Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 21. november 1878

Helligdagsgaver

Helligdagene nærmer sig. I betragtning af dette vil det være godt for os at overveje, hvor mange penge vi hvert år bruger til gaver til mennesker, som slet ikke behøver dem. Vaner og skikke er så stærke, at det at undlade at give venner gaver ved disse lejligheder synes for os at være det samme som at forsømme vore venner. Men lad os erindre, at vor kære himmelske godgører har langt større fordringer på os end nogen jordisk ven. Skal vi ikke i de kommende festdage bringe vore ofre til Gud? Selv børnene kan tage del i dette værk. Man kan give klæder og andre nyttige genstande til værdige trængende, og på den måde kan et værk udføres for mesteren.   ret

Lad os komme i hu, at julen fejres til erindring om verdens frelsers fødsel. Denne dag bruges i almindelighed til fester og overdådighed. Store pengesummer anvendes til unødvendig selvtilfredsstillelse. Man føjer sin appetit og kødelige lyster på bekostning af fysiske, mentale og moralske kræfter. Alligevel er dette blevet en vane. Stolthed, skik og brug har opslugt umådelige pengesummer, som egentlig slet ikke har gjort noget godt, men har ledet til en ødselhed, som mishager Gud. Disse dage bruges til forherligelse af sig selv hellere end af Gud. Man nedbryder helbredet. Penge bliver brugt på en måde, som er værre end at bortkaste dem. Mange har mistet livet ved forspisning eller demoraliserende adspredelser og sjæle er gået tabt derved.   ret

Gud vilde blive forherliget, hvis hans børn vilde nyde en enkel, ligefrem føde og bruge de midler, der er blevet dem betroet til gaver til hans forrådshus, hvad enten det er små eller større gaver, ved hvis forstandige anvendelse sandhedens lys kunne blive sendt til sjæle, som sidder i vildfarelsens mørke. Enkers og faderløses hjerter kunne bringes til at glæde sig formedelst jeres gaver, der kunne forøge deres hygge og tilfredsstille deres hunger.   ret

Alle, som bekender sig til at tro den nærværende sandhed, bør regne ud, hvor meget de bruger hvert år og især på de årlige festdage til tilfredsstillelsen af egenkærlige og vanhellige ønsker, hvor meget de bruger til at tilfredsstille deres appetit, og hvor meget de anvender til at kappes med andre i ukristelig stillen til skue. Tæl disse midler, som er brugt til ingen nytte, sammen, og tænk så over, hvor meget der kunne være blevet sparet som hellige gaver til Guds sag uden nogen skade for hverken legeme eller sjæl. Den lille skærv såvel som større gaver kan gives til menigheden alt efter giverens evne, og med disse penge kunne man hjælpe til med at afbetale gæld, som står på de menighedshuse, der er blevet indviet til Gud. Endvidere har vi missionærer, som kunne sendes ud på nye arbejdsfelter, og andre, der kunne underholdes ude på deres respektive arbejdsmarker. Disse missionærer må udvise den strengeste økonomi, ja, de må nægte sig sådanne ting, du nyder hver dag, og som du betragter som nødvendighedsartikler. De har kun lidt af det, der kan kaldes luksus.   ret

Hvis I, efter at I har overvejet denne sag, under bøn, ikke har handlet øjeblikkelig og nidkært, skal vi vide at I har glemt jeres første kærlighed, at I har mistet det offer af syne, som Jesus gjorde for jer, at I måtte velsignes af det evige livs gave. Kristus sagde: ”Hvis nogen vil være mine disciple, så lad ham fornægte sig selv, og tage sit kors op og følge mig.” Selvfornægtelse er kristendommens mærke. At give Gud gaver som har kostet os noget, et offer som vi beder ham om at bruge til at fremme hans sag på jorden, vil være ham til behag. Frelseren vil acceptere enhvers frivillige gave, fra den ældste til den yngste. Endog små børn kan tage del i dette arbejde, og nyde privilegiet at bringe deres små ofre. Når vi har været opmærksomme på vore jordiske venner år for år, har vi så ikke forsømt vor himmelske Ven? Idet vi giver vore gaver gavmildt til vore venner, har vi så ikke glemt Gud og gået ham forbi?   ret

”Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og i spørger: »Hvorved har vi bedraget dig?« Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja alt folket gør det! Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskares Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.”   ret

Tung gæld hviler over flere af vore menighedre. Lad os overveje fra nu af hvordan vi økonomiserer med vore midler, og hjælpe med at fjerne disse forpligtelser. Som kristne, bør vi følge den inspirerede apostels anvisninger: ”Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud.”   ret

Apostlen Paulus anviste Timotius noget der lignede belæringen Peter gav: ”Så vil jeg da, at mændene alle vegne fromt skal løfte hænderne og bede uden vrede og uenighed. Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt, men med gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig gudsfrygt.”   ret

Det ville behage Gud hvis ekstra smykker, blev forbudt dobbelt så meget i Guds ord, og blev lagt bort. Nu er der en gunstig anledning til at bringe disse som ofre til Gud. De kan sælges for noget, og pengene af dette kan bruges til at fremme sandhedens dyrebare sag. Det at bære unyttige kjolepynt og smykker må aflægges. Man bør aldrig føje sig i ødselhed for at stille stoltheden. Vore klæder må være af god kvalitet, arrangeret enkelt og tydeligt, mere til holdbarhed end til opvisning. Vor appetit må også underlægges og ikke tilfredsstilles til vor skade. Spørgsmålet burde komme ind i ethvert hjerte: Hvor meget skylder du min Herre?” Han har tilstået os utallige privilegier og velsignelser; og burde selviskheden ikke brydes nu og fjernes fra os, og Guds og menneskehedens rimelige krav imødekommes?   ret

Missionærere planter sandhednes standard i fremmede lande. Prublikatiner må mangfolidggøres, og spredes som efterårsblade. Disse tavsbudbringere oplyser og former tusindevis af menneskesind i alle lande og i alle klimabælter. Som et folk, kommer vi tæt på at bevæge så langt fremad som Guds forsyn åbner vej for. Han giver befalingen: “Gå fremad.” Tusindevis tørster efter den levende sandhed. Det makedonske råb kommer til os fra alle retninger: “Drag over og hjælp os.” Vi ser omkring os og spørger: “Hvem vil rejse?” Enhver måtte besvare og sige: “Send mig. Jeg længes efter at gøre noget for min Mester.” Men for at gøre dette er penge nødvendige.   ret

Fra tid til anden er jeg blevet præsenteret et syn om folk, over der det brede ocean, der står rådville, og blege af ængstelsen, og spørger alvorligt: “Hvad er sandhed?” Siger de: “Vi ønsker livets brød. Vore menigheder er faldet fra Gud. Vi ønsker at finde gamle stier. Vi ønsker at komme tilbage til evangeliereligionens enkelhed.” Vore tårer vil flyde når vi ser dette billede, som en virkelighed, rejse sig livagtigt for os. Stemmen fra himlen beder indtrængende: Gå derfor ud i alverden og forkynd evangeliet for al skabningen.” Når et så stort arbejde skal udrettes, skal vi så ikke, som Kristi efterfølgere, vækkes op til en fornemmelse af vort Gudsgivne ansvar, og være aktive for at gøre vor del?   ret

Lande som aldrig har hørt sandheden skal kunne høre den. De skal stemme sammen i Guds pris, og løfte deres stemmer i at proklamere det sidste advarselsesstød. Hvis Kriste kirke nu vil bruge alle sine bemidlede og indflydelsesrige talenter og efter Guds orden, kan det store arbejde fremføres i herlighed. Vi behøver mænd som tilpasses arbejdet. Der er også brug for penge til at fremføre værket. Lad menigheden vise at den mener det alvorligt. En stadig strøm af midler fra ethvert medlem, vil holde skatkammeret forsynet med fondsmidler. “Bring I,” siger Gud, “altiende ind i forrådskammeret, så der er mad i mit hus.” Hvis alle syndofre og fredsofre og taksigelsesofre bringes ind i forrådskammeret, skal vi se at sjæle ikke vil være så mørke og frafaldne fra Gud. De vil vise ved deres gerninger at de har en levende interesse for sandhedens fremgang, og fremskyndelsen af Guds ære på jorden. Det som koster så lidt, har vi ingen særlig intresse for; men det som vi har investeret vore midler i, kræver vor interesse og opmærksomhed, og vi vil arbejde for gøre det til en success.   ret

Vi ser vore dages menigheder opmuntre til fest, frådseri og udsvævelser, ved måltiderne, basarer, danseaftener og fester opsat for at samle midler til kirkekassen. Her er en metode som er opfundet af det kødelige sind, at at få midler uden at ofre noget. Et sådant eksempel gør indtryk på de unges sind. De bemærker at lotterier, basarer og spil anerkendes af kirken, og de tror at der er noget facinerende ved den måde at få midler på. En ung omgives af fristelser. Han går ind i bowlehallen, og spillesaonen, for at se sporten. Han ser de penge som de vindende får. Dette ser begejstrende ud. Det er en nemmere måde at få pengemidler på end ved alvorligt arbejde, som kræver udholdende kræfter og streng sparsommelighed. Han bilder sig ind at dette ikke er skadeligt, for der tyes lignende spil for at få penge til at hjælpe kirken med. Hvorfor skal han da ikke hjælpe sig selv på denne måde? Han har små midler, som han drister sig til at investere, tror at det bringer en god sum penge.   ret

Uanst hvad han vinder eller taber, er han på vejen nedad til ruin. Men det var den kirkes eksempel som førte ham ud på falske stier.   ret

Lad os stå i klart forhold over for alle disse kirkelige fordærv, udskejeler og faster, som har en demoraliserende indflydelse på unge og gamle. Vi har ikke ret til at kaste fromhedens kåbe over dem fordi midlerne bruges til kirkelige formål. Sådanne ofre er mangelfulde og sygelige, og bærer Guds forbandelse. De er sjæles pris. Talerstolen kan forsvare felstivaller, danse, lotterier, basarer og luksuseriøse fester, for at få midler til menighedsformål; men lad os ikke tage del i nogen af disse ting; for gør vi det, vil Guds mishag være over os. Vi har ikke i sinde at appellere til appetittens lyster eller trække os over i kødelige fornøjelser som påskud for at Kristi bekendende efterfølgere giver af de midler som Gud har betroet dem. Hvis de ikke giver villigt, for Kristi kærlighed, vil offeret under ingen omstændigheder være antagelig for Gud.   ret

Døden, iklædt himmelsk drakt, lurer på den unges stivej. Synd forgyldes ved kirkens fromhed. Disse forskellige former for fornøjelser i kirkerne i dag har ruineret tusindevis som, kun for dem, kunne være forblevet opret og blive Krsiti efterfølgere. Disse moderne kirkefestivaller og teateropsætninger har dannet karakterbrister, og tusindvis vil mere end udslettes; alligevel vil folk ikke være klar over faren, ej heller den frygtelige indflydelse der udøves. Mange unge mænd og kvinder har mistet deres sjæle gennem denne fordærvende indflydelse.   ret

Samtidig som Gud i sit forsyn har fyldt jorden med sine nådegaver og dens forrådshuse med livets bekvemmeligheder, er der overhovedet ingen undskyldning for at lade Guds forrådskammer forblive tomt. Kristne har ingen undskyldning for at lade enkens råb og den forældreløses bønner stige op til himmelen på grund af deres nød, men et gavmildt forsyn har i disse kristnes hænder lagt en overflod tila t dække deres behov. Lad ikke enkens råb og den faderløses bøn nedkalde himmelens hævn over os som et folk. Bland dem, der bekender sig til at være kristne, bruges der midler til overdådig stads og smykker, som ville være nok til at kunne afhjælpe alle de hungriges behov og til at klæde de nøgne i vore byer; og dog behøver disse, der hævder at være den sagtmodige og ydmyge Jesu efterfølgere ikke at berøve sig selv passende mad og behageligt tøj: Hvad vil disse menighedsmedlemmer sige, når de så på Guds dag konfronteres af disse værdige fattige, nødlidende, enker og faderløse, som har kendt til trykkende mangel på livets nødtørftigheder, mens disse, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, har brugt penge til overflødige klæder og unødvendige smykker, som udtrykkeligt forbydes i Guds ord, som var nok til at dække alle deres behov?   ret

Vi ser at damer som bekender sig til gudsfrygt bærer elegate guldkæder, halskæder, ringe og andre juveler, med en overflod af pyntefjer og pyntebånd med dyre smykkeklipninger, når mangle at spankulere gennem gaderne, og der er lidelser og afsagn på begge sider. Disse interesserer dem ikek, eller vækker ikke deres sympati, men de vil græde over den indbildte lidelse skildtret i den sidste novelle. De kan ikke have øre for trængenes råb, eller øjne til at beskue børns og kvinders kolde og næsten nøgne former omkring de. De ser den virkelige mangel som en sklags forbrydelse og trækker sig fra den lidende menneskehed som var det en smitsom sygdom. Til disse vil Kristus sige: ”Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.”   ret

Men på den anden side sagde Kristus til den retfærdige: ”Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig.« Da skal de retfærdige svare ham og sige: »Herre! når så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig at drikke? Når så vi dig fremmed og tog os af dig, eller nøgen og gav dig klæder? Når så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?« Og Kongen skal svare og sige til dem: »Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.” Matt. 25,35-40. Derved identificerer Kristus sin interesse med den lidende menneskehed. Udrettes der kærlighedsgerninger og næstekærlighed mod den lidende er som om det gøres mod ham selv.   ret

”Og som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage.” Der vil være fest og munterhed, sorg og mangel og pinsel, indtil enden kommer. Så skal de onde høste det som de har udsået – fordærv.   ret