Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 05. december 1887

Vore missioner i Europa

Et stort arbejde er betroet dem som bringer sandheden i Europa. ”Ingen gren af vort arbejde er en vigtigere mark end den Centraleuropæiske mission. Der er Frankrig og Tyskland, med deres store byer, med store befolkningsgrupper. Der er Italien, Spanien og Portugal, der efter så mange hundrede års mørke, affødt af de romerske tyrani, og åbnede for Guds ord – åbnede for at modtage det sidste advarselsbudskab for verden. Der er Holland, Østrig, Rumænien, Tyrkiet, Grækenland og Rusland, hjem for millioner efter millioner, hvis sjæle er dyrebare i Guds øjne, ligesom vore egne, som intet ved om de særlige sandheder for denne tid. Det befolkningsantal der er inden for denne missions grænser, er alene fire gange mere end de Forenede stater.   ret

Et godt arbejde er allerede blevet gjort i disse lande. Der er dem som har modtaget sandheden, spredt som lys bærer til næsten alle lande. Vi har næsten tre hundrede sabbatsholdere i Schweiz. Der er små grupper i Frankrig, tyskland og Italien, og to hundrede sjæle i Rusland, som adlyder Guds lov; og der er en menighed på fyrretyve medlemmer langt borte øst på, næsten til Asiens grænse. Grundlaget er blevet lagt for en menighed i Holland. I Romandiet og på Korsika er der nogle der forsøger at holde Guds bud, og venter på hans Søn fra himlen.   ret

Men hvor lidt er blevet gjort i sammenligning med det store arbejde der er foran os! Guds engle bevæger på folks sind, og bereder dem til at modtage advarslen. Der er behov for missionærer på marker som knapt nok er blevet indtaget endnu. Nye marker åbner sig hele tiden op. Sandheden må oversættes til forskellige sprog, så alle nationer kan nyde dens rene og livgivende indflydelse. Medarbejderne i denne mission prøver deres evner til det yderste, for at imødekomme sagens behov. Men der er brug for penge til at støtte og udvide arbejdet med. Kaldet at komme til forskellige lande lyder: ”Send og en prædikant til at forkynde sandheden.” Hvordan skal vi besvare dette kald?   ret

Vort trykkeri i Basel behøver hjælp til at gennemføre det store og gode arbejde med at oversætte og publicere bøger om den nærværende sandhed, i forskellige europæiske sprog. Kolportører får opmuntrende succes i salget af vore bøger. Således bringes lyset ud til folk, medens kolportøren – som i mange tilfælde er nægtet ansættelse på grund af sandheden – er i stand til at underholde sig selv, og salget er finansiel hjælp til kontoret. I reformationens dage havde munke, som havde forladt deres klostre, og som ikke havde andre midler til at underholde sig med, gået tværs over landet, solgt Luthers værker, som hurtigt blev spredt udover Europa. Den gang var kolportagearbejdet et af de mest virkningsfulde midler til at sprede lys, og sådan vil det vise sig nu. Men oversættelsesarbejdet og udgivelsesarbejdet er vanskeligt og dyrt. Kontoret må have fondsmidler.   ret

I den skandinaviske mission har mange, i fattigdom og under store vanskeligheder, hørt og troet advarslen. Der er treogtyve menigheder og næsten 1000 sabbatsholdere i disse lande. Ny prædikanter og autoriserede udøvere, og omkring tredive kolporterer, er nu på marken. Det er kun ved selvfornægtelse og stor sparsommelighed at vi er nået der til. Der er stort behov for finansiel hjælp til at udsende medarbejdere og publikationer til disse folk i Norden.   ret

Missionen i London, den store by på 5 000 00 indbyggere behøver en plads i vore tanker, vore bønner og vore gaver. Der må gøres et stort arbejde der, og det er knapt nok begyndt. Tænk på Englands, Skotlands og Irlands mange byer, alle taler det samme sprog som vort eget, som endnu ikke er er indtaget af sandheden.   ret

Der vil være forhindringer som forsinker. Disse må vi imødekomme, uanset hvor missionerne er blevet oprettet. Manglende erfaring, ufuldkommenheder, fejltagelser, uhellig indflydelse disse ting må vi overvinde. Hvor ofte har dette ikke forhindret sagen i Amerika! Vi forventer ikke at møde små vanskeligheder i Europa. Nogle i forbindelse værket på disse fremmede marker, såvel som i Amerika, bliver modløse og følger uværdige spioners vej, bringer nedslående efterretninger. Ligesom den misfornøjede væver, ser de på den forkerte side af vævestykket. De kan ikke opspore Designerens plan; for dem er alt forvirring, og i stedet for at vente til de kan se Guds hensigt, bringer de det hastigt videre til andre i deres tvivl og mørke ånd.   ret

Men en sådan efterretning må vi ikke bringe. Efter et to års ophold i Europa ser vi ikke længere grund til modløshed for sagens tilstand, end der var ved dens opkomst på forskellige marker i Amerika. Der så vi Herren prøve det materiale til brug. Nogle kunne ikke bære Guds afprøvning. De ville ikke tilhugges og tilslibes. Hvert slag på mejslen, hvert slag med hammeren, vækkede deres vrede og modstand. De blev lagt til side, og andre materialer blev bragt ind, til at blive prøvet på samme måde. Alt dette gav anledning til forsinkelse. Det var fortrydeligt og der blev knurret over alle småstykker der blev brudt væk. Nogle mente at disse tab vil ødelægge bygningen; men den blev tværtimod stærkere ved at få fjernet disse svage elementer. Arbejdet gik stadigt fremad. Hver dag blev det tydeligere at Herrens hånd vejledte alle, og at et stort formål blev opfyldt igennem hele værket fra først til sidst. Således ser vi at hele sagen etableres i Europa.   ret

En af de store vanskeligheder er den fattigdom vi møder hele tiden. Dette forhaler sandhedens fremkomst, som ligesom i de første år, finder sine første omvendte iblandt den ydmygere klasse. Vi havde en lignende erfaring i vort eget land, både øst og vest for Rocky Mountains. Dem der først accepterede dette budskab var fattige, men idet de arbejdede i tro for at udrette det som du kunne med deres evner og midler, kom Herren dem til hjælp. I Sit forsyn bragte Han mænd og kvinder til sandheden som var villige af hjertet; de havde midler, og de ønskede at sende lys til andre. Sådan vil det være nu. Men Herren vil have os til at arbejde alvorligt i tro indtil den tid kommer.   ret

Ordet er gået ud til Europa: ”Gå fremad!” Den ydmygeste der slider for sjæles frelse, er en Guds medarbejder, en samarbejdsmand med Kristus. Engle tjener ham. Idet vi går frem på den opåbnende sti for Hans forsyn, Gud vil fortsætte med åbne vejen for os. Jo større vanskeligheder at overvinde, des større sejr vil der vindes.   ret

Væksten på vore udenlandske missioner beror ikke alene på nogle få medarbejdere, ej heller på mange, men på alle som har taget imod sandhedens lys. Enhver kan gøre noget for at fremme værket i fjerne lande. Vort folk er ikke halvt vågne for tidernes krav. Forsynets stemme kalder på alle som har guds kærlighed i deres hjerter, til at vågne op i denne store nøds situation. Der har aldrig været en tid hvor der har stået så meget på spil som i dag. Der har aldrig været en periode hvor der kræves så meget energi og selvopofrelse.   ret

Lige nu er der brug for enhver doller og ti cent, som vi kan opspare, og hjælpe med i fremførelsen af sandhedens budskab til andre lande. I helligdagsferien bruger vort folk meget på gaver for forskellige selv tilfreds stillelse som ikke kun er unyttigt, men ofte skadeligt. Appetitten får frie tøjler, stolthed og egenkærlighed får næring, og Kristus glemmes. Hvis de penge der normalt bruges på disse formål blev brugt på missionskassen, ville vore udenlandske missioner komme ud af sin forlegenhed. Skal vi i år ikke blot hellige en del, men alle vore helligdags gaver til Gud, til at hjælpe hans sag med, som mangler så meget? Hvordan kan vi mere passende fejre den kommende jul, ved at udtrykke vor taknemmelighed til Gud, for gaven i hans dyrebare søn, end ved ofre, og sende hele verden efterretninger om hans snarlige komme?   ret

Dem som bekender at vente på Kristus, men erkender hvor nær vi er afslutningen i hele værket med sjæles frelse, ville de ofre deres ejendomme så frit som medlemmerne i den første menighed. ” Og hele forsamlingen af den, der var kommet til troen, havde ét hjerte og én sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles. . . . . da alle de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med salgssummerne og lagde dem for apostlenes fødder; og der blev uddelt til enhver især, efter hvad han trængte til. Og Josef, en levit, som stammede fra Kyperen og af apostlene fik tilnavnet Barnabas (det betyder trøstens søn), solgte en mark, han ejede, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.” Dem som havde penge og ejendomme ofrede dem frivilligt for den nød som var der. De troende havde en almindelig interesse – succes med den mission de var blevet betroet. Deres kærlighed for Kristus var langt større end deres kærlighed til penge. De udvirkede deres tro, og bevidnede ved deres gerninger at de regnede menneskesjæle af større værdi end nogen jordiske rigdomme. Har vi ikke større grund til at ofre end de havde? Har vi ikke mindre tid end de, hvor vores arbejde skal udføres?   ret

Hvorfor skal vi samle os rigdomme? For at blive fejet bort på den sidste dag? Skal vi samle os guld og sølv, for at være et vidne imod os i Dommen, - for at spise vort kød som om det var ild? Skal vi klynge os til vore ejendomme indtil de falder i vore fjenders hænder? Tiden kommer hvor de lovlydige hverken kan købe eller sælge. Hvilken brug har vi for huse og lande, bankbøger og købmandshandler, da for os? Nu er det tid på for dem som har store ejendomme at skære ned for kapitalen, så Guds værk kan udvides til fremmede lande. ” Sælg, hvad I har, og giv almisse! Skaf jer punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i Himlene, hvor ingen tyv kommer nær, og intet nøl ødelægger.” Det som vi giver til guds sag bliver vort for evigt. Kristus siger: ”Sammel jerskatte i himlen.” Alene dette er, af alt det vi har, virkelig vores. Alt hvad vi samler os på jorden, må vi forlade til sidst. Det er det eneste som vi giver til Kristus, at vi kan tage det med os ind i den evige verden. Jesus påbyder os: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger.”   ret

Herren behøver ikke vore offergaver. Vi kan ikke berige ham ved vore gaver. Salmisten siger: ”Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det.” Dog tillader Gud os at vise vor værdsættelse af hans barmhjertighed ved selvopofrende anstrengelser for at videregive det samme til andre. Dette er den eneste måde, hvorpå det er muligt for os at vise vor taknemmelighed og kærlighed til Gud. Han har ikke tilvejebragt nogen anden måde.   ret

Ethvert offer, uanset hvor ydmygt, givet i hans navn og af en kærlighed til ham, er dyrebart i hans øjne. Forældre værdsætter deres børns gaver, ikke fordi de er rige og dyrebare, men for det de siger af elskelig selvfornægtelse, af øm eftertænksomhed og taknemmelig påskønnelse. Sådan betragter vor himmelske fader sine børns gaver. Han ser en helligende og opofrende ånd hos dem, udtryk for et taknemmeligt og elskeligt hjerte; og et sådant offer er som liflig røgelse for ham.   ret

I enhver bestræbelse for at hjælpe andre, skal vi hjælpe os selv. Når vi investerer vore midler i disse missioner, sætter vi vore renter og vore bønner i disse missioner; drager vi forskellige nationaliteter nærmere til os selv; vor hengivenhed går til dem, og vi stimuleres til større hellighed og større lydighed til gud, så vi kan gøre det allerbedste for andre. Hvis vi ønsker at få vor hengivenhed, til himmelske ting, må vi sætte vor skat i himlen. Hvor rigdommene er, der vil hjertet være. Hvad som har kostet os lidt, har vi ingen særlig interesse for; men det som vi investerer vore midler i kræver vor interesse og opmærksomhed, og vi arbejder på at få succes med det.   ret

Gud er livet og lysets og glædens kilde for universet Ligesom lysstråler fra solen, flyder velsignelserne ud fra ham til alle de skabninger han har gjort. I sin uendelige kærlighed har han tilstået mennesket privilegiet at få del i guddommelig natur, og for deres del, sprede velsignelser til deres medmennesker. Dette er den højeste ære, den største glæde, som er mulig for Gud at give mennesker. Dem som bringes nærmest til deres Skaber tager således del i kærlighedens arbejde. Han som nægter at blive en ”Guds medarbejder,” – det menneske som af selviske udsvævelser ignorer sine medmenneskers behov, den gnier som snupper sine rigdomme her, - afholder sig selv fra de rigeste velsignelser som Gud kan give ham.   ret

Brødre, ”I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.” ”Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået.” Idet vi tæller Guds utallige nådegaver igen, og mediterer over hans uforlignelige kærlighed; idet vi beskuer Genløserens forunderlige nådegaver, må taknemmelighed vækkes i vore hjerter, indtil den optænder en hellige flamme af kærlighed, som skal flyde ud til sjæle, helt ud i det fjerne Europa.   ret