Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 23. november 1905

Endens tid

(Læsning til sabbaten den 9. december) Herren kommer snart. Ondskab og oprør, vold og forbrydelser fylder verden. De lidendes og fortryktes råb hæver sig til Gud efter retfærdighed. På det sted hvor man blødgøres af Guds tålmodighed og overbærenhed, vokser ondskaben stærkere til hårdnakket oprør. Den tid som vi liver i præges af fordærv. Religiøs betvingelse kastes bort, og mennesker forkaster Guds lov som uværdig for deres opmærksomhed. Mere end en almindelig foragt udvises mod denne hellige lov. I sin tid så David de sidste dages ondskab. Han så at Loven for Guds rige blev trådt under fode, og i retfærdig harme udbrød han: ”Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.”   ret

Mennesker går nu over grænselinjen, og Herren lader fjenden gøre sin vilje. Vi hører om oversvømmelser, om jordskælv og storme på land og på havet, udsletter hundredvis af liv på et øjeblik, men er der ikke endnu. Herrens trampen vil høres på landet og i havet. For hans egens æres skyld, er Gud nu ved at tilbagepresse synden. Han vil snart, meget snart, forsvare kravene i sin lov.   ret

Den sidste overtrædelse hos alle jordiske herredømmer forudsiges tydeligt i sandhedsordet. I profetien fremsiges en dom, som Gud fremsagde over Israels sidste konge, i dette budskab:   ret

“Så siger den Herre Herren: bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.”   ret

Kronen fra Israel gik efterfølgende til Babylons, Medio-Pesiens, Grækenlands og Roms riger. Gud siger: “Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.”   ret

Det tidspunkt er nær. I dag erklærer tidernes tegn at vi skal stå på tærsklen til store og højtidelige begivenheder. Alt i vor verden er i bevægelse. For vore øjne opfyldes frelserens profeti om begivenhederne forud for hans komme. ” I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. . . . Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der.”   ret

Nutiden er et tidspunkt af overmådelig interesse for alle der lever. Herskere og statsmænd, som har betroede og myndighedsstillinger, tænkende mænd og kvinder fra alle klasser, har deres opmærksomhed fæstet på de begivenheder der finder sted omkring os. De overvåger de anspændte og rastløse forhold der er iblandt folkene. De lægger mærke til den intensitet som findersted i alle jordiske elementer, og de erkender at noget stort og afgørende er ved at finde sted – at verden er på randen af vældige kriser.   ret

Engle holder nu krigsvindene tilbage, indtil verden er blevet advaret om den kommende dom; men det trækker op til storm og den er ved at bryde løs over verden, og når Gud befaler sine engle at slippe vindene løs, vil der blive en sådan strid, som ingen kan beskrive.   ret

”Se, Herren gør jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere, . . . . thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. . . . . . håndpaukens klang er endt, de jublendes larm hørt op, endt er citrens klang.”   ret

”Jeg så på jorden, og se, den var øde og tom, på himlen, dens lys var borte; Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle højene bæved; jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle himlens fugle var fløjet; jeg så, og se, frugthaven var ørken, alle dens byer lagt øde.”   ret

“Thi stor er denne dag, den er uden lige, en trængselstid for Jakob, men fra den skal han Frelses.”   ret

“Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over.”   ret

Os der star på tærsklen til opfyldelsen af de store scenerier, for hvilket dybt øjeblik, og hvilken levende interesse, skal disse skildringer af tingene komme – begivenheder som siden vore første forældre vendte deres skridt fra Eden, Guds børn har overvåget og ventet længe og bedt!   ret

På dette tidspunkt, før den store endelige krise, som før verdens første udslettelse, optages mennesker af fornøjelser og sanselige higen. Optaget af det synlige og kortvarige, har de mistet det usynlige og evige af syne. For de ting som går tabt ved anvendelse, de er på bekostning af uforgængelige rigdomme. Deres sind behøver at blive opløftet, deres syn på livet udvides. De behøver at blive vækket fra verdslig drømmeris sløvhed.   ret

Gud har nådigt givet os et øjebliks udsættelse. Enhver evne, Gud har skænket os, skal benyttes til at udføre det arbejde, Herren har anvist os for dem, som er ved at omkomme i uvidenhed. Advarselsbudskabet skal forkyndes i alle jordens egne. Der må ikke forhales noget. Sandheden må proklamers på jordens mørke steder. Forhindringer må imødekommes og overvindes. Der skal udføres et stort arbejde, og dette arbejde er betroet dem, der kender sandheden for vor tid.   ret

Nu er det tid for os at tage vare på vor styrkes arm. Davids bøn bør være præster og lægmænds bøn: ”Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.” Lad Guds tjenere komme grædende mellem indgangen og alteret og råbe: »Herre, spar dog dit folk! Overgiv ej din arv til skændsel.« Gud har altid arbejdet til fordel for sin sandhed. Onde mænds planer, kirkens fjender, er genstand for hans kraft og hans underkendende forsyn. Han kan bevæge på statsmændendes hjerter; vreden fra dem der hader hans sandhed og hans folk, kan vendes bort, ligesom flodens vande kan vendes, hvis han beordrede det. Bønner bevæger den Almægtiges arm. Han som bringer himlens stjernerne i orden, hvis ord kontrollerer det store dybs bølger – den samme uendelige Skaber vil arbejde for sit folks skyld, hvis de vil kalde på ham i tro. Han vil betvinge mørkets kræfter, indtil advarslen gives ud i verden, og alle som vil give agt på det er forberedt til hans komme.   ret

Guds folk bør gøre mægtig mellemkomst for Ham, for at hjælpe nu. Og de må lægge hele deres energi i for at forkynde sandheden i løbet af den overtid der er tilstået. Idet de helliger sig selv uforbeholdent til Guds tjeneste, vil en overbevisende kraft følge deres anstrengelser for at bringe andre sandheden, og lys vil skinne ind i mange hjerter. Mine brødre og søstre, sov ikke længere på Satans fortryllede grund, men stå op, og kald beslaglæg alle ressourcer til at proklamer nådesbudskabet. Den sidste advarsel gives ”til mange folk, folkeslag, tungemål og fokonter.”   ret

Mit hjerte bebyrdes ofte fordi så mange, der kunne arbejde ikke gør noget. De er en plet fra Satans fristelser. Ethvert menighedsmedlem som kender til standheden, forventer at arbejde når dagen går på hæld; for natten kommer, hvor ingen kan arbejde. Om lidt skal vi forstå hvad natten betyder. Guds Ånd græmmes bort fra denne jord. Folkene er vrede på hinanden. Vidt udbredte forberedelser gøres for krig. Natten er nær. Lad menigheden vågne op og gå ud for at gøre sit bestemte arbejde. Enhver troende, uddannet eller ikke uddannet, kan frembære budskabet.   ret

Evigheden strækker sig ud foran os. Sløret er ved at blive løftet. Hvad gør vi, hvad tænker vi på, at vi klynger os til vor selviske egenkærlighed, medens der overalt omkring er sjæle der går tabt? Er vore hjerter blevet helt hårde? Kan vi ikke se eller forstå at vi har et arbejde at gøre for andres skyld? Mine brødre og søstre, er I iblandt dem som har øjne, ikke ser og hører men intet hører? Er det forgæves at Gud har givet jer en kundskab om hans vilje? Er det forgæves at han har sendt jer advarsel efter advarsel om at enden er nær? Tror I at erklæringerne i Hans angår det som kommer over verden? Tror I på at Guds domme hænger over jordens beboer? Hvordan kan da I da side mageligt, ubekymrede og ligegyldige?   ret

For hver dag der går bringer det os nærmer til enden. Vi er et år nærmere dommen, nærmere evigheden, end vi var i begyndelsen af 1905. Nærmer vi os også nærmere Gud? Våger vi i bøn? Endnu et år af den tid vi har fået til at arbejde i, ruller hen mod evigheden. Hver dag omgås vi med mænd og kvinder som er bundet af dom. Hver eneste dag kan være en skillelinie for en sjæl. Hver eneste dag kan nogen have taget en beslutning som vil afgøre hans fremtidige skæbne. Hvad har været vor indflydelse over disse medrejsende? Hvilke anstrengelser har vi gjort for at bringe dem til Kristus?   ret

Dem som vi omgås dag for dag behøver vor hjælp, vor vejledning. De måtte være i en sådan sindstilstand at et ord i rette tid vil sendes hjem af Helligånden, som et søm på et sikkert sted. I morgen kan nogle af disse sjæle aldrig være til at nå igen. Måtte Gud hjælpe os til at arbejde så længe dagen varer ved.   ret

Umiskendelige beviser peger på at enden er nær. Vejen må være beredt for Fredsfyrstens komme. Lad ikke vore menighedsmedlemmer beklage sig fordi de så ofte kaldes til at give. Hvad er det som gør de hyppige kald for en nødvendighed? Er det ikke de ofte gentagede missionsvirksomheder? Forhaler vi ikke disse virksomheders vækst ved at nægte at give? Skal vi glemme at vi er medarbejdere sammen med Gud? Ud fra enhver menighed, bør der stige bønner op til Gud for større helligelse og gavmildhed. Mine brødre og søstre, bed ikke for indskrænkninger i det evangeliske arbejde. Så længe der er sjæle at frelse, begrænses vor interesse for arbejdet for disse sjæle ikke. Ikke alle kan gå ud som missionærere til fremmede lande, men alle kan gøre det arbejde der venter på dem i deres eget naboskab; og alle kan give af deres midler for at fremme udenlandske missioner.   ret

Der er nye marker som skal indtages, og vi må have jeres hjælp. Skal vi ignorere den mission vi har fået, og derved tabe opfyldelsen af løftet der følger med denne betroede opgave? Skal Guds folk blive ubekymrede og ligegyldige, og nægte at give af deres midler for at fremme hans arbejde? Kan de gøre dette uden at tjene deres forbindelse med ham? De kan måske tro at de er sparsommelige; men det er en forfærdelig sparsommelighed, der sætter dem der hvor de er adskilt fra Gud.   ret

Lad Herrens folk betale en trofast tiende, og lad dem også, fra forældre til børn, lægge de penge til side til Herren, som så ofte bruges på selvtilfredsstillelse. Herren har gjort os til sine forvaltere. Han har lagt midler i vore hænder til trofast fordeling. Han beder os om at give hans eget til ham. Han har forbeholdt tienden som hans del, at blive brugt til at sende evangeliet ud til alle dele af verden. Mine brødre og søstre, bekend, og læg jeres selviskhed fra jer, og bring Herren jeres gaver og ofre. Bring ham også tiende som I har holdt tilbage. Kom og bekend jeres forsømmelse. Prøv Herren på det han har indbudt jer til at gøre. “Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde, og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskares Herre. Og alle folkene skal love eder, fordi I har et yndigt land.”   ret

Mine brødre og søstre, det er for sent at bruge jeres tid og styrke på at tjene jer selv. Lad jer ikke blive fundet blottet for himlens rigdomme på den sidste dag. Søg at presse korsets sejre frem, forsøg at oplyse sjæle, arbejde for jeres medmenneskers frelse, og jeres arbejde vil stå ildprøven.   ret

”Hvis noget menneskes arbejde består. . . vil han få en løn.” Herlig vil den løn være hvor de trofaste medarbejdere samles om Guds og Lammets trone. Når Johannes i sin menneskelige tilstand beskuer Guds herlighed, vil han falde som en død om. Han kunne klare synet. Men når Guds børn har påtaget sig udødelighed, vil de ”se ham som han er.” De vil stå foran tronen, accepteret i den Elskede. Alle deres synder er blevet udslettede, og alle deres overtrædelser bæres bort. Nu kan de se på den utilslørede herlighed fra Guds trone. De har haft del i Kristus i hans lidelser, de har været medarbejdere sammen med ham i genløsningsplanen, og de får del sammen med ham i den glæde det er at se sjæle frelst i himlens rige, der for at prise Gud igennem al evighed.   ret