Dette er kun enkelte afsnnit af artiklen, i vilkårlig rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 17. november 1885

Guds nåde og barmhjertighed.

På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: "Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. (Joh 7,37.)   ret

En gang om året, ved løvhyttefesten mindedes Israels børn den tid, da deres fædre boede i telte i ørkenen på deres vandring fra Ægypten til Kanaans land. Ceremonierne på festens sidste dag var af særlig højtidelig karakter, men den største interesse samledes om den ceremoni, der udførtes til minde om vandet, der vældede frem fra klippen. Når præsterne i et gyldent kar bar Siloams vand ind i templet og det efter at være blevet blandet med vin blev hældt over offeret på alteret, var der stor glæde. En mængde af stemme, blande sig med basunstødene og bækkenerne, forenet i pris til den allerhøjeste Gud; for i deres tanker flød vandene fra den slagne klippe i forbindelse med Helligåndens udgydelse, som de forventede at modtage, når Messias kommer.   ret

Ved denne lejlighed hørtes over lyden af skarens larm og jubel en stemme, der sagde: "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!" Folkets opmærksomhed fanges. Udadtil er alt glæde, men Jesu øje, der betragter skaren med den ømmeste kærlighed, ser sjælen, der hungrer og tørster efter livets vand. Og alligevel søgte mange at dække sjælens behov ved de mange tomme ceremonier, at slukke deres tørst fra cisternerne der ikke havde vand, og forstod ikke deres store behov. De viste stor ydre glæde over kilden var blevet åbnet, men de nægtede selv at drikke af dens livgivende vande.   ret

Den nådige indbydelse: "Han komme til mig og drikke," lyder ned gennem alle tidsaldre til vor tid. Vi står måske i en lignende stilling som jøderne på Kristi tid; vi jubler, fordi sandhedens kildevæld er blevet åbnet for os, mens dets levende vande ikke får lov til at forfriske vore tørstige sjæle. Vi må drikke. Det er vort privilegium og opgave at drikke, og genopfriske vore egne sjæle; og så ved vore tapre ord og hellig glæde og sejre, at opmuntre og styrke andre. I ord og handlinger må vi udtrykke den store frelses gaver, som er blevet tilvejebragt for os.   ret

Livets kilde er blevet åbnet for os for en overmådelig pris. Og alligevel er der mange som er hævet til skyerne og beundrer den, men ikke vil drikke af dens helbredende, sunde og livgivende vande. Men deres stemmer som drikker vil vendes den højtideligste lovprisning. Grunden til at der ikke er mere glæde og fryd til Gud, er at så få drikker af de levende vande. Mange peger andre til krystal-strømmene; de indbyder andre til at drikke; men selv smager de ikke af dens rene vande.   ret

Der findes guddommelig nåde for alle, som vil tage imod den, men alligevel er der også noget, vi selv skal gøre. Ofte hører vi der bliver talt om hvad Jesus har gjort for os, og ikke noget om hvad vi kan gøre for os selv, som vil sikre os himlen. I en forstand kan det være rigtigt, men i anden forstand er det ikke rigtigt. Der er en opgave vi må udrette for at blive egnede til at være sammen med englene. Vi må blive som Jesus, fri for syndens besmittelse, Han var alt det, han forlanger, at vi skal være; han var et fuldkomment forbillede for barndommen, for ungdommen og for den voksne alder. Vi må mere nøje lægge mærke til dette forbillede.   ret

Jesus var Himmelens Majestæt, men dog nedlod han sig til at tage små børn i sine arme og velsigne dem. Han, som englene tilbeder, lyttede med den ømmeste kærlighed til deres pludren og lovprisning. Vi må ligne ham i hans ædle værdighed, mens vore hjerter mildnes og betvinges af den guddommelige kærlighed, der boede i Kristus. Vor opførsel bør karakteriseres af enkelhed, og vi bør komme tæt til vore brødres hjerter, elske dem som Kristus har elsket os.   ret

Der ligger et arbejde foran os med at omdanne vort sind efter det guddommelige forbillede. Vi må opgive alle dårlige vaner. Den urene må blive ren af hjertet, den egenkærlige må opgive sin egenkærlighed, den hovmodige må skaffe sig af med sin stolthed, den selvtilfredse må overvinde sin selvtilfredshed og forstå, at uden Kristus er han intet. Hver enkelt af os vil blive fristet hårdt. Vor tro vil blive prøvet til det yderste. Vi må have en levende forbindelse med Gud. Vi må have del i guddommelig natur, så skal vi ikke blive ført vild af fjendens påfund og skal undfly den fordærvelse som er i verden på grund af lysten.   ret

Vi må være fast forankrede i Kristus, rodfæstede og grundfæstede i troen. Satan arbejder ved andres hjælp. Han udvælger dem, der ikke har drukket af livets vand, og hvis sjæle tørster efter noget nyt og fremmed, og som altid er rede til at drikke af en hvilken som helst kilde, de træffer på. Der vil lyde røster, som siger: "Se, her er Kristus," eller "Se, der er han," men vi må ikke tro dem. Vi har umiskendelige beviser for, at det er den sande hyrdes stemme, der kalder på os. Han siger: "Jeg har holdt min Faders befalinger!" Han fører sine får ad den ydmyge lydigheds vej til Guds lov, men han tilskynder dem aldrig til at overtræde loven.   ret

»En fremmeds røst kendes på, at den hverken respekterer eller adlyder Guds hellige, retfærdige og gode lov. Mange, som ikke tager hensyn til loven, foregiver at være hellige og roser sig af de mirakler, de udfører med at helbrede de syge. Men hvilken magt er det, der står bag disse helbredelser? Ser nogen af disse, at de overtræder loven? Og tager de standpunkt som lydige børn, der er parat til at adlyde alle Guds krav? Johannes siger om dem, der bekender sig til at være Guds børn: "Den, som siger, at han kender Gud og ikke holder hans bud, er en løgner, og i ham er sandheden ikke.« (1Joh 2,4.)   ret

Ingen behøver at blive bedraget. Guds lov er lige så hellig som hans trone. Hvert eneste menneske som er født ind i verden, skal dømmes efter den. Der er ingen anden norm som karakteren kan prøves ved. Hvis ikke det er i overensstemmelse med den så er der ingen morgenrøde i det. "Til belæringen og til budskabet" (Es 8,20). Skal Guds ord da afgøre sagen, eller skal vi godtage menneskers krav? Kristus siger: "På frugterne skal I kende dem." Hvis de som udfører disse helbredelser, på grund af sådanne begivenheder, er tilbøjelige til at undskylde deres forsømmelse af Guds lov og fortsætter med at være ulydige, selv om de ellers har kraft til hvad som helst, så kan man ikke drage den slutning at de har Guds store kraft. Tværtimod er det den store bedragers mirakel virkende kraft. Han overtræder den moralske lov, og han benytter sig af ethvert påfund som han råder over, for at gøre menneskene blinde over for dens sande karakter. Vi er advaret om at i de sidste dage vil han virke "med stor magt og med undere og falske tegn." Han vil fortsætte med disse undere til prøvetiden er slut, sådan at han kan henvise til disse som bevis for at han er en lysets og mørkets engel.   ret

Brødre, vi må være på vagt over for en foregiven hellighed, som tillader, at man overtræder Guds lov. Den, som træder loven under fod og bedømmer sig selv efter egne normer, kan ikke blive helliggjort. En lovkyndig stillede Jesus dette spørgsmål: "Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få et evigt liv?" Jesus svarede: "Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du?" Han svarede og sagde: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv." Han sagde til ham: "Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve." Her er det altså sagt helt klart, at evigt liv afhænger af lydighed mod alle Guds lovs forskrifter.   ret

Ved at udskille os selv fra verden som Guds lovlydige folk, har vi erfaret fjendens kraft og modstand. Idet vi går frem under befalingen, "Ryk frem," kan vi glæde os over at Guds engle har gået foran os, og beredt vejen. Som det skete førhen, har vi krydset det Røde Hav og igen og igen erkendt at Guds hånd har udfriet os. Det er vor opgave at huske på disse beviser på guddommelig velvillighed, og sende taksigelse og pris for at vor frelses Befalingsmand, skjult i sky støtten om dagen og i ild støtten om natten, der har ledt os og stadig leder os til hele sandheden.   ret

Det er bedst for os at få løvhyttefesten, en glædelig fest med Guds velsignelser til os, som et folk. Ligesom Israels børn fejrede den udfrielse som Gud havde gjort for deres fædre, og mirakuløse beskyttelse af dem under deres rejser fra Ægypten til det forjættede land, ligeledes bør Guds folk i dag huske glædeligt på de forskellige måder han har udtænkt for at bringe dem ud af verden, væk fra vildfarelsens mørke, til sandhedens dyrebare lys. Vi bør ofte huske på deres afhængighed af Gud, som første gang førte hans værk frem. Vi bør være taknemmelige over at se de gamle vejmærker, og genopfriske vore sjæle med erindring om vor rundhåndede Velgørers elskelighed.   ret

I virkeligheden er vi fremmede her, og pilgrimme til et bedre land. Vort fremtidige hjem er i det himmelske Kanaan, hvor vi skal drikke af "den rene flod med livets vand, klar som krystal, der udspringer fra Guds og Lammets trone." Men idet vi rejser fremad, hvilket velsignet privilegium har vi ikke for at acceptere Kristi indbydelse: "Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke." Lad os glæde os over Guds godhed; og fremvise Hans pris som har kaldt os ud af mørke til hans forunderlige lys.   ret