Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 20. november 1883

Rejsenoter. Sagen i Vermont

Jeg var glad for at kunne deltage i Vermont-lejrmødet, som blev holdt i Montpelier, d. 30. august til 4. september. Der kom flere tilhørere end jeg forventede at se, og det var en fornøjelse at møde de mange som kom for at søge Herren. Mit sind blev ført tredive år tilbage, til det tidspunkt hvor jeg besøgte Fairhaven, Mass. sammen med min søster, for at frembære mit budskab til den lille gruppe på dette sted. Den gang boede ældre Bates der, og gav udtryk for at det var hans pligt at besøge Vermont, og forkynde sandheden i den stat. Men han tilføjede: ‘Jeg har ingen midler, og kan ikke fortælle hvor pengene skal komme fra, for at tage mig dertil. Jeg tænkte at jeg vil tage af sted i tro, og begynde til fods, og gå så langt som Gud vil give mig styrke til.” Min søster sagde til mig: ”Jeg tror at Herren vil hjælpe mig til at åbne vejen for ældre Bates at tage til Vermont. Søster F. leder efter en pige der kan holde hendes hus, og hvis du vil rejse uden mig i nogle få uger, vil jeg kunne tjene de nødvendige penge.” Dette gjorde hun, og bad om penge på forskud, gav pengene i ældre Bates hånd. Hun begyndte den næste morgen, og min søster fortsatte med at arbejde for en doller og en fjerdedel for en uge. Ganske mange blev bragt til sandheden i Vermont, og ældre Bates vendte tilbage med stor glæde, fordi Herren faktisk havde velsignet hans arbejde.   ret

I 1850 besøgte min mand og jeg Vermont, Canada, New Hampshire og Maine. Møderne blev holdt i private hjem. På den tid var det næsten umuligt at komme i kontakt med ikke troende. Skuffelsen i 1844 havde forvirret manges sind, og de ville ikke lytte til nogen som helst forklaring om sagen. De var utålmodige og vantro, og mange syntes at være fulde af oprør, og angreb deres tidligere erfaring på den mest bestemte måde. Andre vovede ikke at gå så langt som til at fornægte den vej Herren havde ledt dem på. Disse var glade for at høre argumenterne fra Guds ord som formidlede den stilling vi var i, med den profetiske historie. Idet de lyttede til forklaringen om skuffelsen som havde været så bitter for dem, så de at Gud i sandhed havde ledet dem, og de frydede sig i sandheden. De som fornægtede vor tidligere erfaring, blev dermed opflammet til den bitreste modstand.   ret

Vi mødte imidlertid endnu værre problemer blandt en gruppe som påstod at de var helliggjorte, at de ikke kunne synde, at de var beseglede og hellige og at alle deres indtryk og forestillinger var fra Gud. Samvittighedsfulde mennesker som blev bedraget af disse fanatikeres foregivne fromhed. Satan havde virket på sin kløgtige måde for at få disse bedragne mennesker til at tage imod sabbatten. Medens de bekendte sig til at tro en del af sandheden, kunne han gennem deres indflydelse pådutte folk mange fejlagtige ting. Med stor fordel kunne han også benytte dem til at vække afsky hos vantro mennesker som peger på disse inkonsekvente, urimelige repræsentanter for syvendedags-adventisterne. Denne gruppe pålagde folk menneskelige tests og selvgjorte kors som Kristus ikke havde bedt dem om at bære. De påstod at de kunne helbrede syge og udføre mirakler. De havde en satanisk, forhekset magt. De var overmodige, diktatoriske og ubarmhjertige i deres undertrykkelse. Herren brugte os som redskaber til at irettesætte disse fanatikere og til at åbne hans trofaste folks øjne, sådan at de kunne se den sande karakter af deres arbejde. De som brød ud af dette Satans bedrag, fik fred og glæde i deres hjerter, og de ophøjede Gud da de så hans fejlfrie visdom, idet han foran dem satte sandhedens lys og de dyrebare frugter som er en følge af det, i modsætning til sataniske tiggerier og bedrag. Som kontrast til disse forførelser skinnede sandheden som det klare guld midt iblandt jordens grus.   ret

Da min man dog jeg besøgte Vermont, mødte vi flere gange disse mørke ånder og måtte kæmpe mod dem. Vi har i årevis arbejdet med at slå fordommene tilbage og underlægge den modstand som flere gange truede at overmande sandhedens trofaste normbærere, - troens helte og heltinder. Men vi fandt at dem som søgte Gud I ydmyg og sjælsbrydelse, kunne skelne mellem sandt og falsk. ”Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej.”   ret

Gud gav os en dyrebar erfaring i disse dage. Når vi kommer i tæt kamp med mørkets magter; som vi ofte er, lægger vi hele sagen frem for den mægtige Hjælper. Vi bad igen og igen for styrke og visdom. Vi må ikke give efter for punktet; følte at hjælpe måtte komme. Og gennem tro på Gud, blev fjendens artelleri vendt imod ham selv, herlige sejre blev vundet for sandhedens sag, og vi indså at Gud ikke gav sin Ånd og mål. Var det ikke for disse særlige beviser på Guds kærlighed, havde han ikke sat sit segl for sandheden vid sin Ånds manifestation, kunne vi have mistet modet; men disse beviser på Guddommelig vejledning, disse levende erfaringer med Guds sager, styrkede os til at kæmpe Herrens kampe mandigt. De troende kunne klarere se hvordan Gud havde tegnet deres egen kurs ud, leder dem iblandt prøvelser, skuffelser og hæftige konflikter, og vandt en rig erfaring for hvert skridt fremad.   ret

Mange af pionerne, som delte disse prøvelser og sejre med os, forblev oprigtige indtil livets afslutning, og var faldet i søvn i Jesus. Blandt disse er en trofast kriger som seksogtredive år stod ved min side i kampen for sandhed. Gud brugte ham som lærer og leder til at stå i forreste række under disse budskabets første dages kampe; men han er faldt på sin post, og døde i troen sammen med andre, venter på Livgiverens komme, som vil kalde ham frem af hans mørke fængselshus til et herligt evigt liv.   ret

Det er ikke så vanskeligt at forsvare sandheden nu, som det var for år tilbage. Så koster det alt at være en troende; men nu i 1883, så jeg en stor gruppe i teltet, og blandt dem var der sagens ældre og prøvede venner. Selvom nogle er faldet, er der stadig mange der lever og frembærer sandhedens vidnesbyrd; og når de genkalder den vej Herren har ledt sit folk ud på siden første gang de acceptere sandheden, udbryder de: ”Hvad har Gud dog har udrettet!” Deres interesser er blevet fuldt identificeret med det folk som Gud har ledt og undervist i de sidste femogtredive år. De har kæmpet Herrens kampe i heltemod, tapperhed, tålmodigt og med bøn; og nu er der mange stærke hænder og villige hjerter at forene sig med når de arbejder for Kristi kors’ sejre. Disse trofaste er blevet stærke fordi de ikke kvier sig ved ansvar. De vandrer i tro, ikke hvad der kan ses. De studerede Guds åbenbarede vilje, og underlagde sig at blev vejledt af Guddommelig kraft. De blev styrket ved nåde idet de går frem på helligheden smalle sti der er banet for Herrens forløste at vandre på.   ret

På denne lejrgrund, lyttede vi til mange hjertefølte vidnesbyrd. Nogle har accepteret Sabbaten, og for første gang tog deres stilling helt med os på alle sandhedspunkter. Nogle har opgivet sandheden, og faldt bort fra Gud; men deres samvittighed har ikke haft ro. De har ikke fundet fred, ikke lys eller lykke, i deres ulydighed, og kommer tilbage til folden med anger og sjælsbrøde, og Herren velsignede dem. Men vi længes efter at se vore brødre og søstre generelt komme ud i det klare lys. Vi længes efter at høre flere vidnesbyrd komme fra de hjerter, der er fuld af kærlighed til Jesus – vidnesbyrd om tro, om rig erfaring på den vej Herren har ledt os. Jeg følte at disse dyrebare sjæle må have et tættere samfund med Gud, og så vil de kende bedre til Jesus. De vil ikke have et betvivlende og frygtsomt vidnesbyrd, men vil være glade og lykkelige i troen. ”Jesus døde for mig; Jesus elsker mig, endog også mig,” vil være det tillidsfulde hjertes sprog.   ret

Da jeg så ind i de prøvedes ansigter, som er dyrebare i Herrens øjne, og så at nogle af dem var næsten ved at tage deres rustning af sig, mente jeg at jeg aldrig kunne se deres ansigter igen i denne verden. De og jeg kunne falde i søvn før andre årsmøders tidspunkt. Men jeg så frem til opstandelsens morgen, hvor de retfærdige døde skal vågne op til evigt liv. Jeg så dem omkring Guds trone, iklædt hvide klæder, med herlighedens kroner på deres hoveder og guldharper i deres hænder, synge nye en lovsang til Gud og Lammet. Kom spørgsmålet op i mit sind: Hvem kommer for at tage disse ældre og trætte korsets soldaters sted? Hvem vil hellige sig selv til Guds værk?   ret

Jeg så unge mænd og kvinder for mig som bekendte at være Kristi efterfølgere, men som ikke nærede en byrde for sjæle. Disse siger ikke, når Herrens arbejde skal udføres: ”Her er jeg, send mig.” Hvis de virkelig hade Jesu kærlighed i deres hjerter, hvordan kan de så være tavse, hvordan kan de hvile, nå deres medmennesker ikke er advarede? Kan de erkende indrømme de store offer som gjort for menneskenes skyld? De kan tro de fatter det, men de gør det ikke. Forstod de det ville de, med troens øjne se Jesus forlade sit lysets trone, og den herlighed som de fik med sin Fader før verden var, og for at slutte sig til rebellerne. Oh! de har et fattigt begreb om ydmygelsens dybder som verdens Genløser gik med til, da han blev et menneske. Det var en ydmygelse som ikke kan finde noget sidestykke. Men formes i lignelse af et mnneske, ydmygede Kristus sig selv, og blev lydig til døden. Var det blevet en helt almindelig død, ville det have været en af de største ydmygelser. Men oh, hvilken død led Guds søn dog! - - den grusommeste, den mest skændige. Han blev lydig til døden, døden på koret. Og lad ingen tro at Jesus var ligeglad med vanæren. Han opgav sit liv for at frelse den faldne slægt; men han mærkede tydeligt og bittert, den døendes ydmygelse som en forbryder. Hans hellige og ubesmittede menneskenatur var dybt følsom over for vanæren at “regnes blandt overtrædere.” Han sagde: “Er I kommet med sværd og stave for at tage mig, som om jeg var en tyv?” Han mærkede hobens uretfærdige, grove og forsmædelige behandling, som blev ført af en Judas; men jeg blev dybere såret i sjælen over at være skjult for sin Faders ansigt.   ret

Alt dette var for at frelse faldne mennesker, og døde Kristus forgæves for sjæle? Når jeg ser på forsamlingen i teltet, og ved hvor mange der var, som bekendte at være Guds sønner og døtre, som kan være lys i verden, og ikke lade deres lys skinne, følte jeg mig bedrøvet i hjertet. Jeg spurgte mig selv: Hvem af disse vil erklæres som dovne tjenere fordi de har forsømt deres pligt? Når Kristus har gjort alt hvad som skal gøres for at frelse syndere, hvem er parat til, med en uforbeholden helligelse af sig selv, at blive medarbejder sammen med ham? Sjæles blod vil være på nogles klæder, som har talenter som Gud har betroet dem, men som elsker selvet og deres magelighed højere end de elsker de menneskesjæle som Kristus har gjort så umådeligt et offer for. Hvor er dem som elsker hinanden ligesom Kristus har elsket dem? Vil de tage deres Gudsgivne pligter op, og arbejde for Mesteren? Her Herren undskyldt de mange, der bekender hans navn, som har erfaret hans kærlighed, fra at bære nogen af hans værks byrder som er på hans grund? Er de frie til at selv spise af brødet, og tage del i hans store frelse, og alligevel ikke anstrenge sig for at frembære nådesbudskabet til sine brødre, som er ude af sandheden, - som ikke er frelste?   ret

Denne mangel for medarbejdere er ikke i overensstemmelse med Guds vilje; den er fordi Kristi kærlighed ikke er et levende princip i deres hjerter der bekender hans navn. Der er mænd som har talenter; men de har gravet dem ned i deres landbrugsgårde og i andre selviske interesser, så at de ikke hjælper med opbyggelsen af Kristi sag. Hvis mange som nu dør åndeligt på grund af deres selviskhed, vågner op til deres Gudsgivne ansvar, vil de se det arbejde der skal gøres i Herrens vingård; og dette arbejde vil udvide deres hjerter, så at de vil elske Jesus en del mere end de gør nu, og deres medmennesker som Jesus har elsket dem. Hvilken forandring vil der ske i Vermont, hvis unge mænd og også dem i moden alder, skal tage til arbejdet med følelsen ”Jeg er min broders vogter”! Hvordan kan dem som ikke gør noget for at vinde sjæle til Kristus, forvente at høre et ”vel gjort” fra Mesterens læber?   ret

Vi ved at der er en stor fejl et eller andet sted, ellers vil mænd være i gang med alvorligt arbejde i Vermont, Massachusetts, Maine, Connecticut, New Hampshire, Rhode Island, New Jersey, og overalt de Forenede Stater. Hvor er dem som vil have kundskab til sandheden, og som elsker Jesus og de sjæle som Han døde for, så meget at de fornægter sig selv, og vælger religionens lidende del, og går uden for lejren, og bærer Kristi skam? Jesus har sat dem et eksempel; han led uden for lejren, bar skammen. Hvem vil gøre brug af de talenter Gud har lånt dem, om de er store eller små, og arbejder i ydmyghed, lærer dagligt i Kristi skole, og bibringer andre den dyrebare kundskab? Hvem vil se på hvad der burdes gøres, og gør det? Og hvor mange vil undskylde sig, lade sig binde op af verdslige anliggender? Skær de bånd over der binder jer, og gå ud i vingården for at arbejde for Mesteren. I alle afdelinger af Guds sag er der brug for helligede og gudfrygtige hjælpere; mennesker med hjerner, med forstand, som vil gå frem som prædikanter og kolportører. Brødre og søstre, lad troens alvorlige bønner stige op til Gud så Han vil oprejse medarbejdere, og sende dem ud på høstmarken; for høsten er stor, og arbejderne er få.   ret

Vi ved at troende i Vermont ikke gør deres pligt. Vi ved at der er et alvorligt arbejde at udføre, der kræver tålmodighed, udholdende og utrættelige anstrengelser. Lad arbejdet blive udført af uselviske og ydmyge mænd; lad dem arbejde og bede, og bede og arbejde. Arbejd ved ildstedet, brødre. Kom tæt til hjerterne. Lad ikke troende se at I sørger for deres sjæle; ransag Skriften med dem; græd og bed med dem. Frem Kristi kærlighed med jeres alvorligste anstrengelser. Oh! denne kærlighed, om vi matte have den, er for meget lukket inde i jeres hjerter, og viser sig ikke i ord eller handlinger som det burde. Hvordan vil I kunne møde jeres slægtninge, jeres venner og naboer på Dommens dag, hvis I ikke har arbejde på alle mulige måder for at få dem til sandheden? Min bøn er at Herren måtte indprente mænds og kvinders sind i Vermont så de ikke kan hvile før de begynder at arbejde seriøst for sjæle. Når de gør dette, vil det ikke længere kunne siges: Vermont er en vanskelig mark.   ret