Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 29. november 1881

Adventtroen.

Du min retfærdige af tro skal leve, men hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.« »Lige som mennesket er dødt uden ånd, er jo troen også død uden gerninger.« »I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort og ikke af tro alene.«   ret

Vi bekender os til at være pilgrimme og fremmede på jorden og til at være på rejse mod et bedre land, et himmelsk land. Hvis vi virkelig er fremmede her og på rejse mod et land, hvor kun de hellige kan få adgang, må vi gøre det til vor første opgave at blive kendt med det land. Vi må flittigt undersøge hvilke forberedelser vi må gøre, hvilke vaner og hvilken karakter vi må danne for at blive indbyggere der. Jesus, landets konge, er ren og hellig. Han har befalet sine efterfølgere: »I skal være hellige; thi jeg er hellig.« 1Pet. 1,16. Hvis vi i livet efter dette skal færdes sammen med Kristus og de syndfri engle, må vi berede os her.   ret

Det er vort arbejde, vort allervigtigste arbejde. Enhver anden betragtning er af mindre betydning. Vor samtale, vor opførsel, alle vore handlinger bør være således, at de overbeviser vor familie, vore naboer og verden om, at vi snart venter at rejse til et bedre land. Mere end det: Vort gudfrygtige eksempel skulle altid være dem for øje, sammen med den forberedelse, som alle vi, der gerne vil indgå i det velsignede hjem, behøver. Vore handlinger må være i overensstemmelse med vor tro, og troen vil derigennem blive gjort fuldkommen. Vi burde ikke gå op i forberedelsesarbejdet bare som en pligt, en nødvendighed, men som et privilegium, som vi er lykkelige for at modtage. De, hvis tro daglig grundfæstes og styrkes gennem deres handlinger, vil stifte bekendtskab med selvfornægtelse med hensyn til appetitten og ærgerrige ønsker idet de bringer enhver tanke og følelse i harmoni med den guddommelige vilje. De vil vogte sig for at de ikke skal blive bragt ind i syndens slaveri, ved at tilpasse sig en verdslig standard, og således fornægte deres tro overfor mange vidner.   ret

Det land, vi stævner imod, er på en måde langt mere tiltrækkende end Kanaans land for Israels børn. De blev ledet af Guds hånd. Kristus selv gav dem en beskrivelse af det land, hvor de skulle finde et hjem, for han ønskede at give dem enhver opmuntring til at jage fremad med håb og mod. De blev ledt til et sted, hvor de kunne se over til Kana'ans land og betragte de storslåede landskaber, de skovklædte bakker og frugtbare marker, og fik tilladelse til at spise af dets rige frugt. Men samtidig blev de vanskeligheder, de ville komme ud for ikke skjult for dem. Der lå alvorlige anstrengelser foran dem, hvis de fik landet i eje. De behøvede mod og konstant tro. Hvis de ville stole på Gud, ville hans tilstedeværelse og magt være hos dem, og ville til sidst give dem sejr over alle deres fjender. Men de tabte modet, da spejderne fortalte dem om kæmper, krigeriske nationer og byer med høje mure om, som de måtte overvinde. DE tvivlede, tøvede og foreslog at tage tilbage til Ægypten. Ved deres vantro dømte de sig selv til lidelse, ydmygelse og at lide nederlag og til sidst at dø i ørkenen.   ret

Hvad var det, der hindrede deres fremgang, da de endelig fik det smukke land i sigte? Vanskelighederne foran dem var ikke så store som dem, de før var kommet ud for. Den store forhindring lå i dem selv. Det var deres egen stædige vantro, der holdt dem tilbage. De var uvillige til at vove sig ud på Guds løfter. Landet var godt. Men kæmperne var mægtige, og muren omkring byerne var høje. De store fordele, som de kunne opnå ved at komme i besiddelse af Kana'ans land mistede de af syne. De holdt op med at tale om det gode land og dets velsignelser, og tillod deres sind at dvæle ved de prøvelser og vanskeligheder, der lå mellem dem og det ønskede tilflugtsted.   ret

Jo mere de talte om disse ting, des større syntes vanskelighederne at være, og des mere overbevist blev de om, at de krav, som blev pålagt dem, var så store, at de ikke kunne klare dem. Satan lagde kendsgerningerne frem for dem i det værste lys, og de følte, at de var et mishandlet folk. De følte medlidenhed med sig selv, og glemte de vidunderlige gerninger, som Gud havde gjort for at hjælpe dem. De mistede troen på Gud på den selv samme tid, da den burde have været stærkest. Da Gud skulle til at vise dem sin store magt og godhed og gøre sit navn herligt på jorden og hæve sit folk op til at være en foretrukket nation, æret af himlen, blev de mismodige. De vidste, at hver eneste gang, de havde stolet på Gud, havde han virket mægtigt for dem. Alligevel steg deres vantro til oprør. Deres egen fordærvede vilje spærrede vejen og skabte større mure foran dem end dem, deres fjender havde bygget.   ret

Israels børns historie er skrevet som en advarsel til os, til hvem tidernes ende er kommet. Vi står så at sige på grænsen til det himmelske Kanaan. Vi kan, dersom vi ønsker det, se over på den anden side og se det guddommelige lands herligheder. Hvis vi tror på Guds løfter, vil vi i samtale og opførsel vise, at vi ikke lever for denne verden, men gøre det til vor første opgave at forberede os til det hellige land.   ret

Farerne og vanskelighederne foran os tager til, alt som vi nærmer os den himmelske hvile. Satan er fyldt med dødeligt had mod alle, som søger at vinde det land, som engang var hans hjem. Hans misundelse har intet mistet i bitterhed, siden han blev udelukket fra himmelens strålende herlighed. Før sit fald var han en fjende af Kristus og søgte at røve hans ære og herlighed, og han er ikke i mindre grad en fjende af Kristus nu. Han har besluttet sig til at tage verden til fange. Han ser, at hans tid er kort, at en, som er mægtigere end han, snart vil tage hans magt fra ham, og han vil gøre en sidste mægtig anstrengelse mod Kristus og hans menighed.   ret

Nu er tiden inde for Jesu venner til at være fast besluttede på at være trofaste, og tapre overfor deres frelses hærfører. Nu er det tid at vise hvem, der er sande Kaleber, som ikke vil benægte, at murene er høje, at kæmperne er mægtige, men at vi tror, at disse kendsgerninger vil gøre sejren mere herlig. Der ligger store vanskeligheder og prøvelser foran os. Det vil kræve et stort mod og tiltagende anstrengelser at gå fremad. Nu afhænger alt af vor tro på den hærfører, der har ledt os sikkert så langt. Skal vi lade vantro komme op i os nu? Skal vi i svaghed overgive os til mistillid og frygt? Skal vi gå på kompromis med verden og vende os bort fra det himmelske Kana'an? Skal vi lægge udstrakte planer for dette liv, som indbyggerne i den gamle verden gjorde, plante, og bygge, gifte og give til ægte?   ret

Det højtidelige budskab for denne tid har en særlig klang, som vi skal give agt på. Tidernes tegn fortæller os, at alle tings ende er nær. Opfyldte profetier er blevet historiske kendsgerninger, som klart belyser vor stilling. Vi står alle ved randen af evighedens verden. Fordi synden tager til i overflod, bliver kærligheden kold hos mange. I stedet for dette skulle kærligheden til Gud, kærligheden til renhed, sandhed og hellighed tage til i vore hjerter. Den voksende ondskab rundt om os, skulle vække os til alvorlig nidkærhed og en stærkere beslutsomhed. Guds sande folks tro skulle gennem vore gerninger stå som et advarselstegn til verden på sammen måde, som den var åbenbaret af Noa. Hvis vore gerninger ikke harmonerer med vor bekendelse, så giver vi verden et falsk lys, og lokker dem således til ødelæggelse.   ret

Vor Herre sagde forud til sit folk, at i de sidste dage ville ugudeligheden blive stor og få en lammende indflydelse på sand gudsfrygt, Man ser og hører og føler ondskaben alle vegne omkring os. Selve luften synes at være gennemsyret af den, og den påvirker troen og kærligheden hos Guds bekendende børn. Det er vanskeligt at holde fast ved sin kristne retskaffenhed. Kendsgerningen er, at meget, som i vor tid giver sig ud for kristendom, skylder selve sin tilværelse, at der ikke findes forfølgelser. Når de hårde trængslers prøvetid kommer, vil en stor del af dem, der bekender sig til troen, vise, at deres gudsfrygt var som en tom skal. I stedet for at blive styrket og befæstet af modstanden, bliver deres tro svækket og bliver udslukket.   ret

Den tid, vi nu lever i, er farens dage. Letsindighed, ligegyldighed, fornøjelsessyge og nydelsessyge møder man i overordentlig mange såkaldte kristnes liv. Er så dette tidspunkt, hvor syvende dags adventisterne må miste troen og blive kolde og formelle? Gud forbyde dette! Skal vi blive forrædere i netop det øjeblik, hvor Gud ville blive mest helliggjort ved vor standhaftighed i vore grundsætninger? Skulle vi vende os fra Himmelens glæde netop nu, hvor vi næsten kan skimte herligheden på den anden bred? Vi lever i den vigtigste periode af denne verdens historie. Ved at bevare vor troskab mod Gud kan vi bære det mest fremragende vidnesbyrd om Kristus og sandheden.   ret

En virkelig kristen vil klamre sig mere fast til Guds løfter nu end nogen sinde før. Hans hjerte er, hvor hans skat findes, i Himmelen! Når de rette principper foragtes og svigtes, så må de trofaste og sande udvise deres største nidkærhed og dybeste kærlighed; så må de holde mest standhaftigt fast ved sandheden, hvor uønsket den end kan være. Den sande soldat vil være rede til at udkæmpe Herrens slag, når hans fjender er stærkest, og da er det, at sejren vil være mest fuldkommen og triumfere mest.   ret

Brødre og søstre af den samme dyrebare tro, skal vi ikke give agt på det sidste advarselens budskab. Er dette en tid til at bruge Herrens penge til at tjene vor stolthed og vor ærgerrighed? En tid til at lægge jordbesiddelse til jordbesiddelse, eller at bygge prægtige huse til os selv og vore børn? En tid til at samle os skatte her og fæste vor kærlighed til dem her? Herren kommer. I sin store barmhjertighed har han udfriet os af fejltagelsernes mørke, og har tilladt klare stråler af sandhed at skinne ind i vore sjæle. Vi burde åbenbare vor taknemlighed ved at videregive lyset fra himlen på en sådan måde, i vore ord og gerninger, så at andre må blive ledt til at tro de sandheder, vi forsvarer. Lad os passe på, at vi ikke bliver fejet bort af strømmen af verdslighed, idet vi siger således til ikke troende: »Tiden er ikke inde. Bliv ikke forskrækkede« »Min Herre lader vente på sig.« Lad os være konsekvente. Lad vore gerninger være i overensstemmelse med vor trosbekendelse.   ret