Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 14. november 1882

Adskillelse fra verden

Johannes Døberen var en mand fyldt med den Hellige ånd fra sin fødsel. Hvis nogen kunne forblive upåvirket af de moralsk fordærvede indflydelser på den tid da han levede, var det viseligt ham. Alligevel var han ikke så dristig at stole på sin egen styrke. Han adskilte sig fra sine venner og slægtninge, for at hans naturlige hengivenhed ikke skulle vise sig at være en snare for ham. Han ville ikke unødvendigt stille sig selv på fristelsens vej, eller hvor luksus eller endog livets bekvemmeligheder ville lede ham til forkælelse i magelighed, ej eller ønskede han at tilfredsstille sin appetit, og således forringe hans fysiske og åndelige styrke. Ved en sådan kurs ville den vigtige mission. som han kom for at udføre, ikke have nået sin fuldbyrdelse.   ret

Han underkastede sig et liv i afsavn og ensomhed i ødemarken, hvor han kunne bevare en hellig følelse af Guds majestæt ved at studere hans store bog, naturen, og således blive bekendt med hans karakter som er åbenbaret i hans underfulde gerninger. Det var en atmosfære beregnet på fuldkommen sjælelig opdragelse og udvikling og at holde gudsfrygt op for ham hele tiden. Johannes, forløberen for Kristus, udsatte sig ikke for slet samtale og verdens moralsk fordærvelige indflydelse. Han frygtede, at den skulle påvirke hans samvittighed, så at synden ikke skulle synes ham så afskyelig syndig. Han valgte hellere at have sit hjem i ødemarken, hvor hans sanser ikke ville blive fordærvet af omgivelserne. Vi burde lære en lektie af dette eksempel på en, som Kristus ærede, og om hvem han sagde: "Blandt dem, som er født af kvinder, er der ingen større end Johannes Døber".   ret

Flere år af Vor Frelsers liv blev tilbragt i tilbagetrukkethed. Tjenende engle tjente Livets Herre, mens han vandrede side om side med bønder og arbejdere imellem Nazareths høje uden at blive genkendt eller æret. Disse høje eksempler skulle lære os at undgå alle slette indflydelser, og sky deres selskab, som ikke lever ret. Vi skal ikke smigre os med, at vi er for stærke til at blive påvirkede af sådanne indflydelser, men vi bør i ydmyghed vogte os fra fare.   ret

Lot valgte Sodoma til sit hjem, fordi han så, at han kunne få fordele der, set fra et verdsligt synspunkt. Men efter at han havde stiftet hjem der, og var blevet rig på jordiske skatte, blev han overbevist om, at han havde taget fejl i ikke at tage det samfunds stade i betragtning, hvor han skulle opslå sit hjem.   ret

Indbyggerne i Sodoma var moralsk fordærvede; modbydelig samtale hilste hans øren dagligt, og hans retfærdige sjæl plagedes af den vold og kriminalitet, som han var magtesløs i at forhindre. Hans børn kom til at ligne disse onde mennesker, for samkvemmet med dem havde fordærvet deres moral. Alle disse ting taget i betragtning var de verdslige rigdomme, han havde tjent, kun lidt, og ikke værd den pris, han havde måttet betale for dem. Hans familieforbindelser var udstrakte, idet hans børn havde giftet sig blandt sodomitterne.   ret

Herrens vrede blev til sidst optændt mod de slette indbyggere i byen. Guds engle besøgte Sodoma for at bringe Lot ud af den, for at han ikke skulle omkomme under byens undergang. De bad ham tage sin familie med sig, hans hustru, sønnerne og døtrene, der havde giftet sig i det slette Sodoma, og de sagde, at han skulle flygte fra stedet "for", sagde englene, "Vi skal ødelægge dette sted på grund af, at skriget over dem er blevet stort for Herrens ansigt; og Herren har sendt os for at ødelægge den".   ret

Og Lot gik ud og advarede sine børn. Han gentog englenes ord: "Op, se at komme bort fra dette sted, for Herren vil ødelægge denne by". Men han forekom sine svigersønner at være en, der spottede. Og døtrene blev påvirket af deres mænd. De var godt nok stillet, hvor de var. De havde store besiddelser og kunne ikke tro det muligt, at skønne Sodoma, i et rigt og frugtbart land, skulle ødelægges af en syndhævnende Guds fortørnelse.   ret

Loth vendte sørgmodigt tilbage til englene og fortalte om sine mislykkede bestræbelser. så befalede englene ham at stå op, tage sin hustru og de to døtre, som endnu var i hans hus, og forlade byen. Men Lot var ked af det; tanken om at forlade sine børn og sin kone, for hun nægtede at følge med dem, knuste næsten hans hjerte. De ville alle være blevet udslettede under Sodomas frygtelige ødelæggelse, hvis ikke Herren, i sin store barmhjertighed, havde sendt sine engle til deres redning.   ret

Lot var lammet af den store katastrofe, der var ved at finde sted, han var bedøvet af sorg ved tanken på at forlade alt, hvad han havde kært på jord. Men da han tøvede, tog Guds engle fat i hans hånd, hans hustrus og de to døtres hænder og bragte dem ud af byen og pålagde dem at flygte for deres liv, ikke at se sig tilbage eller standse på hele sletten, men søge tilflugt i bjergene. Hvor uvillig var Lot ikke til at drage så langt bort som muligt fra det fordærvede Sodoma, som var udset til udslettelse til det yderste.   ret

Loth tiggede om at få lov til at blive; han stolede ikke på Gud. At leve i den onde by havde svækket hans tro på og tillid til Herrens retfærdighed. Han tiggede om ikke at behøve at gøre, som han havde fået besked på, for at ikke en eller anden ulykke skulle indhente ham, så han ville komme til at miste livet. Engle var sendt ud i speciel mission for at frelse Lots og hans families liv, men han havde så længe været omgivet af moralsk fordærvede indflydelser, at hans følsomhed var sløvet, og han kunne ikke skelne Guds gerninger og hensigter; han kunne ikke betro sig i Guds hænder og gøre hans befaling. Han bad stadig for sig selv, og hans vantro blev årsag til hans hustrus ødelæggelse.   ret

Hun så sig tilbage på Sodoma, og knurrede mod Guds handlinger og blev forvandlet til en saltstøtte, for at hun kunne stå som en advarsel til alle, som ikke sætter pris på Himlens særlige barmhjertighed og forsyn. Efter denne frygtelige straf, vovede Lot ikke længere at tøve på vejen, men flygtede op i bjergene i overensstemmelse med englenes anvisninger. Hans døtres syndige opførsel, efter de have forladt Sodoma, var resultatet af de onde forbindelser, mens de var der. Deres evne til at kunne skelne ret fra slet var ødelagt og forvirret i deres bevidsthed, og synd så ikke ud som synd for dem.   ret

Tilfældet, Lot, burde være en advarsel til alle dem, der ønsker at leve et gudfrygtigt liv, og at skille sig ud fra alle de indflydelser, der er beregnet på at lede dem bort fra Gud   ret

Det gamle Israel blev på særlig måde ledet af Gud til at være og vedblive at være et folk, adskilt fra alle andre nationer. De skulle ikke overvære afgudsdyrkelsen blandt dem, der boede omkring dem, for at deres egne hjerter ikke skulle blive fordærvede, og fortrolighed med ugudelige skikke skulle få disse til at synes mindre onde i deres øjne. Kun få kender deres egen svaghed og det menneskelige hjertes naturlige syndighed, som ofte lammer vor ædleste stræben.   ret

Syndens ødelæggende indflydelse forgifter sjælens liv. Vor eneste sikkerhed ligger i adskillelse fra dem, der lever i dens mørke. Gud har påbudt os at komme ud fra dem og leve adskilte, og ikke at røre noget urent, og så vil han modtage os og være en Fader for os, og vi skal være hans sønner og døtre. Hvis vi ønsker at blive adopteret ind i Guds familie som børn af den Himmelske Konge, må vi rette os efter hans betingelser: Vi må komme ud fra verden, og stå som et særskilt folk for Herren, og lyde hans forskrifter og tjene Ham.   ret

Det er ikke en ringe sag for en familie at være vidner for Jesus og holde Guds lov blandt ikke troende naboer. Vi formanes til at være levende breve, som kendes og læses af alle mennesker. Dette medfører et stort ansvar. For at leve i lyset må vi gå hen, hvor lyset skinner. Det er ikke godt for Guds folk at måtte undvære det privilegium at have samfund med andre af samme tro, for så mister sandheden let sin betydning i deres sind. Deres hjerter bliver ikke mere oplyst og oplivet af den helliggørende indflydelse, og de mister deres åndelighed. De styrkes ikke af prædikantens ord. Verdslige tanker og foretagender prøver hele tiden på at udelukke åndelige ting fra deres sind.   ret

De fleste kristnes tro vil vakle, hvis de til stadighed forsømmer at mødes til bibelstudium og bøn. Hvis det var muligt, ville Gud sende lys direkte fra Himmelen ved sine engle til liv, opmuntring og velsignelse for dem, der bor isoleret. Men Gud har ikke i sinde at udføre mirakler for at holde sine børns tro ved lige. Han kræver af dem, at de skal elske sandheden tilstrækkeligt til at gøre en anstrengelse for at få del i de privilegier og velsignelser, som Gud har lovet dem.   ret

Mange sætter næsten al deres tid til side til deres egne timelige interesser og fornøjelser og gør vrøvl over den tid og de udgifter, der er forbundet med at tage af sted nogen afstand fra deres hjem for at kunne mødes med nogle stykker i Herrens navn. Guds ord udlægger begærlighed som afgudsdyrkelse; hvor mange afgudsdyrkere er der, selv blandt Guds folk, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere.   ret

Vi er pålagt at mødes og vidne for sandheden. Guds engel siger:   ret

"Da talte de, som frygter Herren, med hverandre. Og Herren lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og slår lid til hans navn. Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskærers Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham. Mal. 3,16-17.   ret

Det vil således betale sig at forøge de privilegier, der er inden for rækkevidde, også selv om det skulle koste nogen selvopofrelse at samles med dem, der frygter Gud og tale sammen for ham. For han er beskrevet som lyttende til disse vidnesbyrd, mens engle skriver dem i en bog. Gud vil huske dem, der er kommet sammen og har tænkt på hans navn og han vil spare dem fra den store brand. De vil være som dyrebare juveler i hans øjne, når hans vrede vil falde over synderens ubeskyttede hoved.   ret

Så sagde da Vor Frelser i sin sidste bøn for sine disciple, "Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at du må bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, som heller ikke jeg er af verden". Og idet han ser fremad til livet i fremtiden, beder han for disse udvalgte og trofaste, "at de må være hos mig, hvor jeg er, for at de må se min herlighed". Det er ikke forgæves at tjene Gud. Der er en uvurderlig belønning til dem, som bevarer sig "uplettet af verden" og indvier deres liv til en tjeneste for deres skaber.   ret