tal elskelig med ham alene; hvis du har held med at bringe problemerne i orden, har du vundet din bror uden at udstille hans fejl, og ordningen med dig har dækket over en mængde af synder, for andres åsyn. Andre har ikke brug for at kende dine vanskeligheder, og derved være på vagt og tro alt om den du tror kan gøre fejl, og tillægge hans motiver noget forkert. ret
”Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse.” Hvis synderen angrer på af din venlige og elskelige irettesættelse, så er der gjort et arbejde for evigheden. Der er stor brug for at udføre Kristi belæring på en gennemført måde, leve op til vor Mesters ord. Dette er at leve Guds lov. Behandler vi vore brødre sådan, giver vi andre et indtryk som aldrig vil komme ud af deres tanker. Vi husker måske ikke nogle af de venlige handlinger som vi har gjort, men de er visket bort af hvor hukommelse; men envigheden vil bringe dem frem i al sin klarhed, enhver handling der gøres for sjæles frelse, ethvert ord der siges til at trøste Guds børn; og disse handlniger gjort for Kristi skyld vil være en del af vor rejse igennem al evighed. Når vi behandler vore brødre alt andet en venligt og belevent, udviser vi en ukristen adfærd. Vi bør vise pæn opførsel der hjemme, i menigheden og i omgang med alle mennesker. Men vi bør især udvise medfølelse og respekt mod dem som giver deres liv til Guds sag. Vi bør udvise denne dyrebare kærlighed som er langmodig og venlig; som ikke misunder, som ikke praler af sig selv, opblæses ikke, som ikke gør sig usømmelig, søger ikke sit eget, er ikke nem at provokere, tænker ikke ondt. Gud vil have at hans tjenere altid viser sit bedte, både hjemme og I samfundet; og hvor Jesus regerer i hjertet, vil der være en liflig kærlighed, og vi skal være omsorgsfulde og oprigtige mod hinanden. Det kræver en særlig årvågenhed at holde den hengivne kærlighed i live, og vore hjerter i en tilstand hvor vi er klar over det gode som eksisterer i andres hjerter. Hvis vi ikke er opmærksomme på dette punkt, vil Satan lægge sin jalousi ind i vore sjæle; han vil sætte sine briller op for vore øjne, så vi ser vore brødres handlinger i et fordrejet lys. I stedet for at se kristisk på vore brødre, bør vi vende vore øjne indad, og være parat til at opdage de anstødelige træk i vor egen karakter. Idet vi indrømmer vore egne fejl og fiaskoer, vil andres fejl blive ubetydelige. ret
Satan er en brødrenes anklager. Han er på vagt for enhver vildfarelse, uanset hvor lille, så han har noget at anklage med. Gå væk fra Satans side. Det er rigtigt at I ikke har anledning til at kværulere. Et øjebliks pirrlighed, et enkelt bistert svar, manglende kristen høflighed og belevenhed i må sager, kan resultere i taber af venner, i tab af indflydelse. Gud vil have dig til vise dit bedste under alle omstændigheder, i de menneskers tilstedeværelse som er dårligere stillet end dig sevel som dem på samme niveau og højere. Til alle tider skal vi være Kristi efterfølgere, søge hans ære, søge at, på enhver måde, fremvise ham rigtigt, så vi kan være lys i verden, fremvise hans pris som har kaldt os ud af mørke til hans vidunderlige lys. Vi skal ikke ophøje vore egne meninger over andres. Hvis vore idéer er højere end andres, vil det vise sig uden særlige anstrengelser fra vor side. Folk med dømmekraft ikke undgå at erkende og påskønne dette faktum, og vi skal modtage den anerkendelse som vi er berettget til. Gud påbyder os at komme til ham efter visdom, så vi kan udbrede Helligåndens opildende indflydelse på andre, ikke indflydelsen fra vore egne høje meninger. Vi skal komme til Gud efter hans nåde, så vi kan lovprise og ære ham, ikke prise os selv, men være i stand til at dele nye og ædle indtryk med dem omkring os. Gud tager alt i betragning om det vi gør og siger, for at undervise mennesker til at opløfte deres hjerter til ham i taknemmelighed og pris. Lad selvet komme ud af syne, og lade Jesus vise sig som Den heltigennem elskelige. Vi bør søge at leve efter hans ære alene, ikke for at mennesker må prise os. Vi bør søge at gøre Guds arbejde i al ydmyghed, i hjertets sagtmodighed og elskelighed, arbejde som Kristus arbejdede, og engle vil våge over os, og føre efterretningerne af vor trofasthed til Gud og mennesker, helt til lysets sale. ret
| afsn nr:1 | |
| afsn nr:2 | |
| afsn nr:3 | |
| afsn nr:4 | |