Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 26. november 1895

En appel til sydstateres mark

Kære brødre og søstre i Amerika,
Jeg vil appellere til jer for sydstaternes arbejdsmarks skyld. Hvis vi går efter vor egen magelighed og fornøjelse, ønsker vi ikke at indtage denne arbejdsmark; men vi skal ikke gå efter vor egen magelighed. ”Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag.” Men vi skal tage højde for at den mark ikke er mere nedslående for dem, som vil være Guds medarbejdere, end verdens mark var, da den overgav sig selv til Guds enbårne søn. Da Han kom til jorden for at opsøge og frelse de fortabte, rådførte Han sig ikke med sit egen behag eller sin fornøjelse. Han forlod Sin høje rang, lagde Sin himmelske ære og herlighed til side, og fralagde Sit herlige diadem og kongelige kåbe, og forlod de kongelige sale, for at Han kunne komme til jorden og frelse faldne mennesker. Selvom han besad disse evige rigdomme, blev Han dog fattig for vor skyld, så han kunne gøre menneskeslægten rig. Når Guds Søn accepteres som deres Genløser, og udvise tro på Ham, vil Adams sønner og døtre bliver Guds arvinger og Kristi medarvinger. Apostlen siger: ”I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.” Kristus var villig til at komme til en verden som var ødelagt og svedet af forbandelsen – resultatet af Adams overtrædelse af Guds lov. Han ville gerne påtage sig de faldne væseners sag, som havde mistet deres oprindelige hellighed, og som ikke kendte til Guds karakters fuldkommenhed. Han ville komme for at føre dem tilbage til loyalitet som ikke var underlagt Guds moralske regering. I himlens store rådssamlinger kom man frem til at det var helt nødvendigt at Gud blev åbenbaret for mennesker, i form af Hans enbårnes søns person. Han til jorden for at være ”Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden.”   ret

Sydstaternes missionsmark er besat med vanskeligheder, og skal jeg bringe arbejdsmarken til jer, sådan som den er blevet vist mig, vil mange af jer trække jer tilbage og sige: “Nej, jeg kan ikke gå ud på en sådan missionsmark.” Men vilkårene for den farvede race er ikke mere nedslående end verdens tilstand var, da Kristus forlod himlen for at arbejde for faldne mennesker. Han iklædte Sin guddommelig med menneskelighed, og kom til verden, for at Hans menneskelighed kunne berøre menneskene, og Hans guddommelig kunne gribe fat på Guds trone for menneskenes skyld. Han kom for at opsøge det ene mistede får, og bringe de omstrejfende tilbage fra syndens ørken til den himmelske fold. Han blev behandlet nedværdigende af dem som Han kom for at frelse fra evig ruin, og missionæren i Sydstaternes mark har brug for at bevæbne sig selv med det sindelag der var i Kristus Jesus. Skriften siger: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.”   ret

Sydstaternes race er blevet forsømt. Mennesker er forbigået på den anden side, ligesom præsten og levitten, gik forbi den sårede, berøvede og forslåede person. Men en vis samaritaner, som rejste den vej, så ikke kun han, men han fik medlidenhed med ham, og gik hen til ham, og forbandt han sår, og satte ham op på sit eget ridedyr, og bragte ham til værtshuset, og tog sig af ham. Hvor mange har ikke ladet den farvede race gå til på vejkanten? Siden slaverne blev frigivet ved et frygteligt tab af liv i både nordstaterne og i sydstaterne, er de blevet stærkt forsømte af dem der bekender at kende Gud, og som resultat har tusinde af den ikke fået åndelig frihed. Men skal denne ligegyldighed fortsætte? Skal der ikke besluttes noget for at redde dem? Synden har fornedret og fordærvet menneskeslægten, men Kristus lod ikke menneskene gå tabt i deres fornedrelse. Han som var et med Faderen kom til vor verden for at slå bro over den afgrund som synden havde gjort, som adskilte menneskene fra Gud på grund af overtrædelse. Kristus, Sin Faders herligheds afglans, så menneskeheden i deres ynkelighed og syndighed, og beskuede sjæle besmittet med fordærv, fordærvede og deformerede. Han vidste at den faldne slægt sigtede mere til ondt end godt, og praktiserede den mest hadefulde ondskab. De himmelske hære så på verden som nogen der ikke havde fortjent Guds sympati og kærlighed. Engle undrede sig over at Kristus påtog sig at frelse mennesket i sin fortabelse, og for dem virkede som en håbløs situation. De undrede sig over at Gud kunne tolerere en slægt der var så rådden af synd, kunne være en plet på Hans skaberværk. De kunne ikke se nogen plads til kærligheden, men Kristus så at sjæle kunne gå tabt, hvis en arm, der var stærk nok til at befri, ikke blev rakt ud for at frelse.   ret

Satan er ødelæggeren, men Kristus er genopretteren. Fra først af var det Satans mål at få mennesker til at overtræde Guds lov. Han fremstillede Faderens karakter forkert, trådte på Hans lov, og foragtede Hans forskrifter. Han indgød mennesker med sin egen ånd, og gjorde dem til del af hans egne egenskaber, og fik dem til at overtræde Guds lov. Da han havde udrettet dette fordærvelsesværk, pegede han på de fornedrede og syndsbesmittede sjæle, som han havde gjort til genstand tusindvis fejl, og erklærede at de var for fordærvede, for usle til at blive genløst af Himlen. Han forsøgte at fremstille menneskeheden i det mest nedslående aspekt, så at en reformation virker helt håbløs. Selvom han ikke kunne få overhånd med sine fristelser mod Kristus, eller få Ham til at fejl eller miste modet, lykkes det dog ofte for godt for ham for dem der burde være medarbejdere sammen med Gud. Men hans planer om at få værket til at stoppe er ikke lykkes rigtigt for ham. Gennem Guds nåde er dem som fjenden har fortrykt i generationer, opstået til Gudsgiven mands og kvindes værdighed og giver sig selv som sønner og døtre til den Allerhøjeste. Dette resultat udføres generelt ved velstyret og udholdende missionsarbejde.   ret

Hvorfor skal Syvendedags adventister ikke være sande medarbejdere sammen med Gud, I at opsge og frelse den farvede races sjæle? I stedet for nogle få, hvorfor er det så ikke mange der går ud og arbejder i denne længe forsømte arbejdsmark? Hvor er de familier som vil blive missionærer og som vil gå ind på denne arbejdsmark? Hvor er de mænd som har midler og erfaring, så at de kan gå ud til disse folk og arbejde for dem der hvor de er? Der er mænd som kan uddanne sig i landbrugelinjer, som kan lære farvede folk at så frø og plante frugthaver. Der er andre som kan lære dem at læse, og give dem en forbilledlig lektie fra deres eget liv og eksempel. Vis dem hvad de kan gøre for at få et levebrød, og det vil være en uddannelse for dem. Er vi ikke kaldet til at gøre netop dette arbejde? Et der ikke mange som behøver at lære at elske Gud højest og deres medmennesker som sig selv? I sydstaternes arbejdsmark er der mange tusinde mennesker som har sjæle at frelse eller at miste. Der ikke mange blandt dem som hæver at tro sandheden, som vil gå ud på denne mark for at gøre det arbejde som Kristus opgav Sin magelighed, Sine rigdomme og Sit liv for?   ret

Kristus opgav alt for at Han kan bringe frelse til alle folk, folkeslag og tungemål. Han slog bro over den afgrund som synd havde gjort, for at mennesker, ved Hans fortjenester, kan forliges med Gud. Hvorfor er der ikke en hær af medarbejdere indskrevet under Fyrsten Emmanuels blodbestænkte banner, klar til at gå ud og oplyse dem som er uvidne og fordærvede? Hvorfor går vi ikke ud for at bringe sjæle ud af mørke til lys? Hvorfor lærer vi ikke de fortabte at tro på Kristus som deres personlige Frelser, og hjælpe dem til at se Kristus i tro, og vaske sig i den kilde der er åbnet for at bortrense verdens synder? Vi bør lære de snavsede hvordan de skal skaffe sig af med deres gamle, syndsbestænkte karakterklæder og hvordan Kristi retfærdighed skal tages på. Vi bør plante de ophøjende og forædlende tanker på himmelske ting i deres formørkede sind. Vi bør i tro, ved en Kristuslignende sympati og eksempel, lede de urene ind til rene og hellige liv. Vi bør leve et sådant liv for dem at de vil kunne se forskel mellem vildfarelse og ondskab, og så renhed, retfærdighed og hellighed. Vi bør danne retlignede stier for vore fødder, så den lamme i vendes bor fra vejen.   ret

Mange som hæver at være kristne har udrettet lidt i verden fordi de ikke har holdt deres øjne fæstnet på Jesus, og har ladet syndighed overvinde dem. Mange som er gået frem som missionærer er faldet i synd, og Satan har jublet fordi mennesker der hævder at være medarbejdere sammen med Gud, ikke var omvendt dagligt, og blev ikke forvandlet i karakteren ved at se på Jesus. De gør ikke Gud til deres styrke, og laver så krogede stier for deres fødder. De kunne bringe de fattige og uvidne sjæle, som var så fornedrede af synd frem til et nyt liv, helt til Guds liv, fordi deres eget liv ikke var skjult med Kristus i Gud. Som medarbejdere sammen med Gud, må vi bære åg sammen med Jesus Kristus, og påtage os Kristus. Når vi er lagt i Ham, skal vi vokse i lighed med Kristi karakter. Vi skal være levende breve, og mænd der skal læses i vore liv, hvad det vil sige at være en kristen. Vi skal fremstille Kristus i karakter, og selvet skal skjules med Kristus i Gud. Når dette er vor erfaring, vil vi finde ud af at Guds engle vil samarbejde med os. Idet vi mærker vor afhængighed af Gud, vil vi mærke kraften i Kristi ord da han sagde: ”Uden mig kan I slet intet gøre.” Så skal vi vide hvordan vi får sympati med de forsømte, undertrykte, foragtede og samtidig har vi ikke forståelse for undertrykkelse, men i syndens midte presser vi os tættere og tættere til Jesu side. Vi vil såres og rystes over de synder som begås når vi bærer åget sammen med Kristus og bereder os til at være templer for Helligåndens iboen.   ret

Mennesker som har tro, håb og kærlighed får del i den guddommelige natur og har overvundet det fordærv som er ved verdens lyster. Disse mennesker er succesrige medarbejdere; for de bypper på det sikre fundament, guld, sølv og ædelstene. De Bygger med prægtige materialer som er værdifulde. De opbygger ikke med det som er forgængeligt, med det som sammenlignes træ, hø og stubbe, som vil brændes op af de sidste dages ild. Deres arbejde resulterer i genløste sjæle som vil stå foran Guds trone.   ret

Kristus sagde til sine disciple: ”De raske har ikke brug for en læge, men de syge . . . jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til anger.” Dem som erkender deres skyld, mærker deres behov for Frelseren. Hvorfor, oh hvorfor er der ikke gjort mere for at sprede lys i den farvede races formørkede tankesind? Kristus døde for de farvede folk, lige så meget som Han døde for hvide folk. Gennem tro på Kristus kan de farvede folk opnå evigt liv lige så godt som de hvide folk. Dem som Herren ser er forsømt af os, er blevet betroet fornuftsstyrke, og alligevel er de blevet behandlet som om de ikke havde sjæle. De er blevet såret af en såkaldt kristen nation. De er blevet efterladt på vejsiden, og målrettet arbejde ville modvirke de fejl de har begået. Men selvom de er blevet foragtet og forsømt af mennesker, har Gud givet særlig hjælp og oplysning til de mange som var i slaveriet. Han har oplyst deres mørke selvom de var under de allerdårligste forhold, og de har åbenbaret storhedens elementer i kristen karakter over for verden. Mange af den sorte race er blevet rige i troen og tilliden til Gud. De har udvist guddommelig medfølelse for dem som de kunne hjælpe. De har vidst hvad det vil sige at hungre efter forståelse og hjælp; for de blev kun forsømt af dem som så deres ulykkelige tilstand og kunne have hjulpet dem, men som blev forbigået på den anden siden, ligesom præsten og levitten forbigik den forslåede og sårede. Der er sjæle blandt den farvede race som kunne nås, og netop den slags arbejde som deres forhold kræver kunne ydes, så de kunne frelses. Når disse sjæle er omvendte til sandheden, vil de få del i guddommelig natur, og vil gå ud for redde deres medmennesker, til at lede dem som er i mørke til lys. De kan hjælpes i deres lave rang, og for deres del kan de hjælpe til andres gode.   ret

Men der er mange blandt de farvede folk, hvis forstand er blevet formørket for længe for at hurtig kunne udrustes til gode gerningers frugtbarhed. Mange holdes i en fordærvet appetits trældom. Mange er slaver af nedværdigende lidenskaber, og deres karakter er af en sådan art at den ikke vil kunne være til velsignelse for dem. Synd og fordærv har aflåst deres sanser. De behøver lige så megen hjælp som de rene hedninger gør, og hvis ikke får den rigtige slags hjælp, vil de gå tabt. Men de må lære at kende Gud og Jesus Kristus som Han har sendt. Retfærdighedens Sols klare stråler må skinne ind i deres sinds formørkede kamre. De behøver at gribe et glimt af Gud. Det er deres privilegium at få evigt liv, og være i samklang med Gud, og det er deres privilegium som kender sandheden at gentage beretningen igen og igen om Guds forunderlige kærlighed mod mennesker, sådan som det viste sig på Golgatas kors. Den kæde der falder ned fra Guds trone er lang nok til at nå ind i syndens laveste dybder. Fremhold en syndstilgivende Frelser for den fortabte og ringe person, for Jesus har gjort en guddommelig mellemkomst for deres skyld. Han er i stand til at nå de laveste dybder og løfte dem op fra syndes hule, så de kan anerkendes som Guds børn, arvinger sammen med Kristus til en evig arv. De må have det liv som måler sig med Guds liv. —The Review and Herald, 26. november, 1895.   ret